Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
896Visninger
AA

12. Johanna

Pigerne havde været på farten i fire dage siden tårnet, og Johanna trængte desperat til noget privatliv. Kaptajnen havde været så venlig at sende dem af sted på to heste lignende skabninger. De havde små krondyrs formede horn i panderne, og Johannas var gyldenbrun med en længere pels under bunden. Sandras var en bark brun med sort manke, der altid fulgte lige i hælene på hende. Men med de pragtige dyr, der endelig kunne klare benarbejdet, havde kaptajnen sent tre uniformerede folk, inklusiv hunden fra vejen. Han var den første noget mundlam, og sørgede for at holde sig til sit arbejde, men eftersom Sandra blev træt af den såkaldte stilhed, skulle hun absolut kaste sig i samtale med ham. Først havde Johanna fundet det rimelig komisk. De kunne jo ikke forstå et ord af hvad hinanden sagde, men han lærte hende da nogle småting, der hjalp dem med forståelsen af de mange faktor.

Jeg kan slet ikke forstå hvad hun mente med stilhed... Johanna kiggede til deres venstre side, og ud på mylderet på den brede vej. Det ligner jo fuldkommen en metrostation i myldretiden. Der kom et højlydt grin bagfra. Johanna svang kroppen som en propskrue for at se. Det var endnu en gang hunden der følte sig lidt for godt tilpas i Sandras selskab, og tillod sig selv at more sig op hendes bekostning. Hun så nu også fjollet ud med armene op over hovedet. Det lignede at hum imiterede en abe af en slags. Og vi skulle forestille royale?

Johanna havde mere sjov ved at undersøge hvordan deres nye eksorte ordnede de praktiske sager hver aften, når der skulle slåes lejr. De gjorde det hele på rutine, og tillod hende endda at prøve at starte bål, rejse telte og tage sig af dyrene. De brummede underholdt hver gang hun bandt en knude, eller holdte på ting forkert. Det kom bare så naturligt for dem. Egentlig burde hun føle sig en smule tvær, men hver gang hun tog et kig på deres behårede ansigter, var hun lige ved at flække af grin. De var indtil videre de mest komiske blanding af menneske og dyr, osm hun nogensinde havde set. Den ene var en form for kanariefugl og den anden en skildpadde. Hans enorme skjold på ryggen lod ikke til at hæmme ham det mindste. Hun prøvede at spørge om kanariefuglen kunne flyve, og havde lavet nogle underlige faktor i forsøget. Han havde bare peget på sine vinger og klemt to fingre tæt på hinanden. For korte vinger. Derefter havde han peget på sit brede bryst og flekset sine overarme. Der kunne hun ikke længere holde masken, og hun havde for første gang på hele turen givet slip for lattermusklerne. Han havde virkelig lignet en af de der vilde fasaner når hannerne pumpede deres bryst op til de maksimale størrelse. Sandra havde stirret forbløffet på hende, som om hun helt havde glemt lyden af Johannas lungekraft, når den først blev sat fri.

Johanna havde lært at ride hjemme på jorden, men det var flere år siden, og de her såkaldte heste bevægede sig underligt, og gjorde hende helt stiv i ryggen. Efter sådan en dag var det rart lige at bruge musklerne og få strakt ud. De holdte ikke mange hvil og spiste for det meste på hesteryg. Enkelte gange stoppede de op og fandt et buskads hvor pigerne kunne træde af på naturen vegne. Det var altid pinligt, for de stod altid og holdte vagt omkring dem, og Johanna var sikker på at de kunne høre hende slippe gassen løs eller det der var værre...

”Du gør det forkert igen,” skildpadden rakte ualmindeligt hurtigt frem og tog rebet ud af Johannas hænder: ”Lad mig vise dig det.”

Med langsomme bevægelser, passende en skildpadde, viste han hvilken vej rebet skulle over og under hinanden. Johanna så forlegent på ham og prøvede igen med tungen lige i munden. Hendes tanker var igen begivet sig et andet sted hen. Godt det ikke er den tid på måneden endnu, så er fokusset da først et helt andet sted. Åh gud! Hun havde bundet knuden helt forkert og blev helt rød i hovedet. Skildpadden lade en betryggende hånd på hendes skulder, og mumlede et eller andet der skulle være en form for opmuntring. Men det var ikke derfor hun var blevet rød i hovedet. Efter emnet menstruation var dukket op i hendes hoved, begav hendes tanker sig straks videre til at fundere over, hvordan den slags blev håndteret i denne verden. Modet var faldet helt ned i randestenen, og hun stod i sit hoved og vinkede farvel.

Johanna hævede blikket og ænsede over imod sin veninde. Gad vide hvem af os der kommer først? Hun stod og var ved at snitte i noget træ. Det havde hun gjort en del af på det sidste, men havde ikke ladet nogen se hendes værk. Det var bare et lille stykke, og ikke noget der hindrede pigerne i at have nok plads i deres rygsække overhovedet.

Et svig af smerte jog igennem Johannas skulder, og hun ømmede sig gevaldigt. Al den rejsen omkring var virkelig ved at tage sin pris på hendes krop. Soldaterne smålo. Kanariefuglen sagde noget henkastet til de andre og svang hovedet imod ridedyrene. Hun rettede ryggen og prøvede at binde rebet godt fast til plykken for tiende gang den aften. Det var dog irriterende hvor mange små detlajer dre skal være korrekt, for at kunne binde en skide lille knude.

”Av, for sevan da også!” hun stoppede sin oprevne finger ind i munden.

”Er du okay?”

”Ja ja, det var bare det skide reb der synes den skulle skrabe min hud til blods,” Johanna var slet ikke klar over hvor sur hun egentlig var, og hørte heller ikke den brummen fra hendes lunger, der fik resten af flokken til at stirre underligt på hende: ”Hvad?”

”Jonna,” Sandra var på benene og talte neddæmpet til hende: ”Tag det roligt, og lad en af de andre binde knuden på vores telt?”

Johanna rokkede heftigt på skuldrene, og trak sig åndsfraværende væk fra veninden.

”Nej nej, jeg kan godt. Jeg er lige ved at have den!”

”Jonna, se på mig!”

”Hvad?” hun adlød irriteret: ”Jeg sagde jo, at jeg godt kan.”

”Dit ansigt har ændret sig...” Pigens stemme var intet mere end en hvisken, men gik lige så tydeligt igennem Johannas øresnegl, som havde hun råbt.

Johanna tog sig til ansigtet, og mærkede den dyriske snude og de skarpe tænder. Brystet hævede og sænkede sig for hurtigt, men den pludselige panik tillod hende ikke at transformere sig tilbage.

”Oh Gud, hvad gør jeg? Sandra, hvad skal jeg gøre?”

Venindens blide hånd bleg lagt på hendes ene overarm: ”Se på mig, Jonna. Se på mig!”

Deres øjne mødtes. Sandra hævede og sænkede den anden hånd i takt med hendes eget rolige åndedræt. Ind og ud... Ind og ud... Johanna blev bevidst om venindens berøring, og fokuserede på varmen fra hånden, imens hun energisk forsøgte at følge hendes håndbevægelser.

”Sådan,” Sandras stemme var helt rolig, men sveden piblede fra hendes pande, og hun så umådelig træt ud, da hun trådte væk.

Johannas hånd undersøgte igen sit ansigt, og lettelsen bredte sine vinger i hende. Men fornøjelsen var kort, for soldaterne sad og stirrede omkring bålet. Hun kunne høre tumulten fra vejen dæmpe sig i takt med mørket, og var taknemmelig for at de i det mindste var tilstrækkelig afsides, til at andre skulle have set den optræden. Det gik ellers så godt, og hun havde ikke haft nogen uheld siden edderkoppen. Hun sænkede hovedet og bed sig i læben. Rebet hang stadigvæk i den anden hånd og hun fiflede lidt med den, for at få sanserne under kontrol. Jeg må hellere blive færdig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...