Friendship - Madeline 15+ (Færdig)

Madison Glenn finder sin tvillingesøster Madeline død. Desperat prøver at finde hendes søsters morder. Uheldigvis viser det sig at morderen ved det, og derfor vil skaffe sig af med hende, inden hun ved for meget.

Bog 1 i serien Friendship.

13Likes
18Kommentarer
989Visninger
AA

8. Kapitel 8. Afslutningen.

  Jeg kan kun høre lyden af min egen åndedrag, og den generator der holder mig i live. Det er utroligt at jeg er i live. Jeg burde være død, det var det jeg ønskede der ville ske, da jeg sprang ned af trapperne. Spørgsmålet er bare; Hvorfor er jeg ikke død? Hvorfor bliver jeg holdt i live, jeg vil jo dø. Jeg vil op til Madeline, jeg kan ikke undvære hende!

  Vinduet står åben, og her er koldt. Et par blade flyver igennem den, og en af de mange læger omkring mig, lukker den uden at slippe synet fra mig.

  De holder mine hænder og ben nede i sengen, så jeg ikke kan slippe væk. Fandens. Jeg troede ikke at man måtte holde børn og unge fast til sengen, selvom de var selvmords truede. Det må de så godt.

  Da jeg kigger over på vinduet igen, ser jeg Alice. Hun smiler ondt til mig. Jeg kan se at det hendes mor nu er fanget, giver hende endnu mere lyst til at dræbe mig.

  "FÅ MIG VÆK!" Skriger jeg, og jeg begynder at græde. "FÅ MIG NU VÆK!"

 Jeg kæmper for at komme fri, og til sidst lykkedes det også med mine hænder. Jeg holder dem for ørene, og begynder at skrige så højt jeg kan. Jeg slår ud efter lægene, og slår sygeplejersken, der kommer ind for at hjælpe, ned.

  "FÅ MIG VÆK HER FRA!" Råber jeg, så højt at jeg får ondt i hovedet. "FÅ MIG UD!"

  En af lægerne kommer med en kanyle, de andre holder mig så stille som de kan. Jeg skriger igen, og beder og tigger om han ikke nok vil stoppe. Jeg lover dem at ligge stille, og da jeg så gør det begynder jeg at græde. Sygeplejersken jeg slog ned, sætter sig ved mig, og trøster mig. Jeg undskylder for at have slået, og hun tilgiver.

  Lægerne går ud, så der kun sidder os to. Det er ubehagelig akavet.

  "Madison.." Siger hun blidt, og tager sine handsker af. "Jeg tror at der er noget du ikke har fortalt. Og du har heller ikke lyst til at fortælle det, men det piner og æder dig op indefra. Er det ikke sandt?"

  "Jo," jeg tørrer mig rundt om øjnene med min arm.

  "Skal vi så ikke lave en aftale?" Spørger hun. "Jeg fortæller dig en hemmelighed, og du fortæller mig hvad der går dig på. Jeg skal nok holde det hemmeligt for alle."

  "Okay.." Siger jeg svagt. "Du starter."

  "Fint," siger hun og smiler. "Da jeg var på din alder, kom jeg til at gøre noget meget dumt. Jeg kom til at stjæle. Det var ikke noget specielt. Bare en modeblad, og det blev aldrig opdaget. Men jeg kan sige dig at selvom det er langtid siden, så vågner jeg stadig med skyldfølelse. Og det er fordi jeg ingen har sagt det til. Så når vi nu går væk herfra, så tror jeg at vi begge kan så helt stille og roligt."

  "Tak for din opmuntring,"  siger jeg, og smiler svagt. "Det startede da jeg fandt min søsters lig. Der lagde et bånd og en alpe-mandstro. Kender du den? Den er en meget smuk blomst. I hverfald tog jeg tingene, fordi jeg følte at jeg skyldte Madeline for alle de gange jeg svigtede hende. Så jeg tog tingene med, og løg for politiet om dem. Da jeg satte båndet i videoafspilleren, så jeg mig selv. Jeg blev filmet live, fra morderen. Hvem af de tre ved jeg ikke, men personen stod i vinduet og filmede mig. Da jeg nåede hen til vinduet stod der en stige op af min vindue. Jeg blev så bange!"

  Og så fortæller jeg så resten af hvad der skete. Under det hele sidder sygeplejersken, og nikker med, med alvorlige øjne. Hun har nok fortrudt hun nu ikke må fortælle noget.

  "Hold da op," sagde hun. "Den slår min hemmelighed."

  Vi begge lo.

  "Hvad skal jeg gøre?" Spørger jeg. "Hun er der stadig, jeg så hende jo selv!"

  "Madison.." Siger hun, og lægger hånden på min mave. "Når man er bange for nogle, ser man dem sommetider. Alice er sikkert allerede taget med et fly langt væk. Hun er her ikke mere, og hun gør dig ingenting. Hvis jeg har forstået det hele ret, har Alice jo faktisk ikke gjordt dig noget. Det var hendes mor, og hende den gamle i bilen. Alice stod i baggrunden, og når man er på jeres alder, kan man ikke gøre sin mor noget. Alice er stadig din veninde. Hun flygter bare fra politiet, fordi de ikke forstår det sådan."

  "Jamen.." Siger jeg, og kan ikke finde ord. Det var sandt. Det hele. Alice gjorde mig ikke noget. Alice stod bare i baggrunden, men jeg har brug for at hører hvorfor, hendes mor ville gøre det imod mig. "Du har nok ret.. Hvornår kan jeg komme væk herfra?"

  "Nok i morgen," siger hun. "Du skal lige være hel rask."

 

***

 

  Da mørket trækker sig på, bliver jeg bange. Hele min krop ryster, og jeg tvivler på det sygeplejersken sagde. Alice er der ude. Ikke så langt væk. Det jeg så tidligere i dag, var måske syner, men hun er der det ved jeg. Lige nu planlægger hun måske en ny plan for at dræbe mig? Efter alle de år troede jeg at jeg kendte hende. Men hun er langt fra hende jeg regnede med at hun var.

 

***

 

  Sneen daler langsomt ned fra himlen, og lander ligeså blødt på den frosne jord. Snefnuggende ligner små krystaller. De er smukke, klarer, og hvide som duens fjer. De ligger sig trygt op af hinanden, men træder nogen på dem, så bliver de hårde.

  Det er D. 23 december. 1 dag til jul. Mine mareridt om Alice er forsvundet, jeg tænker slet ikke mere på hende. Som sygeplejersken sagde, så er Alice nok slet ikke ond. Hun var sikkert bare bange for sin mor, og blev nødt til at adlyde hende.

  Jeg går nede i centret for at finde de sidste gaver. Det er jo sidste chance. Da jeg går forbi den dyre skobutik, tænker jeg så på Alice. Hun elskede at gå derind. 

  Flere gange har jeg overvejet at forsøge at finde hende, og bevise hun intet har gjordt. Hun burde ikke udsættes for at gå alene ude i verden. Tænk hvis hun ender som den lille pige med svovlstikkerne. Det vil jeg ikke lade ske.

  For at aflede mine triste følelser, går jeg ind i skobutikken. Jeg kigger på den hylde hvor Alices yndlings sko står. Jeg beslutter mig for at købe dem til hende, hvis hun en dag kommer hjem igen, men i dét jeg rækker ud efter skoene, kommer en blondhåret pige, og tager dem.

  "Hey!" Råber jeg efter hende. "Dem skulle jeg lige til at købe!"

  Hun vender sig om, og tager skoene med tommelfingeren og pegefingeren, og trækker de mørkbelagte solbriller lidt ned. Og så smiler hun. Et smil jeg aldrig vil glemme. Netop dét smil, tilhører nemlig min bedsteveninde. Alice. 

 

Og spænding fortsætter

i bog 2.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...