Friendship - Madeline 15+ (Færdig)

Madison Glenn finder sin tvillingesøster Madeline død. Desperat prøver at finde hendes søsters morder. Uheldigvis viser det sig at morderen ved det, og derfor vil skaffe sig af med hende, inden hun ved for meget.

Bog 1 i serien Friendship.

13Likes
18Kommentarer
989Visninger
AA

5. Kapitel 5. Sandheden Om Far.

  Vandet fra bruseren løber ned i risten. Det er behageligt at mærke vandet skylle sorgen væk. Alt det jeg må skjule, skylles ud. Det ville være så enkelt hvis jeg bare havde taget mig sammen. Hvis jeg bare havde koncentreret mig om at undgå den pokkers sten. Så havde Madeline stadig været i live, og det havde Joel også været. Men alt ville alligevel have været indviklet. For hvem var ham Brayden? Hvorfor så Madeline ham? Og hvis han vidste jeg snød ham, hvorfor helvede var han så så klam at forsøge at voldtage mig? Hvis han ikke er Madelines morder, hvem er så? Hvem er skabt af ondskab? Hvem hader Madeline, og havde fri lejlighed til at slå hende ihjel? Alle. Så vidt jeg ved, er der ingen der kunne lide Madeline, og alle kunne have gjordt det. Måske burde jeg bare give politiet tingene, og lade dem komme videre i deres sag? På den anden side kunne jeg måske blive anholdt for at tilbage holde informationer, og skjule ting fra gerningsstedet. I det samme jeg træder ud fra bruseren, ringer det på døren.

  Jeg tager en håndklæde om min krop, og en om mit hår, og løber så nedenunder. En kold vind skyller ind over mig, da jeg åbner døren. Betjentene står overfor mig. De holder dommererkendelsen op foran min hoved, og jeg tvinger mig selv til at lukke dem ind.

  "Må jeg gå op og tage noget tøj på?" Spørger jeg dem. De nikker som svar, og lister rundt i huset. Min hjerte begynder at banke hårdt. De må bare ikke finde ud af noget.

  Jeg går ind på badeværelset, og trækker i mit tøj. Bagefter går jeg ned til køkkenbordet, hvor de har sat sig ned.

  "Vi kan se der mangler ting ved gerningsstedet," siger den ene. Fuck, fuck, fuck! "Kender du noget til det?"

  "Nej? Hvad mangler der?" Lyver jeg. Jeg håber min skuespil er god nok til at overbevise dem om, at jeg ikke lyver.

  "Det har vi ikke fundet ud af," siger den anden. "Og nu ved du godt, at hvis vi finder ud af at du lyver, så kommer du i ungdomsfængsel?"

  "Ja.." Siger jeg. "Så er det jo godt jeg ikke lyver.."

 

***

 

  (Svensk version af tekst. Dansk version nedenunder.)

 

"Hallå?" Rop Alice in i telefonen. "Är du fortfarande där Björn?"
   "Ja, jag var bara få pappersarbetet", säger han.
   "Nå, vad är nästa?" Fråga Alice.
   "Titta, det är inte för att jag tror att du ljuger," mumlar Björn. "Men för att se till, skulle jag vilja veta lösenordet."
   "Jag kommer inte att stå för!" Yell Alice. "Jag är Veronica Salmsöe!"
   "Okej, okej .." sade han motvilligt. "Den säger att Albert Glenn är pappa till Alice Salmsöe, Madeline Glenn, och Madison Glenn. Vad vet du det?"
   "Bara så att jag kan se till att innan jag gör mer om problemet", säger Alice.
   "Problemet?" Fråga Björn.
   "Ja .. problemet .." Rop Alice och avslutar samtalet.

 

(Dansk version.)

 

  "Hallo?" Hvisker Alice ind i mobilen. "Er du der stadig Björn?"

  "Ja, jag var bara få pappersarbetet," siger han. (  "Ja, jeg skulle bare lige hente papirene," siger han.)

  "Godt, hvad står der så?" Spørger Alice.

   "Titta, det är inte för att jag tror att du ljuger," mumler Björn. "Men för att se till, skulle jag vilja veta lösenordet." (  "Hør, det er ikke fordi jeg tror du lyver," mumler Björn. "Men for at sikre mig, vil jeg gerne høre adgangskoden.")

  "Det vil jeg ikke finde mig i!" Råber Alice. "Jeg er Veronica Salmsöe!"

  "Okej, okej .." siger han modvilligt. "Den säger att Albert Glenn är pappa till Alice Salmsöe, Madeline Glenn, och Madison Glenn. Vad vet du det?" (  "Okay, okay.." siger han modvilligt. "Der står at Albert Glenn er faren til Alice Salmsöe, Madeline Glenn, og Madison Glenn. Hvad vil du vide det for?")

  "Bare så jeg kan sikre mig det, inden jeg gør mere ved problemet," siger Alice.

   "Problemet?" Fråga Björn. ("Problemet?" Spørger Björn.)

   "Ja.. Problemet.." Hvisker Alice, og afslutter samtalen.

 

***

 

  I længe sidder jeg bare i vinduet og kigger på de næsten gennemsigtige regndråber, der falder ned på den triste grå jord. Sommerferien slutter i morgen, så vil alt måske blive bedre? Jeg kan komme til at snakke igen med de forskellige fra skolen, men alligevel vil det jo aldrig blive det samme igen! Tiden er gået, og nu har skolen mistet to elever. Den ene min søster, den anden min kæreste. Tro pokker politiet mistænker mig, men de burde se det over hovedet, at jeg da aldrig kunne finde på at slå det jeg har nærmest ihjel. De burde overveje om nogen måske er efter mig, og de burde hurtigt at finde ud af det, for ellers er det forsent. Måske bliver jeg den næste? Ellers vil personen, eller personerne, finde endnu en sårbar punkt, og skade hver en knogle, før den eller de, går efter struben.

  Tøvende sætter jeg mig over til spejlet. Det er længe siden jeg sidst har gjordt noget ud af mig selv. Jeg er enlig også ligeglad med hvordan folk ser mig, hvis de vil mig noget skal de se igennem det, se den sår der bløder under min sårbare forklædning. Ingen kan skade mig mere end dem der fylder mest i mit liv. Men de er jo næsten væk alle sammen. Jeg har kun mine forældre og Alice tilbage. Og nu Alice så småt begyndt at droppe ud af den venskab vi har bygget op i så mange år.

  Nedenunder høre jeg far gå ud af døren. Så er jeg alene igen. Telefonen ringer, men som var det et farligt dyr, sniger jeg mig hen imod den. Langsomt løfter jeg den op til øret.

  "Det er Madison," siger jeg lavt. Min mave trækker sig sammen, og jeg holder vejret inde, indtil jeg høre den velkendte stemme.

  "Hej, det er Alice," siger hun. "Kommer du ikke over? Jeg har på fornemmelsen at du måske keder dig?"

  "Tjah," mumler jeg. "Enlig er jeg mere bange. Og lidt trist."

  "Det er vejret," siger hun med den samme stemme som dem i dyre-programmer. Den seriøse og alvorlige stemme. "Den gør sig klar til mørkets tid. De stakler der er født i den."

  "Mørkets tid?" Spørger jeg.

  "Du ved, vinter," svarer hun. "December, januar, februar. Det er mørkets tid. Er man født i mørke vil man vende sig til det, og blive ædt indefra af dæmoner og onde skygger."

  "Er det noget du har fået fra en gyser film?" Spørger jeg, og griner.

  "Måske.." siger hun, og fniser. "Kommer du over eller hvad?"

  "Ja," siger jeg uden rigtigt at tænke over det. Men for alt i verden vil jeg hellere derover, i stedet for at være her alene. "Jeg skal lige tage noget andet på, og sådan, så står jeg foran din dør."

  "Haha, okay," griner hun, og lægger på.

  Jeg skynder mig op i bruseren, og trækker i noget rent tøj. Så børster jeg mit blonde hår, og kaster det over skuldrene. Du kan klare det Madison. Det her vil styrke dig.

  Efterårs bladene er så småt begyndt at komme frem, falde af træerne, og ligge i store bunker på den smalle gå sti. Som altid er gaderne tomme her i området. De færreste har nemlig råd til at bo i kvarterets store huse. Byen blevet for mange år siden delt i områder. Vores område er for de rige, den anden de fattige. Det eneste der skiller os ad, er de mange tusindvis af butikker og shoppingcentre der er imellem os. Det er næsten ligesom i skolen. De populære, og de upopulære. Det foregår sådan at hvis man er populær, er man ikke bare populær, man er virkelig populær. Og de upopulære er ikke bare upopulære, de er virkelig upopulær.

  Da jeg går forbi Gabes hus, kommer jeg i tanke om den aften hvor Madeline blev dræbt. Jeg har slet ikke været forbi ham siden. Mon han tror jeg på en måde blev skræmt væk af ham, eller blev han skræmt væk af mig? Jeg kunne gå ind og hilse på ham, bare kort inden jeg skulle videre til Alice, men det gør jeg ikke. Jeg fik nok den dag jeg listede ind i hans hus. Han virker så.. Mystisk..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...