Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
885Visninger
AA

5. Sandra

Sandra forsøgte ikke at tænke på sin nøgne krop. Hendes muskler spændtes og hun var opmærksom på alle detaljer. Den mindre by havde lagt sig i en naturlig åbning i skovens barske landskab. Husenes ovale facon tilføjede fylde til stencirklens runde form. Stierne snoede sig de mest befærdede steder. Haverne og de græssende dyr gemte sig omkring hver ejendom. Hver en bevægelse blev fanget af hendes skarpe blik. Skyggernes dans bredte en skummel stemning i mørket. Gardinernes rislen dækkede de nysgerrige øjne, der stak frem i stenhusenes runde huller. Lyden af vand, der stille gled over en stenet bund, krøb sig til hendes øre.

Øglemanden stod i cirklens centrum og vinkede ivrigt. Hans menneskelige smil virkede akavet imod hans dyriske hoved. Øjnene sidder helt forkert. Sandra trådte behersket ind i cirklen. Hun holdte ryggen rank, men kunne alligevel mærke flovheden brede sin varme på hendes kinder. Fokuser!

”Kom frem og se, vi er blevet beæret med forfædrenes tilstedeværelse,” øglen rakte ivrigt sine arme ud i en bred gestus.

Forhænget – der i hvert hus udgjorde døren – blev trukket til side i huset til højre for hende. Sandra fór sammen, og rakte parat hænderne i vejret. I døren stod et barn, lige så væmmelig som deres guide. Skællenes farver var svære at aflæse i mørket, men de lagde sig i nogle lilla nuancer. Store sorte øjne stirrede forundret på hende. Dens lille hale svang energisk fra side til side. Den var klædt i en sort robe og suttede på sin tommelfinger. Sandra brød sig ikke om øgler, men dyede sin væmmelse ved deres menneskelige opførsel. En kvinde dukkede op i et andet hus, og Sandra åndede lettet op. Et menneske! Snydt igen. I kvindens mørke ansigt sad to gule øjne, og røde skæl markerede hendes hårkant. Hendes robe var grøngullig, med et sort bælte. Om halsen bar hun et sort tørklæde der kontrasterede hendes blege hår. Den kvinde så næsten mere mærkværdig ud end øglerne.

Cirklen blev lige så stille fyldt op med omtrent tyve menneskelige øgler. Ingen kom i nærheden af hende, men en mumlen bredte sig imellem dem. Hvorfor lige øgler? Sandra sukkede for sig selv. Ingen virkede fjendtlige, men deres blikke var ubehageligt interesserede i hende. Hun puttede åndsfraværende en arm omkring sig selv.

Deres guide gik roligt over til hende. Han havde hængt haren på en krog på, hvad Sandra gik ud fra, var hans hus. Han så sig spørgende omkring. Hans kropssprog var overdreven, for at få hende til at forstå.

”Hvor er den anden blege forfader?” Han spurgte uden tvivl efter Johanna.

Sandra tog sig et sidste kig omkring på de gloende ansigter. De virkede ikke truende. Faktisk virkede de bange for hende. Som kastede hun en forbandelse på dem, hvis de rørte hende.

”Det er okay, Jonna,” kaldte hun: ”Der sker ikke noget.”

Flokken veg forskrækket til side. Johanna kom listende frem fra mørket. Sandra havde slet ikke hørt hende komme, men smed forundringen til side. Der var sket alt for mange underlige ting til, at hun kunne tillade sig selv overrasket af den slags detaljer.

”I har vel ikke noget tøj vi kan låne?” Sandra gestikulerede til hendes rystende krop.

Flokken så undrende på dem og mumlede gættende videre. Johanna vadede ud i lyset. Hendes fødder så under klodsede ud og lignede til forveksling bjørnepoter med elefanthud. Hun greb fat i øglemandens kappe, hev op og pegede så alle kunne se.

”Tøj. Beklædning. Kluns. Forstår i?” Hun pegede derefter på Sandra og derefter sig selv. Kvinder og børn jagede forvildet indendørs. Johanna kiggede akavet rundt. Der var noget meget underholdende ved hele scenariet, som Sandra ikke kunne stå få. Latteren boblede ud af hende, og blev værre da flokken af øgle-mennesker kom farende tilbage med favnende fulde af rober, klæder, sko og perler. Hun mærkede hvordan latteren bar lettelsen med sig, og hun var lige ved at græde. Så meget pres havde hun alligevel ikke lagt mærke til havde lagt sig i hende. Men nu sivede den ud, som var det en ballon hvor man klemte mundingen sammen for at høre dens vibrerende hylen. Kvinderne hunsede omkring dem, smed klæder og perler om deres halse, målte hvis rober passede bedst, og løftede op i pigernes fødder for at måle skoene. Børnene hvinede rundt. Sandra kunne læse på deres kropssprog at de udfordrede hinandens mod, og at det skulle bevises ved berøring af de underlige skabninger. De fleste blev skubbet væk af kvinderne, og derefter råbt af af mændene, hvilken hun var meget taknemmelig for. Der er nok hænder på mig allerede.

Johanna stod som en ispind, og det var tydeligt, at hun gjorde hvad hun kunne for at beherske sin blufærdighed. Sandra havde fuld forståelse.

 

Feberen brændte hendes krop, og hun mærkede hvordan kulden kom i bølger for at ryste hendes krop. Sandra var ikke syg ofte, men hun vidste at denne gang var en seriøs omgang. Til tider vågnede hun og så ind i et par mørke øjne, placeret i et skællet hoved. Om de skæl var gule eller grønne kunne hun ikke sige, og det var alt for svært at samle tankerne. Hun fik ondt i ryggen af at ligge på græsmåtterne, og vandet smagte bittert på hendes opsvulmede tunge. Hendes mandler var hævede og hun kunne ikke tænke på en sygdom, hvor alle de symptomer blandede sig med i hinanden for at forstærke offerets ulidelige smerte.

En nat vågnede hun midt i at bliev madet med en træske. Hvad end det var der blev hældt i hendes hals, så var det grødet og klamt. Hun blev lænet af op en varm krop, og sveden føltes klam imod hendes ryg. Hun kunne mærke hvordan små dråber faldt fra armhulerne og ned under hendes arme. Det lugtede elendigt herinde. Af sved, bræk og fremmede urter. Hendes hoved rokkede på sig, og hun havde svært ved at holde sig ved bevidsthed.

Længere henne i rummet lagde Johanna og rystede vildt. To øgler sad og holdte ved hendes ben. Sandra ønskede at komme over til veninden, holde hendes hånd og være der for hende, men mørket sluttede sig om hende, som tæppet om hendes skuldre, og hun mistede sin bevidsthed midt i endnu en bid grød.

Hun vendte hovedet og kastede op i en skål. Hendes hoved føltes let, og maven brændte af urolig mavesyre, og endnu et spray af opkast væltede ud af hendes mund. Hun ville støtte sig på sin albue og tørre sig om munden, men hele hendes krop var slap, og det var kun et par brunligt skællede hænder der holdte hende på plads. Hun ville takke hvem end det var der hjalp hende, og forbande hvad end der havde gjort hende syg. Hendes øjenæble sveg og kogte i deres sokkel, og hovedet dunrede pulserende. Hun kunne ikke mærke hendes fødder, men kunne heller ikke se ned af sig selv, for at sikre sig at de stadigvæk var der. Det begyndte at snurre for hendes øjne, og hun gav efter til endnu en krampende opkast fra mavens urolige indre. Hvad sker der med os?

Sandra vågnede en morgen og følte hvordan hele hendes ømme kraft hægtede sig til jorden. Feberen havde lagt sig, og loftet svimlede ikke længere for hende. Hun kunne ikke beslutte sig for hvor vidt øglen der stirrede ned på hende, smilede eller bare blottede sine tænder. Den mumlede et eller andet uforståeligt til hende, og hun forsøgte at smile, men det blev ikke til meget mere end et ryk i mundvigen. Øglens hænder greb hende om skuldrene, og trak hende forsigtigt op at sidde, støttende imod dens sunde krop. En lille skål med den selv samme grødede masse lå klar til hende. Øglen holdte hende med den ene hånd og madede hende med den anden. Det var en sælsom fornemmelse, men havde det været farligt, ville hun have mærket resultatet for længst. Eller måske ikke. Hun havde ikke været i stand til at mærke andet end smerte det sidste lange stykke tid. Drømme om hjem havde plaget hendes indre. Drømme om den gang hun som lille havde haft skoldkopper, og tiden var langsomt gledet endnu længere tilbage, til den gang hun havde krybbesyge. Det var underligt at hun kunne huske det, men drømmen fik det til at virke så ægte.

Johanna råbte op ovre fra sine lag af græsmåtter, og svang omkring sig med arme der lige så godt kunne have været siddende på et lig. Så bleg havde Sandra aldrig set et andet menneske. Den var så bleg at selv snehvide ville have misundet en sådan hud. Sandra tog forfærdet et kig ned af sig selv, men hendes krop så langt sundere ud, på trods af den elendighed hun følte. Hvordan må Johanna ikke have det? Pigen skreg op foran hende, om krokodiller der jagtede hende. Hun blev ved med at kalde efter hendes mor, og tårerne trillede ned af hendes kinder. Sandra vendte hovedet væk et øjeblik. Det var et værre syn. Havde hun selv gjort det samme? Hvad dag var det? Hun prøvede at samle tankerne, men det var sværere end man skulle tro, og slet ikke lige til.

Hun pegede over imod sin veninde og nikkede. Øglen forstod ikke, så Sandra lænte sig frem. Hendes arme rystede under hende, og hun kæmpede sig fremad. Øglen kom på benene, og tog fat under hendes arme for at standse hende, men Sandra stak sin hånd fladt i vejret.

”Lad mig gå.” sagde hun roligt og så øglen i øjnene, og lod den se hendes beslutsomhed: ”hun har brug for mig. Lad mig gå”

Hendes stemme var mere hæs end hun havde forventet. Men hun blev sluppet, og efter et par anstrengengende bevægelser fik hun sig kæmpet over til vendindens side. Pigens hals bulede op og ned som hun hulkede spyttet i sig. En hver knoglen var synlig på hendes krop, og Sandra turde ikke løfte klæderne op. Det meste af hendes hud var dækket af badager, men enkelte steder kom en plettet hud til syne. Sorte bylder fyldte hendes blege hud med pestlignende udslæt. Pigen vred sig under hende, og Sandra kom til at røre ved en af dem. Den sprang op og hun fløj tilbage, men dens gullige væske ramte alliegevel hendes ansigt. Hun ørlede, men der kom intet ud. To hænder foldede sig omkring hende, for at forhindre hendes fald, og hun lod sig sænke tilbage ned på gulvet. Hun lagde og så på sin veninde, og frygtede for hendes liv, der så mere og mere ud til at forsvinde. Kæmp jonna, kæmp. Jeg ved du kan klare det.

Her lagde hun så, og kunne ikke gøre andet end at se til imens hendes kæreste veninde kæmpede for sit liv, over en sygdom hun aldrig havde hørrt om. Hendes egen krop var i forbedring, men hun lagde bare og så på det blege ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...