Friendship - Madeline 15+ (Færdig)

Madison Glenn finder sin tvillingesøster Madeline død. Desperat prøver at finde hendes søsters morder. Uheldigvis viser det sig at morderen ved det, og derfor vil skaffe sig af med hende, inden hun ved for meget.

Bog 1 i serien Friendship.

13Likes
18Kommentarer
981Visninger
AA

4. Kapitel 3. Ildfluen.

  Svedperler strømmer ned ad min pande. Jeg forsøger at trække vejret ordenligt, men hele min krop er i ukontrol. Jeg kan ikke styre mig selv, mine øjne flakker rundt i rummet, min mund bliver tør. Hvor er kameraet? Hvem filmer? Jeg er alene, bliver jeg nu også myrdet?

  I det jeg rækker ud efter min mobil, begynder en høj lyd at tromme inde i tv'et. Der står med store sorte bogstaver: FOR AT OVERLEVE:

1. DU MÅ IKKE KONTAKTE NOGEN.

2. DU SKAL HOLDE BEVISERNE SKJULT.

3. DU MÅ IKKE GÅ TIL POLITIET.

  Jeg kan ikke fokuserer på skærmen eller det der står. Jeg kigger kun efter det skjulte kamera, det må være her i rummet.

  Pludselig ser jeg hvilken vinkel det er taget fra. Vinduet. Jeg løber hen til det, men der er ingen. Kun en stige der står op ad min vindue. Da jeg så kigger på fjernsynsskærmen igen, er billedet forsvundet.

  Mit hjerte begynder at banke, hoveddøren bliver åbnet. Hurtigt løber jeg ned af gangen, falder ned af trapperne, men kæmper mig med det samme op igen. Jeg kaster mig for at nå køkkenkniven, og får fat i den.

  Døren står åben, men det er ingen der går ind. Kun en lille hvid seddel der flyver hen til mig, hvorpå der står: Glemte trin 4: DU MÅ ALDRIG KÆMPE IMOD.

  Jeg synker sammen op af væggen, og giver mig til at græde.

  "Lad.. Mig.. Være.." Forsøger jeg at sige, men ingen kan høre det for mine tårer der vælter ud af mine øjne.

 

***

 

  Far finder mig ligge på gulvet, sort rundt om øjnene, og med brevet i hånden. Jeg sover, men han bærer mig op på min værelse. Kunne han gøre noget værre?

  Efter et par timer vågner jeg med en gigantisk hovedpine, og en tanke i hovedet der siger: Hvad sker her?

  Brevet ligger nu krøllet sammen i skraldespanden, jeg har lyst til at få far til at læse den, fortælle ham det hele, men han vil ikke tro mig, og så vil han desuden også bare blive skadet.

  Jeg finder min mobil frem, og ringer til Alice. Hun tager den først efter et par gange jeg har ringet.

  "Det Alice," siger hun.

  "Hej Alice, det Madison," siger jeg, og kommer i tanke om festen. Den fest hun ikke var med til, den syge fest hvor min søster bliv myrdet til.

  "Åh hej. Undskyld jeg ikke har ringet til dig. Det er alt det familie noget. Jeg hørte det med Madeline. Det er forfærdeligt. Jeg tænker på, at hvis jeg måske havde været med, så havde vi måske kunne være sammen, og det var ikke sket."

  Jeg siger ingenting, holder munden lukket, og presser mine øjne sammen for ikke at græde. Mon Alice også bliver generet af Madelines morder?

  "Hallo Madison? Er du der?" Spørger hun.

  "Ja, undskyld, jeg tænkte lige på noget andet.." siger jeg svagt.

  "Okay. Du må ikke sige det her til nogen, men jeg har hørt fra nogen at politiet skal afhører dig i aften. Vidste du det?"

  "Nej? Hvorfor? Jeg har da ikke slået hende ihjel?!"

  "Nej, det ved jeg godt. Det er politiet der mistænker dig. Det er vidst på grund af at der var blod på dit tøj. Og noget med nogle beviser der var væk."

  FUCK! Jeg må gemme dem inden de kommer.

  "Okay, tak fordi du sagde det Alice, jeg måtte smutte, hej."

  Jeg lægger røret på, og finder tingene frem. Hvor kunne man lige gemme det henne, uden det går i stykker? Måske under min seng? Nej der vil det bliver væk. Nej.. Nu ved jeg det! Jeg finder min smykkeskrin fem, og tager smykkerne ud. Forsigtigt så ingen af tingene kommer til skade, ligger jeg det der ned. Jeg kaster den ind under sengen, og køre fingrene igennem mit hår.

  Madeline-sagen er nu ikke længere bare en mission om at få sorgen væk. Nu er det en mission om ikke selv at blive dræbt. Husk på hvad Mrs Thunning sagde: Jeg er en ildflue. Selv når det er aller mørkest, lyser jeg. Det føltes godt at sige.

  "Madison?!" Råber far nede fra stuen. "Du har fået besøg."

  Hvem gider at tale med mig? Gad vide om det er politiet der kommer før tid? Hvad skal jeg så sige til dem? Jeg må skynde mig ned inden de vækker mistanke.

  Jeg løber ned af trapper, og synet der møder mig, er langt fra det jeg forventede. En ældre dame står i døren. Hun har langt sort fedtet hår, der hænger i klumper ned ad ryggen. Hendes øjne er kulsorte, og pupillen fylder det meste. Det ligner hendes ansigt hænger ned, af de mange løse rynker. Tøjet er mørkt og slidt, ligner noget en vagabond kunne gå med. Hvad vil hun mig?

  Tøvende går jeg hen til hende, far er allerede i hans arbejdsværelse, og jeg kan høre tasterne blive banket.

  "Hej?" Siger jeg, og kan ikke lade hver med at kigge på den store vorte hun har på hagen.

  "Er du.. Madeline?" Spørger hun, og lægger tryk på Madeline.

  "Nej, det er min søster, hun er død.." Min stemme knækker, og billedet af kniven sidder fast i hukommelsen.

  "Uh, du ligner hende forfærdeligt meget," siger hun med hendes kejtede stemme. "Er hun virkelig død? Af hvad?"

  Enlig har jeg lyst til at fortælle hende, at jeg ikke aner hvem hun er, og derfor kommer det ikke hende ved. Men noget siger mig hun har en forbindelse til Madeline, eller at hun måske.. på en eller anden måde.. ved noget om hvem der gjorde det.

  "Hun.. blev dræbt," siger jeg svagt.

  "Åh nej da! Det vil gøre min lille Brayden trist til mode. Han troede hun ikke længere ville se ham! De var så lykkelige når de var sammen. Det var derfor jeg kom her, for at høre Madeline om hvorfor hun ikke længere kommer?"

  "Du må undskylde jeg ikke sagde det først, men jeg er Madeline. Jeg var bare nervøs for hvad du ville her.. Men du kan sige til Brayden at jeg savner ham, og der er sket meget her for tiden, så det er derfor jeg ikke er kommet. Men jeg kan komme i morgen! Hvis du bare lige skriver jeres adresse ned, du er vel hans mor?"

  "Åh nej, kan du ikke huske det? Det var ellers sødt af dig, hans mor forlod ham da han var lille, jeg er hans plejemor."

  "Nåh, jah. Hvor dumt af mig. Korttidshukommelse.. Og Brayden er jo på min alder?"

  "Joh? Her har du adressen," siger hun, og rækker mig et papir hvor det står på.

  Hun smiler, går igen, og jeg lukker døren i.

  "Hvem var det?" Spørger far.

  "Bare en fra Jehovas vidner.." Lyver jeg igen. Hvad er det jeg har gang i?

  

***

 

    "Hej skat," siger jeg til Joels telefonsvarer. "Kommer du over? Jeg vil ikke være alene når politiet kommer.. Far er på arbejde, igen, og mor er stadig ikke kommet hjem. Jeg hader hendes job. Jeg bliver aldrig som hende, som om jeg gider undersøge liv, klamt. Når.. Kom over, ring, ring, ring."

  Jeg lægger røret på, og holder mobilen ind til mig. Jeg hader at være alene. Jeg kunne godt bruge Madeline lige nu. Det ringer på døren, og jeg går ned for at åbne. Som forventet står der to politibetjente.

  "Hvad vil i?" Spørger jeg, og lader som om jeg ikke kender svaret.

  "Give dig et par spørgsmål, og undersøge huset," siger den største af dem. De har begge mørkbelagte solbriller på, selvom det er kulsort udenfor.

  "Må jeg se jeres dommererkendelse?" Spørger jeg koldt. Den havde de nok ikke regnet med.

  "Vi regnede med at da du er uskyldig, har du ingenting at skjule," sige den lave.

  "Må jeg se den? Ellers kan i godt smutte igen."

  De kigger irriteret på mig, og går igen. Så kan de lære det. Så er der bare tilbage at tage op til ham Brayden i morgen, og finde ud af hvem han er.. For jeg har aldrig hørt om ham, og Madeline fortæller alt. Måske er han Madelines morder?

 

***

 

  Jeg vågner op badet i sved. Mine hænder er brandvarme, og hele min krop ryster. Mine øjne er spærret op, og er blodsprængte. Læder handskerne strammer om min mund, og jeg skriger og forsøger mig fri, men personen er for stærk.

  Et kort øjeblik ser jeg omridset af en mand, men så holder han en pude for mit ansigt. Jeg får ingen luft til hovedet, så jeg kæmper for at komme fri. Efter kort tid forsvinder jeg ud af mig selv. Jeg bliver arrig, men jeg kan intet gøre. Jeg mærker ilten forsvinde, og jeg bliver dårlig.

  "STOOP!" Skriger jeg.

  Jeg bliver vækket ved lyden af min egen skrig. Far kommer løbende op, med mor lige i hælene. De kigger forvirret på mig, og undersøger mig for skrammer. Men jeg har ingen, for det hele var bare en drøm. En ond, ond drøm, og jeg er glad for at jeg vågnede.

  Mor henter en kop mælk til mig, men jeg lader den stå på min natbord. Igen ligger jeg så alene i mørket. Billeder dukker op i mit hoved, nogen min syge rædselsvækkende fantasi selv har opdigtet.

  Jeg ser min far i en lænestol. Hans hår er gråt og fedtet ind i tørt blod. Hans hud er klam og ækel. Råddent, og med en grønlig farve. Jeg går hen og køre en finger over det, men det følger med, og åbner ind til det stænkende rådne gråhvide kød.

  Chokket får mig til at tage en tår af det kolde mælk. Det frisker mig op, og jeg sætter mig over til laptoppen. Den står tændt, for jeg glemte at slukke den sidst. Jeg søger på den adresse Braydens plejemor gav mig. Vinkelskov 1. Den viser en billede af en gammel gård, omgivet af træer. Hvordan kan nogen bo der? Den har en hvid slidt farve, mursten er væltet ud, porten til stalden er rød. Hæsligt. Hvordan kunne Madeline finde på at komme derhen? Måske tvang Brayden hende til at være sammen med ham, ellers var hun virkelig glad for ham. Hvordan kan jeg nu tage der ud, og lade som om jeg er Madeline?

 

***

 

  Da far er taget af sted, suser jeg ind i Madelines garderobe. Den står ligeså fin som den altid har gjordt, alt er i den fineste orden.

   Der er ingen problemer med at komme i tøjet, da mig og Madeline bruger.. Brugte samme størrelse i tøj.

  Jeg vælger den klassiske Madeline-stil. Mørkerød langærmet, med lilla striber. Et par stramme jeans, og en sort bælte. Ikke det jeg vil vælge, men nu skal jeg ikke være mig. Jeg skal være en kopi af Madeline.

  Det er ikke kun fordi jeg skal op til Brayden jeg tager tøjet på. Jeg vil se folks reaktioner, når de ser Madeline stige op af graven. Måske er jeg heldig, og kan få lov til at se morderens reaktion.

  Jeg stiger på bussen til Vinkelskov. Jeg kommer længere og længere ud på landet, og det begynder at bekymre mig vi ikke er stoppet.

  Efter noget tid skriver jeg til Joel om han vil hente mig ved Vinkelskov 1, bare om et par timer. Det m være nok til at få noget mere at vide om ham den mystiske Brayden. 

  Bussen stopper, og chaufføren forklare hvor jeg skal gå hen. Det er en lang vej, men ventetiden hver da jeg står foran gården. Den så præcis ud som på billedet, bortset fra at denne udgave var endnu mere skræmmende.

  Forsigtigt banker jeg på døren, og den gamle dame åbner. Hun råber efter drengen, og pludselig står han foran mig. Han er langt mindre uhyggelig end jeg forestillede mig. Hans øjne var grønne og blanke, og helt bestemt rare. Han smiler så hans smilehuller bliver tydelige, og det mørke vindblæste hår slår bølger. Han har en stærk kropbygning, og er temmelig høj og bredskulderet.

  "Madeline!" Råber han, og omfavner mig. Jeg har enlig lyst til at give slip, men han gør det før jeg når.

  "Du må undskylde, det er alt for længe siden sidst," siger jeg, og smiler blidt til ham.

  "Ja, vil du ikke med indenfor? Du kan bare beholde skoene på, vi er ved at renoverer, så her er lidt støvet.."

  Hvis han om lidt slår mig ihjel, fordi han tror han ikke gjorde det færdig med Madeline dengang i skoven, vil jeg så blive opdaget? Er hans plejemor med ham? Er han overhovedet ond? Et skridt ad gangen Madison, et skridt ad gangen.

  "Jo tak," siger jeg, og går ind. Der er lavt til loftet, det undre mig Brayden ikke slår hovedet i den. Vi går ind i en rum, der ser ud til at være den fineste i hele huset. Braydens værelse.

  Han lukker døren, og af en eller anden grund bekymrer det mig. Han tænder et stearinlys der står på hans skrivebord, og slukker så lyset. Fuck. HAN GÅR HEN IMOD MIG! Hvad helvede har han gang i?!

 Han tager elastikken ud af mit hår, og ligger mig ned i sengen. Jeg får lyst til at græde, men jeg må holde ud hvis jeg vil vide mere om ham.

  Langsomt trækker han mine jeans ned, og jeg får lyst til at sparke ham en hvis sted. Han gnider sig op mod mig, og jeg kommer ved et uheld til at skrige. Han springer op fra sengen, og kigger forskrækket på mig. Han slukker stearinlyset, og tænder lampen. Hårdt griber han mig i armen, og slæber mig ud i laden. Han får mig til at sætte mig i en bunke hø.

  "En gang død, altid død," siger han koldt, og kigger med helt andre øjne på mig.

  "Hvad?" Siger jeg, og rynker brynet.

  "Døde piger går ikke," fortsætter han.

  "Hvad mener du?" Spørger jeg, og rejser mig op, men han skubber mig straks ned igen.

  "Skal jeg sige dig hvad jeg mener? Jeg mener at da min plejemor i går kom hjem, og sagde at du, Madeline, ville komme her og besøge mig, tænkte jeg at det var løgn. Ved du hvorfor? Ja, selvfølgelig gør du det! FORDI MADELINE ER DØD! Jeg slog hende ihjel!" Mine øjne bliver store, og jeg griber ud efter øksen til min side, men Brayden når en skovl først, og slår mig i hovedet med den. Jeg vælter om i høet, og hoster blod op. Hurtigt forsøger jeg at komme på benene igen, men han er hurtig, og slår mig ned igen. Næste slag afviger jeg, men så får han fat i min ben, da jeg prøver at løbe væk. Han hugger skovlen ned, og jeg skriger af mine lungers fulde kræft.

  Jeg kæmper for at trække vejret ordenligt, mens jeg løber hen til ladeporten, men den er låst.

  "NEEJ!" Skriger jeg så rummet bliver fyldt med øredøvende gråd. Han når hen til mig, men jeg kaster mig efter øksen, og får fat. Jeg hamrer den ind i hans lår, men han lader ikke til at blive yderligere ramt af slaget. Han hiver den ud, og skal lige til at slå den i mig, da porten bliver åbnet fra den anden side.

  Joel styrter ind med en mursten i hånden, og hamrer den ind i Braydens hjerneskal. Han borer den ind mens jeg hører den frygtelige lyd af noget der bliver knust. Brayden kæmper for at slippe fri, men Joel har et godt tag i ham. Han bliver ved med at slå ham med murstenen, til han sidst ikke længere spræller. Han ligger helt stille, mens blodet siver ned fra hver en centimeter på hans krop. Jeg rykker længere væk fra ham. Jeg ryster, og mærker mørket overtage min krop. Blod er sprøjtet op på min arm, og det bløder fra min hovedbund. Jeg kan ikke rejse mig fra høet. Mine ben er fyldt med smerte.

  "Hvad har jeg gjordt?..." Siger Joel, og kigger ned på hans blodige hænder.

  "Du.. reddede mig.." siger jeg svagt. "Men.. det er ikke ham der slog Madeline ihjel. Han var muligvis med til det, men så er der flere."

  "Hvordan ved du det?" Spørger han.

  "Fordi han slet ikke ville prøve på at slå mig ihjel. Det var kun fordi jeg først greb ud efter den der økse," siger jeg, og peger. "Han havde fri mulighed for at myrde mig inde på hans værelse, men det gjorde han ikke. Hvis han ikke vil slå mig ihjel, hvordan skulle han så kunne dræbe en han virkelig holder af?"

  "Det kan jeg godt se.. men hvad gør vi med liget?" Spørger han stadig rystet over dramaet.

  "De har en lille sø bagved. Den er nok dyb nok til at man ikke ser ham."

  Vi bærer ham ned til søen, og kaster ham i. Vi beslutter os for at forsøge at glemme det hele, og køre hjem. Men hvordan kan man glemme, at man lige har myrdet en dreng?

 

***

 

  "Hej igen," siger Gardan, Braydens plejemor. "Kom ind."

  Hun åbner døren helt op, og lader personen komme indenfor. De sætter sig ned ved det firkantede lille bord.

  "De slog Brayden ihjel," siger personen koldt. "Nu er tiden inde til at straffe dem."

  Gardan tager sig forskrækket til hovedet. 

  "Åh, du godeste!" Skriger hun. "Min lille Brayden! De skal komme til at fortryde!"

  "Det kan du tro," siger personen. "Jeg henter de andre, så tar' vi drengen først."

  Jeg vågner ved at Crimpy står og slikker mig på hagen.

  "Åh du godeste, jeg troede jeg slog dig ihjel for en måned siden!" Råber jeg for sjovt af den lille elskværdige bæst. Den havde været væk i næsten en måned, men for pokker det er en kat, den gør hvad der passer den.

  Mine øjne har stadig ikke vendet sig til mørket, men jeg får alligevel øje på blodsporene der føre hen til Crimpy. Forsigtigt bærer jeg katten ned på gulvet, og lister ud af sengen. Jeg følger efter blodet, og ender i køkkenet.

  Jeg skriger så Crimpy styrter væk igen, i det jeg ser et lig på gulvet. Det føltes som en stik i hoften, da jeg opdager hvem der ligger spredt ud på gulvet.

  "Hold da kæft.." Hvisker jeg.

  En skål med indvolde står på køkkenbordet, og en seddel ligger ved siden af. Der står: Din kæreste kom med lidt katte mad. Prøv og giv den det her.

  Tårende styrter ned af mine kinder, og jeg falder på knæ foran resterne af Joel. Mine rystende hænder griber om min mobil, og jeg taster 112 ind. I det samme får jeg en besked, fra en ukendt person.

  Jeg føler der er noget du har glemt, Madison. Hvad med at tænke lidt over overlevelses reglerne? Måske nummer 1?: Du må ikke kontakte nogen.

 Skaf dig selv af med din lille ven. Jeg skal nok passe på dig i mørket.

  Med alle mine kræfter kaster jeg mobilen ind i væggen, og lader den gå i tusind stykker, ligesom min hjerte. Jeg skriger og græder på samme tid, og lader mine følelser kaste sig frit. Jeg river i mit hår, til det løstsner sig, slår mig selv i maven, til jeg ender med at hoste blod op, og kaster møblerne rundt over det hele. 

 

***

 

 "Er det ikke gået for vidt?" Spørger den mørkklædte.

  "Bakker du nu ud?" Siger hun, og griber hårdt om personens arm. "Så ved du hvad vi bliver nødt til at gøre! Og det tror jeg ikke du har lyst til at opleve."

  "Nej, jeg bakker ikke ud. Det kunne jeg aldrig drømme om! Men hvorfor blive ved med at trække hendes død ud? Vi kan slå hende ihjel lige nu! Hun er alene, ingen vil vide at det er os!"

  "Vi skal trække det her ud. Jeg vil have hende til at lide."

  "Igen, bakker jeg ikke ud. Men hvorfor?"

  "Fordi.. jeg vil have hende til at huske, hvem hendes virkelige fjende er."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...