Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
1016Visninger
AA

6. Johanna

Pigerne gik langs stien med et laset pergament. Deres guide havde improviseret et kort på dets ru overflade, og placeret det i et lædderskind for beskyttelse. Det var meget akavet at traske rundt i det underlige tøj der tyngede Johannas skuldre. Hun forsøgte at holde øjnene åbne efter bevægelser, men blikket flakkede og hun følte sig hurtigt træt og sulten. Hendes mave knurrede og hun kæmpede med sig selv, for ikke at fortære de forsyninger der lagde i deres rygsæk. Via et kompliceret kropssprog var det til sidst lykkedes at forstå øglerne så nogenlunde, og de havde forklaret hvor meget de måtte spise per dag for at klare turen til den storby, hvori pigerne skulle kunne finde hjælp.

Med en pind havde guiden tegnet solen i cirkel omkring jorden. En finger i vejret og et peg på solcyklusen betød en dag. Troede hun da. Tanken gjorde hende ubekvemt. Måske de plejede at være nok, men hun havde fra starten af følt sig mere sulten end ofr et par dage siden, inden alt det skøre satte i gang. Det var som om hun kunne finde på at spise hvad som helst, og ikke på den gode måde.

Sandra stoppede op og pillede kortet frem. Hun så sig frustreret omkring efter de landemærker der øjensynligt skulle være på kortet. Det var to dage siden de så det sidste landemærke, og de gik rundt på et stort åbent område, hvor man sagtens kunne se en hvilken som helst forhøjning der vovede at bryde landskabet.

”Hvor pokker er den stenformation?” gnavede hun bittert.

Johanna stoppede op og tog kortet fra hende. Hun studerede det nøje før hun svarede.

”Jeg tror vi skal længere imod øst...”

”Hvorfor tror du det?”

”Fordi stenformationen ligger derovre,” hun pegede over imod en skygge i landskabets golde område.

Ganske få buske og græssletter plettede området, men den skygge skilte sig ud.

”Hvor? Jeg kan ikke se noget.”

Det var da underligt. Hvad var det så hun så på? Johanna kneb øjnene sammen og studerede pletten nøje. Hun var helt sikker på at det var i den retning. Det kunne ikke være særligt langt væk.

”Jeg kan se den,” hun trak på skuldrene, foldede kortet sammen og rakte det til Sandra.

Sandra tog kortet tøvende: ”er du sikker på at du ikke ser syner, Jonna?”

”Næ, egentlig ikke. Jeg har ikke prøvet at se syner før, men vi kan vel lige så godt se efter, ikke?”

Områdets vindstille natur fik hende til at føle det som om hun blev bagt under hendes tre lag klude, men Johanna var fast besluttet for at beskytte sig imod den skarpe sol. Hun begyndte at gå i retningen af skyggerne, og der gik ikke længe før hun hørte sin vens fødder imod slettens hårde overflade.

De vadede af sted i længere end en evighed, før Sandra udbrød: ”Der er de!”

Johannas hjerte flagrede af lettelse ved synet af de store klipper hu nvendte sig om imod sin ven der atter havde fundet kortet frem.

”Vi må være gået i en halvcirkel i stedet for lige ud...” det så ud som om hun tænkte hårdt, og Johanna kunne næsten høre hvordan det knagede: ”Det gør os mindst en halv dag bagud.”

Hjertet faldt dybt i Johanna ved tanken. Hun fik øjenkontakt med Sandra og det var tydeligt at de delte den samme bekymring. Deres provisioner ville løbe tør med denne her fart. I bedste tilfælde skulle de gå den sidste dag uden mad i maven indtil de fandt byen. Hvis der dog var en by. Fakterne med kroppen var meget tvetydeige, og det var ikke sikkert at byen havde forstået deres akavede mimik på en by. Det havde dog været nødvendigt, siden deres tegning ikke var blevet forstået.

Der var heldigvis vand ved klippeformationerne, og pigerne trådte ind i et græsfyldt areal. Solen hang lavt på himmelen, og de blev enige om at det var det bedste sted at slå lejr. Skulle vinden komme, hade de i det mindste lidt læ. Johanna skuttede sig ved tanken. På det her område var der enten vindstille eller også så piskede det som optræk til storm. Nætterne var også usædvanligt kolde, men der var heller ingen trær til at holde på solens varme. Johanna smed tasken af sig og vadede over til det lille udspring i klipperne. Det så ikke ud af meget, og man ville blive nødt til at slikke stenen ren. Hun fulgte vandets glidning ned til jorden. Den var fugtig langs klippens side og et par håndsbredder ud. Hun stak hånden i jorden og begyndte at grave en mindre fordybning.

”Hvad laver du?” Sandra stod og stirrede hende nysgerrigt over skulderen.

”Jeg laver en indianer-brønd,” Johanna stønnede en smule ved arbejdet og mærkede udmattelsen ved vandringen. Der var som sædvanlig ikke gået længe efter solopgang, før hn var tømt for energi.

”Lad mig gætte; det var noget du så i et overlevelses program?”

Sandras sarkasme brød af på Johanna: ”Jep.”

Hun rettede ryggen og så på sit værk. Vandet var allerede begyndt at hæve sig i hendes mini version af en brønd. Hun pegede og smilede triumferende.

”Nu skal vi bare vendte lidt, så skal den nok blive fyldt.”

Sandra slog ud med armene og klaskede sig på lårene: ”okay, lad os slå lejr imens.”

Lejr var nu så meget sagt. De havde et stykke stof og et reb. Resten bestod af varme uldkjoler at sove i. Øgle-folket troede åbenbart ikke på soveposer og let opslåelige telte.

”Jeg går ud og finder brænde...”

”Brænde?” Sandra var fremme med den løftede pegefinger med det samme: ”Du ved øglerne gjorde det tydeligt, at vi ikke måtte starte bål på sletten.”

”Det ved jeg godt. Det var heller ikke det jeg mente...”

”Du sagde brænde.”

”Ja, men jeg mente grene til at holde teltet oppe med. Vi kan jo ikke binde det fast til stenene. Det er rebet ikke langt nok til.” Johanna sukkede og faldt sammen om skuldrene. Hvor var hun bare træt!

”Okay, men hold i nærheden. Det ser ud til at der gror træer hist og pist i den retning vi skal videre af ifølge kortet.”

”Godt, så kan vi også nemt finde vejen i morgen,” med de ord traskede hun af sted.

Det var svært for hende at løfte benene helt, og hun stønnede anstrengt hver gang hun bukkede sig for at teste en nedfalden gren. De fleste var meget tørre. Hvorfor kunne de ikke tænde bål? Irritationen gav hende styrke og hun rev i en løs gren på træet. Den gav sig en smule, men ikke helt. Hun bandede højlydt, og kunne mærke kulden begynde at snige sig ind under hendes klæder. I det mindste havde hun tøj på kroppen. Kinderne blussede op ved tanken om alle de hænder der ivrigt havde beklædt hende. Hun rystede hovedet hårdt fra side til side.

”Koncentrer dig!” Hun så sig søgende omkring.

Et par mulige kandidater lå ikke så langt fra hende. Hun bukkede sig ned og kom til at træde på en mindre gren, med en skarp kant.

”Av, for sevan da!” hun tog sig til foden og humpede rundt for at holde balancen.

Hun ville virkelig gerne sparke den gren af helvede til, men der var gjort nok skade på hendes bare fødder. Øglerne havde alle haft alt for små fødder, til at eje nogle store nok til hende. En dråbe blod piblede fra den lille åbning i hendes fod. Hun klemte fingrene omkring den for at dulme smerten. Det gik op for hende, at hun holdte vejret hvilket forstærkede irritationen. Hun tog tre dybe indåndinger og sænkede foden for at forsøge at støtte på den. Men der var slet ingen smerte. Undrende trådte hun hårdere ned. Stadig intet. Hun samlede foden op under sig igen og stirrede på bloddråben, der blev tørret væk af hendes tommelfinger. Åbningen var ingen steder at se.

Johanna måbede og skulle til at kalde på Sandra for at fortælle hende om det nyeste der var sket med hendes krop, men standsede sig selv. Sandra skulle ikke belemres med hver eneste lille ting, som hendes krop kunne finde på at gøre. Hvis den kan skifte form, så kan den vel også helbrede sig selv...

En vind kom snigende og slog hendes hår væk og smask tilbage i ansigtet. Pludselig virkede Johannas robe som et sejl og hun måtte kæmpe for at holde sig på plads. Så må vi nøjes med det jeg har fundet.

Sandra sad og fyldte deres vandbeholdere af skind med vand i indianer-brønden. Hendes hår blev holdt på plads af et tørklæde der piskede i den stærke vind.

”Derovre er det bedste sted jeg kunne finde for teltet,” hun pegede over imod en udhugning i klipperne.

Det var det tætteste på perfekt de kunne bede om. Udhugningen ville virke som to mure på hver sin side af teltet, plus selve klippeformationen ville lukke af fra den vindfyldte side.

”Vi må bare håbe på at vinden ikke skifter retning i løbet af natten,” mumlede Johanna mere til sig selv end til sin veninde.

 

De fik sat teltet op med nød og næppe. Vinden truede med at bære det af sted for hver bevægelse de fortog sig med det, men pigerne var stædige, og mere desperate efter ly, end vinden efter deres telt. Pigerne smed rygsækkene for fodenden, for at give så meget ly som muligt, men alligevel krøb kulden sig ind over dem. De lå tæt op ad hinanden for at holde varmen bedst. Begge piger rystede af kulde og vindens hiven og sliden i teltet holdte dem vågne. Det hylede omkring dem, og frygten for at miste teltet bredte adrenalinen rundt i kroppen på Johanna. Stoffet var langt og de lagde oven på det, både for isolationen, men også for at bruge deres kroppe som modvægt.

Men vinden var ekstra kraftig, og deres kroppe ville ikke være i stand til at holde teltet på plads, skulle den først få væltet pindene til rebets støtte. Johanna lagde og så på imens Sandra forsøgte at sove. Hun åbnede flere gange øjnene, og de smilede nervøst til hinanden. Nætterne blev ikke helt mørke, og det svage lys var nok til at kaste klippens massive skygge ned over dem. Johanna funderede over om den beskyttede dem, eller truede dem. Skyggen virkede lige så kold, som vinden selv, og det var som om selve deres ly var imod dem. Hun mærkede udmattelsen, og følte sig klar til at opgive kampen. I samme nu, blussede vreden op i hende. En simpel skygge skulle ikke vinde over hende! Hun satte sig på hug, og prøvede at få gang i cirkulationen. Hun kunne ikke mærke hverken fingre eller tæer.

”Hvad laver du?” Sandra stemme raslede med hendes tænders klapren.

”Jeg laver et bål!”

Sandra løftede sig med den ene arm og så strengt på hende: ”Det ved du godt at vi ikke må!”

”Og hvorfor må vi ikke det?” Johannas stemme knækkede af vrede: ”Hvem siger at de ikke løj for os? Hvem siger at de ikke ønsker os døde? Hvem siger at der overhovedet er en...”

Hun kunne ikke få sig selv til at sige det. Hun kunne ikke give efter for den tanke. En storby var deres bedste bud på at komme hjem. Hvis ikke deres eneste.

”Hvis de ønskede os døde, havde de ikke givet os tøj og et telt, eller delt deres mad.” Sandra blev trodsig: ”De havde sikkert slået os ihjel med det samme.”

Johanna gryntede truffen: ”De kujoner. De kunne knap nok se på os.”

”De var da bare overrasket over at se mennesker, som vi var for at se dem. De varmede da også op til os til sidst.”

Tanken om de små børn der genert havde givet dem flettede dukker og andre hjemmelavede gaver, fik hende til at skamme sig over hendes beskyldninger.

”Det er også lige meget. Jeg tænder i hvert fald et bål, så må du bestemme om du vil ligge her og fryse!”

Hun kravlede ud af teltet, og mærkede vinden piske hendes hår omkring sig. Hendes uldkjole havde ikke en chance imod vindens skarpe bid, og hun slog armene om livet. Hendes kæber begyndte at rasle. Hun bevægede sig besværligt over til træerne og samlede alle de tørre grene på hun stødte på. Også barken og det døde mos på stammerne. Det ville sikkert antænde virkelig nemt. Et voldsomt vindstød tog fat i hende, og hun tabte alt brændet for at holde sig oprejst. Hun knugede om mosset så det ikke fløj væk. Træet fyldte akavet hendes favn og hun tabte det flere gange på vejen tilbage til teltet.

Hun var stærkt forpustet da brændet faldt for Sandras fødder. Hun stod med armene omkring sig og så fortvivlet til. Hun vil have et bål lige så meget som jeg vil det!

”Hvordan vil du overhovedet starte bålet?” Hun måtte råbe for at overdøve hylen fra klipperne.

”Stil dig her,” hun pegede på det bedste sted med mest læ, og gik over til sin taske.

Sandra så forfærdet på de to røde, glasagtige kugler i Johannas hænder: ”Dem husker jeg da ikke vi fik!”

Den dårlige samvittighed i Johanna fyldte hendes bryst, og hun kunne ikke finde ord. Der var intet hun kunne sige til sit forsvar. Hun havde taget kuglerne, efter at have set deres funktion i øglernes landsby. De virkede langt bedre end nogen form for flintesten, og bortset fra en lighter, var de det bedste apparat til at kreere ild, som man kunne bede om. Det sitrede let i hendes fingre at holde om dem, og hun undrede sig om det havde noget at gøre med deres evner til at bringe ild. Hvis noget, så kunne opfindelsen helt sikkert sælges i byen, og skaffe pigerne nok penge til at komme hjem, hvilket hun bildte sig selv ind var hendes originale mål med kuglerne.

Johanna samlede bålet og holdte godt fast i mosset. Forhåbentlig ville det brænde længe nok til at ilden sætter sig fast i de mindre grene.

”Hold her,” Sandra adlød.

Johanna placerede mosset i skak under pindene, og slog med rystende hænder kuglerne sammen. Varme gnister sprang frem og varmen brændte hendes fingre. Hun tabte kuglerne og stirrede overrasket på dem. Det var første gang hun afprøvede dem selv, og deres effektivitet kom helt bag på hende.

”Er du okay?”

Johanna nikkede og samlede kuglerne op. Denne gang placerede hun fingrene anderledes og med god afstand fra kollisionspunktet. Gnisterne sprang, men vinden bar dem væk. Hun prøvede igen og igen, men vinden blev ved med at forhindre gløderne i at lande i mosset. Hun bed tænderne irriteret sammen og forsøgte at kontrollere hendes rystende krop.

”Vent lidt,” Sandra stillede sig om på den anden side af bålet, og brugte sin krop som læ, imens hun nøjeligt holdte styr på pindenes samlingspunkt: ”Prøv så.”

Johanna adlød. Gnisterne sprang og mosset begynde at ryge. Gløderne bredte sig, og hjertet flagrede glædeligt i hende. Hun gjorde sit bedste for også at give læ, så ilden ikke fik for meget vind i starten. Der gik nogle minutter før hun turde ånde lettet op.

”Jeg går ud og henter mere brænde,” deklarerede hun: ”Hold øje med bålet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...