Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
907Visninger
AA

20. Sandra

”Jeg forlader dig ikke!” Sanrdas hjerte føltes hårdt som bly, og et hvert træk i hendes ansigt afspejlede det faktum.

”De svar vi leder efter,” Johanna pegede imod byens mure: ”Ligger derinde!”

Sandra snøftede og rystede benægtende på hovedet. Hun holdte hårdt fast i venindens ærmer. Hun kunne ikke få sig selv til at give slip. Venindens øjne var røde, og hendes læber dirrede. Sandheden gjorde lige så ondt på hende som det gjorde Sandra.

”Du vil være mere sikker derinde.”

Sandra huskede hvad der skete på torvet. Alle de lig. Alt det blod. De døde øjne. Venindens ord dirrede af frygt. Hun prøver at overtale sig selv. Hun prøver at retfærdiggøre det hele!

”Jonna…”

”Svarene ligger derinde. Vejen hjem,” Johanna bed hende af.

”Hvad med dig?”

Det ene spørgsmål indeholdte så mange variationer. Så mange store spørgsmål snørlet sammen til det ene. Hun kunne ikke få sig selv til at sige hver en negativ sandhed. Pigen havde ingen kontrol. Hun ville være alene derude. Helt alene.

”Bliv hos mig,” Sandra stoppede sig selv, hun vidste det var en umulighed: ”Jeg tager med dig, nu imens de ikke kigger.”

Hun glansede tilbage på vagterne der stod ved siden af deres ridedyr et lille stykke derfra. De kunne høre hvert et ord, men ingen forstod dem. Ingen ville forstå hende i den enorme by. Hun ville være lige så alene som Johanna. Murene tårnede sig op, og kastede sin lange skygge over dem. Hun havde ikke vidst hvad der var sket før de standsede her og pegede Johanna væk. Den gamle mand havde forsøgt at forklare. Forsøgt at trøste hende, men ingen ord kunne række for den forfærdelige ting de tvang over pigerne. Hvorfor vil de ikke have Jonna her? Hvorfor kun mig? En vrede og frustration fyldte hende med uendelig kraft. den øverst kommanderende ville gå ind for at afbryde, men den gamle mand rakte sin arm ud og holdte ham tilbage. Vil de virkelig ikke give os mere tid? Hun så desperat på sin veninde, hvis røde øjne så imod himlens lyserøde uendelighed. Mørke nuancer flød over den som zebra striber.

”Du bliver nødt til at blive,” Johanna tog en dyb indånding og mødte beslutsomt Sandras øjne: ”Jeg skal nok klare mig.”

”Der er ingen til at hjælpe dig med dine evner,” Sandra nægtede at opgive.

”Så lærer jeg det selv,” tårerne holdte op med at trille ned ad venindens kinder, og et klart skær genspejlede hendes stålfaste vilje: ”Det tager bare lidt tid.”

”Jeg kan ikke klare det alene,” hvorfor ville hendes tårer ikke holde op med at trille?

”Jeg kommer tilbage. Jeg… Jeg skal nok lære kontrol.”

”Hvornår?”

Johannas øjne blev fraværende et øjeblik, som tænkte hun det igennem.

”Tre år,” tallet røg bare ud af hende, som var det en helt anden person der snakkede.

”Tre år?!” Afklaringen mildnede hendes frygt en anelse, men Johanna kunne lige så godt have sagt at det ville tage en evighed.

Opgivelsen bredte sig i Sandra, og hendes ben truede med at give efter. Veninden greb fat om Sandras skuldre, og deres øjne mødtes atter. Pigen nikkede alvorligt, og Sandra nikkede stift tilbage. Et løfte.

”Hvordan skal jeg finde svaret? Vi burde ikke skilles, det er en dum ide.”

”Det ved jeg ikke,” Johanna rystede Sandras skuldre: ”Men jeg ved du kan klare det!”

Sandra sank spyttet der manglede i hendes tørre hals. Tårerne rejste i strimler ned over hendes kinder, og hun snøftede heftigt. Hun havde haft bange anelser lige siden den ravn var dukket op med pergamentet. Ravnen med de dårlige nyheder.

Den overordnede så på den sænkende sol, skubbede den gamle mands arm til side og bevægede sig nærmere. Sandra mærkede adrenalinen spjætte i hendes ben, og frygten gøre hende tom og kold.

”Jonna,” hviskede hun, rev veninden til sig og klemte febrilsk til.

”Det skal nok gå, Sandra.” Johannas bløde stemme knækkede på ny, imens hun holdte den mindre pige i sine arme og hviskede i hendes ører: ”Det lover jeg.”

Soldaten lagde en hånd på Sandras skuldre. Johanna hev Sandra til side og hvæsede vildt af ham. Han trådte tilbage med den ene hånd klar på sværdets skæfte. Sandra frygtede for hvad han kunne finde på.

”Nej!” hun stillede sig imellem med sine hænder løftet overgivende.

Ikke mere blod! Soldaten løsnede grebet om sværdet, og Sandra vendte sig imod sin veninde, der nu stod med spændte skuldre, klemte hænder og stirrede ned i jorden, som havde hun lige fået en lussing.

”Tre år…” hviskede hun bævrende og vendte sig imod det åbne landskab.

Den store skov lagde i horisonten, og Johanna bevægede sig imod den med faste skridt.

”Nej!” Sandra løb fremad, men stærke hænder holdte hende tilbage.

Veninden standsede, men vendte sig ikke om.

”Gå ikke!” Sorgen i Sandras hjerte var for stor: ”Bliv hos mig! Jeg kan hjælpe dig! Du må ikke gå! Vi skal nok klare den!”

Johanna tog et skridt videre imod skoven, og så et skridt mere.

Gå ikke! Se på mig! Hun vidste ikke om hendes ord overhovedet nåede veninden længere. Hendes stemme var misformet af gråd, og hendes syn sløret af tårer. Hun væltede frem og sparkede ud. Flere hænder kom til og hun vred sig vildt.

”Hjælp mig! Du må ikke gå!”

Men pigen fortsatte skridt for skridt, uden at vende sig én eneste gang. Vinden blæste i hendes lilla robe og det gyldne hår blafrede som de enorme flag på murene. Sandra følte sig slap, tom og alene. Hun faldt sammen på jorden, og vagterne omringende hende. Hun så veninden forsvinde ned ad bakken imellem deres ben.

To gamle, krogede og behårede hænder lagde sig forsigtigt på hendes skuldre. Hun trak sig væk fra dem og faldt yderligere imod jorden. Hendes arme rystede opgivende, og hun kunne ikke tænke en eneste tanke. Hendes hoved ville ikke samle sig. Hendes verden var brudt sammen, og hendes veninde var væk. Hvad skulle hun dog stille op med sig selv? Hun hulkede, men øjnene var endelig løbet tør for tårer. Hun tørrede næsen i sit brede ærme, og så væk fra det lommetørklæde den gamle mand rakte ned til hende. Hun ville ikke tage imod hans hjælp. Ikke hans! Hendes ben var ømme og følelsesløse, og to stærke hænder greb fat og løftede hende op på elken igen. Ved siden af stod den elk Johanna var kommet på. Sandra så væk. Det var for hårdt at se på når hendes hjerte lige var bristet.

Hun kiggede over bakken, men der var ingen tegn på at Johanna nogen sinde havde været der. Ingen spor i græsset der blidt gav efter for vindens kælen. Ingen brødkrummer eller perler. Sandra vendte sin elk imod byen og stirrede barsk tilbage. Hun havde lavet Johanna et løfte. Hun skulle nok holde det, om hun så skulle vende hver en forbistret sten i den ulidelige by! Om hun skulle vride halsen om på hver enkelt indbygger til hun fandt svaret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...