Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
891Visninger
AA

21. Johanna

Johanna stod og stirrede op ad de enorme træer foran hende. Mørket var for længst faldet over verdenen, men hun var blevet ved med at gå. Tårerne klemte på, og hun havde bidt sine læber til blod for at holde dem inde. Ikke endnu, de kan stadigvæk se mig. Men der var ingen i nærheden. Ingen overhovedet. Ikke i miles omkreds. Hendes ben var tunge og bad om nåde. Vinden bed i hendes robe og hev og sled i den. Det var intet i forhold til sletten på vejen til byen, men der havde hun i det mindste haft vand at drikke, et telt at sove i, og en veninde at…

Tårerne klemte og hun slog sig selv hårdt i hovedet. Hun mærkede blodet pible ned ad hendes forslåede kind, og hun så kloen på hendes hånd. Den havde reageret på hendes smerte, og den ubærlige løst til at skære den ud af hende selv. Det må være sådan en cutter føler når de stikker barberbladene ned i deres skind. Men hun følte ingen lettelse ved smerten, og det eneste hun formåede at opnå ved det hele var en brændende vrede i hendes bryst.

Skoven kaldte på hende endnu, dens dystre mørke ventede på hendes udstrakte hænder. Hun ønskede de stærke træers beskyttelse. De høje planters omfavnelser af hendes krop og stilhedens beskeder i hendes sind. På en måde vidste hun, at hun skulle være gået derind fra starten af. Fra det øjeblik de havde krydset sletten og nået dets frodige grænse. Al den sorg hun kunne have undgået. Hun faldt bedende på knæ et par meter fra det første træ. Hun havde ikke lyst til at opgive, men frygten havde fået sit tag om hendes hjerte, og trancen af gentagelsen af løftet var væk, og havde efterladt intet andet end en hæs stemme. Hun var sikker på at hun ikke ville kunne udtrykke et eneste ord, om så hendes liv afhang af det.

Hun vidste ikke hvor længe der gik på denne måde, med hende slapt siddende på sine ben med ryggen bøjet udmattet sammen. Hun vidste ikke hvad det var hun ledte efter i skovens skygger. Og hun var begyndt at tvivle på, at der overhovedet var noget der ventede på hende derinde. Det er sikkert bare mit hoved der driller mig, som instinkterne gør min krop. Hun mærkede sit forpustede åndedrag trække luft ind og ud af hendes lunger. Det var køligt, men ikke nok til at gøre ånden tåget.

Hendes øjne sank sammen, lettede en anelse og gav på ny efter for træthedens tunge vægte, der havde hægtet sig fast til hendes øjenlåg. Hendes puls faldt roligt, og kulden udmattede hendes krop yderligere. Bare et lille hvil. Så skal jeg nok gå derind, men bare et lille hvil først. Jeg kan ikke mere.

En stemme rømmede sig, og hun fór op. Hendes trætte øjne kæmpede en brav kamp med at fæstne sig på manden foran hende. Han bar ikke meget tøj, ikke mere end en kofte, men virkede alligevel ikke til at fryse det mindste. Hans blanke øjne genskan nattelyset, og han så på hende med væmmelse i blikket.

”Er det så dig, den gamle gnier ønskede jeg skulle møde?” Hans snøftede misfornøjet: ”Sikke en skuffelse”

Johanna mødte hans øjne. Der var noget over dem der misbehagede hende grufuldt. Som om han kendte hele sandheden, som om han kunne se lige ind i hende og vide alt hvad hun havde gennemgået, og at det på en måde var hans skyld. Væmmelsen i hans øjne sagde det hele. Pulsen steg stødt, hun spidsede sine læber stædigt og åndede stift igennem næsen. Der var noget over ham, hun så bestemt ikke kunne lide.

”Pas dig selv,” knurrede hun og mærkede tårerne trillede i hans nåde.

Hun tværede vredt de våde striber af kinderne med sit ærme, og vaklede på benene. Han var et halvt hoved højere end hun. Hans hud mærkere end Sandras, men hvor meget var ikke til at sige. Farverne var alle dulmet i natten, men ud fra hvad hun kunne bedømme, så han aldeles menneskelig ud.

Han smålo af hende: ”Javel, så vis mig hvad du kan.”

I et hurtigt sving havde hans stok prikket hende på skulderen. Mere end rigeligt til at støde den trætte Johanna tilbage til jorden. Han vil mig ondt.

”Det var ikke meget.”

Hun sprang frem efter livet på ham, men han var hurtig og undveg med lethed. Hun landede fladt på jorden, og vendte sig hurtigt om på ryggen. Hun ville trille frem og op, men stokkens tip lagde sig på hendes hoved og skubbede hende tilbage. Hun greb efter den som en flue i luften. Stokken forsvandt et øjeblik og placerede så et kirkekor af klokkerspil i hendes hoved. Det rungede på hendes ører og hun jamrede sig kort inden vreden atter tog over. Manden legede med hende. Det var tydeligt, som han stod der. Han gik hverken frem eller tilbage, men stod bare og ventede på at hun komj på benene igen.

Hun fór op: ”Stop det! Hvis du vil slå mig ihjel så gør det!”

Ingen reaktion. Ikke så meget som et ansigtstræk.

Johannas skuldre begyndte at ryste, og hulkene var umulige at holde tilbage.

”Jeg har mistet alt,” hviskede hun i sine hænder: ”Mit hjem, min familie og nu også min eneste ven!”

Slaget kom fra oven og landede lige i baghovedet.

”Av, for satan!”

”Tag aldrig øjnene fra dit bytte” der var en strenghed i hans stemme.

Alle de stærke følelser forvandlede sig til vrede i hende på et split sekund. Hvad rager det ham! Hun brølede, mærkede trangen til at ramme ham med hendes hænder. At flænse ham i småstykker. Trangen til at mærke hans varme blod på tungen. Trangen til at se ham dø. Han virkede kun overrasket et øjeblik, men det forsvandt hurtigt, og med to hurtige bevægelser lå hun ubevægelig med ansigtet i jorden. Stokkens spids prikkede hende i nakken.

”Rolig…”

Hun mærkede hjertet hamre i frygt. Hun havde nær mistet besindelsen igen, og slået en uskyldig mand ihjel. Jeg kan ikke bevæge mig! Hvad har han gjort? Hvad vil han gøre? Hun kunne ikke rykke på hovedet og se hvad der foregik. Som havde han læst hendes tanker, vendte han hende rundt med sin fod, og stirrede ned på hende. Hun stirrede chokeret tilbage. Var det et smil på hans læber?

”Nu forstår jeg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...