Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
970Visninger
AA

10. Johanna

Johanna gik med Sandra kolde hånd i sin. Som frygtet havde hun ikke håndteret nyheden om at være strandet i en anden verden særlig godt. Det tog mindst en halv time for hende at få mælet igen, og Johanna havde gjort hvad hun kunne for at betrygge hende om, at hvis der var en vej herhen så var der også en vej tilbage. Hun var selv blevet slået hårdt ud af bekræftelsen, men nyheden havde allerede vist sig for hende. Hun så bekymret tilbage på sin veninde der stirrede ned i jorden. Hun er sikkert langt væk i sine egne tanker.

Johanna gik med kortet i den anden hånd, og gjorde hendes bedste for at lede dem i den rigtige retning. Det var heldigvis ikke så svært, for der var stier at følge, men nogle gange krydsede de hinanden, og hun måtte tage en beslutning om hvilken de så skulle følge. Hun skar tænder ved tanken om at lede dem på vildspor, men så længe de fulgte stierne, kunne det vel ikke gå helt galt. De passerede en forladt træhytte der lå få meter inde i skoven, men det var stadigvæk for tidligt at slå lejr.

Endnu en sti åbnede sig fra skoven og krydsede deres vej. Hun forsøgte at åbne kortet med den ene hånd, men det viste sig hurtigt for besværligt. Hun gav slip på Sandras hånd, og sikrede sig at hun blev stående, hvorefter hun tog et kig på kortet. Den sagde hende ikke så meget. Forvirrede hende næsten mere end den gjorde gavn. Hun fik en mærkværdig fornemmelse i maven når hun fulgte den nye sti med øjnene. Der var noget der sagde hende, at de burde følge den. Hvorfor sagde øglen ikke noget om det her?!

Johanna skubbede bitterheden til side. Det hjalp ikke noget at blive sur. Den blev smidt over i hjørnet hvor den lagde og ulmede i hendes sind. Parat til at springe frem og bide fra sig, næste gang noget irritabelt dukkede op. Hvis de fulgte den nuværende sti, ville de blive ved med at komme rundt om skoven. Måske det var tid til til at forlade dens trygge omgivelser. Hun kiggede atter ind i dens mørke, og mærkede en sær trang til at gå derind. Måske et krondyr ville falde lige i skødet åp hende?

Hun rystede på hovedet, og vendte sig imod Sandra. Måske hun var klar til at se på kortet nu. De første par gange havde hun bare taget et enkelt kig, og rokket på skuldrene, hvorefter hun igen stirrede åndsfraværende for sig.

”Sandra?” Johanna bar sig forsigtigt frem: ”Jeg har brug for din hjælp. Jeg kan ikke læse kortet.”

Ingen reaktion.

”Jeg tror vi skal den vej, men jeg kan ikke læse kortet, Sandra.”

Sandra vendte hovedet en anelse i Johannas retning, og hun rakte kortet til hende.

”Du er så god til at læse kortet. Jeg vil vædde med at du kan finde vej.”

Sandra tog kortet uden et ord, og studerede det. Nu gjaldt det om at holde sin mund. Johanna bed tænderne stramt sammen. Hun lænede sig en anelse frem på tæerne, og kunne mærke hvordan rygsækkene truede med at vælte hende forover.

Sandra kiggede op på landskabet, så på skoven, så på landskabet og atter på kortet. Johanna bed en lap tør hud af læberne og synkede. Sulten var blevet stærkere, men pigerne måtte gemme endnu mere mad på grund af forsinkelserne. En finger røg op foran næsen på Johanna. Den pegede ud på det åbne landskab, langs stien der gik på kryds af deres nuværende.

”Vi skal den vej,” sagde veninden stille, foldede kortet sammen og begyndte at traske i sin pointerede retning.

Johannas hjerte flimrede lettet, og hun snusede en sidste bid af skovens fugtige dunst til sig.

De skulle nok klare sig. De skulle nok finde hjem. Sammen var der intet de to piger ikke kunne udrette.

Der gik nogle timer før de fik øje på den såkaldte hovedvej. Synet af den enorme konstruktion slog luften ud af Johannas lunger. Vejen var lige så bred som seks-banede motorveje, men der var ikke en dråbe asfalt i miles omkreds. Vejen var skabt af kæmpemæssige sten, der værd svarede sig til en familie bil. Dens overflader var blankpolerede af brug, og det lignede at der jævnligt gik rengøringsdamer og skrubbede på den. De stod på en lille bakke og så ned på den. Et mylder af folk klædt meget lig dem selv strømmede frem og tilbage i begge retninger, med vogne af træ og sten, lastet med alt fra folk til både store og små genstande. Det mest mærkværdige var de dyr de blev trukket af. Kæmpe mæssige næsehorns lignende skabninger, med flade fødder, tyk hud og horn i panden. Der var folk på heste, der elegant bevægede sig fremad, med store gevir i alle former og størrelser. Folkene lignede små dukker heroppe fra, men det var tydeligt at de ikke var mennesker. Pelsede, fjerede og skællede dyr traskede rundt i menneskeklæder, ligesom øglerne gjorde det i landsbyen.

Johanna mærkede Sandra gribe ud efter hendes hånd, og de så bange på hinanden. Johanna ledte efter svarene i venindens øjne, men det var tydeligt at hun var lige så blank som hende selv. Et nervøst smil fremhævede Sandras hentydning af smilehuller. Hun klemte betryggende Johannas hånd. Det hjalp en smule på hendes frygt. Hvad end de måtte møde, så stod de sammen. Hun kiggede ned på vejen, men fik hurtigt fjernet blikket igen. Hun hev panisk efter vejret. Et øjeblik havde hver eneste plet på den vej lignet edderkopper der alle krøb sig rundt åp række som myrer.

”Hvad er der galt?”

Johanna rømmede sig, og fik kontrol over sin vejrtrækning: ”Der er mange... Folk dernede.”

Sandra hånd sneg sig op om hendes hage og hev den imod hende. Hendes mørke øjne fyldte en varme i Johannas krop. Den bredte sig og slog barsk frygten fra hendes hjerte.

”Det skal nok gå. Vi leder stadigvæk efter storbyen, og det her er et godt tegn.”

Johanna nikkede i respons til logikken.

”Vi tager hætterne over hovedet, så skal vi nok komme uset igennem,” Sandra strammede grebet om Johannas hånd: ”Lad være med at give slip.”

Med de ord gik de ned ad bakken. En lang række med hvide sten markerede overgangen fra græs til vej. Det virkede meget lig med det derhjemme. Hjemveen skar sig igennem hende som smør, og hun knugede nervøst Sandras hånd. Hun kunne mærke sveden glide ud af håndfladen, men hun turde ikke give slip for at tørre den af. Hun holdte blikket lavt, imens Sandra ledte hende igennem mængden. Solen var på vej ned, og de havde ikke meget mere end et par timer tilbage at gå rundt i. Johanna ænsede mistænkeligt til siderne, hver gang nogen kom tæt på. Hun var sikker på at en eller anden ville prøve at stjæle fra dem. De havde ikke meget, og hun blev nødt til at passe på de få ting de havde.

Lugten fra trækdyrene, var intet i forhold til de svedige kroppe der luskede rundt ved siden af dem. En vogn der utvivlsomt var fyldt med parfumer puffede sig forbi dem, og Johanna mærkede hvordan selve lugten skar sig i hendes øjne, og hun var lige ved at blive dårlig. Der var så mange ting at se, alle hendes sanser blev bombarderet, og Sandra hev flere gange i hende fordi hun uhæmmet var stoppet op for at lade indtrykkene synke ind.

”Kom nu, Jonna.” Bad Sandra: ”Vi bliver nødt til at holde farten. Det bliver snart mørkt.”

Johanna så længslende på den mørke skov ved deres side. Træernes kroner vinkede til hende over bakke toppene, og enkelte steder sank bakkerne sammen, og hun kunne faktisk ænse en sti der ville føre dem væk fra mylderet. Vi skulle være blevet på stien lidt længere endnu.

Hun stødte skulderen imod en person, og hætten var lige ved at blive skubbet af hende. Hun gav slip på Sandra for at gribe fat i den. Pulsen i hende steg endnu mere.

”Se dig for!” Råbte den pelsede ræv efter hende.

Hun mumlede en åndsfraværende en undskyldning og snurrede rundt for at finde veninden. Hun var ingen steder at se. Johanna hævede hætten en anelse, men kunne stadigvæk ikke se hende. Flere folk puffede til hende, de ville alle sammen i den modsatte retning. Hun mistede fornemmelsen af hvilken retning der var den rigtige, og snurrede om sig selv og blev ført af strømmen. Panikken slog kløerne ud, varmen fra Sandras hånd var væk, og alle omkring hende råbte tvært. Hun ville krølle sig sammen, ligge sig ned og vente til hun blev fundet. Hun strakte hals og blev ved med at lede.

”Sandra?” Råbte hun skingert: ”Sandra hvor er du?”

De håbløse tårer tværede hendes syn. Lige hvad hun havde brug for! Vredens varme blussede op imod frygtens mørke, og hun fik atter øje på skoven på den anden side. Hun trådte frem og var nær blevet reddet over af en solid strudseagtig skabning. På dens top sad en mand med ulvehoved og ignorerede øjensynligt enhver under sig. Hun så sig til siderne for hvert skridt fremad hun tog. Strømmen blev langsomt mindre og hun nåede enden. De hvide sten markerede enden af dette vanvid, og lå blot et par skridt længere fremme. En tung hånd blev lagt på hendes skuldre, og hun svang chokeret rundt. Nogen forsøger at stjæle min taske!

Et par venlige øjne så ned på hende. Det var ikke en tyv, men heller ikke Sandra. Johanna kiggede sig overrumplet omkring endnu en gang efter veninden.

”Er alt i orden?” Stemmen tilhørte en muskuløs hundeagtig person, beklædt i grønne skæl og med et spyd hvis blad formede sig som en vifte.

Hans ansigt virkede akavet, og Johanna tog sig selv i at lave en grimasse ved synet. Ved nærmere eftersyn stod han helt klart ud fra mængden.

”Uhm...”

”Første gang på handelsruten?” Hvad der måtte være et venligt smil, lyste hans hoved op: ”Det kan godt virke overvældende første gang. Mangler du vand?”

Han rykkede kappen om på ryggen, og et sværd kom til syne. Johanna frøs ved synet. Ville han angribe? Var venligheden et bedrag? Hans hånd kom frem igen med et halvfyldt vandskind. Hun åndede lettet op og tog forsigtigt imod det udstrakte skind. Vandet fyldte hendes mund og bredte en kølig lettelse til hendes hoved.

”Hvad hedder du?”

Hun så uforstående op på ham, og holdte nervøst omkring hætten. Han måtte have stillet hende et spørgsmål. Hun rystede på hovedet og trak på skuldrene.

”Oh, du forstår ikke fællessproget?” Han virkede overrasket.

Rynkerne fik ham til at ligne en uskyldig hund, der lige havde gjort noget galt, og et grin undslap hendes læber. Hun smækkede en hånd fra munden. Det var sikkert meget uhøfligt, og han havde lige givet hende vand.

”Det er godt at se at der er liv i dig.”

Han virkede ikke spor fornærmet, og Johanna listede sig til endnu et kig. Hans pels var grålig med sorte pletter. På hovedet stak et lignende hår frem, der blev holdt sammen bag hovedet af en lille fletning af hans pandehår. Snuden var lang, men heller ikke helt lang nok til at være en ordentlig hundesnude. Han kunne sikkert bidde rigtig hårdt, hvis han ønskede det. Johannas øjne gled ned over den dækkede krop og ud på hans brede hænder. Små kløer prikkede ud ved neglene og han havde kun fire fingre. Hans hud var lys under den trimmede pels, og håndfladerne meget om hendes egne.

”Prøver du nu igen at samle lasede kvindfolk op fra vejen i arbejdstiden?” En tyre lignende mand dukkede op bag hende, og hun drejede nakken akkurat nok til at få et glimt af ham under kappen.

Hans stemme var meget hårdere end hundens, men han bar den samme uniform af grønne skæl, kappe og våben. Hans sværd var dog noget større, og spyddet så næsten for lille ud i hans kolossale hånd. Han var mindst to hoveder større end hende. Hvis det kunne gøre det! Og mindst tre gange så bred om skuldrene. Hans ene horn så ud til at være kappet af, og hun undrede sig over hvordan han kunne holde balancen uden det ene massive horn til at udligne det andet. Hans øjne var grønlige og fyldt med styrke og visdom. Lysegrå toner var begyndt at vise sig i hans krote, brune pels.

”Ulig dig, er jeg rent faktisk en venlig skabning,” hundens tone skiftede til et trodsigt, næsten henslængt lejde.

Johanna fik fornemmelsen af at hun ikke burde være der. Sandra dukkede op fra siden og tog hårdt fat i hendes arm.

”Sagde jeg ikke du ikke måtte give slip?” hun hviskede strengt: ”hvad hvis jeg ikke kunne finde dig?”

”Jeg var lige ved at få hætten revet ned...” begyndte Johanna.

”Oh, så den lille dame har en ven,” Hunden bukkede galant til pigerne og henvendte sig derefter til tyren: ”Så er der også en til dig.”

”Jeg er ikke til småskravl,” fnøs den.

Hunden rakte Sandra vandflasken, og tyren protesterede højlydt. Sandra tøvede et øjeblik. Johanna kunne se hvordan hun overvejede situationen. Til sidst tog hun imod den, åbnede proppen, tog to slurke, lukkede og rakte den mekanisk tilbage. Hun var tydeligvis også usikker på situationen, men det gik ikke at fornærme dem.

Tyren smålo og pegede hånende på hunden: ”Det kalder jeg en afvisning, haha!”

Hunden lod ikke til at tage det så tungt.

”Måske du kan oversætte for din veninde?” Han henvendte sig til Sandra, og Johanna prøvede at dække over sin nervøst.

Hun rystede på hovedet og rokkede med skuldrene. Det mest effektive tegn på ikke at kunne forstå, som pigerne var kommet frem til i landsbyen. Hunden så en smule skuffet ud, men han var ikke så nem at slå ud.

”Vores post ligger lige derovre,” sagde han og pegede imod et kæmpemæssigt sort tårn forude: ”Hvis i har lyst til en bid mad.”

”Det kan du ikke mene,” tyren pustede sig op: ”Du ved ikke hvilke luskede tyve der kunne gemme sig under de kapper. Ikke at det vil tage meget snilde at tage dig ved næsen.”

Hunden viftede med sin frie hånd, som i afvæbning imod hvad der lige var blevet sagt.

”Se bare på deres laser! De vil stjæle dig dine lommer tomme,” protesterede tyren stædigt: ”Så se da på dem!”

I en hurtig bevægelse havde han lagt sin kæmpe hånd på Johannas hoved, og med et fast tag revet kappen ud af fingrene på hende. De to mænd, eller hvad man nu kunne kalde dem, rettede forbavset ryggen og trådte et halvt skridt tilbage. Tyren gav straks slip på Johannas hætte, og hun holdte den tæt ind til sig. De reagerede på samme måde som øglerne.

Hunden så på dem begge et par øjeblikke og var den første til at bryde tavsheden med et buk: ”Forfædre.”

Tyren fulgte trop, og de nærmeste folk standsede op og stirrede på scenariet. Enkelte af dem fulgte de skælbeklædtes eksempel og bukkede dybt. Bukkeriet er nyt. Johanna så sig omkring. Usikkerheden bredte sig i hende. Hvad havde de her folk med mennesker? Sandra rankede ryggen ved siden af hende og tog også sin hætte af. Hunden bukkede endnu dybere, som var selve hendes blik en hårdhændet lussing på øret. Ikke at hans spidse ører ville være så nemme at ramme. De sad alt for højt på hovedet på ham, til at Sandra kunne nå uden først at skulle hoppe.

”Det lader til at de ikke er vandt til mennesker, men vi må åbenbart blive anset for en slags royale,” Sandra snakkede til Johanna, men hun blev ved med at nedstirre hunden foran sig: ”Lad os udnytte det til vores fordel.”

Johanna var ikke helt med på ideen: ”Jeg har det ikke godt med at lyve...”

”Men du har det fint med at stjæle?” Sandras hårde tone var ikke til at knække.

Johanna følte sig tvær ved bemærkningen, men der gik kun et øjeblik før hun rettede ryggen og delte venindens hovmodige blik. Dog tvivlede hun på, at det virkede lige så troværdigt som Sandras.

”Som i kan se har vi brug for nye klæder,” Sandra gestikulerede på Johannas lasede rober og fortsatte: ”Mad og ly for natten kan vi også bruge.”

Hun pegede på deres tomme vandbeholder, og tyren havde straks fundet sit frem og foræret det til pigerne. Hun nikkede kort i anerkendelse og pegede derefter på tårnet. Solen var ved at gå ned over bjergene på den modsatte side af vejen.

”Husly. Forsyninger.”

På trods af irettesættelsen, kunne Johanna ikke modstå beundringen af sin venindes evne, til at få de to dyriske mænd til at makke ret med så få ord og håndtegn. De begav sig atter ind i midten af vejen, men denne gang havde de eskorte og ingen bumpede ind i dem. Pigerne havde taget hætterne på igen, men den kunne lige så godt være lavet af en gennemsigtig frysepose, sådan som folk stirrede. Enkelte fulgte endda efter dem i retningen af det sorte tårn, der stødt kom nærmere og afslørede sin barske opbygning. Den var tydeligvis ikke blevet bygget til at byde folk velkommen, med dets sorte sten og metalliske plader der mest af alt mindede om sværd muret ind i dets sider.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...