Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
896Visninger
AA

9. Sandra

”Se derovre!”

Sandra kiggede efter Johannas finger, og kunne i horisonten skimte en lang række bryde det sædvanlige øde scenarie. Området var blevet mere bevokset, men det var stadigvæk kun et træ, en busk eller en klump græs hist og pist.

”Hvad tror du det er?” Hun fandt kortet frem.

Johanna næsten hoppede fremad: ”Det er da en skov. Det bliver det nødt til at være.”

Ifølge kortet skulle de faktisk være rimelig tæt på en skov. Sandra kiggede op på himmelen. Der var stadigvæk en masse timers dagslys tilbage. Måske de endda kunne nå skovkanten inden solnedgang. Det ville være rart at komme ud af det støvede, blæsende og bidende vejr. Hun tillod sig selv en smule håb. Hun gjorde hvad hun kunne for ikke at halte omkring Johanna, og holdte sig for det meste bag ved hende. Såret på hendes lår var heldigvis ikke blevet betændt, men det gjorde sindssygt ondt at jokke rundt på. Hun var også ved at være godt træt af de tørrede fisk og hårde brød. Det var ikke så slemt når de havde nok vand til at bløde det op til en slags saltet grød, men det var ikke hver dag. Det var nu femten dage siden hun var vågnet op i den lysning, med Johannas akavede figur over sig. Hun havde virkelig fået noget af et chok!

”Lad os tage derover,” hun rullede kortet sammen og proppede det tilbage i tasken.

Vægten var blevet noget af en belastning de sidste par dage, og hun sukkede dybt ved tanken om den varme seng og det nybagte brød der ventede hende når hun kom hjem. Det var underligt hvor simple ønsker man fik, når alt overflødigt blev fjernet.

Hun gik et par skridt i sine egne tanker, og mærkede tasken blive løftet af hendes skulder. Johanna smilede bekymret til hende, og svang den over ved siden af hendes egen. Nu bar hun på begge tasker og det sammenrullede telt.

”Det er ikke nødvendigt, Jonna,” hun rakte ud for at tage den tilbage.

En hånd fløj til vejrs i en afvisende gestus: ”Det er helt fint. Du ser træt ud og jeg føler mig meget frisk i dag.”

Løgner. Du er mindst lige så træt som jeg er... Johannas øjne gled ned på Sandras ben, hvorefter hun hurtigt så væk igen. Men det var nok til at Sandra forstod hvad der foregik inde i venindens hoved, så hun holdte sin mund og rettede i stedet blikket forud. Hun ville gerne insistere, bære sin egen vægt, men Johanna ville tydeligvis gøre hvad som helst for at gøre noget ved sin samvittighed. De havde ikke snakket om det, men Sandra vidste bedre end at tro sin veninde dum. Hun rokkede lidt på sin ømme skulder, og bevægede sig videre med rank ryg. I det mindste ville hun kunne gå lidt hurtigere nu.

Himmelen gled i sine nuancer fra den skrig lyserøde, til en mørkere pink, næsten rød og derefter den betagende mørke lilla. Hun elskede hvordan stjernerne tittede frem på den måde bag de hvide skyer, der stod i god kontrast til den mørke baggrund. Månen var næsten fuld. Den ville bringe tidevandet havde de været ved havet. De nærmede sig i hvert fald skoven. Træerne begyndte at hejse sig til himmels, og virkede først tættere på en de egentlig var. Alt sammen på grund af deres enorme størrelse. Hvert et træ var mindst hundrede år gammel, og brede som egetræer. I udkanten dukkede græs og buskads langsomt op, som pigerne nærmede sig, men det bedste ved det hele var stien. Det var tydeligt at folk gik her jævnligt. Det kunne umuligt være en dyresti, for den var bulet og tydeligvis brugt af vogne.

Glæden spredte sig i Sandra som den første tidevandsbølge på stranden. Ivrig efter at nå i land, og med gentagende og tiltagende styrke slog hjertet blodet rundt i hendes årer. De måtte vente med at følge stien til morgenen efter, og de slog lejr for natten. Det var meget nemmere at finde isolation og læ her, end det havde været på hele turen. Johanna listede rundt og studerede sultent hver en busk efter bær, som hun kunne genkende. Men ingen lignede noget hun havde set før. Nogle kom tæt på, men det var ikke risikoen værd. I det mindste håbede Sandra på at Johanna tænkte sådan. Hun kunne nemt komme i tvivl, så hun så tit op for kortet for at holde øje med veninden. De skulle følge skoven i vestlig retning, hvilket ville lede til en hovedvej, der førte hele vejen til storbyen. Måske de kunne slå tommelen ud og få et lift? Hun masserede sine ømme fødder, og drømte sig væk i tanker om letheden teknologien bragte.

”Hvad tror du om de her?”

Raven var dukket lydløst op foran hende med hænderne fyldte af rødlige bær. Der var mistænkelige gule knubs på siden. Sandra så tålmodigt op på hende.

”Hvad tror du selv?”

”Det ved jeg ikke,” svarede hun beklagende: ”Jeg er så sulten, jeg kan ikke bestemme mig.”

Sandra lagde kortet i skødet, og tog hænderne i siden: ”Hvad siger dine elskede overlevelsesprogrammer om mistænkelige bær?”

Pinslen i Johannas ansigt var hjerteskærende: ”At man ikke skal spise hvad man ikke er sikker på.”

”Der har du svaret. For hundrede gang,” Sandras stemme var sukkersød af moderlig tålmodighed.

Johanna faldt tilbage på bagen med et bump og smed bærerne over ryggen med et suk. Sandra følte en del sympati ved synet af sin venindes sunkne skuldre og flæbende mund. Det var nu for ynkeligt at se på.

”Du kan have lidt af min dags ration,” hun gravede rundt i tasken.

Et funklende lys strømmede fra Johannas øjne.

Sandra rakte et halvt stykke hårdt brød frem. Det var begyndt at mugne, men de havde jo ikke andet. Johanna rakte ud efter brødet.

”Jeg er ikke sulten alligevel.”

Hånden standsede midt ti luften. Der var blot få centimeter imellem hånden og brødet.

”Løgner,” alvoren fjernede al uskyld fra Johannas ansigt.

”Ikke mere en løgn, end hver energifyldt du føler dig,” Sandra var ikke til at rokke.

Hun kunne heller ikke holde til at høre på venindens brok meget længere. Havde hun haft noget gaffe-tape, havde hun måske endda spildt det på at tape munden sammen på pigen. Nej, det kunne faktisk ikke kaldes for spild...

Sulten må have overvundet Johanna, for hun endte med at gribe om brødet og slugte det næsten helt. Sådan endte hendes store eventyr; hendes grådighed kværkede hende i dårligt brød. Tanken fik hende til at små le. Komisk ville det faktisk ikke være. Hun så sig omkring. Hun ville ikke føle sig nær så tryg, havde Johanna ikke været ved hendes side. Pigerne turde stadigvæk ikke at tænde bål, og brugte de sidste stråler dagslys på at suge omgivelsernes idyl ind i sindet.

Sandra lagde og lyttede til nattens lyde. En underlig skinger og dog hul hylen lød ikke så langt derfra. Det kunne ikke være kommet fra nogen stor skabning, men dens forfærdelige stemme gjorde hende alligevel lysvågen. Hun mærkede stivheden i hendes ømme krop, og vendte sig lydløst om imod Johanna. Hendes veninde lå og drømte dybt. Der var noget fredfyldt over hendes ansigt, og hun kunne ikke få sig selv til at vække hende. Hun trænger virkelig til et ordentligt hvil. Hun kom på højkant og stod uden for teltet, med øjnene rettet imod skovens mørke. Den lette vinderuskede let i træernes kroner og fik det høje græs til at kildre hendes ankler. Hylet kom igen, og hun var helt sikker på at det kom fra et af de nærmeste træer. Der var ikke meget lys, men et sted deroppe var der et par store øjne, der reflekterede det tilbage imod hende. Sandra mærkede spændingen stige og hun kunne høre blodet suse forbi hendes ører.

Et lille hyl kom fra træet ved siden af, og endnu et par øjne stirrede ned på hende. Ville de hende ondt? Det første sæt øjne listede sig ned ad stammen, og hun kunne se de katte lignende form bøje sig smidigt. Den virkede pjusket og laset, som var det en barberet kat, hvor både en klump pels og en tot fjer var blevet limet på dens spinkle krop. Den standsede op lige inden jorden og stirrede igen undersøgende op på hende. Den havde en gullig plet midt på snuden.

Forsigtigt satte Sandra sig på hug og rakte lokkende hånden frem. Måske det var et par huskatte fra en nærliggende gård? Træernes blade lagde stadigvæk sin mørke skygge over skabningerne, og hun kunne kun ænse deres omrids. Hvis hun kunne få den ud i lyset, ville hun kunne studere den lidt nærmere an. Måske den havde et halsbånd med en adresse?

Den anden kat hylede opfordrende til den nærmeste kat. Hvad var de for en underlig race? En kat sagde ikke sådan. I hvert fald ingen af dem hun nogensinde havde stødt på. En pote kom til syne i lyset og hun snakkede beroligende til den med en næsten hviskende stemme. Dens store øjne ramte lyset og stirrede som to fuldmåner tilbage på hende. Den gule plet var slet ikke nogen plet, men et næb og de spidse katteører en samling fjer, meget lig med en hornugles. Sandra sugede fascineret luften helt ned i lungerne. Hun kunne slet ikke blinke.

Det raslede inde fra teltet, og den underlige skabning spurtede tilbage op i træet og de forsvandt hurtigere end Johanna kunne få sig klemt ud af teltet.

”Jonna,” hvislede hun: ”Jeg var lige ved at komme i kontakt med nogle søde...”

Hun tøvede, og Johanna stirrede forvirret på hende og de høje træer.

”Nogle hvad?”

”Det ved jeg faktisk ikke. Men de var meget nysgerrige og slet ikke ude på at spise os.”

”Det lød som to hyæner der var i gang med at sluge en ugle.”

Sandra fniste. Hun kunne faktisk ikke have beskrevet det meget bedre selv.

”Hvad laver du oppe? Havde vi ikke aftalt at vække den anden, hvis noget dukkede op, eller man skulle forlade lejren for at tisse?”

”Jo, men jeg havde ikke tænkt mig at forlade lejren.”

”Og hvis der dukkede noget op?”

Sandra sukkede og og rejste sig: ”Du har ret. Jeg kunne vare ikke nænne at vække dig.”

Hun gik forbi Johanna og kravlede ind i teltet. Der gik et øjeblik for veninden sluttede sig til hende.

”I det mindste er det rart at vide, det ikke er alle dyr der er ude på at æde os,” sagde hun med et bredt grin i hovedet.

Sandra vågnede med solen og følte sig pumpet med energi. De var snart nået storbyen, så ville alt nok løse sig. Johanna var allerede oppe. Som sædvanligt. Pigen sad uden for teltet og stirrede ud i luften.

”Hvad glor du på?” Spurgte Sandra drilsk og vendte sig imod den retning de var kommet fra.

Øjnene spilede op, og hun måbede. Endnu en måne var på vej op over horisonten. Den anden hang højt på himmelen, og snoede sin lyserøde hale efter sig. Når solen stod på sit højeste ville den anden måne forsvinde igen, men lige nu dansede den hoverende foran dem. Hvordan kan der være to måner? Jorden har kun én...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...