Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
904Visninger
AA

17. Sandra

Det er bare typisk Johanna at efterlade mig her! Som om jeg ikke kan tage varer på sig selv. Jeg skulle bare være fulgt efter, så skulle jeg nok vise hende! Sandra gik irriteret de få skridt frem og tilbage som det åbne område tillod hende, imens hun bandede for sig selv. Hun havde lyst til at råbe og skrige af frustration, men det blev ikke til mere end en mumlen og et par hårde sving med faklen. Den hvislede frem og tilbage, ilden blafrede vildt og det føltes godt at give slip på energien der hobede sig op i hende.

Der lød hastige bump nede fra gangen af. Var der nogen der løb? Nu skulle hun fortælle Johanna en ting eller to, om hvad hun syntes om venindens opførsel! Tunge åndedrag ekkoede fra gangen og ud i rummet, og en nervøs følelse gnavede langsomt vreden væk.

”Jonna?” Spurgte hun forsigtigt ind i mørket.

Johanna kom til syne, hun havde fart på og gled i den sandbelagte undergrund, da hun forsøgte at standse i faklens lys.

”Vi bliver nødt til at komme væk herfra!” Pigen snappede efter vejret.

”Væk? Hvad mener du, væk?”

Hjertet begyndte at hamre i Sandras bryst, og en let fornemmelse insisterede på at bevæge hendes ben. Hun var klar til at løbe væk, men hendes hoved kunne ikke samle sig om situationen. Tyven var jo ikke kommet tilbage endnu. Hvad havde Johanna set? Venindens hånd klemte hårdt sammen om Sandras frie arm og rev i hende af sted.

”Han har snydt os, jeg så det selv!” Hun ledte dem ind ad den første åbning med det snoede slange logo på, og Sandra humpede fremad og forsøgte at komme op i takt med den anden pige.

”Hvad mener du? Han reddede os? Jeg hjalp ham!”

Vejen delte sig igen og Johanna styrtede til venstre. Sandra nåede lige at opfange den aztekiske pyramide over tunnelen i fakkelens skær, før de igen var på vej ned i en ny retning.

”Der var et stort rum, med massere ild og massere af folk,” Johanna stønnede og forsøgte at holde en realistisk fart der var hurtig, men uden at vade ind i en mur skulle et sving dukke op: ”Tyven var der. Han pegede dem til vores retning.”

Sandra stoppede brat op og hev armen til sig med et ryk: ”Det betyder ikke at de ville os ondt!”

Johanna vendte sig, og desperationen i hendes øjne var hjerteknusende: ”De trak deres våben...”

Sandra havde problemer med at trække vejret i den lumre luft under jorden, men den smule hun fik blev slået ud af hende ved venindens ord. Hvorfor ville de trække deres våben? Hun rystede benægtende på hovedet. Det kunne ikke passe. Hun hjalp ham. Det gav ikke mening!

Johanna rakte hånden ud: ”Vi må videre. De vil snart indhente os hvis vi ikke kommer ud herfra.”

Sandra opdagede ikke de tårer der stille fjernede støvet fra hendes kinder i lange glidende baner. Det var simpelthen for uretfærdigt! Hvad var det dog for et forfærdeligt sted de ar havnet? Hun snøftede og faklen føltes alt for tung at bære på. Jeg vil hjem!

Stemmer gled imod dem igennem tunnelens hule passager. Faklens skær tryllebandt hendes øjne. Dens varme gled ind i hende, og hun kunne mærke den varme stue derhjemme, som stod hun i den i netop det øjeblik. Stemmerne var hendes forældre, der snakkede sammen ude i køkkenet. Johanna hev faklen ud af hendes hænder, og kulden smed hende tilbage til nuet. Den større pige smed den på gulvet og slukkede den med støvet på gulvet. Mørket omsluttede dem, og Sandra glemte at trække vejret. Hun vendte hovedet og lyttede. Stemmerne var for tæt på. De ville nsart blive opdaget, og nu kunne hun ikke længere se noget. Hendes øjne spærrede sig op, men der var intet lys at reflektere, og hendes øjne skulle på ny vænne sig til mørket.

En varm hånd tog selvsikkert hendes og trak hende fremad. Sandra stak sin frie hånd op foran sig, for at undgå at vadde lige ind i noget. Hun gik tre skridt og mærkede ikke noget. Endnu tre, og den insisterende hånd hev i hende for at holde farten. Hun ville gerne sænke den, føle sig sikker på hvor hun trådte.

”Kan du se?” hviskede hun overrasket.

”Ja,” Johannas stemme lød lettet, som var hun selv lige så overrasket over hendes nye evne: ”Nu deler vejen sig igen.”

Stemmerne rungede for bi tunnelen, og pigerne stod musestille og lyttede. Sandras hjerte bankede, og hun turde ikke synke af frygt for at blive hørt.

”Det var tæt på. Lige fra hvor vi kom. Hvordan kan de se i mørket?”

”Sikkert på samme måde som du kan...”

Johanna ledte dem videre igennem mørket, og Sandra forsøgte ikke at lade mørket overtage hendes sind. Hun blev nødt til at holde hovedet koldt, for ikke at nævne holdte trit med sin venindes selvsikre skridt.

”Hvilken vej tog du?”

”Den med pyramiden.”

Sandra havde overvejet hvad mærkerne kunne stå for, og hun kunne kun komme på en logisk forklaring.

”Det er sikkert kode. Underjordiske tunneler der leder forskellige steder hen under byen. Hvis vi følger det samme tegn hver gang, kommer der sikkert en vej ud.”

Johanna svarede ikke. Måske hun nikkede, men Sandra kunne intet se. Hun følte sig som en fanget fugl under jorden. Ingen plads til at sprede hendes vinger. Intet overblik og ingen kontrol over situationen. De var heldige at en af dem kunne opfange nok lys til at se hernede. 2-0 til Jonnas mærkværdige krop.

De vadede videre igennem den lange tunnel. En gang imellem mærkede hun et sving, og Johanna advarede hende ikke altid på forskud. Hun slog foden imod siden og måtte bide sig i læben for ikke at beklage sig højlydt over den dunkende smerte. Hendes ører arbejdede på højtryk, og hun var lige ved at få spat af den pumpende lyd fra hendes tindinger. Hvor længe det hele stod på anede hun ikke, men Johanna stoppede op efter et sving og stod bare stille hvor hun var.

”Hvad sker der?” Sandras øjne havde vænnet sig til mørket, men hun kunne ikke ane mere end tidligere.

”Vejen. Den ender bare.”

”Hvad?” Hjertet knugede sig sammen i Sandra: ”Er du sikker? Kan vi være gået forkert?”

Johanna trådte et par skridt tilbage, stadig med Sandras lille hånd i sin.

”Nej, jeg er sikker. Jeg fulgte kun pyramiden.”

Der var et øjebliks tænkepause, og tankerne udnyttede kaoset fuldt ud.

”Jeg tror de andre har fundet ud af hvilken vej vi gik,” Johannas stemme var anstrengt, og for lav til at kunne blive kaldt en hvisken.

Sandras hjerte gik fra mellemgulvet til halsen på 0.2 sekunder.

”Er der ingen anden vej?”

Johanna svarede ikke, men vendte sig i stedet for om imod blindgyden. Hun lagde Sandras hånd på væggen foran, så hun selv kunne mærke efter. De kolde sten smittede deres livløse stemning af på hende. De var fanget. Hun gled sine hænder desperat over deres overflade. Var der en løs sten? Et hul? En sprække?

”Åh Gud!”

”Tal lidt højere, vil du? Jeg tror ikke han hørte dig...”

”Nej, Jonna,” Sandras hjerte strammede til i halsen og gjorde hendes stemme til fløjteklang: ”Jeg har fundet noget!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...