Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10053Visninger
AA

12. Kap 10: "Du stadig kan beholde din gulerod."

 

Jeg presser mine negle under muslingen, så den til sidst er løs nok til at Lucy kan lægge den ned i det net, Lola har fået lavet af noget gammelt lig tøj. Vandet går mig til knæene og mine fingre er helt smadrede, selvom antallet af muslinger slet ikke er nok til en frokost til sytten mennesker. Efter opgaveskiftet er vi nu havnet på madholdet.

”Skal vi ikke bare droppe det?” stønner Paige. Jeg må give hende ret. Selvom min mave hungre efter andet end frugt, som der heldigvis er nok af, gør mine fingre mere ondt.

”Så slemt er det da heller ikke.” Lola presser endnu en musling fri.

”Så gør det selv.” Paige rykker sig væk fra stenen med muslinger. Mit blik glider ud over havet. Måske er der en ø ikke særlig langt væk, hvor folk sidder og spiser is eller kage eller bare mad, ordenligt mad.

”Du kan ikke bare gå!” udbryder Lucy.

”Hvad skal jeg så lave? Stå og glo?” Paiges tone er ved at drive mig til vanvid.

”Du kunne starte med at tale ordenligt!” håner jeg. ”Vi er en gruppe. Vi skal lave det her sammen. Og når flertallet stemmer for muslinger, så finder vi sjovt nok muslinger.”

”Jeg skal ikke ødelægge mine fingre af at fange små ulækre snegle gemt i skaller.”

”Lad nu være med at opfør dig som et pattebarn, Paige. Du er seriøst for meget.” siger jeg, og Lucy stemmer i.

”Bare fordi du er en bitch, behøver du ikke lade det gå ud over os andre.”

”I tror, I er så fucking kloge. Mindreårige.” Hun spytter ordene ud. ”Jeg går tilbage til Neel.”

”Nej, du gør ej!” insisterer jeg.

”Jeg forstår ikke, hvorfor han gider en som dig!” skriger Lucy.

”Det er nu forståeligt nok, at han ikke gider dig.” Paige vender ryggen mod os. Lucys ord fra i går kører gennem mit hoved. Han glemmer mig, hver gang en som hende træder ind i hans liv.

”Du er så fucking for meget!” Jeg stopper med at pille muslinger og går op mod hende. ”Du render rundt og tror at verden vil slikke din røv, fordi du tror, du er så fantasisk, men i virkeligheden går du bare rundt og sårer alle og alt omkring dig, fordi du intet hjerte har.”

”Som om jeg overhoved gider lytte til jer mindreårige.” hvæser Paige. ”Og dig,” Hun peger en lang negl mod mig. ”du skal ikke tro, at drenge som Neel kan lide dig. Du er så barnlig, at det ikke er til at holde ud. Kun en bøsse i gulerodsforklædning gider være sammen med dig. Hvor lavt kan man lige synke.” Mine hænder ryster af trang til at slå hende. Og med et kyler jeg alt min vrede mod hendes venstre kæber og efterlader et rødt mærke. ”Sindssyg. Du er så fucking sindssyg.” Derefter løber hun med store krokodilletårer ned af kinderne tilbage mod lejren.

”Hun fortjente det.” Jeg vender mig om mod Lucy og Lola og bliver modtaget af anerkendelse. Forskrækket over min egen opførsel falder jeg sammen i sandet.

”Hun er så fucking uudholdelig.” hvisler jeg. Lola rækker en hånd ned mod mig.

”Du er sej, Amelia. Og jeg er sikker på Neel godt kan lide dig.” Jeg tvivler, og det gør ondt. Har Paige ret? Synes Neel jeg er barnlig? Er det derfor han ignorer mig?

 

Da jeg nærmer mig hulen mærker jeg blikkene fra de arbejdende mennesker. Paige må havde fortalt alt – undtagen, hvor ond hun var. Men det er tydeligt alle har valgt side. Paiges eller min. Lola går med ret ryg ved min side, som om hun er stolt af at være med mig. Især Neels blik, da jeg træder ind i hulen gør ondt. Jeg ønsker, at skænderiet bare ville være det, men jeg kan allerede nu mærke, at det bliver meget værre. Jeg sender ikke Paige et eneste blik i frygt for at komme til at så hende. Eller dræbe hende. For jeg har virkelig lyst til at dræbe hende. Steve trækker mig straks ind i hans favn og det er tydeligt, at Neel nu også er begyndt at hade Steve og ikke bare omvendt.

”Jeg troede ærlig talt, du havde bedre retfærdighedssans.” hvæser Lucy af Neel, inden hun sætter sig over på højre side af bålet til mig, Steve og Lola.

”Hvis I tilbereder muslingerene, skal jeg så hente frugt og blade til at spise af?” spørger Lucy og er uden at få svar allerede ude af hulen igen. Jeg gætter på, at det er svært for hende at være splittet mellem sin bror og sin egen mening, men hun udtrykker ikke andre følelser end had til Paige. Lola begynder at pille skallerne af. Derefter stikker hun dem på en tynd pind og rækker den til mig. Jeg holder den ind over ilden, så muslingerne bliver gyldne. Derefter rækker hun Paige en pind. Paige sender den et foragtende blik.

”Åh ja, det er så resultatet af småbørnenes leg.” fnyser hun.

”Hvorfor taler du sådan? Hvorfor skal du altid være så ond?” udbryder jeg og afbryder Steve, der er i gang med en lidt mindre aggressiv forsvarelse. ”Jeg er atten, men jeg føler mig langt ældre end dig.”

”Tag og bliv voksen!”

”Du skal ikke tale sådan til Emilie! Dig, som alligevel kun er sammen med mister Stjernenykker, fordi han kan give dig berømmelse. Fat det, vi kommer aldrig væk herfra!” udbryder Steve.

”Du skal bare blande dig uden om, hr-min-kæreste-vil-hellere-have-Paiges-kæretse.”

”Jeg kan ikke lide Neel! Det er kun noget til tror, fordi du gerne vil have din fyr til at være eftertragtet.”

”Nejnej, så siger vi det, så du stadig kan beholde din gulerod.”

”Steve er fucking meget bedre end Neel!” skriger jeg.

”Kælling!” lyder det pludselig fra Neel, og det rammer mig helt inde.

”I er så fucking håbløse!” Tårerne løber ned af mine kinder og jeg rejser mig.

”Hey, kan I så holde op!” tordner en stemme bagfra. Ebbi. Jeg løber væk og når ikke at høre, hvad han mere siger.

Jeg løber ikke mod stranden, men til højre gennem træer. Da de når at blive så tætte, at jeg ikke kan løbe mere sætter jeg mig ned langs et træ og hulker. Jeg har stadig en absurde pind i hånden med de halvstegte muslinger, som jeg spiser af. Hvorfor holder han med hende? Hvorfor betyder lige hans kommentar så meget for ham, når Paiges bare pisser mig af? Hvorfor gik jeg i går, da de snavede? For min eller Christinas skyld? Har Paige ret? Kan jeg lide ham? Jeg elsker jo Steve. Eller gør jeg? Hvorfor hader Neel mig? Hvorfor ignorer han mig? Ser han mig slet ikke? Og i så fald ikke som mere end en pestilens. En kælling. Jeg skjuler mit ansigt i mine hænder og krymper mig sammen. Hvad er jeg overhoved? Gulerodens kæreste? Lucys hemmelige betroer. Hvem er jeg? Er jeg stadig Chas' søster, når jeg er den eneste, der ser mig sådan. Ikke engang Chas vil se mig sådan længere. Nærmere Chas' afdøde søster. Mine forældre ved ikke engang, at jeg lever. At jeg stadig er deres datter. Jeg er intet værd. Hvad ville folk sige til, hvis jeg bare døde. Jeg har alligevel ikke anden skæbne end døden foran mig. Steve ville nok græde. Vi er knyttet. Han er som min anden bror. Min beskytter, min bedste ven. Jeg elsker ham, det gør jeg virkelig.

Men hvad med de andre? Hvilken værdi giver det, at jeg lever, når alle dem jeg før kendte, alligevel ser mig som død. Tårerne løber langsomt ned af mine kinder en efter en. Smerten inden i mig er ikke til at holde inde. Alt det jeg fortryder. Alle de skænderier. Alt det jeg har opgivet i drømmen om at være bedre. Alle de spildte timer foran lektierne i stedet for at være sammen med mine venner. Alle de endeløse snakke med Luna. Alt den tid jeg har brugt på at græde over, at jeg ikke var god nok. Altid nummer to.

Hele min krop ryster, da jeg falder sammen på jorden. Stirrer op mod solen, der skinner ned gennem palmerne, mens tårerne finder sig vej ned mod jorden. Tænk, hvis jeg aldrig ser min familie igen. Har jeg nogensinde været noget værd? Ikke mere end Chas. Aldrig bedre end Chas. Mine tanker kører i ring. Det er alt for let at fortryde. Pludselig indse alt det jeg ikke værdsamme. Og jeg kan ikke engang lade være med at begå flere fejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...