Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
918Visninger
AA

8. Johanna

Johanna vågnede med en hovedpine, der fik hendes første tømmermænd til at ligne en fornøjelse. Hele verdenen kørte rundt og hun vendte om på siden og kastede op. En kærlig hånd lagde sig støttende for hendes pande imens hun tømte sin mave for det indhold der ikke var der. Hun frøs, og mærkede hvor lidt tøj hun havde på. Der var faktisk ikke andet end kappen over hende, og sit lasede tøj under sig. Hun så undrende på det. Hvordan er det gået til?

Med et kom mindet om edderkoppen tilbage til hende og hun fløj for hurtigt op at sidde: ”Av, for dælen! Sandra?!”

Hun gispede panisk efter vejret og vendte sig imod veninden.

”Oh Gudskelov, du er live!” Hun knugede hende ind til sig en kort stund og holdte hende da undersøgende ud for sig: ”er du okay?”

Sandra nikkede til hende med en alvorlig mine. Lettelsen spredte sine vinger i Johannas bryst og hun lænede sig frem for at kramme veninden på ny, men hun blev afbrudt af en afvisende hånd.

”Du skal hvile dig.”

”Jamen...” Johanna forstod ikke hvad der gik af hende: ”Vi klarede den, gjorde vi ikke? Eller du gjorde...”

Mindet sad fast i hendes hoved, men det var som om der var en slutning som blev ved med at smække en mur op imellem sig og hende. Vingerne fordampede, og en dyb fornemmelse af skam overtog dens plads i hende. Hun slog knæene op under sig, bevidst om sin nøgenhed. Det sprækkede tøj, Sandras alvorlige mine og mangel sin egen mangel på hukommelse, kunne kun betyde én ting.

”Den slog mig ud, gjorde den ikke?” hun kunne knap nok hviske ordene: ”Jeg var bare til besvær. Jeg kunne ikke beskytte dig.”

Hun bed tænderne sammen og forsøgte at holde tårerne på afstand. Det var for meget at se på Sandras ansigt.

”Kan du slet ikke huske hvad der skete?” lød det fra den anden.

Johanna rystede på hovedet og der var stille i teltet. Hun kunne mærke at veninden tog sig tid til at vælge hendes ord, og hun blev en smule nysgerrig. Til sidst blev tavsheden for meget for hende.

”Jeg er ked af at jeg ikke kunne hjælpe dig.”

”Det var faktisk dig der slog den ihjel.”

Johanna kiggede overrasket op på Sandra, der nu smilede overbærende til hende.

”Du forvandlede dig til en stor var-kat og slog den helt i smadder.” hun små lo, tydeligvis påtvunget: ”men efter det besvimede du pludseligt, og jeg blev virkelig bange for dig.”

Alvoren i pigens blik var tilbage, og Johanna stirrede mundlamt tilbage, imens hun forsøgte at sætte brikkerne på plads. Hun så ned. Det forklarer det revne tøj. Hun så på sine hænder, og kunne slet ikke forestille sig hvordan de måtte have set ud. Hovedpinen pumpede i hendes tindinger, og det var svært at tænke. Hun tog sig til hovedet og kneb øjnene sammen, men minderne nægtede simpelthen at vise sig for hende.

”Tror du at det var bålet der tiltrak den?”

Sandra rokkede på skuldrene: ”Det ved jeg ikke. Kunne måske godt ske, men vi er uskadte. Det er det vigtigste.”

Det er det vel... Johanna klikkede med læberne for at samle tankerne. Hun rankede ryggen da noget gik op for hende.

”Du har jo magi!” Hun smilede over hele hovedet, og fyldtes med begejstring: ”Det du gjorde med vandet var fantastisk!”

Smilet om Sandras mund var ægte nok da hun rakte hænderne op foran sig: ”Ja, og det kribler helt i fingrene. Det er som om det bare vil ud. Er det også sådan du...”

Hun stoppede sig selv, og hjertet sank til bunds i Johanna. Hun fik på fornemmelsen at Sandra ikke fortalte hende alt hvad der var sket, men hun ville tydeligvis ikke grave i det. Hun var uskadt, det var vigtigst. Sikkert ikke på grund af mig...

”Jeg er lidt tørstig...” Mumlede Johanna.

”Øjeblik, så henter jeg noget vand til dig. Bliv liggende! Du skal hvile dig.”

Johanna samlede knugede kappen omkring sig, og stirrede ud af teltets munding. Hun så ingen skader på Sandras ryg, hvilket var en lettelse, men da veninden vendte sig for at kravle ud, var hendes kappe gledet til side og tilkendegivet et hul og en brunlig indtørret blodplet på hendes robe lige omkring låret. Tankerne hvirvlede rundt i hendes agerende hoved, og vilde ideer om hvad der var sket, fyldte hendes krop med en hulhed af frygt.

En skygge hævede sig over teltet, og Sandra kom igen kravlende ind i det lille telt. Hun havde et fuldt skind vand med, og Johanna tog det grådigt for munden.

”Ikke for hurtigt.”

Johanna fjernede skindet, og tørrede munden i armen. En dyb bøvs rungede i teltet.

”Ahh!” hun smilede bravt til veninden; det var det mindste hun kunne gøre.

”Solen går snart ned, så vi må nok hellere blive her.”

Johanna tog endnu et kig udenfor. Hun var ikke meget for at blive endnu en nat, men Sandra havde ret. Himmelen var blevet lilla. Hun begyndte at trække i det lasede tøj og samlede sprækkerne hvor hun kunne. Den yderste robe var mest intakt, så den inderste blev bundet om livet som et bælte. Det ville holde de andre to lag så nogenlunde på plads.

”Hvad gør vi med varme i nat, hvis det bliver lige så vindfyldt?”

”Måske vi skulle tænde bål igen?” Sarkasmen i Sandras stemme kunne næsten skæres som brød.

”Ha... Ha... Ha...”

”Bare rolig, jeg har brugt det meste af dagen på at finde isolation til vores ly. Nu mangler jeg bare at ligge det på plads de rigtige steder, og vi skulle være meget mere bekvemt i nat.”

Igen jog samvittigheden rundt i knolden på Johanna, men hovedpinen var lige i hælene og fik snart gjort bugt med den. Hun kravlede ud af teltet og strakte ryggen. Den friske luft hjalp en anelse på tankemylderet og trykket i tindingerne, men synet ad den knuste edderkop fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. En sten, alt for stor til at blive løftet af en enkelt person, lå på dens hoved, og slim lagde i en pøl omkring den. Sandra lagde en støttende hånd på hendes skuldre, og Johanna sank spyttet der nåede at samle sig i hendes mund, før det gik op for hende at hun gloede på scenariet som en dum ko. Men det var nu også noget af et syn. Skulle jeg have gjort det?

”Hvad nu hvis der kommer mere af... den slags?”

”Så spidder vi dem med den her,” Sandra gik over til teltet og samlede et improviseret spyd op.

”Dem..?” Johanna fandt en enkelt frygtindgydende skabning rigeligt.

Sandra ignorerede hendes uro og rakte spyddet frem. Den bestod af en kæp dobbelt så tyk som hendes elegante tommelfingre, og ca en meter lang. For toppen var edderkoppens brodde sat på og holdt i skak med tynde stykker tråd af fleksibelt bark. Johanna beundrede venindens værk, der stolt så til, imens den blev undersøgt nøje.

”Opfindsomt, og sikkert vældig effektiv.”

”Ja, pas på med at røre ved spidsen, lad os bare sige det sådan.”

Johanna lo nervøst, og rakte tøvende spyddet tilbage. Ved siden af teltet lå Sandras heldags projekt og ventede på at blive bragt til ende. Hun gik over for at hjælpe, men blev straks hunset tilbage i teltet. Hendes mave rumlede og de eneste tanker der kunne gemme sig igennem hendes hovedpine, var dem fra hendes mave. Hvad skulle hun stille op? Hun stak hovedet ud a teltet.

”Tror du man kan spise den?”

”Spise hvad?”

Johanna nikkede imod edderkoppen. Sandra fulgte hendes blik og måbede forfærdet af hende.

”Det mener du da vel ikke?”

Johanna overvejede sit svar. Hun var sulten, men den skabning så alt for klam ud til at kunne spises. Plus den havde lagt i solen hele dagen, og stanken fra dens kadaver lovede seriøs mavepine. På den anden side var hun meget sulten, og underligt nok vækkede den hendes appetit.

”Jonna, altså!”

Johanna så væk. Hun havde vidst stirret lidt for begærligt på den skabning. Hun rømmede halsen og trak hovedet ind igen. Sandra var gået i gang med en længere prædiken, imens hun ihærdigt isolerede teltet. Johanna lod hende gøre det. Hun fortjente at blive irettesat. Hvad tænkte hun også på? At spise en edderkop, bvadr! Det var beroligende at høre venindens stemme og de raslende blade. Det virkede mere som om de var på udflugt, end at blive smidt nøgen til et fremmed sted og nu ledte efter en måde at komme hjem på. Der er ikke nogen jeg hellere ville strande på en øde ø med end dig, Sandra. Eller en magisk verden for den sags skyld. Magisk verden? Ideen slog ned i hende som et lyn fra en skyfri himmel. Kunne de virkelig være havnet i en anden verden? Det ville forklare øglerne og den klamme edderkop. Himmelen og det sære teran. Hvordan kan det lade sig gøre? Sten i røven, hvordan skal vi finde hjem? Sandras hoved dukkede op i åbningen.

”Hører du overhovedet efter?” Hun standsede op da hun så Johannas ansigt: ”Er du okay? Du ser ret bleg ud. Er du syg?”

Johanna rystede på hovedet.

”jeg er okay,” fremstammede hun.

Sandra så ikke helt overbevist ud. Hun så på Johanna med knebne øjne og kæben på skrå. Så, uden et ord, krøb hun ind i teltet og holdte om den større pige. Johanna følte sig som et lille barn, med e frygtelig hemmelighed. Hvordan skulle hun dog sige det til Sandra? Havde hun allerede tænkt samme tanke? Nej. Hun kunne ikke nænne det. Nu skulle de finde den by og komme hjem! Johanna lagde sine arme omkring veninden og lukkede øjnene. Hun fik en mærkelig fornemmelse i kroppen. Som at blive ramt af en trykbølge. En blød en der ville holde om hende. Varme hende. Sandra trak sig væk.

”Læg dig ned og hvil dig. Jeg skal nok holde vagt. Der kommer ikke til at ske noget.”

”Jeg har det meget bedre nu.”

Sandra puttede hænderne i siden og hagen stædigt i vejret.

”Jeg mener det,” Johanna tog sig forpjusket til hovedet: ”Min hovedpine og kvalme er helt væk.”

”Det er umuligt. En hovedpine forsvinder ikke bare som dug for solen. Desuden var du ude for noget meget voldsomt, jeg tvivler på din krop har godt af det.”

”Der sker så mange umulige ting for tiden,” mumlede Johanna åndsfraværende og lagde sig adlydende.

 

Johanna gik igennem mørket og ud i lyset. Hun stod i sit gamle soveværelse og så på en lille tvær pige der var ved at pakke sin kuffert. Pigen var sur og ville væk hjemmefra. Hun kunne ikke have været mere end seks år gammel. Det er mig der står der... Johanna genkendte sig selv som lille, og pludseligt stod hun og pakkede kikkerten ned ved siden af tandbørsten. Den måtte hun endelig ikke glemme. Hun ville sikkert også få brug for mad. Hun så sig omkring, men der var ikke noget på værelset. Jo på sengen lagde der kiksene hun stjal fra mors slikskuffe i går. Perfekt! Hun beundrede sin fremsyns tænkning, og kom i tanke om at hun sikkert ville blive kold om natten. Dynen på sengen var for stor til den lille kuffert, der snart var fyldt. Det var tæppet også, men kun lige. Hun kiggede ned for at se om der ikke var noget hun kunne undvære. Måske hun skulle bruge en taske til? Nej, under bordet lagde der en hæklet dug som mormor en gang lavede til hendes barnedåb. Hun foldede den sammen og lagde den i tasken. Nu var hun klar! Hun skulle vise dem, skulle hun. Hun kunne sagtens tage sig af sig selv. Bamsen lå ved sengekanten og tiggede om at komme med på eventyr. Hun bed tænderne sammen. Måske lidt selskab alligevel ikke var så slemt? Hun tog bamsen i den anden hånd, traskede vredt ned af trappen. Sommerfuglene begyndte at baske rundt i hende og det kildede i tæerne. Hun tog sine gule gummistøvler og regnjakke på. Hun åbnede døren og stirrede ud i regnen. Hun bed sig i læben og trådte over dørtærsklen, over gårdspladsen, over den asfalterede vej og ud i skoven. Det hele var meget gråt og slimet. Hun var ved at glide flere gange, og vreden kunne ikke længere holde hende varm nok. Hun ville gerne hjem, men blev ved med at gå i ren og skær stædighed. Hun nåede ud på marken på den anden side. Det åbne areal virkede så overvældende stort. Hun trak vejret dybt. Modviljen voksede i hende. Tvivlen åd sommerfuglenes farverige vinger, og hun kunne ikke få sig selv til at træde ud på marken. Hun ville gerne. Det ville hun virkelig! Hun bed sig i læben og kæmpede bravt imod tårerne, men de var for stærke og de trillede hånende ned over hendes kinder i en sejrs-dans. Hun klemte om bamsens hånd, vendte sig tilbage imod skoven og sukkede dybt for at slippe den mættede orm af tvivl ud.

”Undskyld Bamse... Det bliver en anden gang.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...