Historien om Lille Møf

Lige en kort novelle om livet fra en lille gris' øjne (:

1Likes
0Kommentarer
407Visninger
AA

1. Historien om Lille Møf

Lille Møf traskede rundt i stalden. Han drømte om at blive en stor og stærk gris, ligesom dem i den anden sti. Han brugte ofte hele dagen på at dagdrømme, for ingen af de andre grise ville grynte med ham. Han undgik de store grise, fordi de altid nappede og bed. Det brød Lille Møf sig ikke om. Han hang med ørerne, og skævede til dem. De store grise blev hentet af det Store Hule Væsen, der åbnede sin mund og førte dem et andet sted hen. Lille Møf var sikker på, at det var et bedre sted.

                      Stalddøren blev åbnet, og ind vadede Landmanden. Alle grisene fór rundt i begejstring, og Lille Møf fyldtes med glæde ved synet af sin ven, på trods af at Landmanden var noget af en underlig skabning. Den gik kun på to af sine ben, havde en kort snude, og ørerne var klæbet helt ind til dens behårede hoved. Størstedelen af Landmandens hud var mørkeblå, men enkelte steder stak den lyserøde hudfarve frem. Lille Møf blev altid kløet bag ørerne, til det dirrede i trynen, og når de andre grise havde nappet ham for hårdt, førte Landmanden ham ind i en anden sti. Derinde lå en blød belægning over træplankerne, der gav sig en smule under Lille Møfs tæer.

                      Landmanden sørgede for, at Lille Møf også fik mad at spise, selvom han ikke kunne komme til for de store grise. De ruskede i de magiske rør, der bragte maden frem fra et hinsides sted. Lille Møf gryntede ivrigt til Landmanden, men den gryntede ikke som ham, og viste ofte tænder selvom den ikke virkede truende. Han var sikker på, at Landmanden kendte hans inderste ønske om at blive en stor og stærk gris, for den var meget omsorgsfuld, og fik altid Lille Møf ud af problemer, inden de andre grise kunne nå at bide ham til blods. Det kunne nemlig gå meget voldsomt for sig, det havde Lille Møf selv set. En af grisene i stien overfor, havde en dag sat sig fast, og de andre grise havde bidt, til der var blod alle vegne. Han fnøs ved tanken og traskede over til Landmanden.

                      Lille Møf blev nusset og pusset, imens Landmanden undersøgte ham for skrammer. Han havde ikke nogen, og Landmanden så lettet på ham. Så tog den Lille Møf under armen, og førte ham over til den sti, hvor de store grise boede. Lille Møf kunne ikke holde sig i ro. Han vred sig i landmandens favn. Lykken eksploderede i ham, og han kunne ikke bære sommerfuglenes vingeslag i maven. Landmanden satte ham ned, aede ham på hovedet, og Lille Møf gryntede begejstret. Men da Landmanden var gået, og Lille Møf var alene med de nye grise, begyndte de at kalde ham navne. Han var stadigvæk den mindste gris i flokken, og de lod ham ikke glemme det. Sommerfuglene forsvandt som gassen i ornens bagparti, og hans hjerte sank sammen. Lille Møf spurtede rundt i stien, og blev ved indtil de andre ikke gad ham mere. Han lagde sig i et hjørne og kiggede ud på staldporten, hvor det Store Hule Væsen ville komme og bringe de største grise til et nyt sted. Ih, hvor han glædede sig.

                      Dagene gik. Han voksede sig større, men blev stadigvæk kaldt for Lille Møf. Når han så de andre grise grynte sammen, blev han ensom. Hans navn havde aldrig gået ham på før, men der var noget ved de andres grynten, der fik navnet til at svige på tungen. Lille Møfs eneste trøst var Landmandens daglige besøg. Han gumlede på skabningens udstrakte tæer, og frydede sig over, at han ikke blev bidt eller gryntet af. I stedet blev han strøget på maven, kløet bag ørerne, og aet langs ryggen til det værkede.

                      Solen skinnede igennem de støvede ruder, og sommerfuglene baskede ustyrligt rundt i maven på Lille Møf. Usynlige larver kriblede rundt i benene, så det kildede uudholdeligt. Lille Møf fik det røde tegn på bagen, som alle store grise før ham havde fået, kort tid inden det Store Hule Væsen bar dem bort. Spændingen fyldte ham og pirrede i huden. Han kunne ikke ligge stille og fik slet ikke sovet den nat.

                      Næste morgen kom Landmanden med to andre skabninger, der havde den samme blå hud og flade, behårede ansigt som den selv. Lille Møf mosede og masede sig rundt på gangen og forsøgte at komme foran i køen. Landmanden gik bagved ham, og førte dem imod porten for enden af staldgangen. Han ville savne Landmanden meget, men Lille Møf var en stor gris nu og klar til at tage sig af sig selv.

                      Porten blev åbnet, og det Store Hule Væsen sænkede sin kæbe helt ned til jorden, så grisene kunne løbe op i dens gab. Et sug af spænding jog igennem Lille Møf. Dens tunge rungede sin velkomst til ham i takt med staldens ekko. Han vendte sig om og så, hvor lille stalden egentlig var. Grisenes glædesdans, tremmernes beklagende knirken og Landmandens smil var nu et helt andet sted. Han var ikke længere lille og svag. Hans gamle liv var ovre. Et nyt eventyr var på vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...