Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
884Visninger
AA

7. Sandra

Sandra vågnede udhvilet og med nakken øm af den hårde jord. Hun havde stadigvæk ikke vænnet sig til at sove på så hård en overflade. Hun masserede nakken og tog et kig omkring. Natten endte med at pigerne pakkede teltet ned og brugte det som et tæppe imens de sad op af klippen omkring bålet og varmede sig. Hun havde ikke været meget for ideen, men havde hurtigt glemt sit ubehag da flammerne først tog fat. Det var som om de havde brændt al mørket i, såvel som omkring, hende bort. Hun smilede kort for sig selv og kiggede på Johanna, der var i fuld færd med sin morgenration.

”Gem noget til senere,” Sandra børstede støvet af sig og gik over til veninden.

Johanna kiggede tvært på hende, men fik hurtigt et triumferende grin i ansigtet. Vejret var vindstille og røgen fløj stille til vejrs. Der var kun gløder tilbage af bålet nu. Solen var næsten allerede på sit højeste. Det gjorde den hurtigt heromkring. De hvide skyer på den lyserøde himmel, fik hende næsten til at føle sig som en prinsesse på eventyr.

”Vi må hellere få pakket sammen, og kommet videre,” Sandra hoppede en smule for at få blodet rundt i kroppen igen.

”Vil du ikke have...” Johanna tiede.

”Hvad er der?”

Johanna kom på benene, og så sig foruroliget omkring.

”Der er noget i vejen.”

Der var helt klart noget i vejen med hendes ansigt! Uroligheden smittede af på Sandra og hun kunne mærke det krible irritabelt i hendes fingerspidser. Der var noget der nærmede sig dem, men hun kunne ikke se noget. Hele hendes krop var i alarmberedskab, og hun var sikker på at det kom...

”Nedefra!” Hun fløj tilbage, og jorden gav sig under hende.

Sandra trillede rundt på jorden. Hun mærkede hvordan verdenen spandt rundt om hende, og grusstenene markere hendes arme og ben med blå mærker. Hun støttede sig til armene og fokuserede sin opmærksomhed på skorpionen foran hende. Den var mindst dobbelt så stor som hende selv og mindede faktisk mere om en kæmpe, behåret edderkop. De små hår rejste sig i hendes nakke, og de sorte plader glinsede i solen. En krog sad på dens lange hale, og var uden tvivl stor nok til at lamme en elefant! Den kløer var formet noget lig skovle, og var uden tvivl hvad der gjorde den i stand til at bevæge sig under jorden så hurtigt. De mange røde øjne stirrede vildt omkring sig. Seks ben raslede den imod hende, og hun trillede til siden i sidste øjeblik. Kloen landede med et bump hvor hun havde lagt for et øjeblik siden.

Hun hev vidlt efter vejret og fik sig kæmpet på benene. Fra denne vinkel gil skabningen hende til livet, og kloen var mindst dobbelt så stor som hendes eget hoved. Hun ænsede intet omkring hende der kunne blive brugt som et våben. Teltets støtter var uden for rækkevidde. Hun fik øje på Johanna der stod frosset fast og stirrede på edderkoppen stadig med en lap brød i hånden.

”Jonna!” Skreg Sandra og hev ophidset efter vejret: ”Stå ikke bare der!”

Edderkoppen kom imellem dem. Den havde set det lettere bytte, og var på vej lige imod Johanna. Kriblen i Sandras fingre tiltog. Hun mærkede omgivelserne som en del af hende selv. Eller rettere vandet der flød fra klipperne, rundt i jorden og ud i græsset. Hendes fingre ønskede intenst at røre ved det. Edderkoppen ville nå Johanna med sin klo om tre skridt. Sandra kastede sig til jorden, sugede luften dybt ind i lungerne og hev op med hendes arme, som havde hun rent faktisk fat i edderkoppen og kunne løfte den op og om på ryggen. Hun mærkede en vild kraft strømme igennem benene på hende og ud i jorden. En lettende fornemmelse bredte sig i hende, da energien fik kontakt med vandet der hilste hende som en gammel ven.

Edderkoppen fløj til himmels i en søjle af vand. Jorden knaste under Sandra og alt græs i området var tørret ud og krøllet sammen. Vandet faldt som et tungt tæppe omkring pigerne,, og edderkoppen faldt på sin sorte ryg. Under bundet var pladerne af en lysere grå, og dens ben vrigglede vildt for at få sig vendt. Halen fløj i alle retninger, og den hvinede umenneskeligt. Sandras krop blev pludselig tung, og det var svært at holde sig oprejst. Håndfladerne ramte atter jordens overflade og plaskede imod det tynde lag vand. Hun var gennemblødt, hendes krop rystede af overanstrengelse og det tunge tøj hjalp ikke på sagen.

Regnskyllet havde bragt Johanna tilbage til virkeligheden, men hun stod bare og stirrede omkring sig, som om hun ikke rigtig kunne forstå hvad der foregik. Sandras hjerte hamrede. Hjernen fyldte hende med forvirrende billeder og fornemmelser af vandets rolige rejse tilbage til jorden.

”Jonna!” hendes stemme skar igennem til veninden: ”Hjælp mig!”

Johanna stirrede hult på hende. Den vridende edderkop var næsten på benene, men Sandra havde ingen kræfter til at gøre det der skulle til. De lange støttepinde til teltet var på den anden side, og hun havde stadigvæk ingen følelse i benene.

”Hjælp mig!”

Johanna kiggede på edderkoppen. Hendes krop rystede vildere og vildere. Brystet fløj op og ned, som hyperventilerede hende. Hun faldt sammen. Tårer gled fra hendes øjne.

”Jeg kan ikke!” vrælede hun.

Edderkoppen var på benene. Den svajede en anelse og prøvede at genfinde balancen.

”Jo, du kan.”

Skabningens øjne faldt på pigerne, og Sandra kunne næsten mærke hvilke overvejelser den gjorde sig. Det var som om den tænkte. Kalkulerede dens situation. Dens intelligens skræmte hende mere end dens unaturlige form og størrelse. Det sitrede i hendes ben, men hun kunne stadigvæk ikke flytte dem.

”Jonna, du skal!”

Edderkoppen havde taget sin beslutning. Den bevægede sig langsomt imod Sandra. Den havde lært af sin fejl og var på vagt. Hjertet pumpede i hende som en kanin i fælden. Hun turde ikke se, men kunne ikke lukke sine opspærrede øjne. Dens hale kunne nå hende nu. Johannas skreg. Edderkoppen tøvede, og vendte hovedet så halvdelen af dens mange øjne kunne se på den anden pige, hvis skrig langsomt gled over i et krigsbrøl, så et dyrisk. Sandra holdte vejret. Hun kunne kun se halvdelen af venindens krop for edderkoppens hoved, men det var også nok til at se transformationen. Huden så næsten boblende ud under den sprækkede robe. Kappen gled af hende som det sidste, og afslørede en stående menneskeagtig, katte og hunde væsen. Nu mindede Johanna hende mest af alt om en varulv, med en lang plysset hale, og et tigeragtig hoved. Sandra måbede. To rasende blå øjne stirrede ud af den blonde pels.

Johanna kastede sig frem i den nye form. Edderkoppen svang sin hale, men hun greb den i farten. Hun klemte til og Sandra kunne høre det knase under venindens forstørrede hånd. Den hvinede igen, og svang sin nærmeste skovl. Den ramte Johannas knæskal og hun humpede tilbage med et brøl. Hun fik hurtigt fodfæstet tilbage, og knurrede arrigt af den. Musklerne spændtes og voksede en anelse under hendes spændstige hun. Edderkoppen dansede to skridt til siden, og Johanna fløj forbi. I et hurtigt tag fik hun sig stoppet, vendt og var over edderkoppen bagfra. Hun holdte hænderne solidt omkring krogens svang og rev til. Den hoppede op og ned for at smide hende af, men hun hang fast med sine ben. Halen gav efter og Johanna brølede triumferende. Hun hoppede af dens klamme ryg, smed kloen til side og samlede en stor klippeblok op i hænderne. Edderkoppen kastede sig frem, men for sent. Klippen ramte den lige i panden og mindst tre af dens øjne poppede under trykket. Kroppen blev ved med at vride sig, selvom hovedet var helt knust. Og Johanna var over den med det samme. Hun slog den igen og igen med sine knyttede hænder og brølede vildt.

Følelsen i Sandras ben var vendt tilbage med en svigende smerte. Hun fik sig kæmpet op og stå, og stirrede på det frygtelige scenarie foran sig. Var det virkelig Johanna foran hende? Hvad havde hun dog gjort ved sig selv? Oh Gud, det er min skyld!

”Jonna...” hendes stemme knækkede og hun rømmede sig: ”Jonna?”

Johanna holdte op midt i et slag og fik øje på hende. Et øjeblik stirrede de på hinanden. Dampen fnyste fra hendes næsebor der udspilede sig i sit vildskab. Pupillerne var helt smalle, og hun var mindst tre gange så stor, som hun havde været for to minutter siden. Sandra ventede anspændt. Hun havde en dårlig fornemmelse i brystet.

Johanna brølede af hende og stillede sig truende frem imellem hende og edderkoppen. Sandra trådte afvæbnende et skridt bagud. Blodet dryppede ned ad kløerne og pelsen på venindens hænder var fyldt af et lillaagtigt stads. Det gik op for Sandra at Johanna ikke var sig selv. Og det var ikke bare af krop, men selve hendes indre måtte stadigvæk være i oprør. Hun opførte sig som om edderkoppen var et bytte. Sandra kom i tanke om pigens sult over det sidste par dage. Hun kunne jo finde på at spise hvad som helst.

Forsigtigt bevægede Sandra sig bagud, men for hvert skridt hun tog, tog Johanna et større der bragte hende tættere på. Den snuste frem for sig, som for at se hende an. Hun kan ikke kende mig!

”Jonna?” Med en rolig stemme, forsøgte hun en sidste gang at komme i kontakt med veninden: ”Er du okay, min ven? Kan du ikke kende mig?”

Johanna brølede og kastede sig frem. Igen fløj Sandra til siden for sit liv. Hun kunne mærke suset af de skarpe kløer der var ude efter hende. Hvorfor kommer hun ikke til sig selv? Hun ønskede inderligt at veninden var ved hendes side. Klippen dukkede op forude, og hun drejede til siden over imod teltet. En kæmpe pote fløj ind foran hende og blokerede vejen. Hun mærkede den anden pote lukke vejen bag hende. Hun vendte ryggen imod muren og stirrede ind i Johannas forpinte øjne. Et øjeblik troede hun, at hun så veninden et sted derinde, men brølet lige i hendes ansigt satte hende på plads.

Det rungede i hendes ører, og hun havde problemer med at trække vejret. Hun ville have Johanna tilbage! Det kriblede i hendes fingre, og hun kunne mærke venindens misformede krop. Hvordan blodet flød rundt, og vandet isolerede kroppen og bragte livet rundt. Vildskaben flød rundt derinde. Hun ville række ud, men kom i tanke om stuntet med edderkoppen. Gjorde hun det samme, ville det med sikkerhed slå Johanna ihjel. I stedet forsøgte hun at bøje knæene og kaste sig ud under pigens store arme. Men et par kløer, skar sig ind i hendes lår og pressede hende imod klippen. Hun skreg af smerten, og bed tænderne sammen. Hun havde ikke overvejet Johannas ben, men hvis en edderkop var i stand til at tænke, så kunne veninden selvfølgelig også. På trods af hendes nuværende stadie. Vildskaben havde helt sikkert overtaget pigen, men hvorfor bed den ikke ud efter hende? Hun fik atter øjenkontakt, og blev kold som is ved hvad hun så. Hver en mimik i Johannas ansigt trak sig i fornøjelse. Som en kat der lejer med maden! Der var selvfølgelig ingen grund til at skille sig af med Sandra lige så hurtigt som edderkoppen. Det kriblede i hendes fingre, og fornemmelsen af den anden krop kom igen. Hun mærkede hvordan vreden varmede hendes indre og hun rynkede panden i vantro.

”Nu skal jeg lære dig ikke at lege lege med mig!” hvæsede hun og satte hænderne på Johannas blottede bryst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...