Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
963Visninger
AA

13. Sandra

Sandra havde lært en del ord på deres færd imod kapitalen. Ild, vand, mad og navnene på de tre soldater der eskorterede dem til sidste stykke. Skildpaden hed Bodu, fuglen Fletch og og hunden Ertio. Han var aldeles godt selskab, og efter han kom over chokket af pigernes race, viste han sig at være ganske snaksalig og ivrig efter at lære dem sproget. Sandra havde endda fortalt ham deres navne. Hvorefter han underligt nok shushede hende og så sig omkring. Han kiggede hende dybt i øjnene og rystede sagte på hovedet. Hun havde længe undret sig over hvorfor folk ikke måtte vide deres navne? Hvad skade kunne det gøre? Det var et svar hun stadig ledte efter i nattetimerne hvor hun ikke kunne sove.

Sandra sad og svang en smule frem og tilbage i sadlen, imens elken under hende skridtede af sted. Elk var endnu et ord hun havde lært. Hun klappede den let på halsen, og betragtede Johannas ryg. Om natten, når der var blevet slået lejer, lærte hun veninden om de ord hun selv havde lært i løbet af dagen. Det var altid godt at kunne sproget når man var ude og rejse i et nyt land. Det havde hun erfaret i sin barndom. Hendes forældre rejste tit, og hun havde været over det meste af Europa i løbet af årene.

Johanna var ivrig efter at lære, men det var mest de praktiske ting. Hun var for genert til rent faktisk at forsøge at kommunikere med deres eskorte, og de få gange hun gjorde, endte det altid med en tilbagetrækning, og det var kun om praktiske emner. Om natten, når de lagde i teltet, spurgte hun til til nye ord, så som reb, kniv, stop og hilsner. Sandra gjorde hendes bedste for at lære de ord veninden ønskede, men hver gang hun opfordrede hende til selv at lære dem, lukkede hun altid af.

Sandra var meget bekymret for venindens helbred. Hun virkede meget indelukket når de red på vejene, og snakkede ikke så meget mere. Da de var til fods og vandrede sydpå alene, var det næsten umuligt at få hende til at lukke munden. Det var som om hun havde et behov for at fylde stilheden, hvilket egentlig havde virket beroligende på Sandra. Hendes mave knurrede også tit, selvom de havde mere mad nu end tidligere.

Sandra var også nervøs for noget andet. Tanken om Johannas mangel på kontrol vækkede en svigen i hendes lår hvor kløerne have boret sig igennem hendes hud. Hun var lettet over, at hun den da ikke havde gjort andet end at slå hende bevidstløs. Kriblen i fingrene, og fornemmelsen af Johannas blod lå stadigvæk frisk i Sandras hukommelse. På en måde havde hun ikke revet væsken ud af venindens krop, som hun havde gjort det ud af jorden. Hun var ikke helt sikker på hvad hun præcist gjorde, andet end at rykke rundt på væsken. Måske jeg fjernede væsken fra et punkt, som tvang hende til at falde til ro? Hun lukkede øjnene og lod hendes tanker glide med den flydende bevægelse af elken under hende.

Venindens omformede krop dukkede op i hendes erindring, men det var ikke hud og hår hun så. Det var blod og et pumpende hjerte. Hun kunne mærke farten, styrken og iveren. Et intenst ønske om at stoppe veninden bredte sig i hende og hendes egen puls steg ved behovet. Johannas rungende stemmerør håndede hende, og varmen kreeret i Sandra satte skub i en enorm kraft. Hun rakte ud i et spjæt.

”” Hundens rede pote sendte et signal til Sandra hjerne, der rev hende ud af hendes trance med et voldsomt tag.

Hun spærrede øjnene op og gispede efter vejret. Hun følte det som havde hun været under vand og ikke været i stand til at trække vejret. Jeg sænkede blodet cirkulation drastisk, hvilket tvang hendes krop til at slappe af og gå i chok! Hun kiggede omkring for at orientere sig. Hunden kiggede nervøst på hende. Johanna og de to andre red oppe foran og brød vejen for de langsommere rejsende, der kun var til bens på den store handelsvej. Handelsvej, endnu et ord hun havde lært. Det var ikke bare en vej, men en del af vejen.

Er du uskadt?

Sandra vendte hovedet og rømmede halsen. Den var umådelig tør. Hun beroligede ham da med et smil.

Hun spurgte efter vand på hans sprog, og han tog et kig på solen, imens han rakte efter vandskindet på sin ryg. Han lod hende tage et par ordentlige slurke, før han pegede på solen.

”” sagde han, og lavede en vifte med hånden, og stak tungen ud som en overophedet hun der ligger i solen og soler sig: ””

Sandra bed mærke i ordene og gentog dem højt for sig selv. Hendes accent var en del firkantet, men nogle af de tidligere ord var hun begyndt at kunne sige med ganske få fejl. Hun smilede kort til solen og slugte endnu et par mundfulde vand. Over de sidste par uger, havde hun lært vigtigheden af den væske, og det at kunne finde den.

En vind fløj forbi og truede med at fjerne hendes hætte. De havde fået udtrykkelig besked på at beholde den over hovedet, og med alle de folk omkring dem, kunne Sandra godt forstå hvorfor. Hvis alle reagerede lige så voldsomt, som pigerne havde erfaret, så var der ingen grænser på hvad der kunne ske. Måske der er en anden grund til at de ønsker at lede os ubemærket ind til byen? Hun havde stadigvæk øglens kort i tasken, og trak den til tider frem for at sikre sig, at de ikke blev ledt på vildspor.

Den aften var Johanna ivrigt i færd med at suge Sandras nye viden til sig, lagde Sandra og følte sig en smule af mode. Hun blev ved med at lytte efter soldaternes fødder og fulgte deres skygger på teltets side. Bålet knitrede stilfærdigt udenfor, og de havde som sædvanlig camperet et stykke fra vejen, på den højre side over imod bjergene der nu var nordvest for dem.

”Vi burde finde på nogle nye navne...” Johanna stoppede midt i udtalelsen af Sol, og kiggede overrasket på Sandra, der stadigvæk stirrede åndsfraværende på flammernes skygger.

Hun vendte hovedet beslutsomt imod veninden: ”Det burde vi. Ja, det synes jeg vi skal.”

”Hmm, okay?”

”Se det som en mulighed for at få lige det navn du altid har ønsket dig,” Sandra satte sig ivrigt op: ”Jeg tænker selv noget eksotisk. Vagterne her har alle tre nogle underlige navne.”

”Jeg kan godt lide mit navn...” mumlede Johanna eftertænksomt: ”Hvorfor skal vi skifte?”

Sandra svarede ikke med det samme, hun overvejede svaret. Skulle hun fortælle om hundens reaktion?

”En fornemmelse,” hun lagde hånden åp hjertet og veninden nikkede tøvende.

 

Det var mørkt og hun sad i hendes værelsesvindue og kiggede ned på den oplyste gade. Længere henne var gadelamperne sprunget. En kat bevægede sig ud af mørket og dens gule øjne så på hende. Hun var ikke spor træt og valgte at studere den nærmere. Mor og far havde for længst smidt hende i seng, hun havde ikke sat ordentligt ved middagsbordet, og gik glip af desserten. Det var så uretfærdigt! Katten stoppede op under gadelampen lige neden for, og de holdte øjenkontakten. Jeg kan mærke din smerte. Kom herud og lad mig hjælpe dig. Hjertet sprang et slag over i hendes lille bryst. Hun hoppede ned fra vindueskarmen trippede over til døren, og sneg sig til et kig ud. Gangen var tom, men lyset stod tændt. Mor og far var stadigvæk oppe. Hun kunne høre fjernsynet nede i stuen, da hun nærmede sig trappen. Et trin knirkede under hendes små solbrændte fødder og hun standsede. Der kom ikke nogen. Hun holdte sig til væggen resten af vejen ned, og lod hendes tæer lede vejen. Det var ikke første gang hun havde sneget sig ned efter sengetid, og hendes fødder kendte vejen næsten udenad. Hun trak i sine fine røde laksko, men jakken lod hun hænge. Døren i entreen var lukket, men hun strakte sig og låste den op med et klonk. Håndtaget bandt en anelse, men gled op efter lidt overtagelse. Katten sad derude og svang sin hale roligt fra side til side i hilsen. Hun kunne mærke dens spinden, og forventningen om dens kildrende knurhår fik det til at vibrere i hendes håndflader af begejstring over den kommende berøring. En stor hånd lukkede sig om hendes underarm og trak hende væk fra døråbningen. En anden hånd klemte om hendes ene skulder. Hendes mor så hende dybt i øjnene.

Man må ikke gå udenfor om natten,” hendes øjne var lige så fulde af bekymring som de var af irettesættelse: ”hvad vil du da også udenfor på denne tid?”

Sandra pegede: ”Katten kaldte på mig.”

Moren så ud af døren, men katten var ingen steder at se.

En kat kan ikke tale. Det var bare noget du drømte. Tilbage i seng med dig.”

Den sagde det heller ikke højt,” trodsen voksede i hende: ”Den var i mit hoved...

Et par stærke hænder trak hende vendte hende om, og skubbede hende imod trappen. Dørens åbning blev hurtigt mindre og mindre. Hun kunne mærke katten ude i mørket. Den ventede på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...