Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
894Visninger
AA

4. Johanna

Manden stirrede på dem, og stilheden bredte en overvældende frustration i Johanna. Man skulle tro at han aldrig havde set en nøgen pige før.

”Hey!” Knurrede hun: ”Hvad glor du på?!”

Manden trådte chokeret tilbage, og Johanna mærkede et insisterende ryk i sin overarm.

”Jonna!” Hviskede Sandra forarget og henvendte sig til den fremmede: ”Det må du undskylde. Som du kan se befinder vi os i noget af en ubehagelig situation. Kan du hjælpe os?”

Manden blev stående. Der var noget ved venindens toneleje der igen fik Johanna til at trække vejret roligt, og løsnede hendes kæber en anelse. Hvorfor snerrer jeg af ham? Forsigtigt fjernede manden hætten fra sit ansigt, og det var nu pigernes tur til at gispe. Hans hoved var kroget, med en smal snude og skæl i grønlige nuancer. Øjnene sad på siden og stirrede fremad. Fingrene var slet ikke behandskede, men endnu en samling af skæl og lange kløer. Hvis det er et kostume, så er det edderrøvme godt lavet!

”Hvem er i blege skabninger” Masken bevægede sig perfekt i takt med hans uforstående ord: ”Hvad laver i her”

Hvor pokker er vi? Musklerne i Johannas krop spændtes, og hun kunne ikke tage øjnene fra den mystiske skabning foran dem. Hvor kan den slags væsner overhovedet eksistere? Den slags kunne umuligt gemme sig under alle vores satellitter og sindssyge mediedækning.

”Hvor kommer i fra?” Han ventede på svar.

Johanna trak på skuldrene og pegede på sine ører. Sandra gjorde det samme og pegede på sin mund. Skabningen rettede rykken og nikkede i forståelse. Han svang med hånden og gjorde tegn på at de skulle følge med ham ned langs floden. Sandra begyndte at traske efter, men Johanna var ikke overbevist om hans troværdighed. Han var jo ikke en gang et menneske! Hun greb fat om venindens håndled: ”Vi kan da ikke bare stole sådan på ham.”

”Ser du andre muligheder?”

Det kunne der vel være noget om. Solen var snart gået ned, og en øglemand var vel civilisation nok i denne omgang. En stor øgle. På to ben og med tøj på... Hun løsnede grebet om pigens led, og veninden tog betryggende hendes hånd. Øglemanden ventede tålmodigt forude. Johanna nikkede strengt til ham, og de traskede videre ned ad bakkesiden, der nok nærmere var et mindre bjerg. Hun mærkede hvordan venindens hånd rystede i aftenluften, og ønskede at hun kunne gøre noget ved det. Hun så på skabningens ryg. Forhåbentligt fik de snart noget tøj på kroppen. Hvorfor render han rundt i kluns, når han ikke er menneske? Øgler har brug for solen til at holde dem varme, så tøj giver vel meget mening i aften- og nattetimerne. Hun rystede tankerne ud af hovedet. Nej, der er absolut ingen logisk forklaring på alt det her, og du skal ikke en gang prøve på at finde en! Hun var lige ved at smække sig selv en lussing, men ville ikke forurolige veninden på hendes side. I det mindste var hun ikke alene.

En bjælkebro kom til syne længere fremme, og øglemanden ventede på at pigerne fik den krydset. Han lugtede lummert ligesom skoven, og øjnene lyste nysgerrigt i månens klare skær. Johanna sørgede for at holde sig på god afstand af ham, og for at Sandra var på den modsatte side. Hvis han prøver på noget, så skal han forbi mig først. Hun rynkede næsen og så advarende ned på ham. Han var ikke specielt stor. Lidt mindre end Sandra, og hælene på hans støvler gav ham endda et par ekstra centimeter. Han fik sig også et godt kig på pigerne. Lidt for godt, efter Johannas smag. Men han blev tydeligvis ubehageligt til mode ved hendes hårde stirren.

Han bukkede ærbødigt og pegede med flad hånd imod skoven: ”Mit hjem er den vej.”

Øglen ventede tydeligvis på at vi gik videre, men Johanna turde ikke vende ryggen til ham. Hun klemte Sandras hånd, bukkede selv en anelse og pegede på samme maner som han.

”Led an,” hendes stemme var insisterende og gestussen ikke til at tage fejl af.

Han så undrende op på hende. Hans ansigt var svær at læse. Han virker fascineret? Vi er da sikkert lige så sjældne for ham, som han er for os. Som om aflæsningen af folks ansigter ikke var svært nok i forvejen.

”Som det behager jer, blege forfædre,” stemmen var næsten for blød for et dyrs.

Øglen traskede forrest igennem skoven, og var tydeligvis velkendt i området. Han trådte ubesværet over væltede træer, rundt om lave grene og omkring stikkende buske. Der var en form for selvsikkerhed i hans fremgang, som vækkede misundelse i Johannas sind. Hun ønskede inderligt tøj på kroppen, og ville give hvad som helst for et par solide såle under fødderne. Pludseligt kunne hun ikke mærke undergrundens ujævnheder, eller kolde lagen af nedfaldne blade og bløde mos. Det var for mørkt til at hun kunne se noget, men der var en kluntet fornemmelse i hendes fødder.

”Se,” hviskede Sandra ivrigt til hende.

Igennem træernes tætte bevoksning kunne pigerne se flakkende lys, der vinkede dem velkommen. De åndede lettet op. Ild betød mennesker! Johanna satte automatisk farten en anelse op, men til hendes undren gjorde øglen det samme. Der var noget ved tanken, om hans afslappede natur omkring de mennesker der uden tvivl ventede dem forude, som gjorde hende ubehageligt til mode. Hun sænkede igen farten og gjorde tegn til, at Sandra skulle blive bag hende.

”Hvad er der?” Hviskede hun: ”Er der noget galt?”

Johanna pegede på øglen, og ventede på at veninden kom i samme tankebane som hende selv. Grebet i hendes hånd spændtes, og hun vidste, at Sandra havde fanget problematikken. De ville være omringet, blottede og chanceløse.

”Hold dig skjult,” betroede Johanna: ”Hvis der er fri bane, så kalder jeg på dig.”

Hun forsøgte at løsne grebet, men Sandra holdte fast. Der var et stædigt blik i hendes øjne.

”Jeg efterlader dig ikke. Hvis jeg går først,” Johanna skulle til at protestere, men Sandra stillegjorde hende med et ryk i armen: ”Så kan du hjælpe mig hvis der sker noget. Du er størst, og overraskelsesmomentet vil virke bedst med dig, Jonna.”

”Vi behøver slet ikke gå derind, hvis vi vender om nu...”

”Så dør vi helt sikkert af kulde,” snappede Sandra: ”Du så det selv. Vi er langt væk fra alt vi kender.”

Den ubehagelige fornemmelse bredte sig til halsen i Johanna, og truede med at brække indvoldene ud igennem kæften på hende. Hjertet hamrede, og hun så sig desperat omkring. Hun indså at veninden havde ret. Der var ikke andet at stille op. Hun nikkede sammenbidt, gav slip på venindens hånd og sneg sig ind i mørket. Det var hårdt at se Sandra begive sig modigt ind i lyset. Det kan ikke være anderledes. Kæberne hamrede sig sammen, og neglene knugede sig i træets stamme. Pigen listede fremad til det næste træ. Så det næste og det næste. Faklernes skær blev tydeligere, miniature huller poppede op af jorden og lagde sig i en klynge. Hvert hul mindede mest af alt om dem fra Hobbiten. Bare lavet i store, udhulede sten, der alle havde sin indgang vendt imod midten af cirklen. Små stakitter omringede grønsagshaverne, og Johanna kunne høre heste der gik på den modsatte side. Går det galt, kan de være vores billet ud herfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...