Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
906Visninger
AA

11. Sandra

Sandras mod var komme thelt bag på hende. Hun kunne lige akkurat holde masken til den mørke dør blev lukket i bag dem. De stod i et ar tårnets private kamre. Det måtte tilhøre lederen, for her var rent og nydeligt. Det bedste ved det hele var sengen omme bag ved det lille skrivebord. Sandra faldt om på den og sukkede højt i velbehag.

”Åh, hvor har jeg savnet dig,” hun aede sengen som en gammel ven.

”Måske der er lopper?”

”Hva'ba?” Sandra løftede hovedet og så forfærdet på veninden der i retur lavede en overdreven gestus af ligegyldighed.

”Jeg mener bare at ejeren af den seng kunne være en hund, og jeg tvivler på at loppekuren er opfundet her.”

Sandra faldt atter om på sengen med et dask: ”Jeg er ligeglad om den så var fyldt med karkelakker...”

Det bankede på døren, og Sandra satte sig op med et sæt. På et øjeblik havde hun fået masken udpenslet i sit ansigt.

”Kom ind.”

Der gik et øjeblik før døren forsgtigt blev åbnet. En grævling kom balancerende med et fad fyldt med druer, kiks og tørret kød med en slags brun sovs. Johanna, der havde stået og betragtet landskabet ud fra det lille tårnvindue, havde tydeligvis fået færten. Fadet var knap nok sat på bordet inden hun var over det. Sandra vidste bedre end at lade hendes mave overvinde hende. Hun gik tilsyneladende uanfægtet over til bordet og betragtede kort maden. Så nikkede hun kort til grævlingen der viste sine skarpe tænder i et smil, bukkede og bakkede ud af værelset.

Der lå en del papirer på bordet, og en fjer med tilhørende blækglas. Gad vide hvad han havde været i gang med at skrive om? Tegnene var lige så ugenkendelige, som deres sprog. Det var som om hun lige akkurat ikke kunne læse det, som om det var virkelig bekendt. Et sprog hun en gang havde glemt i læbet af årene. Hun gled det øverste papir til siden og endnu et pergament kom til syne. Der var en lille tegning af en aflang sekskantet krystal. Sketchen var hurtig og sjusket, men det lod til at det var gjort i al hast og derefter var han blevet afbrudt af et eller andet.

Hun kiggede over på fadet: ”Gem noget til mig!”

Johanna stoppede op med kinderne fulde af mad. Hun forsøgte at sige noget, og det sprøjtede ud med kikskrummer. Hun holdte sig for munden og smilede. Det var dejligt at se hendes veninde genfinde sin livslyst, men det betød ikke at hun havde ret til al maden. Sandra rakte ud, fyldte sin hånd med kiks og druer. Hun havde fået nok af tørt kød.

Druerne sprækkedes i hendes mund, og deres saftige væde strømmede ud. Det var de mest fantastiske vindruer hun nogensinde havde smagt!

”Jonna, dem må du prøve!” hun rakte den lille klase med vindruer op foran sig.

Johanna rakte ud efter dem, men Sandra rev dem til sig: ”Tag dine egne.”

Veninden tømte sit gab med et ordentlig slug, hostede og slog sig selv på brystet. Hun grb efter messingkruset og sank grådigt indmaden i sig. Da hun ikke længere var ved at kløjes, kiggede hun forbavset ned i den.

”Det er jo vin.”

”Hvad?” Sandra tog kruset ud af hendes hånd og snuste ind.

Væsken var mørk og lugtede enormt sød. Hun tog en sip og mærkede hvordan den fyldige væske varmede hendes mund, hals og mavesæk. Hun smilte drilsk til Johanna.

”Du er da for ung til at drikke...”

”Jeg er seksten...” hendes hage hang barnligt snobbet: ”Og forresten større end dig, hvis du skulle have glemt det.”

”Jeg er da ældre end dig.”

”Ja to år, men det var ikke det jeg mente,” Johanna løftede skuldrene og svang armene fra sig: ”fysisk større.”

”Og hvad så?” Sandra nød at prikke til veninden når hun begyndte at blive teknisk.

”Ja, så jeg kan holde på sprutten.”

Døren fløj op og pigerne stirrede på endnu en dyrisk skabning. Hans brede bryn faldt sammen i en stor rynke. Han fnøs igennem hans bjørnekæber og kaldte ud i gangen med et brøl. Sandra hoppede tilbage i sin maske, rettede ryggen og strammede sine læber. Hun puffede distræt til Johanna med en albue og stillede sig så om på den anden side af bordet. Han var ikke ret høj af en bjørn at være, men hans skællede uniform var noget mere prægtig end resten i tårnet. Han var sikkert kaptajn af den lille hær der vadede rundt nede i salen, og det her var sikkert hans værelse. Hans hænder røg om på ryggen og hans blik gled op og ned af pigerne flere gange.

Han er noget mere hæmmet end de andre, det må jeg give ham. Sandra fik koldsved, og tvivlede på hun var i stand til at narre ham, men hun holdte masken på alligevel. Hvis ikke man kan lyve så skal man bare være stille, så kan folk lave sine egne forestillinger. Alt hun skulle gøre var at ligne en adelig og tro på sin rolle. Deres opførsel talte jo også for sig selv.

Grævlingen kom vadende i sit lange forklæde, og bukkede en anelse kaptajnen og pigerne.

”Hvad skal det sige?” Kaptajnen lavede et hurtigt nik i deres retning.

”Forfædre, sir.”

”Det kan jeg godt se,” vrissede han.

Grævlingen sænkede hovedet: ”Jeg tænkte…”

”Din første fejl,” bjørnen skar ham af og pegede på Sandra: ”Når først man giver dem en lillefinger, river de hele ens arm af.”

Sandra lod dem tale ud. Det var tydeligt at bjørnen ikke var så begejstret for deres tilstedeværelse, som resten af tårnets indbyggere havde været. Hun kiggede kort over på Johanna, for at sikre sig at hun ikke forlod rollen som overdådig skabning. Det var tydeligt at hun gjorde sit bedste, og hendes ansigt røbede intet. Men hendes klæder sang sin egen historie. Det ville blive svært at forklare sig ud af, selv hvis de havde kunnet forstå hinanden. Hun blev pludselig usikker på, om det virkelig var så godt at lade kaptajnen skabe sin egen historie.

”Fortæl mig,” bjørnens stemme rev hende tilbage i samtalen: ”Hvad har bragt jer her?”

Grævlingen rømmede sig: ”De forstår ikke det fælles sprog.”

Hvad end han sagde fik bjørnen til at snerre utilfreds.

”Vi søger Kapitalen,” Sandra trådte frem med øglens kort foran sig.

Bjørnen tog et kig på kortet og derefter på pigerne. Hans sorte øjne dybt i tanker. Han nulrede ved sin tykke pels på halsen. Han havde reageret med forståelse ved byens navn. Hvad hvis de ikke kunne hjælpe? Hvad hvis de ikke ville? Tænk nu hvis de var fjender af byen? Sandra kæmpede imod frustrationen, men hendes tiltagende hævning og sænkning af brystet ifølge med den tiltagende vejrtrækning afslørede hende med sikkerhed.

Bjørnen sænkede armen og så antydende på grævlingen: ”Nu vil de sikkert have eskorte, og hvis jeg benægter dem, vil jeg få mine overordnede på nakken. Bring dem friske klæder!”

Grævlingen hoppede i vejret og forsvandt.

Kaptajnen strakte sine arme ud imod værelset. Intet i hans toneleje havde ændret sig. Han brummede stadigvæk militærisk korrekt, og Sandra var i tvivl om hvordan hun skulle reagere, så hun blev bare ved med at stirre. Det var først da hun hævede et spørgende øjenbryn, at bjørnen bukkede en anelse i anerkendelse.

”Jeg håber at mit ydmyge værelse vil være tilstrækkeligt for jeres behov. Det er det eneste vi kan mestre, er jeg bange for.” Han så på Johannas lasede klæder og bare fødder: ”Selvom det sikkert er bedre end hvad i er blevet tilvandt over det sidste stykke tid.”

Nu sker det! Han bliver mistænkelig, og stiller spørgsmål som vi ikke en gang kan få en chance for at forklare. Bjørnens blik faldt på det improviserede spyd i hjørnet. Synet kom tydeligvis bag på ham, og han vadede derover for at studere det nærmere. Synet berolige i den grad Sandra, måske alt ikke var helt tabt endnu. Kaptajnen tog spyddet i hænderne og vendte sig forundret imod Sandra. Hun pegede på Johanna. Han fulgte hendes finger og der gik et øjeblik inden brikkerne lod til at falde på plads for ham. Det lasede tøj, spyddet og de bare fødder. Jeg gad godt vide hvilken historier hans hjerne er ved at fodre ham med. Hun smilede triumferende til ham. Den var sikkert intet nær sandheden, ud over det faktum at det var sandt. Havde Johanna ikke splittet sine rober, havde han sikkert bare troet at spyddet var stjålet. Selvom det nu var noget af et sølle våben. Giften i brodden var sikkert allerede forældet, men derfor holdte kaptajnen alligevel sine tykke fingre på god afstand af dens spids.

Bjørnen rankede ryggen, nikkede for første gang af ægte anerkendelse og lagde spyddet på bordet. Han fik øje på papirerne og foldede dem sammen. Nysgerrigheden blev vagt i Sandra, og hun strakte hals.

Hastige trin lød uden for den åbne dør og grævlingen kom vraltende ind i værelset, med favnen fuld af diverse klæder. Hans lagde dem efter anvisning fra bjørnen på den simple træstol ved bordet og stillede sig over i hjørnet for at afvente ordre. En anden, mere menneskelig grævling, kom traskende ind med en bowle varmt vand. Sandra kunne have hoppet om halsen på ham og kysset hans kinder våde. Det var så længe siden de sidst havde været et sted, hvor hun kunne få vasket sit bare en smule!

Kaptajnen gestikulerede imod tøjet, og pigerne gik i gang med at undersøge deres muligheder. Sandra kunne med det samme mærke kvaliteten ved de nye klæder. Syningerne var perfekte, og selve stoffet var varmt og let, og lignede det soldaterne havde på undr deres skællede rustninger. Gad vide hvor solide den slags egentlig er? Lange leggins af nøddebrun uld lå nederst i dyngen. De lignede alle sammen nogen til Johannas størrelse.

Sandra gravede efter mindre størrelser, men det lod til at denne hær ikke tog skravl på listen over værdige soldater. Hun skulle lige til at smide sine rober, for at prøve den lange, smidige trøje der lod til at passe bedst, men stoppede så op og vendte sig imod de to hanner i hjørnet. Bjørnen tog fat i kraven på grævlingen og trak ham med ud i gangen, hvor de lukkede døren efter sig. Johanna var allerede hoppet i legginsne og var halvvejs ude af roberne, før Sandra fik det første lag af.

”Det her tøj er utrolig let i forhold til roberne, uh!” Hun fik øje på noget i dyngen: ”En poncho!”

Det lignede nærmere en stor firkantet kjole i Sandras øjne, men den gik sikkert ikke længere end til lige over rumpen på Johanna.

”Er der en mere?”

Den lange trøje gled over hendes smalle skuldre og ned om hendes feminine hofter uden problemer. Med bæltet om livet ville hun ligne en fra Robin Hood, alt hun manglede var en spidst hat med en fjer i.

”Ja,” Johanna gravede en poncho magen til hendes egen frem og rakte den til Sandra, der trak den over skulderen.

Den dækkede alle formerne på hendes krop, og hun rynkede utilfreds på næsen. Måske med bæltet uden over begge lag..? Jo, det så meget bedre ud. I det mindste kunne man se at hun havde en talje, og et par fyldige bryster der spændte imod foroven.

”Du ser ikke så ringe ud,” Johanna fløjtede kækt og fik et fortjent dask i siden.

”I lige måde,” Sandra rakte veninden en lille taske til at sidde i bæltet.

”Virkelig?” Johanna rokkede ubekvemt på tøjet: ”I det mindste har de støvler i min størrelse. Farvel til vablerne, hurra!”

Sandra vidste at Johanna led under sit lave selvære, men fandt absolut intet ved hendes udseende, som man kunne skamme sig over. Hun var høj, slank om livet og med brede feminine hofter. Den lange uldtrøje sad spændstigt til omkring dem, og syningerne truede næsten med at springes. Sandra trådte over og aede en vildfaren hårtot ud på Johannas hoved. Hun elskede at røre ved det bløde hår, og gjorde det til enhver lejlighed.

Rejsekapperne var der ingen grund til at skifte ud, og Johanna begyndte at protestere da Sandra ville smide roberne væk.

”Vi ved ikke om vi kunne få brug for dem.”

”Hvad er der med dig og samle på ting? Det vil bare veje på turen.”

Johanna fik et tvært udtryk i hovedet. Det huede hende overhovedet ikke at smide ting ud.

”Skal du ikke vaske dig?”

Veninden kiggede på bowlen med varmt vand og længslen udlignede rynkerne med håb.

Sandra kunne ikke lade være med at holde sig for næsen og le: ”Du må gerne gå først. Du stinker!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...