Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9884Visninger
AA

3. Kap 1: "Jeg har verdens mest kiksede navn!"

 

Mine fingre glider om sandet, mens jeg stille hoster.

”Pige?” Med et går det op for mig, at jeg lever. En finger stryger over min hånd. Jeg slår øjnene op og farer op.

”Undskyld?” Den rødhårede dreng, der må havde berørt min hånd, trækker sig forskrækket væk.

”Det er okay,” stammer jeg forvirret og lader mit blik glide rundt. Vi er på øen. Dagryet spejler sig i havet.

”Åh tak Gud, du er levende.” Han sukker lettet og ser venligt på mig.

”Hvordan?” gisper jeg.

”Kan du slet ikke huske noget?” En bekymret rynke viser sig i hans pande.

”Jo jo, flyulykken. Jeg dødede...” Med et går jeg i stå. ”Du er ham stewarden, der sprang før mig.” Jeg genkender den ranglede krop og de vejledende grå øjne, der dengang – og nu igen, gav mig håb.

”Steve,” Han nikker og smiler. ”Jeg reddede dig, da du var ved at drukne.”

”Åh,” Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Mit blik ligger bare taknemlig i drengen, der redde mit livs, øjne.

”Hvad er dit navn?” Han er uhyggelig god til at fastholde mit blik og min koncentration.

”Amelia. Amelia Emilie Wright.” Han trækker mig op at stå.

”Det er et pænt navn. Men du må være træt. Kom med op, så finder vi noget lidt mere behageligt sand at ligge på, end det hårde og kolde ved strandkanten. Jeg turde bare ikke bære dig, hvis du havde smerter.” Jeg retter automatisk min ryg, men den føles helt normal.

”Tusind tak, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.” Jeg ryster let på hoved, mens vi går op langs stranden. Rundt omkring kan jeg se folk ligge og sove på sandet og oppe omkring kanten til regnskoven ligner det også, at en gruppe er i gang med at tænde bål.

”Du behøver ikke sige noget, jeg gør bare min pligt som steward.” Han viser mig skjorten, han har i den hånd, han ikke holder min hånd i. Af ren refleks glider mit blik ned mod hans bare overkrop. Han er mere ranglet, tynd end muskeløs, men hans overkrop er bestemt ikke grim. En let vind glider hen over stranden og først der, går det op for mig, hvor meget varmen trykker. Den er fugtig og ligger som en dyne, der ikke er til at få af.

”Her må være godt at ligge,” Vi er nået helt op til der, hvor palme træerne begynder at tage til og danne en skov. ”I skygge for solen.” Jeg sender ham et stort smil, da han slipper min hånd og breder sin skjorte ud på sandet. ”Sæt dig,”

”Jeg kan ikke bare tage din jakke fra dig...” begynder jeg at protestere, men han afbryder mig hurtigt.

”Tror du, jeg kan komme til at fryse her.” Han placere begge sine hænder på mine skuldre og fører mig ned at sidde. ”Men du kommer nok til at svede, hvis du ikke tager de strømpebukser af.” Han sender mig et undskyldende smil, som om han har gjort noget galt.

”Det var nok en god idé.” Han gør mig næsten helt mundlam, sådan som han guider mig gennem det hele – og selvom der ingen fare er virker han beskyttende. ”Men vil du ikke nok dele skjorten med mig? Du skal jo også have noget at sove på.” Jeg tager mine cowboyshorts af uden at tage mig af Steve. Blufærdighed har aldrig været min ting. Derefter trækker jeg mine strømpebukser af og trækker shortsene på igen. Et kort sekund fanger jeg Steve i at stirre på mig.

Pludselig overvælder udmattætheden mig og jeg lægger mig på sandet, der halvt er dækket af Steves jakke. Med lidt tøven lægger han sig ved siden af mig.

”Hvordan skal vi kunne overleve her?” Hans beroligende slør lægger stadig over mig, men alligevel må jeg spørge.

”Jeg ved det ikke, Amelia, men vi skal nok klare det. Det skal nok gå. Jeg passer på dig.” Jeg kan mærke, at han ikke er typen, der lyver. Et kort sekund er der stilhed, før jeg igen ikke kan holde på min nysgerrighed, trods trætheden, der fylder min krop.

”Hvorfor er du så venlig mod mig? Du kender mig ikke engang.” Jeg prøver at finde en behagelig stilling i sandet, hvor jeg stadig kan ligge med siden mod ham.

”Jeg redde dig. Jeg føler ligesom et ansvar for dig.” Han trækker på mundvigene og rykker sig en smule tættere på mig.

”I så fald: tak.” Jeg burde være knust, bange, skræmt, angst, sorgfuld, græde. Men i stedet falder jeg i søvn med ro i sindet. Med Steve i sindet.

 

Da jeg vågner op, er det med Steves arme omkring mig. Vi lægger meget tættere end det egenligt er nødvendig på den udspredte skjorte. Jeg indånder han duft af rengøringsmidler fra flyet og ingefær, der forunderligt nok stadig hænger ved. Solen blænder mig i øjnene, og jeg må havde sovet et par timer. Steves værktrækning afslører, at han stadig sover. Let kryber jeg ud af hans favn uden at han bemærker mig, og kommer op på alle fire i det varme sand. Rundt omkring samles folk i flokke og familier, mens de prøver at finde ud af, hvad de skal stille op.

”Steve?” Jeg rusker let i den rødhårede steward. Han misser let med øjnene og gaber. Et smil breder sig på hans ansigt, da han får øjenkontakt med mig.

”Amelia,” Han rejser sig op på sin albue.

”Hvad skal vi gøre?”

”Overleve.” Han trækker sig op at stå og strækker sig. Hans lange ranglede krop skygger halvt for solen, så jeg må løfte min hånd for at skygge for den anden halvdel.

”Hvordan det?”

”Finde mad, tænde bål og vigtigst af alt: finde vand. Uden vand vil vi alle dø, og de der begynder at drikke af havet overlever ikke længe.”

”Hvad er længe overhoved?” Min stemme bliver en smule skinger. Stadig rolig trækker han mig op med den ene hånd, tager skjorten og ryster den for sand.

”Dage, uger, år.” Hans svar er irriterende upræcist. Jeg vil have fakta. Viden.

”Hvad mener du?” vrisser jeg halvfornærmet, mens han tager skjorten om sine skuldre.

”Det kommer an på om man er en overlever eller ej. Om en uge er vi sikkert halveret.” Han begynder at gå ind mod skoven, og jeg følger hastigt med på mine ben, der er den halve længde af hans.

”Hvad med os?”

”Jeg ved det ikke, det er jo ikke sådan, jeg er strandet på en øde ø før.”

”Det skulle man ellers tro.” mukker jeg for mig selv. Palmerne og de mange forskellige andre træer begynder hurtigt at omgive os så meget, at selv når jeg kigger tilbage, kan jeg knap se stranden. ”Venter du lige eller hvad? Du var ellers så venlig i går.” Han stopper op et par meter foran mig, så jeg kan komme op ved siden af ham. Overfladen stikker op i mine fødder af sten, græs og en smule sand.

”Undskyld. Jeg er bare også stresset.” Han sender mig et undskyldende smil, og i det øjeblik går det op for mig, hvor enorm tårnhøj han egentlig er.

”Det er okay,” siger jeg i en mildere tone. ”Hvad er vi i gang med nu?”
”Først og fremmest skal vi havde fundet vand, ellers dør vi ret hurtigt i denne her varme.”

”Hvad nu, hvis der ikke er noget vand?”

”Hvad nu, hvis du ikke havde nogen mund? Dumme spørgsmål besvares ikke.” Han siger det i en drillende tone. ”Hvad nu, hvis jorden var rund? Hvad nu, hvis månen var af ost?” Han giver venligt en arm min skulder et klem. ”Du er sjov, Amelia.” I et hurtigt greb hiver han en frugt ned fra et træ ved siden af mig og rækker den til mig.

”Spis den her, den er også fuld af væske.” Jeg drejer frugten i min hånd. Den er oval og skifter fra gul til rød i en flot overgang. ”Har du nu aldrig set en mango før?” ler han.

”Jo jo, det er bare noget andet, når du bare sådan lige plukker den ned fra et træ.” Jeg tager tøvende en bid af den, så den søde saft løber ned af min kæbe, mens vi stadig går i et tempo Steve udtrykker som langsomt, men passer til mine ben. Der er også forskel på, hvor hurtig man kan være, når man er 168 cm høj frem for, når man er 190. ”Er vi der snart?”

”Jeg ved det ikke, Amelia.” sukker han og giver min skulder endnu et klem. ”Lad os lærer hinanden at kende imens. Vi skal nok være her en del tid endnu.”

”Mmm...” Jeg tager en bid mere af mangoen. ”Hvad er dit fulde navn?”

”Åh Gud, hvor lige netop det spørgsmål?”

”Hvad er der nu galt med det?” spørger jeg undrende.

”Jeg har verdens mest kiksede navn!”

”Du hedder Steve?” Jeg bukker mig for en gren, mens vi bare går og går uden at vide hvorhen.

”Ja...” Han ser afventende på mig, men fortsætter, da det går op for ham, at jeg ikke fatter det. ”Jeg er steward. Steve Steward. Og mit efternavn er Carrot.” Med et bryder jeg ud i latter, så jeg må gribe ud efter Steve for at holde balancen. Min mave kramper sig sammen, mens jeg gisper efter vejret i en latterstrøm.

”Oh,” ler jeg. ”Steve Steward. Carrot, gulerod...” gisper jeg leende. Steve må stoppe letter fornærmet op for at vente på, at jeg er færdig med et grine af hans navn. ”Ligesom dit hår. Steward Gulerod. Gulerodshår.” Jeg vælter ind i ham og han holder mig.

”Ja ja, så sjovt er det heller ikke.” Han holder om mine håndled, så jeg ikke skal falde igen. Jeg prøver at tænke på alt det forfærdelige i verden. Vi er strandet på en øde ø. Skal snart dø. Jeg er langt væk fra min familie. Langsomt får jeg vejret igen.

”Nej, men det er meget sjovt.” Jeg vrister mig ud af Steves greb, så vi kan forsætte.

”Hvad er så dit fulde navn?” Jeg kan hører på ham, at han stadig er en smule tøsefornærmet over min reaktion på hans navn.

”Har jeg fortalt dig. Amelia Emilie Wright.” Jeg tager endnu en bid af mangoen og mærker pludselig sulten gnave. Sidste gang jeg spiste var ombord på flyet.

”Hvor gammel er du så?”

”Atten. Jeg har lige færdiggjort ”13 year” - sidste år i high school, hvis du altså er fra USA.” forklarer jeg, mens jeg sulten spiser mere af mangoen.

”Åh, du er fra New Zealand. Jeg bor i Washington. Hvad skulle du så i Los Angeles?” Steve leder os til højre, hvor skoven begynder at tage til, så vi ikke længere kan gå ubesværet mellem træerne. Jeg prøver at ignorer tørsten, der kryber frem fra min gane. Træerne dækker for den direkte sol, men langt fra for varmen.

”Jeg har et stipendium til 3 år på Princeton.”

”Princeton?! Du må godt nok være klog!” Han sender mig et mistroisk blik. ”Men så skulle du videre til New Jersey eller hvad?”
”Ja, jeg skulle videre til New Jersey.” Det gør ondt at sige skulle. At vide, at jeg ikke kommer til at gøre det. At jeg måske aldrig kommer væk fra øen. Men lettelsen fra at jeg overlevede flystyrtet sidder stadig så meget i mig, at jeg ikke kan tænke over fremtiden. ”Mine forældre købte mig halvt ind og så fik jeg halvt stipendium. Jeg har altid skulle være bedre end … alle andre i skolen, så jeg kunne studere der.” Jeg undgår at nævne hans navn, selvom det så former sig som en løgn. Det var ikke alle andre, jeg skulle være bedre end. Kun en person. Den sværeste person i verden. Min perfekte storebror Chas.

”Åh. Pres eller?”

”Nej, det er okay. Jeg valgte selv at søge ind på Princeton og ikke et uni i New Zealand … som alle andre, fordi jeg gerne ville væk – og være bedre end … alle andre. For en gangs skyld overgå dem.” Vi når en lille lysning, hvor jorden er bar. Mine fødder brænder på jorden og det er næsten være end at gå i skoven, hvor man ikke aner, hvad man træder på. Jeg synker for at formindske tørsten, der langsomt ophober sig.

”Okay,” Jeg kan hører, Steve også synker. ”Kom,” Med et griber han min hånd og løber hen over lysningen. ”Kan du hører det?” Han kryber gennem et par palme træer og ud et sted, hvor træerne står spredt nok til, at vi kan gå to ved siden af hinanden. Vi bliver ved med at løbe, mens mit åndedrag kommer længere og længere bagud. Hver gang han tager et skridt, må jeg tage to. Ulempen ved korte ben.

”Hvad?” pruster jeg.

”Vandet!” Steve sætter farten en smule mere op. Og pludselig kan jeg også hører den brusende lyd af vand. Drikkevand. Min mund løber i vand. Steves hånd glider ud af min og han løber foran mig hurtigere og hurtigere, før han slår et par palmeblade til side og overvældet stopper. Forpustet når jeg op på hans side og synet tager igen pusten fra mig. Et kæmpe stort vandfald, der bruser ned, hvor der omkring blomster de mest fantasiske tropiske planter og blomster.

”Wow!” I et ryk går der liv i Steve igen, og han trækker mig hen mod den lille sø for neden af springvandet.

”Det er drikkevand!” Hans blik er næsten uhyggeligt, som om han ikke har drukket i flere måneder.

”Betyder det vi kan overleve?” spørger jeg forsigtigt.

”Ja,” Han sætter sig ved bredden på den stenartige overflade, læner sig frem og drikker. Jeg efterligner hans bevægelse. Vandet smager bizart, men det når jeg ikke at bide meget mærke i, for tørsten kalder på mere og mere. Mine øjne presses sammen, så jeg lader hele mit ansigt glide end i det opfriskende kolde vand. Derefter dykker jeg op og ser lykkeligt på Steve.

”Skal vi ikke tage et bad, jeg er virkelig svedig?” Han begynder allerede at trække skjorten af.

”Det kunne være skønt!” Mine fingre begynder at knappe cowboyskjorten op uden at stille spørgsmål til, at vi må gøre det nøgne. Nogen ting må man bare acceptere, og jeg var ikke flov over min krop, selvom jeg da havde småting, jeg ville rette på. Større bryster, lidt større muskler end blot knogler. Jeg havde aldrig haft tid til at træne som en sport og ikke bare fordi jeg skulle, fordi der altid var lektier eller ekstra opgaver, der skulle laves med alle de ekstra fag, jeg måtte tage, for at overgå Chas. Selvom det aldrig lykkedes Dog havde jeg, med mors enorme fokus på økologi og sundhed, aldrig haft problemer med min vægt som så mange andre. Før jeg ser af det, sidder vi begge i undertøj på kanten af søen. Mine shorts, cowboyskjorten og den grå tanktop ligger pænt lagt sammen på bredden, mens Steves stewarduniform blot ligger hulter til bulter. Han sender mig et forsigtigt smil, da han skal til at trække sine boksershorts af, som om han vil have tilladelse først. Jeg sender ham et halv akavet smil, åbner min bh og lader den glide af, for at vise, at han ikke behøver være blufærdig sammen med mig. Pigen, der aldrig har forstået begrebet forlegenhed, når det galt nøgenhed. Hans blik mister koncentration, da de glider hen på mine bryster. Jeg ler lidt af ham, men kan heller ikke dy mit blik for at glide hen over hans nøgne overkrop endnu en gang.

”Er du okay med det? Jeg vil ikke presse dig til noget.”

”Du taler som om, jeg er en jomfru, du vil have sex med.” ler jeg klukkende.

”Du er nu ellers ret forførende.” Han blinker. ”Jeg mener mere, du er kun 18, og hvis du nu ikke ville være nøgen overfor...”

”Jeg tror nærmere det er dig, der er genert.” Lystigt trækker jeg mine trusser af og smider dem i bunken af tøj. Jeg får næsten lyst til at charmere mig ind på ham, bare for sjov, men det ville nok ikke være så smart, når han nu er den eneste, jeg kender inden for miles omkreds. Hans kinder blusser op, mens han langsomt lader blikket glide op af mine nøgne krop.

”Hvor gammel er du egentligt?” Jeg lader mine fødder plasker i søen og glider langsomt ned i det kolde vand. En gysen går gennem mig.

”23 år. Udannet tjener på et lynkursus og derefter steward...” Han trækker tiden ud, mens hans boxershorts glider længere og længere ned. Vandet går mig til livet. Han er sød, når han rødmer. Jeg vender ryggen til ham, som hjælp og begynder at gå ud mod midten af den lille sø. Jeg læner mig bagover og kigger op mod vandfaldet start. Der er måske 5 meter, hvilket ikke er særlig meget, i forhold til, hvordan jeg følte, da jeg først så det. Søen er nok også i gennemsnit 5 meter i radius, trods den ikke er cirkelrund.

Bag mig lyder at plask, som må betyde, at han er kommet i.

”Er det her slet ikke grænseoverskridende for dig?” Jeg kaster mig fremover, så det kolde vand omsvøber mig. Igen gyser jeg.

”Nej, men det er der så mange andre ting, der er.”

”Hvorfor ikke?” Han kommer tættere på mig. Jo længere jeg når ud, jo dybere bliver det.

”Herre Gud, vi er bare mennesker. Det er jo ikke sådan, at du ser totalt anderledes ud end alle andre nøgne drenge.” Vandfaldets brusen bliver højere og højere jo tættere, vi når på. ”Mennesker er dybest set bare dyr og natur.” Jeg vender mig om mod ham og spiller fodfæstet, da jeg blot kan nå med tæerne. Vandet er – til hans held – blankt som et spejl, så det er næsten umuligt at se mine fødder.

”Stadigvæk...”

”Det er okay, at du er blufærdig.” Endnu engang blusser hans kinder op.

”Men fortæl mig så om din familie?” skynder han sig hurtigt, at indskyde. Jeg strækker tæerne for at nå bunden. Min hoved når lige akkurat over, mens Steve rager op over vadet uden at stå på tæer.

”Jeg bor sammen med min mor og far … jeg er enebarn.” En kuldegysning går gennem mig. Ikke over vandet, men over løgnen. Det føles bare dejligt at sige det. At lade som om, jeg er enebarn. Uden nogen at skulle leve op til. For selvom jeg elsker Chas, har jeg aldrig fået chance for at elske ham som mere end en konkurrent.

”Jeg er også enebarn.” Steves øjne lyser op.

”Dejligt, fortæl mig om dit liv!” udbryder jeg lettet over at komme væk fra mit eget.

”Ikke særlig specielt. Min familie er ikke særlig rige, og jeg har altid været godt skoletræt og elsket af flyve og rejse, så jeg valgte at blive steward.” Han går ned i knæene, så han er på højde med mig.

”Okay, det lyder … interessant.” Det er første gang jeg møder en, der ikke har gennemført eller i hvert fald tænk sig at gennemfører en ordentlig uddannelse, hvilket også siger en del om min omgangskreds. Jeg trækker mine to sorte elastikker ud af mit lange mørkebrune hår og lader dem glide om mit håndled. Som situationen er nu bliver elastikker meget værd. Mit blik glider vurderende ned i vandet, som spejler mit ansigt. Ovalt og smalt. Mandelformede chokoladebrune øjne med lange øjenvipper – en af de ting jeg sætter mest pris på ved mit udseende, hjerteformede læber og en spids slank næse. Min mor sagde altid, at jeg var så køn – til tider havde jeg troet på hende. Til tider ikke, men lige nu havde det ingen betydning i forhold til så meget andet.

”Min søster døde af anoreksi,” kommer det pludselig fra Steve, og jeg ser straks op på ham igen. Han ser så sårbar ud, at jeg næsten får lyst til at lægge armene om ham.
”Åh,” Er det eneste jeg siger.

”Jeg har aldrig fortalt nogen det før – jeg ville ikke virke svag.” Hans blik glider ydmyg ned i vandoverfladen.

”Det er okay,” fremstammer jeg og tager hans hånd under vandet. Et kort øjeblik overvejer jeg at fortælle ham om Chas, men kan alligevel ikke få mig selv til det. Let giver jeg hans hånd et klem. Han ser op og direkte ind i mine øjne. Det føles meget intimt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at bryde det. Langsomt læner han sig lidt fremad mod mig, da jeg med et kaster mig tilbage i vandet i en akavet bevægelse.

”Det er skøøønt!” Varmen gør at kulden er det rene luksus.

”Ja,” Jeg kan hører på hans stemme, han er skuffet. Men hvad havde han regnet med? Vi har kun kendt hinanden i under et døgn … og set hinanden nøgne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...