Blodets magt

To piger fra jorden kommer til en anden verden med magi og undere. De bliver udsat for total omvæltning og tvunget til at tilvende sig et nyt liv, hvor alt ikke er helt som det giver sig ud for at være.

Den er stadigvæk i råmanus, så der er mange huller. Bær venligst over med dem (:
Og i starten kan pigerne ikke forstå hvad der bliver sagt, og det vil efter redigeringen blive rettet til skrifttype Symbol.

1Likes
0Kommentarer
908Visninger
AA

18. Fysos

Fysos sad og kedede sig umådeligt under præstens prædiken, der altid havde været lidt af en særling. Og det kom fra en profesor der underviste i det okulte. Og eleverne påstår at mine lektioner bliver langsommelige. Præsten svang om sig med sine arme, og kastede sine ord ud over mængden af tilskuer, der ivrigt slugte hvert et ord. Normalt prædike ham og højeste præstinden om intet andet end Umbrevas kærlighed, hvordan hun ønskede vi skulle behandle hinanden som lige, for vi var alle hendes børn, og det var den samme smørre hver gang. Men for omtrent en måneds tid siden var øvserste præsten begyndt at råbe op om de mest absurde varsler, og der var ikke gået længe før præstinden fulgte trop.

”Ilden vil komme og sluge alt i sine gyldne flammer! Vogt mine ord, disse mure er alt der står i dets vej!”

Fysos rynkede sin lodne næse, og de lange skægstubbe flød til side og afslørede hans gule tænder i et misbiligende smil. Præsten gentog atter de ord, der havde bragt et mylder af folk til byen. Gaderne blev overrumplet af desperate folk, der vendte sig imod deres gode natur for at få en plads bag byens enorme mure.

”...Den blege kriger vil løfte sit skjold, og regnbuerne vil strømme til hans side!”

Han spejdede op på den forhøjede scene. Han kunne ikke længere se detaljerne, men kendte dem alligevel udenad. Det blanke mosaik og de frodige planter og væsner der alle voksede fra Umberavs tågede krop, der udsprang fra de almægtige tågers måneformede øjne. Foran var statuetter af drager så store, at de udgjorde søjlerne for enden. Søjlerne udviklede sig til simple dekorerede stenpinde, destro længere man kom hoved udgangen til salen.

Han huskede tydeligt den første gang, han var trådt ind i salen som lille. Præsternes farverige grønne klæder falmede i skyggerne fra ilden i dragernes gab der udformede sig på søjlerne som fakler. Når man begav sig på rejsen langs salens lange rum, virkede søjlerne til at udvikle sig fra små bevingede skabninger, til større og større Kravlere med solide knogler og kraftige kæber. Nogle påstod at der på et tidspunkt havde været døre i væggen bag scenen. At de nu var gemt bag mosaikkens strålende farver og glemt i tidens gang. Det var selvfølgelig absurd.

Fysos havde i sin grønne ungdom undersøgt samtlige vægge i templet for gemte døre og hemmelige passager sammen med præsten, der nu stod og råbte af sine gamle lungers fulde kraft. Han smålo bag sit skæg ved tanken om de to drengeunger, der listede omkring i mørket, gemte sig fra patruljer og ledte efter eventyr i stedet for at sidde på deres plads og følge undervisningen. Det var et under at de to nu havde så magtfulde og udlærte positioner i Kapitalen.

”...Det hele er sat i værk! Vi må bede om styrke imod mørkets flammer!”

Fysos gumlede lidt på ingenting, og lod sine tanker glide omkring. De første par ugers prædiken havde været interessante, men nu kørte det hele bare i ring, og de kogte suppe på et ben uden hverken kød eller marv. Men der var altid nye folk i templet. Folk der råbte op og spurgte hvad der kunne gøres. Folk der flygtede fra templets indskrumpede vægge, eller besvimede af overanstrengelse. Fysos snøftede og rykkede på sine ømme skuldre. Der var meget trangt herinde. Der var ingen pladser på bænkene eller gulvet, og vagterne langs muren ville have stort besvær ved at nå ind til den mindste ballade. Fysos betragtede deres spyd med afvisende sky. Babariske metoder. Det havde en gang været forbudt at bære våben i det hellige tempel, men efter hændelsen for mindre end et årti tilbage, havde kongen erklæret, at vagterne måtte bære disse spyd i de hellige sale, så længe de var blevet velsignet af ypperstepræsten selv. Det huede ham ikke, at hans gamle ven havde gået med til et sådant tiltale, men han vidste også at tingene ikke længere var så simple, som de havde været en gang. For under en time siden havde han modtaget besked om, at en deling soldater netop havde brugt samme våben til at stoppe et opgør i den ydre bydel. Vælte og slagte ville passe bedre til den beskrivelse. De stakler havde ikke en chance.

Fysos så væk fra de blanke våben, og prøvede at koncentrere sig om at se optaget ud. Præsten var en gammel ven, og det var blevet en slags tradition igennem årene at deltage i hinandens forelæsninger. For ikke at nævne den store politiske indflydelse det ville sige, at have højeste præsten på besøg i sit eget hjem jævnligt. Jeg er blevet for gammel til at ændre på traditionerne, og ændre gamle vaner... Han sukkede dybt, og hvilede øjnene en smule. Hans syn var ikke hvad det havde været, og helbrederne havde gjort hvad de kunne. Sikke et fjollet påtag, at kunne ændre på naturens gang. Til gengæld var hans næse blevet stærkere med årerne. Ikke at det er noget at prale af i denne situation. De fleste herinde bader sjældent.

”...Røde enøjede væsner med forbandet blod!” Præstens rungende stemme gravede sig igennem mængden og helt ud til de yderste rækker hvor Fysos stod.

Han spærrede øjnene op. Det var noget nyt.

”Ondskaben spreder dets mørke vinger, og disse væsner er dets budbringere! Vogt jer mine ord! Vest! Hjertet ligger i vest!”

Folk mumlede energisk omkring i salen, og Fysos mærkede soldaterne til hans sider røre på sig. Deres årvågne blikke spejdede salen efter stemmerne. Der var kommet forbud imod debatering i hallen, under præstens prædiken, fordi et sådant udbud havde skabt panik i sidste uge. Fysos så ned omkring sine fødder. De forsøgte stadigvæk at fjerne blodet.

Præsten rakte sine hænder til vejrs, og stilheden faldt som ringene i vandet: ”Ilden vil vandre efter sin krop, men Umbreva og Ihna har sendt sine krigere i blandt os! Der er endnu frelse at forvente!”

Fysos kneb sine grå øjne sammen. Hans gamle ven havde lige befaret sig ud hvor vandet var for dybt, ved at nævne Raktao dragen. Ganske vidst ikke direkte udtalt dets navn. Det ville have været rent ud selvmord for hans karrierer som højeste præst. Det var kun på ildøen de snakkede åbent om den, men de havde også en meget skæv opfattelse af den legende. Fysos havde aldrig troet på at elementerne selv valgte deres præster, eller at de påtog sig deres kroppe for at bringe sine børn beskeder, på en måde hvormed de kunne forstå. Men han havde heller aldrig bragt sig selv til at spørge. Kun dumme folk stiller ikke spørgsmål. Han ænsede igen imod soldaterne. Måske det er på tide jeg får en snak med min gamle ven, inden han tager sit job for alvorligt.

”Vogt jer mi...” Fysos gamle ven standsede midt i han udtalelse og så sig over skulderen.

Noget havde distraheret ham, men der var ingen bag ham, blot den almægtige tåges måne der kiggede ned på ham fra oven. Folk begyndte atter at mumle forvirret til hinanden.

Et bulder brød igennem salen og folk for et skridt tilbage, som en bølge af rædsel. Det lød som om templets stenvægge gav sig en anelse, deres raslen imod hinanden skar sig som knive på en stentavle, og mosaik billedet begyndte at knække. Folk begyndte at vrimle overalt omkring ham, og vagterne fik sit at gør emed at holde ro. Endnu et brag lød, da sten kollapsede og spredte sit støv overalt på scenen. Fysos strakte hals for bede at kunne se hvad der var forude, men folk vrimlede omkring i panik og råbte op om verdens undergang. Han nåede lige at trække staven til sig inden den første uheldige person faldt over den.

”Se!”

De fleste i salen frøs. En mand pegede imod scenen, og standsede folk omkring ham. De måbede af den brede skygge i tågen. Faklerne fik den til at danse i støvet, og Fysos ønskede inderligt at være tyve år yngre med et falkeblik og friske ben. Han skimtede en åbning langs søjlerne tættest imod væggene, hvor vagterne havde stået for et øjeblik siden. Fysos sneg sig derover og kom langsomt tættere på scenen. De sidste paniske tilskuere havde forladt steder, og tilbage stod den resterende flok og betragtede vidunderet for deres øjne.

Højeste præsten og præstinden var faldet på knæ som i bøn. Strakte de deres hænder ud, ville de kunne røre ved skyggen. To stemmer hostede og brød stilheden. Fysos stok klaskede imod stengulvet, og dets ekko lød i fast trance fr hvert skridt han tog.

Støvet lagde sig stille og to hoveder kom til syne i faklernes skær. Det var ikke et væsen med to hoveder, men to væsner hvis skygger dansede sig rundt i hinandens favne. Fysos kunne ikke tro sine halvblinde øjne, og han mærkede hvordan fingrene rystende greb om stokkens skafte. Det kan ikke passe! To bleghudede forfædre stod og stirrede tilbage på den måbende forsamling. Hans smilebånd trak sig automatisk sammen, og små genfærd af en gammel latter rungede fra hans indre og ud af hans lange, tynde hals. For første gang i et årti var det lykkedes ham at blive overrasket.

Den ene pige vendte sit ansigt imod lyden af hans gennembrydende latter. Folks mumlen overdøvede hurtigt hans stemme, men han mærkede nysgerrigheden pirre i ham. Han mødte hendes dybt brune øjne, og mærkede en kraft af liv bag den dybe mur af forvirring og rædsel. Hun rankede langsomt ryggen og tog den anden piges hånd. Den større pige svang forskrækket hovedet og så på den anden. Støvet faldt til side og afslørede en gylden manke. Forfaderen med det støvede, brune hår fastholdte Fysos's blik og nikkede i hans retning. Den anden forfader fulgte retningen, men var tydeligvis konfus over situationen, og bange for den store mængde for deres fødder. Der var noget ved hendes stærke blå øjne, der fik hjertet til at synke til bunds i hans bryst. Hans latter endte brat. Der var noget forurolige ved selve hendes karisma. Noget vildt. Noget farligt. Noget velkendt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...