Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
892Visninger
AA

15. Sandra

Raven faldt til jorden og hendes blege ansigt kom il syne. Krokodillen faldt tilbage med et gisp, og et øjeblik stod omgivelserne helt stille. Stilheden vibrerede og rustede sig sammen med den allerede trykte stemning. Sandra mærkede hvordan folks forbløffelse forvandlede sig til benægtelse, frygt og derefter decideret panik. Ertio nåede ind til dem og trak sit sværd. Sandra stirrede bange på det. Hvad havde hun dog gjort?

En bølge af mumlen steg til en tsunami af voldsomme ord. Nogle forsøgte at trække sig fra det hele, mens andre gjorde deres bedste for at få en ord ind til mængden. Det var langt de fleste der virkede alt andet end begejstret for synet af Johannas menneskelige krop.

Ertio råbte op, hans stemme fløj over mængden og den nærmeste patrulje begyndte at møvre sig igennem mængden. Deres voldsomme adfærd hjalp ikke på situation, og Sandra mærkede pulsen stige til en banken der hamrede imod hendes tindinger. Det suste i hendes ører, og hun kunne høre sin ujævne vejrtrækning. Hun mærkede uroligheden brede sig blandt folket. Ertio virkede upårørt, men kun et fjols ville ikke føle frygt når fremmede væsner stimede omrking en med negative intentioner.

Sandra kom på benene, og hev Johanna op og stå. Pigen var tydeligvis groggy i hovedet, og var ude af balance.

”Hvad skete der?”

”Vær du hellere bekymret for hvad der vil komme til at ske,” hviskede Sandra hæst.

”Hvad mener du?” Johannas hoved svang fra side til side, i hendes forsøg på at se ansigterne der stirrede på hende: ”hvad foregår der?”

Svaret kom for tidligt. En fra patruljen smækkede en civil der nægtede at flytte sig i hovedet, og hele helvedet brød løs. Himmelen hang over de høje mure og truede med at efterlade mørket omkring dem. Skyggerne på de dyriske folk lagde sig som masker på deres ansigter. Frygtelige masker. En fremmed råbte op, og andre satte i med et brøl. Hele pøblen var over dem på ingen tid. Johanna, stadig ude af balance, forsøgte at bevæse sig tilbage, men var nær faldet, havde Sandra ikke holdt godt fast i armen omkring hendes skulder.

Tre rebeller faldt på Ertio, og han fejede dem væk med sit sværd, efterladende lange buer af rødt blod. Han stod solidt på sin plads og holdte mængden på afstand, men de var for mange, og havde snart bevæget sig udenom. Bodu og Fletch var ved deres side, og skabte en mur af kød imellem dem og de folk der øjensynligt var ude efter dem. Også de bevægede øvet deres sværd fra side til side. Larm fra kampen lammede Sandras hørelse, og sukkene fra de faldne slog en del af hendes sjæl i stykker for hver gang de ramte jorden. Hvorfor er de ude efter os?

Muren dukkede på imod hendes ryg, og slog pusten ud af hende. Hun så frebilsk over Johannas sænkee hoved og i den modsatte retning. Dre var ingen vej end fremad igennem den glupske folkemængde. Deres øjne glødede af et had hun aldrig før havde oplevet, og hun følte sig fanget. Fornemmelsen af deres pumpende blod var for megte for hendes hoved, og de tre vagter faldt en efter en. Deres blod blandede sig med deres egne ofre. Ertios krop faldt slapt til jorden, og Sandra mærkede vinden af hans sjæl der forlod hans tomme øjne.

En kvinde skreg skingert, og en taktfuld marcherende hær dukkede op om hjørnet. Både mænd og kvinder flygtede i den anden retning. De fleste blev spiddet på patruljens lange spyd, imens de resterende vagter blev tramplet ned. Forvirringen bredte sig i folkemængden, og Sandra sparkede ud efter et forvokset insekt på to ben. Hans smalle fingre knækkede imod hendes beklædte fod, og et urealistisk tyndt hvin steg fra dens misformede hoved. Der var flere vanskabninger på vej imod pigerne, som frygten tilsyneladende ikke havde overvundet. Vreden var umiskendelig, selv i deres umenneskelige øjne.

”Hold jer væk!” der var ingen autoritet i hendes stemme, ikke at hun troede de ville have lyttet, men hvad ellers kunne hun gøre?

To pelsede mænd trådte frem i deres lasede rober. Johanna knurrede advarende, og forsøgte at støtte sig på sine egne ben. Hun svajede og svang ud med hendes frie hånd. Kløer havde formet sig på den, og fem lange strimler blev flænset op i den enes robe. Han brølede arrigt. Den anden bar på Ertios buede sværd. Sandra mærkede hjertet synke til bunds i hende. Hvordan skulle de afværge den slags våben? Han svang ud. Hun skubbede Johanna til siden og bukkede sig helt ned i knæ. Hun mærkede suset over sit hoved. Hætten fløj til side og hun mærkede hvordan kappen vejede hende ned. Dens tyngde ønskede hun skulle blive liggende, men frygten påkaldte adrennalinen til hendes blod.

De marcherende fødder kom nærmere, og enhver der stod i vejen blev stukket ned. Selv dem der flygtede. Sandra udnyttede fremkraften af et hop fra hendes bøjede ben, og slog op i solar plexus på den sværdfægtende mand. Hun slog ud vildt og tovligt. Ligeglad med hvad hun ramte, så længe han ikke fik lov til at svinge sværdet igen. Et par stærke hænder hev hende tilbage og lukkede hendes arme i et greb. Hun vred sig af fuld kraft, men der var intet hun kunne gøre imod tyrens bemusklede krop. Hun svang benene efter hans skridt, men var ikke smidig nok til at bøje sig ehele vejen. En uskyldig kvinde blev hakket ned ikke så langt derfra, og hun kiggede febrilsk på hærens skarpe spyd. Deres blikke var kolde, og Sandra var sikker på at, pigerne ville blive spiddet sammen med overfaldsmændene.

”Giv slip!” hvorfor kriblede det ikke i hendes fingre nu?

Johannas kløer vred huden af sine modstanderes tykke fingre, og vaklede ud af hans greb. Pigerne fik kort øjenkontakt, og Johanna trådte frem for at hjælpe Sandra.

”Jonna!” Sandras hjerte hamrede og panikkens tårer fyldte hendes blik.

Hendes tanker blev udtværet i hindanden og det eneste hun kunne tænke på var døden der vandrede iblandt dem. Fuck, fuck, fuck! Hun mærkede et ryk i tyrens krop. Hans greb løsnede sig og han faldt til jorden for hendes fødder. Hun undveg i sidste sekund sværdet der igen blev sendt imod hende. Johanna blev holdt fast, men sparkede ud efter manden med sværdet. Hun kunne ikke nå og skiftede sit fokus til de to mænd der holdte hende tilbage. Med overmenneskelig kraft svang hun den ene over sin skulder og om foran sig, hvorefter hun brugte den nu frie hånd til at slå den anden i hovedet. Sandra sparkede vildt ud og fumlede på jorden efter noget at kaste med. hendes hænder nåede et par slappe, fyldte støvler. Hun hev hånden til sig, og fik øje på et metal håndtag.

De marcherende soldater fortyndede den tætte folkemængde, og kom langsomt nærmere. Manden med Ertios sværd trådte frem med sværdet hævet, og svang i en gupsk bevægelse det blodige metal ned imod Sandra. Hun løftede op i håndtaget og nåede lige at få det op imellem hende selv og manden. Hans menneskelige øjne stirrede på hende, og mistede sin lifskraft. Hans sidste suk fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, og hans klistrede blod gled ned ad det knækkede spyd og ud på hendes solbrune hænder. Hans krop tyngede ned på spyddet og hun trak det væk.

Johanna kom til hendes side. Hendes åndedræt pustede Sandra i ørene for at overdøve panikken omkring dem. Sandra stirrede på ligen foran hende. Hendes hænder rystede. Hun veg fra berøringen på skulderen, men selv da hun så at det blot var Johanna, så kunne hun ikke slappe af. Hendes hjerne kørte på højtryk. Tankerne fór igennem hende, og det var langt fra dem alle der gav mening.

Venindens åndedræt var panisk, og hendes blik flakkede omkring sig. Pupillerne var små, og hendes hænder blodige. Hendes overfaldsmænd var slået tilbage til deres fornuft og forsøgte at flygte fra soldaterne. Deres blodige spyd skar sig igennem solens sidste stråler, og den rødde masse slugte lyset. Deres hårde ansigter var nådesløse.

”Jonna, vi må væk herfra!”

”Herovre!”

Sandra vendte sig imod stemmen ved muren. Tyven vinkede med sin hele hånd. I den sad en lille blodig kniv, hans blik var overraskende rolig i situationen. Sandra greb fat i Johannas beskidte ærme og rev hende over imod tyven. Han stod ved en lille gyde og vinkede dem ind til ham. Soldaterne var hos dem snart, og Sandra tøvede ikke med at kaste sig ind i gyden, med veninden foran sig. Mørket slugte dem helt, og hendes øjne gik straks i gang med at vende sig til det dunkle lys.

”Denne vej” Tyven stod i gydens ende, med foden nede i et hul, Sandra ikke kunne ænse hvad var.

Hun hørte ekkoet fra den første række soldater der marcherede forbi gydens indgang. Bunker af lig badede i det blandede blod. Hun kunne ikke få vejret, og vendte sig bort fra det forfærdelige syn. Hun fumlede sig vej i mørket lige bagved Johanna, der var på vej ned i hullet efter tyven. Hullet ledte ned i et fugtigt mørkt rum i bunden af huset over dem. Lyden fra torvet virkede som en helt anden verden hernede, og kvalmen manifesterede sig i hendes hals. Hun faldt forover og gylpede de tørre fisk, hun havde fået af Ertio til morgenmad. Tanken om hans livløse krop sendte et jag igennem hende. Hvordan kunne hun have ladet det ske? Alle de folk døde, på grund af mig!Tyvens hånd blødte voldsomt, og han rystede over hele kroppen. Sandra gjorde sit bedste for at ignorere de stirrende folk omkring hende. Hun hørte Ertio kalde på hende igennem mængden, men hun blev bare nødt til at gøre noget. Hele byen var for meget, og dette var dråben. Hun kunne ikke leve med sig selv, hvis hun lod ham ligge som de andre ville have det. Han ville jo have blødt ihjel! Skulle de folk her i byen forestille sig at kunne hjælpe os hjem? Det tror jeg næppe de vil!

Det kriblede i hendes fingre, og hun kunne mærke hvordan hans bankende hjerte langsomt pumpede ham tør for blod. Hun ville så gerne standse det. Tyven vred sig i smerte da hun strammede til. Hun mumlede beklagende undskyldninger, og hun kunne mærke kvalmen ligge sig i halsen.

En hånd greb fat i hendes skulder og vendte hende rundt. Hætten gled over hendes lange hår, men hun nægtede at give slip på sin patient. Et foragret ansigt stirrede ned på hende. Snuden var lang, og hånden dækket af skæl. En krokodille?

”Hvad tror du, du gør? Ved du ikke at det der er en tyv?” Han råbte af hende, men hun var mere nervøs for den glidende kappe.

Så lad ham dog se! Hun var ligeglad med ham. Hun vidste hvad der var det rigtige at gøre. Alligevel gjorde hun et forsøg på at nikke den på plads og rokkede med skuldrene for at give mere kraft. Det hjalp en anelse. Bevidstheden om folkene omkring hende gjorde hende nervøs. Det havde været en slem nok oplevelse ude på handelsvejen. Det hjalp. Kappen gled på plads over hendes pande, ned over øjnene og hun vendte sig atter imod patienten. Han klemte bekymret omkring sit håndled for at hjælpe med at lukke af for blodet. Sandra mærkede en hånd blive lagt på hendes hoved. Hun svang en hånd op for at standse krokodillen i at hive hætten af, men der lagde allerede endnu en hånd derpå. Hun mærkede hvordan den bløde hud spændtes imod den strammende hånd. Den holdte krokodillens på plads, og hun mærkede vægten på sit hoved. Sandra drejede hovedet så godt hun kunne, for at se hvem der stod der.

Johanna tårnede sig op, og hendes arm gled ned imod Sandras blik. Scenariet virkede syrealistisk, og Sandras hjerte sprang et slag over ved venindens stive blik. Pupillerne var skrympet og hendes blå øjne tordnede. Blodet pumpede rundt i kroppen under de nye klæder, og krokodillen forsøgte at rive sig løs. Ikke her!

Sandra gav efter for kriblen i hendes fingre og sendte et jag af energi ind i Johanna, sænkede hendes puls og tvang hende til at give slip. Pigen faldt ned på de slidte brosten med et bump, og krokodillen trak hånden til sig. Ertio nåede frem og beordrede ham væk. Han gjorde tegn til de andre to om at hjælpe ham, men de havde svært ved at komme igennem den nu fortættede mængde. En patrulje kom dem til hjælps, og de mere eller mindre løftede folk op og flyttede dem, indtil de nåede den åbne cirkel. Sandra faldt sammen ved sin venindes slappe krop. Hun havde gjort det igen, og kunne ikke undlade at føle sig en smule stolt over, at kunne have fremmanet hvad end det var hun gjorde så godt som bevidst. Hun mærkede efter pigens puls, og åndede lettet op da hun fandt den stille pulserende åre i hendes hals.

Hun mærkede noget på hendes sko, og hun vendte sig hurtigt for at se hvad det var. Det var tyven der havde lagt sin frie hånd på hendes fødder, og på bedende knæ virkede til at takke hende. Ertio skulle trak sit sværd og trådte truende frem.

”Stop!” Sandra rakte op og greb fat i hans udrustede tunika: ”Han er harmløs. Han gør ikke noget, og du kan lige vove på at kappe hans anden hånd af!”

Soldaterne nåede ind til dem og dannede en kreds om scanriet, der dækkede for mængdens udsyn. Ertio fjernede ikke sit sværd, men begyndte at kommandere folk rundt for at få situationen, der hurtigt var ved at løbe løbsk, under kontrol igen. Sandra lagde en hånd på tyvens hoved, og han spjættede en anelse ved berøringen.

”er der et hospital i nærheden?” hun greb atter fat i hundens tunika, og pegede ned på tyven: ”hjælp.”

Han rystede alvorligt på hovedet, og hev hende på benene. Tyven krøb tilbage. Hun rakte ud, men fik øje på mængdens blikke der forundret havde lagt isg på hende. En lammende bevidsthed fik hende til at stivne. Hun havde brudt reglerne, og tiltrukket sig for meget opmærksomhed. Med bankende hjerte lod hun Ertio føre hende tilbage til hendes elk. Johanna blev smidt op foran skildpadden, og hendes ridedyr bundet fast til hans saddel. Sandras seletøj blev taget fra hende og bundet fast på Ertios gulbrune elk. Hun trak hætten langt ned over hovedet. Hun ville gerne ranke ryggen, vise at hun ikke fortrød hvad hun havde gjort, men folks blikke vejede alverden på hendes smalle skruldre. Folk mumlede højlydt omkring hende, og det ville ikke vare længe før hele optoget var kendt for hele byens befolkning. På trods af dens endeløse størrelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...