Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9890Visninger
AA

2. Forhistorie

 

Mine fingre glider rundt i snøringerne på mine støvler, for at lukke min fødder ud i den overraskende varme kabine, selvom jeg ekstra har taget dem på, da jeg husker altid at fryse, når jeg flyver. Rundt omkring kan jeg også se folk tage overtøj og sko af. Mit blik glider ud af vinduet. Skyerne omringer flyet. Udmattet læner jeg mig tilbage i sædet og lader mig blik glide op på fjernsynet i midtergangen, for det jeg lover mig selv som sidste gang, for at se, hvor længe vi har tilbage, før vi når Los Angles. 4 timer og 26 minutter af de næsten 12 timer, der er fra New Zealand. Jeg er glad for, at jeg ikke kommer helt fra Brisbane, som nogen af passagerene. Rastløs vipper jeg mine fødder, for at de ikke skal sove. Allerede nu har jeg set to ikke særlig interessante film og ærlig talt, orker jeg ikke se endnu en. Få af de andre passagerer sover allerede, men eftersom klokken knap nok er otte. Et kort øjeblik overvejer jeg at gå på toilettet, men dropper hurtigt den idé, da der lyder et snork fra ægteparret ved siden af. Fanget i en flyver.

Når man sidder nede på jorden og kigger op på flyende, der letter fra Wellington, ønsker man altid at sidde i en af dem og flyve langt væk. Men lige nu vil jeg bare til Los Angles. Se mit collegeværelse, møde min værelseskammeraet og bare nyde sommeren inden endnu et år begynder. At dette år vil blive et godt år er jeg ikke i tvivl om. Første år på universitet som medicinstuderende. Noget jeg det sidste år har drømt om. Endelig at forlade New Zealand. Endelig at blive selvstændig. Ikke fordi jeg ikke elsker New Zealand, men jeg vil gerne ud af mit gamle jeg og kunne vise, at jeg ikke længere er Chas Wrights lillesøster, men i stedet Amelia Wright.

Med et lyder der et brag under vingen, der flår mig ud af mine drømme om LA. Jeg kigger straks ud af vinduet igen, men selvom jeg sider lige foran vingen, kan jeg intet se for skyerne. Endnu et brag lyder og endnu et. Mit hjerte begynder at banke hurtigere, end jeg kan følge med. Bragene bliver ved igen og igen. Manden ved siden af mig er vågnet og vækker også hurtigt sin kone.

”Hvad er det?” Han kigger ned mod mine fødder. Mit blik følger hans, og jeg ser pludselig røg sive ind i kabinen uden at vide, hvorfra. Uroen spreder sig i min krop, mens eksplosionerne fra den venstre motor bliver ved.

”Jeg ved det ikke.” gisper jeg og trækker mine fødder op på sædet. Jeg kan se stewardesserne farer rundt på gangene indtil en stemme overdøver alle. Og pludeselig ophører alle bragene. Den pirrende stilhed er næsten være end bragene. Der går sekunder, minutter, mens jeg bare stirrer på røgen, der ligeså stille ophører. Med et lyder et kæmpe brag. Strømmen går i kabinen.

”Hej, det er jeres kaptegn. Vi bliver nødt til at melde nødlanding på vandet.” Stemmen er ligeså rolig og i kontrol, som da den bød os velkommen ombord og en god flyrejse. Men alligevel ved jeg i det sekund at jeg skal dø. Der lyder flere skrig.

”Læn jer forover og hold om knæene!” råber en steward, ”Læn jer forover og hold om knæene.” Panisk slår jeg mit sæde tilbage og læner mig rystende forover, for at holde om mine knæ. Ligeså stille hulker jeg ned i mine strømpebukser.

”Dørene! Vi skal ud af dørene!” råber en. Jeg kan mærke flyet styrter. Bange kniber jeg mine øjne sammen og ønsker min familie var her. Der lyder skrig, råb og larm, men vi styrter og styrter. Jeg ved ikke, hvad jeg frygter mest. At ramme jorden eller endnu et sekund i angst. Med et lukker jeg øjnene helt i og klamre mig til mine knæ. Vi falder og falder.

Der går et stød op igennem mig, da vi rammer vandet. Forskrækket sætter jeg mig op. Vandet sænker flyets fart, mens det spørjter op på vinuderne.

”Dørene!” bliver der skreget, mens nogle allerede står op. Der lyder barneskrig.

”Jeg elsker jer,” hvisker jeg fortvivlet til min familie, selvom jeg ikke ved, om jeg nogensinde vil se dem igen. Langsomt aftager flyets fart og til sidst ligger det blot og vugger midt ude på et øde hav. Panisk rejser jeg mig, da vand begynder at sive ind i flyet. Der står allerede en hel del ude på vingen. Der er trængsel på gangene for alle vil ud af flyet. Ingen ved, hvad der kan ske. Om flyet kan springe i luften eller om det synker.

”Sikkerhedsvest!” lyder et råb og med det samme farer jeg sammen og ser, at alle andre har orange veste på. Rystende masser jeg mig forbi de mange mennesker hen mod mit sæde og hiver redningsvesten ud under sædet. Vandet går mig allerede til knæene. Udenfor kan jeg se folk springe ned i det mørke vand. Der lyder skrig. Jeg kommer rystende ud på gangen igen bag en mor med et grædende barn i favnen.

Da jeg endelig når hen til døren kravler jeg efterfulgt af en steward ud på vingen, hvor jeg kan se mennesker uden vest på forsvinde i de sorte bølger.

”Spring i!” skriger han til mig. Jeg skælver og kravler tættere på kanten. Vandet skvulper op på vingen. ”Øen!” Han peger fremadmod og pludselig ser jeg passagerenes mål. En ø, der knapt er tydelig i mørket, men den er der. Med et springer han selv i. Vinden tager mine tårer, og jeg trækker vejret, selvom jeg ved, at jeg intet valg har. Jeg må springe. Vandet omfavner mig hverken blidt eller behagelig, men slår mig i stedet i hoved og fylder min mund med en smag af salt. Det er ikke koldt, men langt fra varmt. En bølge slår hen over mig, og det eneste jeg koncenterer mig om, er at trække i snoren, så redningsvesten bliver pustet op. Jeg prøver at se noget, men mine øjne er slørrede af saltvandet. Med et griber jeg om snoren og redningsvesten bliver fyldt med luft. Jeg gisper efter vejret og begynder at svømme. Det er hårdt, fordi mit tøj er tungt og bølgerne slår mig i ansigtet, men jeg vil ind. Jeg vil overleve. Ikke ende som folkene omkring mig, der drukner i bølgerne med et sidste skrig. Mine ben pisker af sted. Bare svømme, bare svømme. Det er hårdt. Alt for hårdt. Det ville havde været bedre at dø i faldet. Jeg tvinger mig selv til at fortsætte. Bare en smule endnu. En lille smule. Der kan ikke være langt til øen. Mine arme begynder at blive udmattede, men jeg vil fortsætte. Jeg er ikke klar til at dø.

Jeg gisper efter vejret igen, da en bølge rammer mig og min fuld fyldes med vand. Panisk kæmper jeg imod vandet, for at nå overfladen. Alt er slørret og mørkt. Og jeg ved, jeg ikke kan mere. En sidste gang gisper jeg hostende efter vejret, før jeg så giver mig hen i bølgerne. Jeg skal dø. Amelia Wright – død i en flykatastrofe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...