Friendship - Madeline 15+ (Færdig)

Madison Glenn finder sin tvillingesøster Madeline død. Desperat prøver at finde hendes søsters morder. Uheldigvis viser det sig at morderen ved det, og derfor vil skaffe sig af med hende, inden hun ved for meget.

Bog 1 i serien Friendship.

13Likes
18Kommentarer
972Visninger
AA

10. Kapitel 4. Glasset Springer!..

Udsnit af Canswaugh - Secret

  Holden og jeg styrter op af sengene. Jeg kigger ikke engang på ham og hans halvnøgne krop. Mine øjne fokuserer på at se igennem mørket. 

  Selvom der er flere meter ned, ser jeg svagt hvad der foregår. En mand ligger nede på iset, en cirkel af blod har dannet sig om ham. Flere af soldaterne skynder sig at bærer manden væk, mens andre dækker for blodet mens en kvinde tørrer det op.

  Hvad er det lige der sker? Hvorfor blev hans skudt, havde han gjort noget? Jeg har ikke engang været her en nat, og spørgsmålene hvirvler rundt i mit hoved. Jeg føler mig ikke længere så tryk, som dengang jeg stod af flyet.

  Gadelygterne der giver os lys nok til at kunne se, bliver slukket. Det er tydeligt at ingen ønskede vi skulle se dette, men det er for sent.

  "Det her er ikke godt for præsidenten," siger Holden, og jeg bliver i tvivl om det er mig, han siger det til.

  "Nej, det siger du ikke," mumler jeg. Tøvende slæber jeg mig selv i sengen igen. Nu ved jeg bare at jeg ikke kommer til at sove længe og godt.

  Efter noget tid hvor Holden bare har stået og kigget ud af vinduet, vælger han også at gå i seng. Jeg får et kort blik af hans krop. Muskuløst, og jeg nød det.

  Uret på væggen tikker så højt, at den holder mine øjne spærret op. Det kan også bare være at det er fordi at jeg er overtræt, at jeg hører den så højt. Men billedet af manden omgivet af hans eget blod, død, det holder mig vågen.

  Det går op for mig at jeg allerede længdes efter min familie, da jeg begynder at kører min pegefinger i cirkler på madrassen. Det gør Abigale altid, når hun er træt.

  Det er ubeskriveligt hvor meget jeg hader den tanke, om at jeg enten aldrig kommer til at se min familie igen, eller at jeg kommer til at leve i blandt vilddyr, og at det nok så skal blive min skæbne, at blive dræbt af dem.

  "Hvad er det for et liv jeg har?" Siger jeg så svagt at jeg er sikker på at Holden ikke hører det. Men det gør han jo så selvfølgelig.

  "Et dårligt et når du siger det sådan," siger han, "og du skal ikke regne med at mit liv er bedre."

  "Det gør jeg heller ikke," siger jeg uden at kigge på ham. Jeg kan mærke hans blik, varme mine skuldre. "Hvilket distrikt kommer du fra?"

  "Du går altså ud fra at jeg kommer fra et distrikt?" Spørger han.

  "Nej, det var bare.." Mumler jeg, og bliver helt rød i hovedet.

  "Det er fint, roligt, jeg kommer også fra et distrikt."

  "Hvorfor fanden..?"

  "Jeg ville bare se hvordan du reagerede. Jeg kan se på dig at du ikke kommer fra et."

  "Hvordan?"

  "Udtrykket.. Det hele handler om udtrykket, ansigtstrækkende, og blusser kinderne op kan man være helt sikker på hvor man kommer fra. Det er bekræftelsen."

  "Aha. Nu du ved hvor jeg kommer fra, hvor kommer du så fra?"

  "Jorddistriktet."

  Jeg vidste det! 

  "Er det en overraskelse?"

  "Nej, jeg kunne se det på dine ansigtstræk."

  "Du kiggede ikke på mig. Hør hvad jeg siger, og kig på mig."

  Jeg vender mig rundt i sengen. En stribe fra månens lys, skyder gennem den lille kant hvor gardinet ikke dækker, og oplyser hans ansigt.

  "Jeg, Holden Crosby, kommer fra jorddistriktet."

  "Du lyver," siger jeg svagt, "du kommer ikke fra jorddistriktet."

  "Præcis. Hvordan ser du det?"

  "Dine øjne. De ændrer sig. Jeg ved ikke helt hvad der sker, men de ændrer sig."

  "Du er god." Jeg rødmer endnu engang.

  "Hvor kommer du så fra? Og lyv ikke," siger jeg, og lægger tryk på lyv

  "Jeg kunne blive ved med at lyve til du kun ville have ét distrikt havde tilbage, men jeg skal nok lade hver. Jeg kommer fra luftdistriktet."

  "De Kreative?" Spørger jeg, og tænker, hvad helvede?

  "Det er sjovt ikke?"

  Mon ikke. Jeg havde gættet på alle andre end den.

  "Er det kreativt at kunne læse folks udtryk?"

  "Hvem siger at det er der, jeg kommer til at hører til? Du er jo heller ikke fortabt."

  Så sandt, så sandt. Jeg elsker at han siger at jeg ikke er fortabt. Det giver en hvis trykhed. Han er den første der har sagt det til mig. "Du er jo heller ikke fortabt."

  "Nej, det håber jeg ikke."

  "Må jeg gætte på hvor jeg tror du kommer til at hører til?"

  "Ja."

  "Du virker til at hører til her, men jeg tror at du vil mere end det. Jeg tror at du kommer til at leve i ilddistriktet."

  "Ilddistriktet?" Spørger jeg overrasket. Han er sørme chokerende.

  "Ja. For at overleve på De Fortabtes Ø kræver det mod. Mod til at bekæmpe øens kræfter, og mod og frygtløshed til at slå ihjel." 

  Sådan havde jeg aldrig tænkt det. Det er faktisk sandt. Hver dag slår jeg ihjel. I starten var det svært, og jeg græd. Hvordan kunne Abigail og mor og far slå fejl? Hvad skete der siden at de ikke tilhørte et distrikt?

  "Jeg har altid selv troet at jeg ville hører til her. Men du har nok ret. Jeg elsker omgivelserne, men det er nok ikke her jeg hører til. Jeg havde bare aldrig forestillet ilddistriktet. Ørkenomgivelser. Det er bare en skam at man ikke får svar om man bestod prøven, lige efter man har fået den. Det kunne ellers være rart, så man hurtigere kunne få afgjort hvor man hører til."

  "Man skal jo alligevel vente, til man har været i de andre distrikter. Man kan jo sagtens hører flere steder til, selvom det aldrig er sket før."

  "Jeg tror ikke at jeg skal have de store forventninger," siger jeg svagt, "min slægt har aldrig været inde i et distrikt. Kun når det var tid til prøverne."

  "Francesslægten?!" Råber han. Det giver et sæt i mig.

  "Hvad? Har du hørt om os?"

  "Kun kort, men jeg kan ikke huske hvad det var. Bare at I aldrig har været i et distrikt."

  "Hvem fortalte det?" 

  "Min mor. Jeg vidste ikke at der var flere tilbage."

  Tanken om at folk kender til os, giver mig myrekryb. Det lægger mere pres på, men til gengæld, hvis jeg så kommer ind i et distrikt, vil jeg jo nærmest blive legendarisk? Eller ydmyget af alle. Jeg foretrækker legendarisk.

  "Nåh," mumler jeg. Der bliver stille. Helt stille.

 

  Præsident Marks Synsvinkel.

  Mark står i vinduet, kigger ned på sin verden, nyder synet, men hader tanken om at den engang vil gå i oprør. Alle de folk de skulle være hans undersåtter, vil snart begynde en oprør, der vil fører til Canswaughs undergang.

 Et smil brydes frem på hans læber. Han kommer i tanke om Melody. Pigen der skal starte det hele. Men hvordan har hun tænkt sig det, når hun er død? Smilet bliver bredere.

 "Tiger!" Råber han. Hun styrter ind.

 "Hvad er der, præsident?" Spørger hun nervøst.

 "Hvad der er?" Siger han i et grin. "Jeg er glad. Utrolig glad! Jeg har en idé. En helt perfekt idé, og du skal sørger for at få den udført. Melody Frances har haft sin sidste dag. Nu slår vi hende ihjel! Det eneste vi skal gøre er.."

 "Melody kan ikke dø nu," afbryder Tiger.

 "Tiger, ingen afbrydelser," siger Mark, "jeg sørger for at alle vil tro at det er en fejl fra vanddistriktets side."

 "De må ikke tro at jeg ikke syntes om idéen, men vanddistriktet vil vide at det er Dem. Måske De skulle passe på med at være for ivrig."

 "Gør som jeg siger, eller du bliver fyret!"

 "Javel. Undskyld."

 

  Melodys Synsvinkel.

  Hvis ikke det var for den tikkende ur på væggen, der slog 9.00. havde jeg ikke vågnet før om et par timer.

 Mine øjne er trætte, og jeg har helt glemt alt om hvor jeg er, da jeg står ud af sengen. Jeg får et kæmpe chok, da jeg ser Holden, men heldigvis sover han, så han opdagede det ikke.

 Under normale omstændigheder havde jeg vækket ham, men han sover så sødt, og jeg ved at han skal til prøve i dag, så jeg lader ham sove.

 Jeg nyder det at vågne nogenlunde normalt op. Ingen vilddyr der nærmer sig mig, ingen mor der råber i mit hoved at jeg skal op og jage, og ingen kameramand der filmer mig mens jeg sover. Det er skønt, og rart bare at kunne gå ud på badeværelset ved siden af. 

  Derhjemme har vi intet badeværelse. Det er som sagt bare en grotte med enkelte møbler. Ikke det store, faktisk slet ikke. Jeg tvivler på, om man overhovedet kan kalde det et 'hjem'.

 Tøvende rejser jeg mig op fra den bløde seng, og går ud på det store badeværelse. Der er et flot mønster på væggen, og et hvidternet gulv der indeholder samme hvide nuance som på væggen.

 Mine fødder bliver varmet op fra radiatoren der hænger på væggen. Det er behageligt, for det sender varme op igennem hele kroppen.

  Jeg børster mit hår foran spejlet, og lægger den bagefter på plads i den kurv, hvor jeg tog den fra.

 Da jeg går ind til Holden igen, ser jeg at han er vågnet. Jeg smiler til ham, og bliver lidt skuffet da jeg opdager at han har trøje på.

  "Du husker aftalen i går?" Spørger han. "Altså at vi skal ned til undervandsdelen, inden jeg skal op til prøve?"

 "Jeg husker ikke at det skulle være inden prøven, men okay," siger jeg, og vi griner.

 Da vi har taget overtøjet på, går vi ud af det høje tårn, og ned i byen. Jeg ser en butik, og siger at jeg lige vil kigge.

 Holden venter udenfor, mens jeg selv går rundt. Butikken er ikke stor, men der er en hvis mystik over den, som gør den mere interessant.

  I butikken er der masser af små genstande, alle sammen smukke. Jeg ser en halskæde med en sommerfugl inde i en trekant. Sommerfuglen er lilla og med sorte mønstre. Virkelig flot.

  Forsigtigt sætter jeg fingeren på den. Jeg lader den køre hen af sommerfugl, og tager den så op i hånden. Den føles let, og giver gør min krop varm for kulden.

  Jeg går op til disken med den, og køber den så. Holden der har stået med ryggen til glasdøren, får et chok, da jeg går ud.

  "Den klæder dig," siger han, og det får min hjerte til at banke.

  "Tak," siger jeg, og smiler til ham.

  Da vi står foran et af de ti glasrør, der fører os til undervandsdelen, får jeg lysten til at skrige. Røret er smalt, og jeg har kæmpe klaustrofobi. Da vi går ind i den, mærker jeg tårende presse på.

  Det giver et sus i maven, da Holden trykker på den sorte knap på glasset, og den falder ned i en kæmpe fart.

  Af angst klæber jeg mig til holdestativet, også så jeg ikke flyver op. På under 2 sekunder står vi for foden af et kæmpe distrikt. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at den var  stor.

  Kæmpe bygninger ses overalt, mens store tykke glasruder sørger for at der ikke kommer vand ind. Selvom der er meget plads, mærker jeg stadig klaustrofobien være der. Den er bare lettere end i røret.

  For at Holden ikke lægger mærke til det, går jeg bag ham. Han fortæller om hvor imponeret han er, og hvordan han selv havde forestillet sig det. 

  Alt har en grøn skær i sig. En grønblå skær, og det ser virkelig godt ud. Rundt omkring ser man skulpturer lavet af De kunstneriske. De ser ikke ud til at være så gamle, som Holden fortæller at de er. Men det undre mig ikke hvis de er godt produceret.

  En masse navne bliver råbt op af højtaleren. Holdens navn er én af dem. Han får besked på at skulle mødes med de andre ved vanddistriktets bibliotek. Vagterne der står rundt omkring vil med glæde vise vej, fortæller højtaleren også, og det er så det sidste der bliver sagt.

  Holden fortæller at han i bøger om distrikterne, har læst sig frem til hvor det lægger. Jeg havde ikke forestillet mig at det er dér prøverne foregår, men hvad ved jeg?

  "Ønsk mig held og lykke," siger han med et nervøst udtryk. Han går hen til røret, men da han er gået ind, og jeg skal til at gå ind, bliver døren pludseligt lukket i, og røret kører op. 

  Det gør mig utrolig bange med tanken om selv at skal kører op med røret. Alene. Helt alene. Jeg siger til mig selv at jeg bare skal tage det roligt, og så gør jeg det. Stiger ind i den. Jeg står i noget tid, uden at trykke på den knap, der får røret til at kører op og ned.

  Af hele mit hjerte håber jeg at nogle kommer, og stiller sig ind i den, men de andre går bare ind i de andre rør. 

  Langsomt sætter jeg hånden på den sorte knap. Jeg tager en dyb indånding, og trykker til.

  Der kommer et højt lyd fra røret, og den suser op. Inden jeg når at reagerer, går det hele i stå. Røret standser, lyset der lyser den op bliver mørkerød, og der bliver helt stille.

  Jeg skriger af mine lungers fulde kræft, da jeg svagt ser en revne danne sig på glasruden. Mit hjerte begynder at banke hårdt, men ikke på samme måde som da Holden kommenterede min nye smykke. Smykket er ligegyldigt nu, jeg vil ud her fra!

  "Der er fejl i det system, der får røret til at fungerer," siger en kvinde stemme, fra den lille højtaler der sidder oppe i hjørnet. "Bevar roen, vi finder en løsning."

  "HVORDAN HELVEDE SKAL JEG BEVARER ROEN, NÅR GLASSET ER VED AT SPRINGE?!" Skriger jeg så højt jeg kan. Revnen bliver større, og det begynder at trykke hårdt for ørene. "FÅ MIG UD HERFRA!"

 Jeg bryder ud i gråd, og får lyst til at banke hårdt på ruden, men så vil den gå i stykker. Som kvindestemmen sagde, må jeg bevare roen. Hvordan jeg så skal finde ud af at gøre det, ved jeg ikke.

  I det at glasset springer, kører den op igen. Mine lunger fyldes med iskold vand, og jeg bliver rykket til siderne.

  Det er rent held at jeg stadig befinder mig på platformen, da det der er tilbage af røret, når op på landfladen.

  Folk styrter frem med tæpper, men en læge når først. Han presser mig på maven, så vand skvulper ud af munden. Jeg ser svagt til at starte med, men da jeg får tæpperne på, hjælper det. Hele min krop er iskold, så at det er is og sne over alt, får jeg det ikke varmere af.

 Jeg begynder at græde, men mindre end da jeg var i røret. Holden styrter hen til mig, og varmer mig med hans krop. Det får mig til at føle mig bedre tilpas.

 "Det er min skyld," siger han, "jeg skulle have ventet med at gå ind i røret til du kom."

  "Nej," får jeg fremstammet. "Så var du måske død."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...