Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
1018Visninger
AA

14. Johanna

Johannas tanker cirkulerede rundt i hendes hoved efter gode navne. Hun kunne slet ikke komme i tanke om noget hun hellere ville hedde end Johanna, men nu havde hun jo lovet det. Christina var vel et pænt navn? Chris? Nah, noget mere eksotisk vil nok være bedre.

Man skulle tro at hun fik massere af ro til at tænke, når soldaterne red på god afstand, men al mylderet fra vejen, omgav hende og brød koncentrationen igen o igen. Hun prøvede at fokusere. I det mindste havde hun sit gode helbred. Hun så ned på en familie med deres syge børn åp slæb. Det var ikke kun mennesker der fik snot rendende ud af næsen på denne tid af året. Kunne de have allergi? Alegra... Nah.

Min hjerne bliver frityrestegt i det her vejr, og fedtet kommer fra mit eget hoved! Hun så på solen, hvis stråler bagte hendes ryg, og den nøddebrune kappe sugede en hver stråle til sig. Hun slugte vandet fra skindene hurtigere end nogen andre i selskabet, og det var heldigt at vagterne kendte området så godt. De vidste lige hvor der kunne findes vand på vejen, men der var ofte lang kø. Hun var meget firstet til at udnytte sit udseende til at hoppe foran i køen. Hun så sig mistroisk over skulderen. Sandra spillede sit skuespil til perfektion. Jeg vidste ikke at hun var så god en skuespiller. Angelina? Julie?

Måske hun skulle kalde sig for Sandra, så kunne Sandra kalde sig for Johanna. Nej, det ville bare blive underligt. Flokken red af sted hele dagen, men hun kunne ikke komme på et navn der sagde hende noget. De bedste navne samlede hun på en liste om aftenen og gennemgik dem med Sandra, men de kom aldrig rigtig frem til det rigtige. Nogle forslag var direkte latterlige. Folket her omkring kunne alligevel ikke deres sprog, så hun kunne i princippet hedder vaskemaskine, uden at det gjorde folk det mindste klogere. Sandra fandt strygebræt mere passende, eller måske komfur eller ovn fordi hun var så dejlig varm om natten. Varmepude... Det blev for latterligt. Hvorfor begrænse sig til husholdningen? Mælk ville være mindst lige så opfindsomt som Snehvide.

Endnu en uge var næsten gået før de endelig kunne skimte den store by foran sig. Den lagde i en flad dal, med kæmpe åbne områder omkring sig. Et massivt landbrugs areal, med en kæmpe vej direkte imod den. Johanna havde stdigvæk ikke fundet på et navn, men synet af hvad der ventede dem forude, havde fået hende til at glo. Folket på vejen blev stødt mindre og mindre, og helt henne ved byen var der intet hun kunne skelne dem med. de var intet andet end en tæt samling pletter i sammenligning med ydre murerne. Lang til den ene side dukkede endnu en mur op.

 

(en anden beskrivelse af byen, hvor meget kan de rent faktisk se hvis den er på størrelse med Fyn?)

det var som at køre langs broen og kigge over på Fyn, der lagde i horisonten på den anden side, og strakte sig så langt øjet rakte i hver retning.

 

Byen stank af urin og sygdommen sneg sig synligt rundt i bakterier igennem luften. Havde luften været stille, var Johanna sikker på at en grønlig alge ville fylde omgivelserne. Lasede børn rendte hen til handelsfolkene og plantede deres beskidte hænder overalt i et forsøg på at tigge eller stjæle. Johanna var mundlam, og hun turde ikke give slip fra næsen af frygt for opkast. Vejen herinde var brolagt, og husene var slet ikke huse, men små skure der blev forstærket når den kunne. Hvilket åbenbart ikke var tit. Hun undrede sig over hvorfor de dog ville blive et sådant sted, når en frodig skov var blot få kilometer herfra. Hvad fik de ud af at blive her?

Et barn kom tættere på og fulgte efter Elkene. Den var så mager at hun ikke kunne se hvilket køn der gemte sig under det fedtede hår. De store øjne gloede bare på hende, og barnet rakte ikke ud ligesom de andre. Medlidenheden boblede over i hende, og hun kunne mærke tårerne, der forsøgte at presse smerten ud af hende. Som om hendes tårer ville forvandle sig til fyldige frugter, og fodre den ynkelige skabning der blev ved med at følge efter hende. Længere oppe ad vejen sad en ranglet skabning, med pelstotterne sprædt ud over dens golde krop, og spillede fløjte. Hans muntre melodi fyldte hendes hjerte med bly, og hun snappede efter vejret. Børn dansede rundt omkring ham, som om de slet ikke ænsede sulten der måtte fylde deres magre kroppe med kradsende kløer og biske tilråb efter føde.

Sandra kom op ved siden af og de delte et øjeblik forfærdelsen sammen. Det var først længere oppe at folk på handelsvejen, spredte sig op i mindre grupper der skulle i den ene eller anden retning af byen. Helt oppe ved det sted hvor normale murstenshuse samlede sig, som deres egen lille mur, med ryggen ud imod det horrible syn af slummen. Selv arkitekturen nægtede at ænse hvad der foregik i deres egen baghave. Murstenshuse var nu så meget sagt. Det var nærmere lerklodser tørret i solen, stablet oven på hinanden, med træplanker som hustage. Vinduerne havde slet intet glas i sig, men metalliske tremmer der skulle holde ubudne gæster ude.

Vagter patruljerede jævnt i små grupper på vejene her. De bar samme uniform som dem fra tårnet, og et spyd magen til det deres eskorte havde bundet til elkernes sadler. En dårlig tyv blev holdt på plads af to soldater. En tredje svang trænet sit sværd, og tyven mistede sin højre hånd. Blodet flød alle vegne, og de efterlod ham som han var. Han skreg, og fik et slag i ansigtet af en forbipasserende. Han havde intet andet end sine rådne klude at forbinde sine sår med. Kulden bredte sig i Johanna. Forfærdelsen benægtede hendes trang til at se væk. Forbi hende fløj Sandra af sadlen og klemte sig hastigt igennem mængden. Hunden Ertio kaldte ud efter hende og satte efter. Sandra var ved hundens side på overraskende kort tid. Hun hev sin poncho i stykker og gav sig til at forbinde hans lækkende arm. Først veg han bort, men overgav sig til sidst til hjælpen der mirakuløst havde hørt hans pinsel. Et stik af dårlig samvittighed begyndte at bidde sig igennem Johanna. Hvorfor havde hun ikke handlet på samme måde? Hvorfor tænkte jeg ikke på det? Jeg sidder bare her og glor! Hun rev i seletøjet og ville sætte efter sin veninde. Hvis folk fandt ud af hvem hun var i det her dunkle kvarter, var der ingen grænser for hvad der kunne ske!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...