Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9734Visninger
AA

13. Kap 11: "Jeg hader dig til evig tid, Amelia Emilie Wright."

 

Mine læber glider sammen med Steves. Jeg presser øjnene sammen og knuger hans hånd.

Jeg elsker dig,” gisper jeg mellem kyssene.

Jeg elsker også dig,” hvisker han. Jeg åbner overrasket øjnene. Stemmen er ikke Steves.

Neels læber glider om mine. Han er nøgen.

 

Med et sæt vågner jeg. Mit blik leder straks efter Neel. Han sover med Paige i sin favn. Min kinder blusser op, da han vender sig i søvne.

Det var bare en drøm. Alligevel kan jeg ikke lade være at frygte, at Neel kan se igennem mine tanker. Forvirret vender jeg mig om i Steves favn, så jeg lægger mod hans ansigt, så jeg undgår hverken at klæde Neel af med blikket eller sende dødsblikke til den sovende Paige. Det er forkert.

 

”Kom op, smukke.” Jeg mærker Steves fingrer glide over min pande. Jeg slår øjnene op og smiler til ham. Som en undskyldning. Mine øjne er fulde af søvn. Gabende for jeg sat mig op. Lola og Lucy stod for at hente morgenmad i dag, i morgen er det Paige og jeg. Jeg skærer en grimasse og tager en rambutan. I venstre side af hulen sover Paige, Neel, Sara og Sam. I højre sover jeg, Steve, Lucy, Lola og Albert. De andre sover dybere inde i hulen og familien Halls har overtaget det lille aflukke. Det er tydeligt, hvem der holder med Paige, og hvem der holder med mig.

Jeg mærker blikke i ryggen, mens jeg spiser i Steves favn. Jeg skænker dem ikke et blik. Paige er bare … Paige. Neel, hverken tør eller vil jeg skænke et blik efter drømmen, og det han sagde i går. Der hænger en sort sky over hulen, selvom ingen siger noget. Regnen plasker ned udenfor. Ud af øjenkrogen ser jeg Paige kysse ham. Det eneste hun vil er at ydmyge mig og få Neel til at se mere eftertragtet ud ved at sige, at jeg kan lide ham. Som om. Jeg himler med øjnene. Inderst inde er jeg et spørgsmålstegn.

”I kan ikke blive ved med at hade hinanden.” Ebbis stemme skræmmer mig. Han ser fra Paige til mig. ”Det er svært nok at overleve, i behøver ikke skabe dårlig stemning.”

”Men hun...” begynder jeg, men stopper, da jeg får et blik fra ham.

”I bliver nødt til at tilgive hinanden. I kan ikke være det bekendt over for alle de andre.” Paige sender mig et blik. ”Jeg aner ikke, hvad det her handler om, men i skal sige undskyld til hinanden.”

”Undskyld, Amelia, for at jeg beskylder dig for at kunne lide min fyr, selvom det er sandt.” vrænger Paige og sender Ebbi et uskyldigt blik.

”Og undskyld for, at jeg hader dig for at være så glødende falsk og beskylde folk for falske ting, for selv at se hellig ud.” Min krop syder.

”Piger!” Ebbis stemme er ikke til at tage fejl af. Neel lægger armen om Paige og giver hende et klem.

”Åh undskyld, Amelia. Jeg synes, du er sød.”

”Og undskyld, Paige, det var bare en stor misforståelse.”

”Godt, kan vi så komme videre.” Ebbi klapper to gange og folk begynder at finde ud i grupperne. Jeg hører Paiges stemme hvisle gennem rummet.

”Jeg hader dig til evig tid, Amelia Emilie Wright.

 

”Hun er forfærdelig.” Lucy lægger sig på maven og drikker fra vandfaldets lille sø.

”Du har jo ligesom Steve, hvorfor skulle du være forelsket i Neel? Jeg mener, man kan sagtens være fan af nogen uden at være forelsket i dem.” indskyder Lola. Vi bestemte os for, at Paige ville lave aftensmaden og vi tager os af frokosten. Den var Paige helt med på.

”Jeg er ikke fan af Neel. Jeg kendte ham ikke engang, før jeg kom hertil.” Jeg undgår med vilje hendes første spørgsmål.

”Hvilken planet kommer du lige fra?” ler hun.

”New Zealand.” Det gør ondt at nævne landet, da det minder mig om, hvor meget jeg elsker det, og hvor mange minder, jeg har derfra.

”Nårh ja, det er rigtigt. Da vi boede i New Zealand var der heller ikke nogen, der kendte ham. Men han er stor i USA og Europa.”

”Er i ikke fra Tyskland?” Jeg løfter et øjenbryn.

”Jo, men vi det sidste halve år i New Zealand på grund af mors arbejde.” Jeg sender hende et smil, selvom jeg ikke rigtigt hører efter.

”Hov, der kommer Neel og pestilensen.” hvisker Lucy og sender dem et blik.
”Jeg havde godt nok ikke troet Neel, hang ud med den slags.” fnyser Lola. ”Hun er jo det rene mareridt. Når jeg kommer hjem, skal jeg have mine fanplakater ned....” Jeg kan ikke nænne at fortælle hende, at det hedder hvis jeg kommer hjem igen.

”Det er Lucys bror!” Lola blusser helt op og ser forskrækket på Lucy.

”Undsky...” Men Lucy afbryder, Lolas undskyldning.

”Han er nu et fjols alligevel.” Lucys stemme er kold, men jeg kan fornemme, der er noget bag den. På en eller anden måde føler jeg mig knyttet til hende. Også selvom hun ikke kom i går. Min hjerne kører stadig om hendes ord. Betyder de noget? Og hvad betyder de? Jeg stoler på mig. Misbrug det ikke. Jeg stirrer på hende, lidt for længe. Hun fanger mit blik. Jeg ser hurtigt over på Lola, der er i færd med at lave bananmos.

”Jeg stoler også på mig.” mimer jeg med læberne. Hun ser hurtigt væk. Men jeg ved hun forstår det. Jeg håber hun forstår det.

 

Jeg løber hen over stranden. Hen mod klipperne, der går ud i vandet. Sandet smuldre mellem mine tæer, mens jeg løber. En mild brise løfter mit hår. Det er rart at løbe. Bare at løbe.

Alt for hurtigt når jeg til klipperne. Jeg går et stykke ud i vandet og går derefter rundt på klippevæggen, så jeg befinder mig på en anden side, hvor der er en lille udhulning, hvor jeg omtrent hver dag kommer ned, for at skylle sveden fra den brændende sol af. Forpustet tager jeg tøjet af og lægger det i en bunke på den skrå klippe. Lige tilpas så tøjet bliver liggende, og man kan lægge og tørrer efter. Tit har jeg overvejet at se, hvad der er bag den næste klippevæg, for ingen af os ved, hvad der er på den anden side af stranden. I princippet kan der leve mennesker. Indfødte. Jeg dropper hurtigt tanken og kaster mig ud i vandet. Det er så mærkeligt, hvordan vi bare har indfundet os med det hele og fundet alternative måder at leve på. Uden papir, uden sakse, håndklæder. Det eneste vi har er en ø og hinanden. Steve og jeg. Lucy og jeg. Paige og Neel. Jeg hader det fænomen. Jeg glider igennem vandet.

”Åh undskyld,” Med det samme farer jeg op og ser pludselig Neel, der må være kommet helt lydløst. Febrilsk prøver jeg at dække min nøgne krop til med armene. Han står bare og kan ikke lade være med at stirre, mens hans ansigt er hel rødt. ”Jeg er så ked af det.” Han bakker bagud, men støder blot ind i klippevæggen.

”Gå!” skriger jeg efter ham. Jeg har aldrig haft noget imod at folk så mig nøgen, men det føleles bare anderledes med Neel. Alt for akavet.

”Jajajaja, und-undskyld.” stammer han og fumler sig ud mod havet, da han pludselig snubler og bliver helt gennemblødt. Shortsene – som er det eneste beklædning han har på, klæber til hans ben på en måde, der får ham til at se mindst ligeså nøgen ud som mig. Forfjamsket får han rejst sig op. Jeg kan ikke lade være med at stirre på hans shorts og tænke på drømmen. Endelig får han fundet sig vej rundt på klippevæggen ud til stranden. Jeg mærke mit hjerte galopere derud af. Det var akavet. Virkelig akavet.

Og så hader han mig. Synes jeg er en kælling. Det er sikkert kun blevet værre.

Uden at vide, hvad jeg skal gøre af mig selv, sætter jeg mig ned i vandet og græder. Han har ser mig nøgen, han har set mig nøgen, han har set mig nøgen.

 

”Udover Sara og jeg, har Laura og Isabella også været med til at udvikle spillet.” forklarer Sam, mens Sara bare prøver at forsvinde ind i sig selv som altid. Hun er altid indelukket.

”Men hvad haaandler det om?” gaber Paige.

”Første runde skal alle pigerne vælge en dreng, hvis der er flere piger, der har valgt den samme dreng, skal han vælge, hvem han vil være sammen med. Hvis der er ulige må piger og piger eller drenge og drenge gå sammen. I anden runde er det drengne, som vælger.”

”Og?” Jeg har lyst til at kvæle Paige i hendes nedgørelse.

”I første runde skal parrene stille spørgsmål. Altså skal par 1 spørger par 2, tror i jeres partner har drukket? Så skal både pigen og drengen i hver par svare og så får man 1 point for hver rigtig spørgsmål. Anden runde begynder, når vi har nået hele vejen rundt og så skal parrene udfordre parret ved siden af til duel i form af en konsekvens. ”
”Altså sandhed eller konsekvens med par?”

”Tja, en videreudvikling.” Sam ser ikke ud til at lade sig gå på af Paiges tone. ”Okay, lad os starte: alle pigerne går over til den dreng de vil være sammen med.” Jeg bliver siddende ved siden i Steve, selvom jeg et kort øjeblik overvejer at rejse mig. Men hvem skulle jeg så gå hen til? Jeg kender svaret alt for godt. Hurtigt har folk fået spredt sig i par. Steve og jeg, Sam har været så sød at gå sammen med Sara, Albert sidder alene, mens Neel sidder med Christina, Lucy og Paige. Typisk.

”Jeg kan se, vi er en pige i overskud. Jeg kan godt lade være med at være med, så kan en af Neels fravalgte piger gå sammen med Sara og den anden med Albert.” tilføjer Sam og får det til at lyde som om, det er et valg for livet. Det er det vel egenligt også, hvis vi skal blive her for evig.

”Jeg vælger...” Paige snøfter utilfreds over Neel tøven. Men han må vel for pokker være van til at vælge mellem millioner af piger. ”Paige.”

”Sikke en overraskelse,” mukker jeg for mig selv.

”Lucy, kom her over.” kalder Albert. Lucy sætter sig med kolde øjne over mod Albert. Jeg ved, hun er skuffet. Albert lægger armen om hende, men hun skubber den hurtigt væk.

”Jeg er til piger.” hvisler hun. Christina sender mig et grædefærdigt blik, da hun sætter sig over ved siden af Sara.

”Vi starter.” tilbyder Steve for at overdøve stemningen. ”Hvad skal vi spørge dem om?” spørger han mig og sender et blik til Christina og Sara.

”Øhm... har jeres partner kørekort?” finder jeg hurtigt på. Dejligt nemt og fladt spørgsmål. Både Christina og Sara får mumlet nej. Christina, fordi hendes hjerte lige for alvor er blevet knust og Sara, fordi hun bare er Sara. Både Steve og jeg svare ja.

”Og hvor mange har så?” opsummere Sam. Jeg rækker hånden i vejret. Fødselsdagsgaven fra mor og far til min atten års fødselsdag. Jeg ser rundt. Ingen af de andre har.

”Har du ikke?” Jeg rynker panden og ser mod Steve. ”Du er jo 23.”
”Jeg har aldrig haft brug for det.” Han trækker på skuldrene. Rolig og cool som altid.

”1 point til Steve og Amelia...” begynder Sam, men bliver afbrudt af Paige.

”Kan vi ikke bare droppe pointene? Denne her leg er kedelig nok i forvejen.”

”Fordi du ikke selv har fundet på den.” hvæser jeg. Paige skal lige til at forsvare sig selv, men Sam kommer hende i forkøbet.

”Christina og Sara, hvad vil i spørge Lucy og Albert om?”

”Har jeres partner nogensinde haft et forhold med en lærer/elev?” spørger Christina og tørrer sine øjne. Alle svarer uden tøven nej.

”Og har nogen det?”

”Jep, indtil han blev fyrret.” smiler Lucy.

”Jeg troede, du var til piger?” der er fuld af håb i Alberts stemme.

”Det er jeg også.” Lucy skynder sig at gå videre. ”Pestilens og bror, har jeres partner nogensinde farvet hår?” Lucy og Paige svarer nej, mens Albert og Neel svarer ja.

”Og hvem har farvet hår?” opsummerer Sam. Det lyder allerede som om han er ved at være træt af legen, selvom det er hans egen. Først ryger Lucys finger i vejret, derefter Paiges og til sidst Neel. Paige sender ham et forarget blik.

”Er du ikke rigtig blond?!”

”Jojo, men havde en periode, da jeg var omkring de 15, hvor jeg havde mørke brunt farvet hår.” Han klemmer om hendes talje, så hun hviner op. Jeg ser Albert smiler til Lucy, der smiler tilbage. Paige rømmer sig og ser mod Steve og jeg.

”Har jeres partner nogensinde haft seksuelle fantasier om en anden, men I var sammen?” Mine kinder blusser og jeg gemmer mig i Steves favn. Det er uhyggeligt. Som om hun kan se direkte igennem mig.

”Laura er død!” Pludselig rettes alles opmærksomhed mod Ebbis stemme, der tordner igennem. Han står halvt inde i det lille aflukke.

”Hvad?!” udbryder jeg alt for højt.

”Hun har fået dette insektstik, som langsomt har drænet hende fra energi.” Selvom jeg ikke har kendt Laura føles det som en mavepuster. Det at vi bare kan dø som et knips med fingrene. Pludselig går det op for mig, at selvom det går fint med at overleve, vil der komme masser af bump på vejen. Måske store nok til at vi aldrig kommer forbi.

 

Jeg løber gennem skoven for hurtigere at kunne blive omfavnet af månelyset igen. Det er hendes sidste chance. Hun kan dukke op eller ej. Og alligevel ved jeg, at selvom hun ikke dukker op i nat, vil jeg alligevel ikke kunne lade være med at dukke op i morgen. Hvis hun nu ombestemmer sig. Hun sad stadig og snakkede med Albert, da jeg gik. Jeg kender vejen gennem mørket, og den føles slet ikke nær så lang, som den plejer. Endelig når jeg til soluret.

Månen er aftagende, og jeg frygter allerede den ene dag, hvor den vil være helt væk. Jeg sætter mig på hug på jorden. Mit tøj lugter af saltvand eftersom jeg besluttede at vaske det i havet.

”Undskyld.” Jeg kigger op og ser Lucys skygge i månelyset. ”Jeg fulgte efter dig,” tilføjer hun. Jeg sender hende et signal til, at hun skal sætte sig.

”Hvorfor dukkede du ikke op i går?” Jeg prøver at gøre min toe så lidt anklagende som mulig.

”Jeg havde brug for tid til at tænke. Så indså jeg, at du også var indforstået med, at alt der er her bliver her.” Hun piller lidt ved sit hår. ”Jeg er ikke den, folk tror jeg er.”

”Det tror, jeg ingen her er.”

”Stadig. Neel er den eneste, der har kendt mig i mere end et par måneder.” Jeg kan høre, hun er vagtsom med hendes ord.

”Hvem er du så?” Hun sender mig et blik, der fortæller, at jeg ikke skulle havde spurgt.

”Alt, hvad du ved her, ved du ikke så snart vi forlader dette sted. Så kender vi ikke hinanden.” Jeg nikker og synker. Lang tid er der stilhed. Jeg ved ikke, hvad vi er. Hvor meget vi bør fortælle hinanden. Jeg ser hen mod Lucy og ser pludselig lydløse tårer glide ned langs hendes kind. Jeg tager hendes hånd.

”Jeg er alt for afhængig af ham. Jeg har prøvet det så mange gange før. At han bare dropper mig, sætter mig til side.” Hendes læber former langsomt ordene. ”Jeg har bare brug for ham. Det er naivt, men jeg har brug for ham. Han er den eneste, der kender mig.” Der er en masse bag hendes ord, jeg ikke forstår, i stedet nikker jeg blot. Hun vender sig mod mig og tager pludselig fat i mig og knuger sig ind til mig. Overrasket lader jeg mine fingre glide op og ned af hendes ryg som trøst. Jeg mærker min skulder blive våd af tårer. ”Jeg er intet uden ham. Jeg er så egoistisk.” Jeg overvejer bare at afvise hende. Hvad får jeg ud af det? Alligevel kan jeg ikke gå. For jeg bekymre mig jo om hende. Jeg holder af hende.

 

Jeg står uden foran hulen og stirrer ind. Neel sidder ved bålet. Han vil se mig. Jeg kan stadig se hans ansigtsudtryk, da han så mig, for mig. Pludselig ser han direkte op på mig. Hans kinder blusser og jeg kan se han forstiller mig nøgen. Jeg skynder mig ind i hulen og ned mod Steve, der sover trygt.

”Hvor er Lucy?” Jeg vender mig mod Neel overrasket over, at han overhoved taler til mig. ”Undskyld.” skynder han sig at tilføje. ”Det var ikke meningen du skulle blive så såret, over det jeg sagde. Det var åndsvagt. Jeg mener, du er en sød pige....” stammer han derudaf. Min mundvige løfter sig en smule. Han er sød, som han sidder, der i frygt for at sårer folk. Men med et husker jeg igen, at han er sammen med Paige. Fletter fingre med Paige. Kysser med Paige.

”At du kaldte mig kælling, det betød intet.” Jeg håber ikke han gennemskuer, at jeg stikker ham en lodret løgn.

”Nå, altså det betød heller ikke noget for mig.” Han ser mig direkte i øjnene. Jeg kan i hvert fald se på ham, at han lyve. Men hvordan betød det noget for ham? Bekymre han sig rent faktisk om mig? Vi sidder tæt. En meter mellem hos. Mellem vores læber. Jeg vender hurtigt blikket mod Steve og slår tanken væk. Han er min allerbedste ven. Den eneste jeg altid ved, hvor jeg har. Vi er sammen. Jeg elsker ham jo. ”Jeg mente det ikke. Altså at du var en kælling.”

”I hvert fald er du tilgivet.” Jeg sender ham et smil, og han holder fast i mine øjne et øjeblik for længe. ”Godnat.” Jeg lægger mig ned i Steves favn med bankende hjerte. Det er forkert. Det er så forkert. For jeg ved det jo godt.

Amelia Emilie Wright er forelsket i Neel Hughes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...