Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
896Visninger
AA

16. Johanna

Johanna følte det som var hun lige vågnet fra en drøm. Blodets hårde slag imod hendes tindinger var ved at lægge sig, og hendes øjne havde vændet sig til det lave lys fra kælderens åbning. Der var en uhyggelig stilhed deroppe fra, hvis ekko fik det til at snurre hernede. Sandra sad ovre i et hjørne op ad en tønde. Der var flere af dem rundt omkring hernede, men ikke meget mere plads end at de kunne strække benene. En form for sæk hang ned fra loftet over hende, og hun skubbede den til side. Det virkede som om der var kartofler i den. En rotte sivede forbi hende, og hun fik et chok. Hun lyttede intenst et par sekunder efter om der var nogen reaktion. Døren ned til kælderen forblev lukket, og hun åndede lettet op. Nu ved jeg hvorfor de hænger maden fra loftet.

”Jonna?” Sandras stille stemme sitrede en anelse.

”Der var en rotte, det er ingenting.”

Johanna listede over til veninden og gik på hug. Deres redningsmand sad og studerede dem. Hun brød sig ikke om hans visne, gule øjne og de rådne tænder hang løst i hans mund når han smilte. Der var intet betryggende omkring ham. Hun skænkede en kort tanke til tandbørsten, og håbede ikke at de var tvunget til at blive her så længe, at hendes tænder ville se sådan ud når de kom hjem. I så fald ville det blive en dyr omgang ved tandlægen. Han smilte akavet til hende i mørket. Og de klamme tænder kom til syne. Hun skar en grimasse, og vidste at hun ville betale hvad som helst for at undgå en sådan skæbne.

Tyvens spidse ansigt rystede en anelse, og han pep altid over den mindste lyd. Det var ikke til at sige hvilken type dyr han var, men det var i hvert fald ikke af den modige slags.

”Jeg slog den... den mand ihjel.”

Johanna vendte sig atter imod veninden, og lagde en omsorgsfuld hånd på hendes knyttede hænder. Veninden var stadigvæk helt anspændt, og hun stirrede ud i ingenting.

”Der var ingen anden vej,” hun forsøgte at lyde sikker i sin sag: ”Han ville have slået dig ihjel, og du havde intet gjort.”

Johanna slap uden selv at skulle have slået nogen ihjel, og hun tvivlede på at hun var i stand til det. En edderkop var en ting, men selv den forvoksede myrer derude havde været menneskelig. Et menneske var en helt anden sag. Gud, hvor det stank af lummert støv hernede!

Tyven rømmede sig og vaklede på benene. Det var et ynkeligt syn at se ham forsøge at glide sine hænder sammen, og så mangle den ene. En vane hans nervøsitet sikkert havde givet ham. Han tog et par skridt tættere på, og Johannas muskler spændtes en anelse. Han stank sødt som røgelse og surt som dyrisk afføring. Så hellere den lumre lugt fra kælderen. Han viftede med sin raske hånd, en tydleig gestus til pigerne om at flytte sig.

”Kom, det er tid til at komme op og stå.”

Johanna hev blidt i Sandra. Hun nikkede stift og tog imod hjælpen fra den større pige. Pigen rømmede sig og trak en stor bid luft ind igennem næsen, til hendes lunger strakte ribbenene til yderste kapacitet. Hun kiggede spørgende over på tyven.

”Hvad nu?”

Som havde han forstået spørgsmålet pegede han på tønden, og begyndte at skubbe på den. Han bandede enten over dens vægt, eller hans afhuggede hånd der nu lå et sted ude på torvet. Det første blod. Dråben der havde udløst det hele. Folkene var jo gået fuldstændig amok, som havde det været Sandra der havde kappet tyvens hånd af. Det gav slet ingen mening.

Pigerne lagde ryggen i og de fik skubbet tønderne til side en efter en. Endnu et hul kom til syne. Johanna bukkede knæene og kiggede ind. Der gik ikke langt ind før mørket blev for tykt til at kunne ænse hvad der ventede, men en træplanke virkede som en mild sænkning ind til et større rum hvor de ville kunne gå oprejst. Hun kiggede suspekt på tyven.

”Hvor fører den hen?”

Tyven vimsede ved den hårde tone i hendes stemme, og Sandra daskede hende på skuldren på håndryggen.

”Han har lige reddet vores liv!”

Johanna bed tænderne hårdt sammen. Det var som om Sandra helt havde glemt det voldsomme optog der lige var hændt et par meter fra hvor de stod. Nej, selvfølgelig har hun ikke glemt det. Det er sikkert bare mig der er fjollet. Men der var noget i hende som sitrede ved hver sansning af hans beskidte væsen. Hun rettede ryggen og stirrede stift på ham. Hun ønskede inderligt at holde kniven, som hang fastspændt i hans bælte, i sine hænder. Det ville i det mindste give en smule sikring.

”Efter dig.” Hun rakte hånden fladt ud imod hullet.

”Jonna!” Sandra hvislede.

”Hvad? Jeg bad ham bare lede an.”

”Det var ikke hvad jeg hørte,” suspekten var klar i venindens toneleje, og hun var ikke meget forkert på den.

Der var ingen måde hvormed hun ville tillade nogen som helst, at vandre bagved hende med en kniv i deres besiddelse. Ikke efter hvad der lige var sket deroppe. Pludselig trådte Sandra foran og kravlede på alle fire igennem hullet. Johanna bed sig i læben. Stædige asen! Hun så bidsk på tyven der smilte tilfreds. Smilet forsvandt dog med det samme, da han fik øje på hendes intense stirren, og han kravlede rystende ind i hullet efter Sandra. Johanna tog sig et sidste kig rundt i lokalet, men fandt intet der kunne bruges til forsvar, skulle de støde på noget uventet under jorden. Der lagde et reb på en af tønderne, men det var godt gnavet igennem af rotter. Hun bandede bidsk og fulgte efter de andre.

De stod nede og ventede på hende med en fakkel i Sandras hænder. Små gnister sprang mellem tyvens fingre. Johanna mærkede efter i sin lomme. Hendes to glaskugler var forsvundet. Den tyv! Du husker vel nok hvordan du selv fik fingrene i dem? Hun så overraskende meget fra de små gnister, og da flammen i faklen blev vagt, var lyset lige ved at blænde hende. Hun holdte sig for øjet og udgav en beklagende lyd. Da øjnene var faldet til ro, dukkede der en lang vej op forude. Over den var der en cirkel med en anden cirkel inden i hakket ind i den hårde jord. Et hemmeligt symbol?

Johanna vadede med faste skridt over til deres guide og rakte en hånd op for sig. Han tog et uskyldigt kig på kuglerne, lagde dem forsigtigt tilbage i hendes hånd og trak da sin egen hurtigt tilbage, som om han var bange for at hun skulle bide den af. Men hun havde fået nok vold for en livsalder, og fandt at der skulle mere til end simpelt tyveri, for at vække dens slags lyster i hende i virkeligheden. Det er altid nemt at forestille sig det. Blodet og de vredne kroppe på torvet stod klart for hendes blik. Men i virkeligheden er det langt fra lige til.

Tyven ledte an med Sandra lige i hælene. Hun bar faklen og han bad hende tit løfte den op for at notere de forskellige tegn over grenene. Tunnelen var ikke bredere end lige nok til at en enkelt person med brede skuldre lige akkurat kunne gå oprejst. Johanna fik fornemmelsen af, at tunnelerne med dets massevis af grene, formede sig som et spindelvæv under jorden. Hun skælvede ved tanken om hvilken edderkop der kunne bygge en sådan tunnel, og gjorde selv sit bedste for at notere de forskellige tegn. Det lod til at de bevidst fulgte tegnet bestående af en stående fugl med en orm i næbet. Gad vide hvad den symbolik betyder? Sikkert ikke noget rart.

Hvor lang tid der gik inden de nåede et åbent areal, vidste Johanna ikke. Det virkede alt sammen som en evighed hernede, og luften blev bare værre og værre. Hun følte sig en smule klaustrofobisk, men i det mindste var der ingen sindssyge folk her, der bare overfaldt folk på grund af deres udseende. Men hun holdte nu alligevel øjnene åbne. Hun var ikke typen der lod et sådant adrenalin bombardement gå forbi uden at lære af det. Et åbent areal var nu alligevel for meget sagt. Der var højere til loftet, men gangen var ikke bredere end at ca halvanden mand kunne ligge på jorden fra væg til væg. Der var tre andre gange, ud over den de lige var kommet fra. Der var en firkant over den, og fuglen med ormen i sit næb var over gangen overfor. Skråt til venstre var der en vej med en snoet slange, og på den modsatte side en gang med to bølgede linjer synkronisk over og under hinanden.

Tyven snuede luften ind igennem sin spidse næse i små drag, og Johanna snuste selv ind. Det eneste hun kunne lugte var røgen fra faklen. Han vendte sig imod pigerne og rakte sin stump i vejret. Den fløj rystende tilbage til hans side, da han fik øje på det hæslige syn, og den venstre kom op i stedet for.

”,” hånden blev til en udstrakt finger: ””

Han snakkede langsomt, og rokkede hovedet frem og tilbage imellem de to piger, for at sikre sig at de havde forstået. Der var ikke meget at misforstå, og Johanna gryntede utilpas. Hendes puls fluktuerede en anelse.

”Okay vi venter her,” Sandra nikkede bevilligende, og ville række ham faklen, men han insisterede på at hun beholdte den.

Jeg fatter ikke hvordan hun kan tage hans usle smil så roligt. Tyven bakkede langsomt bagud, vendte sig og trippede hastigt ned ad gangen med fuglen. Johanna lyttede efter hans skridt. De virkede lydløse, som om han sneg sig rundt omkring overalt hvor han gik. Med den behandling, som han havde fået fra vagterne, så havde han da også en god grund. Faklen knitrede stille. Der var sikkert et par timers liv i den endnu. Johanna sukkede kort og dybt, og traskede forbi sin veninde.

”Hvad laver du?”

”Bliv her,” Johanna vendte sig og puttede begge hænder op foran hende som to stopskilte: ”Jeg er straks tilbage.”

”Jonna!” Sandra hvislede, åndede irriteret ud og stampede i jorden: ”Kom tilbage.”

Johanna ignorerede hende og listede sig på lette fødder igennem mørket

”Du driver mig til vanvid!” Lød det bag hende.

Faklens lys forsvandt straks efter hun kom forbi det første sving. Johanna følte natteblindheden uskadeliggøre hendes øjne, og hun lagde håndfladen på muren til hendes ene side, og holdte den anden op foran sig. Hun holdte sig tæt op ad muren, og trådte langsomt for at mærke efter om noget kunne knække under hendes vægt, inden hun trådte ned. Der kom endnu et knæk og lugten af røg fik hendes øjne i vand. Hvem tændte ild et sted hvor det ikke ville kunne komme ud? Hun bekæmpede en hård trang til at hoste, og krummede sig en anelse forover, for at undgå det værste.

Der dukkede et hjørne op længere fremme, som var tydelig for hendes øjne på grund af det ildskær, der spredte sine orange farver på væggen og væltede frem og tilbage som bølgerne på stranden. Der var mere end én skygge på muren overfor, og hun hørte stemmer. Pulsen steg en anelse, og hun fik sværere ved at forholde sig rolig. Hun sugede forsigtigt luften ind, bange for at selve hendes åndedrag skulle skabe ekko ind til stemmerne, og afsløre hendes tilstedeværelse. Hun sank spyttet ned igennem halsen, og tørrede tårerne væk. Med hver fiber i hende parat til at blive opdaget da hun så forsigtigt, som hendes spændte krop ville tillade hende det, stak hovedet frem omkring muren. Åh, fuck!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...