Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
894Visninger
AA

2. Johanna

”Jeg har doneret blod,” Johanna var pirret af iver.

”Hvad? Siden hvornår er du blevet så velgøren?”

Organerne trak sig en anelse sammen i den højere pige: ”Det er til genetisk forskning.”

”Det er da dumt,” Sandra var lige ved at stoppe måbende op midt i fodgængerfeltet: ”Hvis man endelig skal donere blod, så er det da meningen at man skal redde liv, ikke?”

”Det gør det da også,” Johanna tøvede og trådte over kantstenen: ”Bare på et længere sigt.”

Sandra rokkede på skuldrene og svang sin arm ind under Johannas. En muggen fornemmelse, som en gammel, sur os der ligger og rådner i skraldespanden, bredte sig i den yngre pige. Der var kun to års mellemrum, men Johanna havde i deres fem års venskab altid søgt venindens anderkendelse.

”Er du egentlig ikke for ung til at måtte det?”

”Jeg er sytten.”

”Skal man ikke være atten?”

”Åbenbart ikke,” Johanna orkede ikke tale mere om det, for bitterheden tog hurtigt og effektivt over hendes rationelle tankegang.

En forbipasserende herre kom imod dem, vadende rundt midt på fortovet. Men i stedet for at give slip, svang Sandra pigerne ud imod vejen. Johannas krop gik i fuldt alarmberedskab, og hun blev utrolig bevidst omkring bilerne, der susede forbi som gale få meter fra dem. Hun mistede balancen, men i stedet for at ramle ud på vejen lænede hun sig den anden vej, og svang ind i manden.

”Se dig for,” knurrede han irriteret.

Se dig selv for, dit fede svin! Det er ikke min skyld at du fylder hele vejen! Men Johanna forholdte sig tavs, og Sandra fik dem ledt tilbage på sporet. De nåede helskindet de sidste hundrede meter ned om hjørnet og igennem skydedørene til Fakta. Den sædvanlige klemte lugt af supermarked fik Johanna til at slappe en anelse af. Dørene skød for bag dem og det føltes som at gå rundt i en aflukket boble gemt væk midt i storbyen. Larmen fra vejen blev lukket ude, og de faste bip fra kasseapparatet bragte hende i en tankeløs trance. Hun begyndte straks at gå rundt og kigge på de farverige ting Fakta bød på. Først de sædvanlige fødevarer, der nøje blev undersøgt for dato og pris, før de blev proppet ned i den larmende kurv, som Sandra rullede rundt med. Varerne hobede sig stødt op, og Johanna listede sig til en plade chokolade, nu hun alligevel ikke skulle betale. Hun var jo gæst i denne omgang. Da de et kvarters tid senere nåede hylderne rundt, fæstnede hendes øjne sig i rodekassernes magiske verden af oversete sager.

”Ej, se den her!” Udbrød hun, men Sandra havde begivet sig frem til kassen, og stod og gennemgik varerne i kurven.

Johanna lagde parykken tilbage, og gik med fødder af bly over til sin veninde. Hun kvalte et højlydt suk, og hendes blik flakkede rundt over det hele, i søgen efter noget der kunne beskytte hendes tanker fra den uundgåelige verden udenfor.

”Det bliver hundredeogseksoghalvtreds en halv,” kassedamen gjorde sit bedste for at smile, men Johanna havde ingen energi til at gengælde gestussen og gloede tilbage med halvdøde øjne. Johanna betragtede ekspedienten, et par sekunder længere end normen påstod, var anstændigt, imens Sandra rakte hende en seddel og smed nogle småmønter ned i den nye installation.

”Okay, så skylder du mig femoghalvtreds kroner.”

Johanna standsede op midt i at forsøg på at klemme æggene sikkert ned ved siden af mælken: ”Hvad? Gav du ikke?”

”Nej, det aftalte vi ikke noget om,” Sandra overtog nedpakningen og fik med en sigende lethed æggene sat på plads.

”Nå,” Johanna slugte bitterheden i sig: ”Det troede jeg bare.”

De havde jo rigtigt nok ikke aftalt noget, men Johanna havde lige håbet på at kunne leve af venindens gavmildhed i denne omgang. Så sig det da, for pokker! Hun kvalte et suk og rokkede utilpas på skulderen. Nej, det kan jeg ikke tillade mig at køre i, men hvor mange penge har jeg egentlig taget med? Havde hun nok til togturen hjem? Hun gravede sin pung frem og undersøgte dens indhold.

”Så bliver jeg nok nødt til at skylde dig.”

Sandra svang tasken om på ryggen: ”Du skylder mig også femogtyve for sidste gang, Jonna.”

”Det ved jeg godt.” For pokker, dem havde jeg glemt.

Pigen stod med bonen i sine solbrune hænder og undersøgte den nøje. Et par nøddebrune lokker havde undsluppet hestehalen og svang yndefuldt foran ansigtet.

”Hvad laver du?” Det var et dumt spørgsmål.

”Jeg undersøger bonen,” svarede hun uden at kigge op.

”Hvorfor det?” Igen med de dumme spørgsmål?

”Fordi at de snyder. De taster ikke tilbuddene ind, og regner med at vi bare lader det slippe,” Sandra proppede bonen i lommen, og lod til at være ligeglad med, at alle kunne høre hvad hun sagde.

”Ej, det er da bare et uheld hvis det sker.”

”Den slags uheld sker for tit, og det bliver mange penge til sidst.”

Hun fiskede igen armen under Johannas, og trak den større pige ud af Faktas lille verden i et tempo der passede hende bedre end Johanna.

”Der var da ikke noget i vejen med din bon.”

”Nej, men det har der været før.”

Sensommerens lys bød dem velkommen tilbage, og Johanna kneb øjnene sammen. Hun vidste at Sandra ikke stod til at rokke i sine meninger, så hun tilbragte i stedet resten af gåturen med at holde tavsheden på afstand med småsnak. Jeg kan jo lige så godt få den anstændighed overstået. De nåede heldigvis kollegiet uden flere sammenstød, og Sandra tog regningerne fra postkassen med ind.

Hun boede i en enkeltværelses studiebolig, med et lille køkken-alle-rum og et kompakt badeværelse. Duften af veninden havde fyldt lejligheden med en sød og prikkende dunst, der fik Johanna til at slappe af i hele kroppen. Her var hun i sikkerhed fra omverdenens uforståelighed. Johanna gik over og åbnede det store todelte vindue. Hun nød den indtrængende luft der overvandt værelsets tranghed med sin friske natur. Når lyset strømmede ind fra gaden, virkede stedet større og egentlig rummeligt nok til dem begge to. Hjemmelavede tegninger, drømmefangere og små dekorerede æsker, pyntede lejligheden på hylder og loft. De to piger delte en fascination for New Age teorier og elskede at fantasere om alle andre steder end hvor de var.

Johanna satte sig udmattet ved venindens bærbar på skrivebordet: ”Må jeg bruge computeren?”

”Ja da, hvad der er mit er dit,” Sandra smed regningerne ved siden af skærmen og begyndte at pakke varerne på plads.

Yeah, right. Johanna skrev adgangskoden ind og surfede rundt på de sædvanlige sider. Hun åbnede chokoladen og lod sødmen lindre hendes indre smerter. Hun elskede chokolade og kunne spise tonsvis af det uden at tage på. Det var egentlig underligt, men hun havde intet imod sådan en gave. Mere til mig.

”Hvorfor ser du på den slags?” Sandra havde sneget sig om bag hende og tog et stykke chokolade.

Johanna tilbageholdte trangen til, at slå ud efter venindens hånd med et bid i læben.

”Fordi ham fyren, fra det overlevelses show jeg følger, sagde at man skal være i en hvis fysisk form for at overleve i ekstreme situationer,” hun pegede på den steroide-pumpede banan af en mand der stod og fleksede sine overdimensionerede muskler: ”Selvom jeg tvivler på at Tarzan her, har nok imellem ørerne til at overleve en uge i junglen. I de fleste overlevelsesprogrammer siger de, at halvdelen består af mentaliteten.”

Hun skiftede side for at vise sin veninde forskellen imellem steroide-dyret og verdens stærkeste mand, der lige havde sat den nye verdens rekord i dødsløft med et firehundredeogfemogfyrre kilo løft! Han havde en stor klump mavevom, og hans muskler lignede mere en samling tønder, og han så i den grad mere rask ud end den olierede mand i bikini. Johanna smilede bredt. Hun havde opnået en ny fascination, for hvad den menneskelige krop egentlig kunne præstere.

”En fyr faldt fra tredje etage og overlevede uden en skramme, fordi han var plørefuld og slappede af i hele kroppen!” Hun kastede sig tilbage i kontorstolen og grinede tilfreds med en opmærksom finger i vejret: ”Og der er en fyr der holdte vejret i toogtyve minutter! Han bevægede sig selvfølgelig ikke, men alligevel...”

Hun bøjede sig over tastaturet og skulle til at søge efter sprinterrekorden på over treogfyrre km/t. Iveren i hende steg, men Sandra afbrød hende med et par insisterende klap på ryggen.

”Det kan vi se mere af senere. Jeg skal lige tjekke nyhederne og så et smut på Facebook. Jeg hjalp en med eksamen, der lige har været oppe i dag.”

Johanna klemte sin iver sammen til en klump og flyttede sig modvilligt fra stolen.

”Haha, se ikke sådan på mig. Du skal nok få lov til at overbeglo ekstreme mandekroppe om lidt.”

”Det er ikke derfor jeg ser det!” Men hendes protester gik uhørt. Hun stod rastløst et par øjeblikke og betragtede sin veninde overtage den højryggede kontorstol, før hun med et suk gik ud på badeværelset for at tisse.

Da nødvendighederne var overstået, stod hun og stirrede sig selv i spejlet. Hun redte sit fyldige blonde hår med lange eftertænksomme strøg. Hun rynkede næsen. Håret faldt fladt ligegyldigt hvad hun gjorde ved det, og der var altid mindst én bums i ansigtet. De satte sig de mest ubelejlige steder, og på de værst tænkelige tidspunker! Hun ønskede inderligt at kunne trylle dem væk, men sådan fungerede verdenen desværre ikke. Hun sukkede og undersøgte hendes ene profil. Det eneste hun faktisk brød sig om ved hende selv, var hendes dybe blå øjne. Det ene var dog lige blevet invaderet af en enkelt øjevippe, der stak, til øjet løb i vand. Hun fjernede sine briller, begyndte at fumle og måtte flere gange minde sig selv om at trække vejret.

”Fik du egentlig ordnet det problem med klassen?” Lød det inde fra værelset.

Johanna stoppede midt i et forsøg på at fiske plagen ud af øjet. Fagene var i sig selv ikke krævende, men til gengæld var hendes klassekammerater det. De røvhuller. De forstod ingen ting, og hendes forældre forstod endnu mindre. Hun sugede en ekstra klump ilt ned til lungerne, og forberedte sig på at afvige spørgsmålet med det sædvanlige. 'Det går fint.'

”Utaknemmelige svin!” Udbrød Sandra. ”Det kastrerede møgdyr!”

Med øjnene solidt plantet på spejlet rakte Johanna armen bagover og åbnede døren.

”Hvad sker der?” Hun blev ved med at fumle efter øjevippen, og lavede en grimasse der udstrakte ansigtshuden.

”Han fik tolv, og ikke så meget som et tak får jeg!” Johanna hørte veninden rasle rundt ved skrivebordet: ”Han har praktisk talt kopieret min opgave, det fede svin!”

”Måske har han glemt at takke dig, fordi han er glad for at have fået tolv?”

”Sig mig hvem holder du egentlig med?”

”Dig selvfølgelig. Jeg siger bare...” Riv øjnene ud på den skide nar! Hun fik fat i øjevippen, og åndede lettet op: ”Nej, du har ret. Sig at du ikke synes om hans opførsel, eller sådan noget.”

Sandra fnøs foragteligt og hamrede i tasterne: ”Jeg afslører den rotte.”

Johanna fumlede brillerne på igen, men da hun vendte sig for at stoppe veninden i at handle overilet, var hun lige ved at støde hovedet ind i en stor, lodden edderkop.

”For satan da!” Hun fløj tilbage med et skrig, og slog lænden imod håndvasken: ”Av, for helvede!”

Adrenalinen pumpede rundt i kroppen for hvert et heftigt hjerteslag. Synet af de små behårede ben satte gang i lavinen af indelukkede følelser. De blandede sig med den ømme smerte fra det blå mærke, der var ved at vokse sig frem lige over røven. Kontrollen blev flosset i stykker, og håbet, for en weekend fri fra hendes sociale problemer i skolen, var knust. Som altid trykkede Sandra på de rigtige knapper. Og nu den fucking edderkop! De slår sig sammen imod mig…

Veninden kom farende ud og tog sig af problemet med et stykke køkkenrulle, men tårerne løb allerede ned ad Johannas blege kinder. Snottet fyldte hendes næse. Hun holdte sig for munden, for at tilbageholde de gylpende hulk, der statisk pulserede fra halsen.

Der blev lagt en hånd på hendes skulder: ”Jonna, er du okay?”

Endnu et hulk forhindrede hende i at svare, så hun nikkede hektisk i stedet.

”Jeg har fjernet den. Kom.”

Johanna blev ledt ind på venindens trekvarte seng. Skuldrene rokkede stift på sig i takt med krampetrækningerne i brystet.

”Det var jo bare en lille edderkop,” Sandra strøg Johanna over skuldrene: ”Så stor var den da heller ikke.”

”Det er ikke dig der fobisk overfor dem! Jeg ved sku godt de ikke er farlige, men derfor kan jeg for helvede da ikke gøre for, at et eller andet lort i mig reagerer!” Styrken i stemmen, og varmen fra hendes vrede kom helt bag på pigen.

Hun slog næven ned i madrassen og bandede og svovlede ved den kriblende fornemmelse der kørte over hendes nakkehår. Som om den nar stadigvæk var her og kravlede på mig, arg!

”Så tag den nu lige roligt, Jonna.” Der var forsvar i venindens stemme, men hun rokkede sig ikke fra Johannas side. ”Jeg kan jo heller ikke gøre for at den var der.”

Johannas bryst ville ikke stoppe med at vibrere fuldstændig ude af takt med hendes hamrende hjerteslag. Det var så ubehageligt at græde. Svaghed. Tag dig sammen, din dumme ko!

”Det er ikke bare det lorte dyr, der ikke er et dyr,” hun var ikke sikker på, hvor meget Sandra egentlig forstod af hendes ustyrlige gråd, men det var for sent at tilbageholde mundtøjets verbale diarre: ”Dem fra klassen laver ikke andet end at bagtale og larme i timerne.” Hun hev luften ind i tre hulkende hiv og hendes hage vibrerede ustyrligt: ”Det gør så ondt, og jeg ved ikke hvorfor! Jeg prøver på ikke at tage mig af det, men det er som om at det går lige ind alligevel...”

Det begyndte at summe i Johannas mave. Lettelse? De stødende hulk kom under kontrol, og hun blev i stand til at fortælle om alle de uforstående ting, som hendes klassekammerater foretog sig. Flovheden farvede hendes kinder glorøde. Frustrationen hamrede nyttesløs imod muren af uforståelighed. Hendes forældre mente ikke, at hun havde nogen fremtid uden en uddannelse, og for at få den, skulle hun have endnu en uddannelse. Det gav ingen mening! Hun følte sig så træt, og fik hele tiden ondt i maven. Hvorfor skal jeg gå i skole? Hvorfor kan jeg ikke bare droppe det hele?

Den snurrende fornemmelse blev til tusindvis af nåle. Hun krympede sammen og skar tænder for ikke at skrige. Kramper? Det var den nærmeste beskrivelse, selvom de to smerter langt fra kunne sammenlignes. En nervøs stemning bredte sig i hendes indre. Hun mærkede veninden tøve, og de delte en frygtsomt blik.

”Kan du også...”Men Johanna nåede ikke at afslutte sætningen.

En smerte så intens, at selve sindet ikke kunne kapere den, fyldte hendes krop. Alt blev sort, og hun besvimede i venindens arme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...