Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
888Visninger
AA

19. Johanna

Hver en del af Johannas krop prikkede og irriterede hende. Hun var rastløs helt ind til marven. Efter Sandra havde fundet det indhug i væggen i tunnelen, havde det kun været et spørgsmål om tid, inden den svindler af en tyv og hans bande havde fundet dem. Hun havde hørt deres fødder igennem tunnelen, og i desperation kastet sig imod væggen igen og igen til den gav efter, og begge piger var faldet ud i lyset. Hvad der ventede dem der, kunne ingen have forudset. Da støvet først havde lagt sig, viste det sig at de igen var omringet alligevel. De stod på en forhøjning i et stort stentempels rum, og to udklædte præster lå på knæ for pigernes fødder.

Alt havde været forvirring og adrenalin derfra. En mand så gammel, at det var umuligt at gennemskue hvilket dyr han var forenet med, havde leet hæst. Hans ekko havde fyldt salen en kort stund inden folkemængden havde brudt ud i alverdens snak. Helt sikkert om det mærkværdige der lige var sket. Havde Sandra ikke holdt hendes hånd, ville Johannas hjerte sikkert have eksploderet af overanstrengelse. Soldater havde nærmet sig dem igennem mængden med deres skarpe spyd, men den gamle mand og præsterne havde stillet sig på deres vej, hvilket lod til at have været nok til at standse dem i deres march. Dem kunne vi godt have brugt på torvet!

”Jeg er så træt,” Sandras stemme hev hende tilbage til de nuværende omstændigheder: ”Ben træt.”

Johanna vendte sig fra tårnvinduet. Der var alt for langt ned til jorden herfra, og selv der var der en lang mur der virkede som en uklatrelig kløft. Hendes veninde lagde på sengen med lukkede øjne. Hendes åndedræt hævede og sænkede langsomt hendes brystkasse. Lokalet lignede ikke en celle, men Johanna vidste at døren var låst og at der stod vagter ude foran. Den gamle mand havde forsøgt at forklare dem noget inden døren blev smækket i, men det havde været fuldstændig uforståeligt.

”Hvad tror du der sker?” Johanna prøvede at kontrollere uroen i sit indre, men stemmen afslørede hende.

Sandra rokkede forgæves på skuldrene. Det blev ikke til mere end et ganske simpelt træk. Johanna sank sammen på bordkanten. Hun mærkede hvordan hendes krop skreg på hvile, men hun var alt for anspændt til at kunne slappe af. Hvad mon de venter på? Hvad vil de gøre ved os? Hun brød sig ikke om blikket den gamle havde givet hende.

”I det mindste er der ikke folk der angriber os herinde…” Johannas mumlen var ment til hende selv, men Sandras mørke øjne gled hen over hende.

Hun kunne ikke helt afgøre hvad det var de fortalte. Det bankede på døren og Johanna fløj op og stå. Nu kommer de efter os!

Døren gled op og ind kom to fyldige fugle med hver deres fad af vand, mad og klæder. Samme vending som vagttårnet på handelsruten. Fornemmelsen betryggede hende en anelse. Hun genkendte det ene ansigt fra turen herover fra templet. De havde krydset en stor åben gård med huse bygget af intet andet end stensøjler med et tag af stof eller sten. Meget græsk. Johanna holdte nøje øje med fuglen. Hendes gule fjer puffede en anelse ubekvemt ved pigens stirren, men hun var ligeglad. Det blik fuglen havde givet hende var ikke for venligt stemt heller. Hun havde sladret højlydt med en gruppe andre dyriske folk. De havde stået i et hjørne, og ikke haft et snert af anstændighed. Men hun sagde intet i dette øjeblik. Johanna fnøs. Kylling.

Damerne forlod hastigt lokalet, og Johanna kunne høre deres klukken ude i hallen. Deres grænseløse mangel på respekt irriterede hende grusomt. Hvis jeg havde placeret min næve i hendes klamme fjæs, havde hønen nok haft en anden lyd.

”Jeg var slet ikke klar over hvor sulten jeg var,” Sandra stod og proppede en fed ost og kiks ind i munden.

Synet af venindens mangel på bordmaner bragte et fnis fra Johanna. Det var første gang på hele turen, at hun havde formået at slippe det. Selv når de var alene i ødemarken. Johanna stak hånden ned i et fad mistænkelige klumper, der mest af alt lignede forstørrede rosiner. Hun sniffede til det og proppede en håndfuld i munden. Sødmen overvældede hendes mund, og hun var lige ved at spytte dem ud igen. De var lige så syrlige som umodne bær, og næsten lige så tørre som kiksene i venindens hånd.

”Ad, for fanden!” hun spyttede dem straks ud igen: ”De må være sindsyge eller ude på at slå os ihjel.”

Sandra så skeptisk på hende og tog et enkelt stykke fra skålen. Den røg med en svift bevægelse ind i munden på hende, hvorefter hun tyggede omhyggeligt på den.

”At du kan…” måbede Johanna tvært.

”Tricket er ikke at være grådig.”

Johanna fnøs og gennemsøgte tallerkenen efter kød. Hun hungrede sådan efter det, men fandt intet der kunne ligne. Det trak sig syrligt sammen i hendes mave, som bærene havde gjort ved hendes mund. I stedet hoppede hun over det sidste ost og knaste grådigt de sidste stumper kiks. Det føltes godt at tygge på noget. Hun sniffede mistænkeligt til bægret, og var glad for at finde at det bare smagte af vand. Hun var lige ved at kløjes i det, og Sandra klappede hende på ryggen. Johanna åndede lettet ind, satte bægret tilbage på fadet og gav sig i kast med at fortære resten af maden på hendes fad. Men hun holdte sig langt fra de syrlige bær. Da det var ovre gav hun sig i kast med resterne på venindens tallerken.

”Er der ikke mere?”

”Mere? Du har lige spist mindst et kilo værd af ost og blommer.”

”Hm?” Johanna slikkede fraværende på sine fingre, og overvejede lokket bærerne.

”Måske kommer hende fuglen igen?” hun så håbefuldt på døren.

”Ja, med hele køkkenet i sin baglomme.”

”Tror du det er muligt?”

Sandra lo: ”Hvad tror du selv?”

”Man ved jo aldrig med det her sted…”

Sandras underholdning på hendes bekostning varmede ikke så meget smom hun havde håbet.

”En skam der ikke er et bål herinde.”

”Hvorfor? Fryser du, Jonna?”

Johanna smilede lumsk: ”Nej, men hvis kyllingen kom tilbage kunne vi få os et ordentligt måltid.”

Sandras underholdning endte brat: ”Det mener du vel ikke?”

Johanna gemte et suk og vendte ryggen til veninden. Hendes mave knurrede endnu, men ikke fordi den eneste ulåste dør herinde fristede hende. En dør ind til latrinet. Da hun først havde fundet døren ulåst, var håbets vinger grebet hende, men stanken svang sig om hendes hals og hev hende tilbage i mudderet. Hun ville ikke bruge det latrin, om så de umættende blommer hun havde spist gav hende tynd mave.

”Nej,” det var kun halvt en løgn.

”Godt,” men Sandra lød ikke overbevist: ”Så kom her over og lad os få et bad og noget rent tøj.”

Et bad var nu så meget sagt, men det var rartt at få vasket det meste snavs af kroppen med de rene klude, der hurtigt farvede fadene brune af snavs.

”Sandra se!” Johanna rakte en lille klump sæbe frem, der havde gemt sig i et lille stykke klæde.

Sandra gispede af begejstring og kunne ikke mestre sig selv, imod det at række frebrilsk ud efter denne let oversete gave fra oven.

”Jeg har aldrig været så glad for at se en lille fedtet klump før,” der var næsten tårer i hendes øjne, og hun hev dem tilbage med et dybt snøft: ”Lig så det tøj fra dig!”

Johanna standsede midt i sin gennemrodning, efter klæder der kunne passe hende.

Sandra hev sæben op foran den større piges øjne, viftede med det og smurte så hendes egne hænder ind i den fedtede masse: ”Sæbe først.”

”Okay, mor.”

Veninden himlede med øjnene og begyndte at vaske sig. Johanna tog gladelig imod sæben, og mærkede den velkendte trang til at føle sig ren. Det var så længe siden, og hun havde fortrængt behovet for at forhindre sig selv i at gå til af frustration. Fedtklumpen afgav små dele af sig selv, der så let som flydende sæbe strøg sig over hende hænder og hoved. Hun bildte sig selv ind, at porerne i hendes hud åbnede sig og blev renset en efter en. Hvordan skidtet fra hendes indre forlod hendes krop. Hun nød letheden og smed hurtigt alt tøjet af sig. Hvert eneste lag var fyldt med støv og hun smed det i en bunke ovre ved døren. Hektisk blev sæben påført over det meste af hendes krop, hvorefter hun lagde klumpen på bordet til den anden pige og begyndte at gnubbe sig ren. Hun startede med håret og bevægede sig stødt og nedad. Sæben kildrede blidt og hun blev helt rød på armene af gnubberiet.

”Vil du ikke ordne min ryg?” Johanna vred sine skuldre for at vise hvor hun ikke kunne nå.

Sandra adlød og begyndte at gnubbe med venindens klud: ”Hvordan vil du få det vasket af dig?”

Johanna ventede med at svare til den anden pige var færdig. Hun var nu dækket af snavset fedt, der imellem hendes tæer gjorde det hele meget mere glat. Hun tog fat i sin skål med vand med begge hænder, løftede den op over hovedet og vendte den akavet. Alt vandet flød i en pærevelding ud på over hende, og bar alt skidt og sæbe af hende fra top til tå. Sandra trådte tilbage for ikke at blive ramt.

”Ej, Jonna! Se nu der, det ryger jo ud over det hele. Det er ikke et badeværelse vi står i,” hun pegede ned på gulvet hvis plankker lod vandet sive ned imellem sig.

”Jeg håber ikke, at der står folk lige neden under os,” Johanna gled kækt sine læber til side, og så på sin veninde med et blink i øjet.

Hun tog det lille tørre klæde og begyndte at gnubbe de sidste rester af sig.

”Skal jeg gnubbe dig på ryggen?”

”Nej,” Sandra så stædigt på hende: ”Du har lavet nok svineri herinde.”

”Der er da ingen der kan se forskel på om du også tager en tur,” Johanna svang klædet om sig, så det lige akkurat dækkede hendes bryster og mellemgulv.

Veninden så på døren og overvejede det tydligvis. Det var intet under at den anden også ønskede sig ren.

”Bare se på mig! Jeg føler mig som et nyt menneske,” lokkede Johanna.

Der var længsel i venindens blik. Hun nikkede overgivende og rakte armene frem.

”Så skynd dig og hjælp mig ud af det her tøj.”

Johanna valtede et par skridt frem og greb fat i bordet, da hendes fødder gled i en listig klump afskyllet sæbe. Hun kiggede frygtsomt på døren, men vagterne lod ikke til at tage sig af den rumsteren de lavede herinde.

”Er du okay?”

Hun nikkede og gik i gang med at hive venindens poncho over hovedet på hende. Med Johannas hjælp, kom Sandra hurtigt ud af tøjet og skrubbet ren. Johanna kunne ikke dy sig og prikkede veninden i siden.

”Stop det, Jonna!”

Johanna fniste og færdiggjorde hendes arbejde på ryggen af den anden. Hun rakte den mindre pige bowlen med vand.

”Du gør det. Så kan jeg får armene med.”

Sandra svang sine arme slap op over hovedet og tog imod det strømmende vand med et smil. Johanna kendte kun forenemmelsen alt for godt. Det var vidunderligt at føle sig ren. Vandet plaskede ud på plankerne. Sandra tog sit eget lille klæde og tørrede sig ren med, men smed det på gulvet i stedet for om sig selv, da hun var færdig. Hun forsøgte forlegent at tørre det meste op.

”Det meste er allerede nået igennem sprækkerne.”

”Ja, men alligevel…”

Johanna rokkede på skuldrene og begyndte at rode igennem de nye rober der var blevet lagt frem. Hun holdte et stykke lilla stof op for sig med et hvidt T-formet stribe på hvert løst ærme. Det lod til at de fugle havde et bedre øje for størrelser end soldaterne i tårnet. Hun smed håndklædet over i bunken med det snavsede tøj og trak roben over hovedet. Der var intet mærke til at markere den rigtige retning, men hun gættede at udskæringen var en anelse dybere foran.

”Wauw, lilla klæder dig godt.”

”Virkelig?” Johanna plejede ikke at gå i så farverigt tøj, og ville hellere have foretrukket uniformen fra før.

Hun rodede tøjbunken igennem igen, fandt et bælte og mumlede: ”Der er ingen leggins.”

”Og så?”

”Jeg er træt af at rende rundt i bare ben,” hun bandt det brede bælte om taljen, som fuglene bar deres: ”De har ingen undertøj, men i det mindste føltes leggins lidt mere… naturligt.”

”Det er bare noget man skal vende sig til, selvom jeg nu også gerne ville have haft nogle leggins.”

Johanna fik øje på en fugl der fløj forbi vinduet. Dens sorte fjer varslede om solens farverige nedgang, og hun mærkede en fjern trang til at sprede sine vinger og følge efter den. En fugl er aldrig nøgen, når den er dækket af fjer. Hun følte sig nøgen, som om roben slet ikke dækkede noget som helst. Øglernes landsby kom til syne, og hun mærkede atter feberen brænde hendes pande og de mange blikke på hendes nøgne hud. Hun holdte trøstende om sig selv. Lige meget hvor hun var, følte hun sig grim og anderledes.

Bankene på døren rev hende ud af hendes tankestrøm, og hun trak vejret dybt i forberedelse. Hendes mund blev tør, og hjertet lod sig ikke til at komme sig over chokket lige foreløbig.

”Jonna! Noget tøj,” Sandra hviskede opstemt og gav tegn til den anden med sine hænder.

Johanna greb fat i den himmelblå robe og kastede den til veninden. Hun greb den og nåede lige at få den på kroppen inden døren knirkende gik op. Ind trådte den gamle mand med det lange skæg fra før. Hans stok klinkede imod træpladerne, og det var som om en evig brise fik hans lange skæg til at svaje. Han stoppede op da det begyndte at sjaske under hans fødder, og han betragtede det våde gulv. Hans øjne gled op og så på pigerne. Johanna så misbilligende på ham. Han morer sig?

”Jeg ser at, i har nydt godt af mine gaver,” hans stemme var lav men klukkende: ”Det er godt at se at, i ikke afholdes nydelser under omstændighederne.”

Johanna tog et skridt nærmere veninden.

”Hehe, ingen grund til at frygte mig forfader,” hans morsommelige udtryk gled over i en alvorlig mine: ”Kongen er ved at lave sin afgørelse om jeres skæbne.”

Johanna forstod ikke hvad han sagde, men brød sig bestemt ikke om det. Heller ikke det faktum at den gamle snakkede som om pigerne rent faktisk forstod ham. Der lød trin ude fra trapperne og den gamle vendte sig forbløffet.

”Oh? Det var hurtigt.”

Ind trådte en fuglet mand med sorte fjer. Hans brede næb mindede om en ravns. Hans hårde øjne bragte sikkert ikke godt nyt. Den gamle trådte ind foran, for at påminde den nyankomne om hans tilstedeværelse, men ravne manden lod ikke til at tage sig af det. Han må også have meget indflydelse.

Kongen,” han holdte en kunstpause, så forbi den gamle og direkte på Johanna og rakte et forseglet pergament op i sin fjerede hånd: ”Har taget sin beslutning.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...