Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
1011Visninger
AA

3. Sandra

Den friske luft fyldte Sandras lunger. Hun kunne mærke solen på sig, og den fugtige jord klamrede sig til hendes ryg. Hun forsøgte at åbne øjnene, men lyset tvang dem sammen igen.
    ”Er du okay?” Johannas stemme rungede bekymret.
    ”Hvad skete der?” Sandra prøvede at sætte sig op, men kroppen gjorde modstand, og hun faldt sammen.
    To stærke hænder hjalp hende forsigtigt op at sidde. Hovedet drejede i svimmelheden, og hun blev nødt til at holde sig til den for at være sikker på hvor den var. Fuglenes pippen irriterede hendes hovedpine. Den tunge skovdunst sad i hendes halsen. Hun rynkede på næsen i kampen mod desorienteringen.
    ”Hvor er vi?” Pigen trak benene op og dækkede sig selv: ”Hvor er mit tøj? Hvorfor...”
    Hun åbnede øjnene og fór tilbage med et hvin. Det var ikke Johanna, der sad bøjet over hen-de, men en nøgen mand! Hvad sker der?! Sandra trak sig selv tilbage med den ene hånd og sparke-de ud efter den fremmede: ”Hold dig fra mig!”
    ”Sandra?” Manden afværgede sparkene med en del besvær: ”Er du okay?”
    Hun fik øjenkontakt med ham. De blå øjne stirrede forvirret tilbage på hende. Har jeg ikke set dem før? En gylden hårlok svang sig over det grove ansigt. Skægstubbe dækkede det brede kæ-beparti. Halsen med adamsæblet ledte videre til et par brede skuldre og et fladt bryst. Den slanke mave gled ned over hofterne, uden det mindste svang, og hans penis hang frit imellem de behårede ben.
    ”Hvem er du?” Hun gloede ondt på ham og hvæsede: ”Hvad har du gjort ved mig?”
    ”Jamen, Sandra,” manden rakte frem: ”Har du slået hovedet?”
    Pigen slog hånden væk med et rap: ”Hvor kender du mit navn fra?”
    Manden faldt tilbage, som havde ordene væltet ham af fodfæstet: ”Kan du slet ikke kende mig? Det er Johanna!”
    Sandra rejste sig hurtigt op, og manden sank sammen med armen forsvarende imellem dem.
    ”Nej, gu kan jeg da ej! Og du kan umuligt være hende!”
    Forvirringen stod skrevet i hele hans hoved, og han så fortvivlet på hende.
    ”Se på dig selv,” fortsatte hun: ”Jonna, er en kvinde!”
    ”Hvad mener d...” manden så ned af sig selv og tav.
    Et øjeblik stod tiden stille, og vinden gled blidt over deres nøgne hud og de små hår rejste sig i hyldest. Træernes blade rislede stille over dem og badede sig i solens lys. Græsset kærtegnede mandens almene krop. Han faldt bagover med et chokeret skrig. En fugleflok fløj til vejrs og vinden tog til. Sandra så sig omkring, men der var ingen omkring dem. Ingen til at hjælpe hende, og ingen til at se hendes nøgenhed.
    ”Hvad sker der? Hvad sker der? Hvad sker der?!” Manden kradsede inderligt på sin hud, og kunne ikke tage blikket fra sin egen krop.
    Sandra fik en ubehagelig fornemmelse i maven. Hun flygtede ikke, men holdte sig på sikker afstand af den vridende mand. Han blev ved med at kradse, og blodet gled fra neglenes tynde riller.
    ”Stop det,” hviskede hun.
    Flere røde striber dekorerede langsomt mandens krop. Han mumlede højlydt og panikken var tydelig for hendes blik. Sandras krop begyndte at ryste.
    ”Stop det!” Hendes stemme rungede i skovbrynet, og slaget ramte ham lige på øret.
Hun var overrasket over sit eget mod, men stod nu igen ubehageligt tæt på den fremmede, der stir-rede dybt ind i hendes øjne. Hendes vejrtrækningen steg, og hun ventede på en reaktion. Der kom ingen, men hans skæg forsvandt langsomt. Adamsæblet sank ind og mere feminine former overtog kroppen. Lidt efter lidt var det atter hendes veninde der sad i sit fulde væsen foran Sandra.
    ”Jonna!” Hun greb den større piges skrumpede skuldre: ”Du er tilbage. Jeg mener, du er dig selv igen!”
    Johanna så modvilligt ned ad sig selv. Et lettet åndedrag bragte smilet frem på hendes læber. Latteren boblede i Sandra. Hun slap den fri og de grinte desperat i kor.
    ”Se hvad du har gjort ved dig selv,” det kriblede irriterende i hendes fingre, og hun hev i græsset for at distrahere fornemmelsen.
    Johanna skar en grimasse, da hun forsigtigt rørte ved skrammerne. Situationens alvor ramte dem som et brag, og den hikkende latter endte brat. Der var faktisk ikke noget at grine af.
    Solen hang stadigvæk højt på himmelen, og lyste ind imellem træernes grene. Fuglene kvid-rede deres højtonede sange, som forsøgte den ene at kvidre højere end den anden. Vinden svang sig omkring Sandra, og bragte sommerens lugte af planternes pollen til hendes næsebor. Alt virkede helt normalt. Bortset fra at vi står nøgne i en skov... Himmelen var ved nærmere eftersyn mere lyserød end blå, og Sandra skimtede igen efter solen, for at sikre sig at hun ikke havde taget fejl. Nej, den var uden tvivl for højt på himmelen, til at det kunne være en solnedgang. Månen var også usædvanlig stor og tydelig for denne tid. Da pigerne bevægede sig nærmere skovkanten, lod Sandra mærke til at træernes bark havde brede årer der svang sig op langs stammen og ud til de kringlede grene. Hun kunne ikke mindes hvornår hun sidst havde set et sådan træ.
    Pigen ledte dem igennem skovens tætbevoksede områder, og fandt en dyresti der gjorde det nemmere for dem at bevæge sig videre. Tornebuskene havde tilføjet ekstra skrammer til Jonnas hud. Sandra – der bedre kunne manøvre sig rundt på skovbundens ujævne undergrund – kunne heller ikke undgå et par skrammer. Hun kunne mærke hvordan vablerne bredte sig under fødderne, og det var svært ikke at skære tænder når endnu en uventet gren under bladende truede med at prikke hul på dem. Til sidst mistede hun helt tidsfornemmelsen. Det blev langsomt mørkere, men hun kunne ikke beslutte sig for om det var på grund af at det blev aftenstid eller om det var træernes blade der sad tættere samlet desto dybere de bevægede sig ind i skoven. Det kan ikke være noget sted nær byen, tænkte hun. Vi må have gået i mindst en time, og ikke set skyggen af mennesker. Hun stoppede op og lyttede.
    ”Der er vidst vand forude,” mumlede hun lavmælt: ”Måske en bæk eller en mindre flod.”
    ”Vi burde finde den,” udbrød Johanna optimistisk og bevægede sig rask foran: ”Jeg så i et overlevelses program på Discovery Channel, at man skulle følge vandet, hvis man finder en flod. Det vil til sidst lede en til civilisation, for folk bor altid ved vandet.”
    ”Okay, så lad os gøre det.” Hvordan hørte hun mig?
Sandra fulgte trop, og holdte et nøje øje med omgivelserne. De forandrede sig ikke meget, men ly-den af rislende vand tog til, og træerne åbnede sig foran dem, for at gøre plads til en stejl skrænt. Hun lænede sig over kanten og så ned på floden i bunden.
    ”Hvordan pokker kommer vi derned?” Hun rettede sig op og så på sin veninde: ”Det ser alt for glat ud til at vi kan klatre. Vi har ingen tøj, og det bliver snart mørkt.”
    Pigen pegede op på solen der hang sig over horisonten. Himmelen var tilnærmelsesvis en mørk lilla nu, og skyernes guld tryllebandt hendes blik. Hun havde aldrig set en smukkere himmel.
    ”Vi kan følge den videre heroppe fra,” Jonnas stemme rev Sandra tilbage til virkelighe-den: ”Det er vidst også bedst ikke at blive våd.”
    ”Tror du vi finder folk inden det bliver mørkt?”
    Johanna tøvede eftertænksomt: ”Sikkert ikke...”
    ”Burde vi så ikke finde ly?” Sandras stemme insisterede.
    ”Men jo før vi finder folk, desto før kan vi få tøj på kroppen,” Johanna omfavnede sin nøgne hud og så helt forkert ud i hovedet.
    ”Den konfrontation slipper vi ikke for, Jonna,” hun rakte selvsikkert hånden frem imod sin blufærdige veninde: ”Om det bliver i dag eller i morgen. Lad os følge floden lidt mere, og se om der ikke dukker et sted op hvor vi kan finde ly.”
    Det var akavet at holde hænder uden tøj på kroppen, og Sandra ville – ligesom veninden – foretrække at blive beklædt hurtigst muligt. Hun kunne mærke sig selv skælve i den kølige aftenluft, men hun holdte hovedet højt og samlede al den selvsikkerhed hun kunne præstere. En af os bliver nødt til at holde hovedet koldt. Hun nød fornemmelsen af hendes arbejdende ben der bar hende stødt videre ned ad bakken, og det var overraskende let at få vejret.
    Johannas blik flakkede, og forsøgte at holde øje med hvor hun gik.
    Sandra stoppede op: ”Jonna, kan du godt se uden dine briller?”
    ”Du siger noget,” Johanna tog sig til ansigtet og kiggede undrende omkring: ”Hvordan kan det være?”
    ”Sikkert på samme måde som du kan forvandle dig til en mand.”
    ”Hvad mener du?” Veninden havde tydeligvis ikke opfanget sarkasmen i Sandras stem-me: ”Det her er for syret til at kunne være andet end en drøm.”
    Men Sandra følte sig i den grad vågen, og hun havde været på rigeligt med magiske eventyr i hendes drømme, til at kunne mærke forskel. Magi... Pigen begyndte at gå videre, med et øje på vejen og et andet på Johanna. Magi ville i den grad forklare en del, men det var jo urealistisk. Der var ingen på jorden med magiske kræfter. Maks et par tryllekunstnere med særdeles gode evner. Hun havde aldrig helt kunne se igennem deres tricks. Kunne de virkelig være magiske?
    ”Se derovre!” Johanna pegede ivrigt fremad.
    ”Hvor?”
    ”Derovre,” pigen næsten hoppede op og ned med sin pegefinger: ”Følg floden.”
    Sandras blik gled langs vandets spejlende overflade, over træerne kroner, ned ad bakken, og ud på søen der tittede frem forude. Pigerne stod i et nogenlunde åbent område, der gav udsyn nok til at se den og de høje bakker på modsatte side. De havde bevæget sig ind i en dal. Vi er uden tvivl langt hjemmefra, tænkte Sandra måbende. Johannas jubel aftog sig, og forvandlede sig til den sam-me måben. Hun havde sikkert lige fået den samme tanke. Hvor pokker er vi?
    Noget raslede på den anden side af floden. Johanna klemte Sandras hånd og smed hende ind bag et krat imod hendes vilje. Grenene kradsede imod Sandras hud, og hun vendte sig akavet om for at se hvad der foregik.
    ”Av,” Hun snappede efter vejret: ”Hvorfor gjorde...”
    Johanna stod foran hende. Hendes krogede fingre vred sig, og kløer havde erstattet hendes negle. Veninden hvæsede dyrisk. Pulsen steg i Sandras bryst. Hun kæmpede imod buskasets kring-lede grene for at komme på benene igen.
    ”Jonna, tag det roligt. Det er sikkert bare et lille dyr.”
    Men pigen holdte stift sit blik fast på det raslende buskas på den anden side af floden. San-dra tog fat om venindens arm. Musklen spændtes under hendes greb. En skikkelse dukkede op, og Sandra blev skubbet om bagved den større pige. Spændingen voksede sig i hende, og hun stirrede på den kutteklædte mand. Han lignede en der var på vej til et live rollespil, med sine lange støvler, handskebeklædte hænder og brede taskebeklædte bælte. Han bar en snare med en harekilling i den ene hånd og en kniv i den anden. Hendes blik gled ned imellem hans ben. Er det en hale?
    Manden stoppede brat op og så i deres retning. Hvad må han ikke tænke om os? Det var også lige meget. Der var jo en god grund til, at de stod, som de gjorde. Hvis bare jeg vidste hvad det var.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...