Friendship - Madeline 15+ (Færdig)

Madison Glenn finder sin tvillingesøster Madeline død. Desperat prøver at finde hendes søsters morder. Uheldigvis viser det sig at morderen ved det, og derfor vil skaffe sig af med hende, inden hun ved for meget.

Bog 1 i serien Friendship.

13Likes
18Kommentarer
991Visninger
AA

2. Kapitel 1. Blomsten.

  Jeg strækker mine ben op mod de skinnende stråler der kommer fra solen. Græsset omfavner mig som en varm blød tæppe, men en brise skyller over. Langsomt skiller jeg mine læber fra hinanden, og puster ud. 

  En svedperle på min pande triller ned ad tindingen, og falder ned på en græsstrå. Det er den varmeste dag i dette år. D. 29. Juli.

  Hvis jeg kigger igennem den lille hul i busken, har jeg udsigt til den nye nabodreng. Han er kun 2 år ældre end mig. 18 tror jeg vidst nok. Han er allerede blevet træner på skolens fodboldhold. Han må virkelig vide noget om det. Lige nu er han i gang med at træne.

  Selvom hun er let som en pind høre jeg stadig Madelines skridt. Hun lister sig ind på mig, og giver mig et chok. Hendes bikini er helt nede, så jeg prøver at fortælle hende det, men som altid misforstår hun mine hentydninger.

  Jeg fortæller hende det ikke for at gøre hende flov, mere fordi jeg ved hun bliver mere flov hvis en anden fortæller det.

  En fugl flyver over den skyfrie himmel. Smukt, meget smukt. En solsort mener jeg den hedder. Men fugle ved jeg ingenting om, kun hvis jeg er heldig kan jeg gætte rigtigt hvis nogen spørger hvad fuglen hedder.

  Madeline ligger en blomst i mine hænder. En Alpe-Mandstro, den ved jeg ikke hvor hun har fra. Den vokser ikke i området.

  "Den er flot, ikke?" Siger hun, og sætter forsigtigt pegefingeren på dens blå højblade. Hun lader den glide ned af stilken.

  "Jo, men du behøver ikke ligge den sådan. Jeg er ikke død?'!" Siger jeg, og griner højt i håb om at nabodrengen hører mig. På den anden side hører han mig selvfølgelig. 

  "LOL, du er bleg. Du ser lidt død ud!" Svarer hun igen, og kigger på mig som lå jeg for døden.

  "I lige måde, zombie!" Jeg sætter mig op, og kigger ind i hendes blå øjne. De samme som mig og mors. "Hvor har du enlig blomsten fra?" Jeg løfter den op foran hende, men hun kigger ikke på den.

  "Ude foran huset. Jeg tog den sidste," hun lyder pludselig mere seriøs i sin stemme. Som om hun prøver at overbevise mig om det. Som om hun ved jeg ikke tror hende. I samme øjeblik høre jeg en bil parkere udenfor vores hus. Jeg kan ikke se den, men jeg ved hvem det er. Alice.

  "Hey, dudes! Jeg håber ik' i er begyndt festen uden mig?" Råber hun så alle i kvarteret høre det.

  Madeline sender hende kolde øjne, og Alice sender igen. De har hinanden siden afgangsfesten for begge 9. klasser sidste år. Jeg har hørt historien så mange gange at jeg nu kan den i hovedet.

  Dengang var Madeline og Alice og jeg bedsteveninder. Om man så kan kalde tvillinger det ved jeg ikke. I  hverfald var både Madeline og jeg venner med Alice. 

 Alice var som altid den store festabe den aften. Hun var vild, og havde i smug taget for meget narkotika. Hun ville have mig med, men jeg sagde nej.

 Om hun var ved sin bevidsthed på det tidspunkt, ved jeg ikke, men hun gik i seng med ham der var Madelines date, og som Madeline altid havde været forelsket i. I starten ville hun ikke tale med mig fordi jeg stadig var veninder med Alice, men det gik over.

  "Jeg skal noget," siger Madeline, og går ind i huset.

  "Der er fest i aften, hos Mike," siger jeg til Alice, og smiler. Hendes blonde slangekrøller bliver blæst tilbage af vinden.

  "Damn it, jeg skal til noget familiemiddag," hun kigger ned i græsset.

  "Kan du ikke snige dig afsted, eller noget?"

  "Eller noget?"

  "Ja. Du plejer at være vild efter at komme med, hvad sker der?"

  "Jeg har været væk fra min familie i så langt tid. Jeg har ikke lyst, men jeg bliver nødt til det. Kan vi ikke please lade hver med at tale mere om det?" 

  "Jo jo.."

  Der bliver så stille at jeg kan høre ormen grave små huller i jorden.

 

***

 

  "Skal dig og Alice til fest i aften?" Spørger far, mens han lægger tøj sammen. Jeg føler at jeg synker ned i lænestolen, det gør jeg måske også.

  "Nej, hun skal til familiemiddag," siger jeg, og bider i mine negle.

    Han lader til at være træt af at jeg skal blive hjemme. Jeg kunne have mobbet ham, og sige at jeg har besluttet mig for aldrig at tage afsted fra ham og mor. Men han vil begynde at græde, og det hader jeg at se på. Mest fordi jeg ved at han syntes det er for tabere at græde.

  "Årh.. er der andre du kan tage med?" Spørger han. "Måske ham den nye? Han vil sikkert glæde sig til at se hans nye klassekammerater!"

  "Jeg kunne tage ham med.. men så ville folk tro at vi er sammen. Og det er vi jo ikke."

  "Men det har du jo ikke noget imod?"

  "Nej, du har ret. Jeg går over og spørg ham.

 

***

 

  "Hallo?" Råber jeg ind i huset. Der er temmelig rodet, og støvet. Det minder mig om et hus jeg så i en gyserfilm. Så skulle der om lidt komme en bag mig, og sprætte mig op. Det vil jeg ikke bryde mig om, jeg holder mig fra tanken.

  Der lyder en hosten oppe på 2. sal. Jeg går forsigtigt derop, og sørger for ingen høre mig. Folk skulle jo nødigt tro jeg ville snerre i folks ting.

  I det jeg når enden af trappen, er der en der prikker på min skulder. Jeg skriger forvildet, og fægter med armene.

  "DU MÅ IKKE SPRÆTTE MIG OP! DU MÅ IKKE SLÅ MIG IHJEL!" Skriger jeg, og vender mig om. Men det er bare den lækre dreng der står, og kigger forvirret på mig. 

  "Jeg gør dig ikke noget!" Siger han, og tager hænderne op af hans jeans, som er han ved at blive anholdt. Det går op for mig jeg danner en pistol med mine hænder. Pinligt.

  "Undskyld, det var ikke meningen at liste rundt i jeres hus," siger jeg, og klør mig i håret. Jeg bider mig selv i læben, og håber han tilgiver. Det går ikke at være uvenner med sine naboer.

  "Det er ligemeget. Du prøvede vel at finde nogen?" Siger han.

  "Ja, dig.." Jeg kan mærke mine kinder blusser op.

  "Årh, jeg var udenfor."

  Det vidste jeg da enlig godt. Jeg dum, dum, dum, dum!

  "Nåh..jeg ville bare spørger om du vil have lyst til at møde lidt flere fra klassen, end bare fodbolholdet. Det ville måske være rart inden sommerferien slutter? Der er fest i aften hos en der hedder Mike."

  "Jo, det kunne være rart. Hvor tid?"

  "Vi kan følges derover, jeg henter dig bare klokken 19.00?"

  "Okay, det fint."

  Jeg begynder langsomt at gå ud, men drengen stopper mig.

  "Hvad hedder du enlig? Jeg mener, hvis nogen spørg."

  "Det skal du ikke være bange for."

  Jeg går hen til døren, og kigger på ham.

  "Madeline."

 

***

 

  Hvad for noget tøj skal jeg tage på? Den grønne tanktop, med sorte jeans? Eller den hvide t-shirt hvor der stå, fashion på, sammen med de sorte jeans? God damn it! Jeg hader sådan noget.

  Efter langtid har jeg valgt, det bliver den hvide.

 Madeline kommer ud fra hendes værelse. Hun ser på mine negle, og begynder at grine.

  "Skal du til fest med de negle?" Spørger hun og leer.

  "Ja.. Måske.. Vil du med?"

  Hun ryster på hovedet.

  "Come on! Alice er ikke med!"

  "Fint, men jeg tager selv af sted. Jeg er ikke klar endnu.."

  "Tak søs," siger jeg, og krammer hende.

  Det virker akavet. Og det må se akavet ud. To piger der ligner hinanden på en prik, krammer. Det er næsten som at kramme sig selv.

  

***

 

  Jeg holder i længe i bilen, og venter på at Gabe kommer. Jaa.. Jeg fandt ud af hvad drengen hedder.

  Efter 20 minutter beslutter jeg mig for at gå ind. Hvad nu hvis han tog med en anden pige? Eller bare vil være ond og brænde mig af?

  Jeg stiger ud af bilen, og banker på døren. Han åbner.

  "Undskyld det tog lidt tid, jeg er stadig i gang med at pakke ud.." Siger han, og prøver at smile, men det ligner bare et akavet forsøg på at få mig til at grine.

  "Ja ja, bare du kommer nu," siger jeg koldt.

  Vi sætter os en i min bil, og sætter fart mod festen. I langtid er der bare tavshed. Total stilhed. Han er drengen, han burde tale. Men på den anden side, hvad skal vi så tale om?

  "Hvor kommer du fra, Gabe?" Spørger jeg.

  "Gabe?" Siger han, og rynker brynene.

  "Det kalder vi folk her, når de hedder Gabriel. Det lyder ligesom lidt mere.. Tjekket.." Jeg må bare ikke allerede gøre ham fornærmet.

  "Nåh.. Jeg kommer fra Canada," siger han, og smiler på den rigtige måde.

  "En Canadier.. Cool," jeg må undgå ikke at begynde at ryste. Men jeg kan mærke mine hænder sveder, for jeg kan næsten ikke holde ved rettet. "Så er vi her."

  En hver vil vide at dette var festen. Der kom røg og lys ud fra huset, og der stank kraftigt af alkohol.

  Jeg smækker døren op, og går ind med Gabe lige bag mig.

  "Her er der nogen du kan snakke med.." Siger jeg, og skubber ham ind i nogle drenge.

  Selv går jeg direkte til Joel. Han står sammen med et par drenge, men jeg hiver ham udenfor.

  "Skat, har du det hele med?" Spørger jeg, og holder ham i hånden. Han smiler med det helt unikke blik i øjnene, det sorte bølgede hår, den perfekte kropsbygning.

  "Selvfølgelig, smukke," siger han, og tager posen med sprut frem fra hans ryg.

  "Tak," jeg giver ham et kys, og tager alkoholdet.

  "Er det ikke din søster der står derover?" Spørger han, og ser overrasket ud. Jeg vender mig om for at se. Jeg får helt tårer i øjnene. Det er langtid siden hun sidst var til en fest, hun har helt det forkerte tøj på. Bare ingen siger det til hende, hun er alt for sårbar. Og hendes ansigt er helt dækket til. Nej, åh nej, jeg vil ikke kunne klare at se hende græde. Jeg må stoppe hende.

  "Jo, jeg smutter lige skat, ses," jeg løber alt hvad jeg kan, men det er forsent. Hun er allerede gået ind. Jeg kan høre de første grine. Det var min værste mareridt engang. Jeg når kun hen til døren, før hun styrter ud, med tårer i øjnene. Jeg ser hende løbe ud i skoven, og jeg følger efter hende.

  En træstamme står i vejen for mig, jeg falder, slår hovedet mod en sten, alt bliver sort.

 

***

 

  "Aarv, mit hoved gør ondt," mumler jeg, og sætter hånden til panden. Jeg mærker noget klamt vådt og tykt væske, og da jeg tager den af panden, ser jeg blod. Forsatan hvad er her sket?

  Månen er stadig over mig. Jeg kigger på min mobil, og den er syv minutter i fem. Så har jeg fandme ligget her i langtid. Der er en ubesvaret opkald, fra et ukendt nummer. Personen har algt en bedsked. 

  Jeg sætter den til øret, for at kunne høre.

  "Madison.. Undskyld jeg løb fra dig.. Jeg er bange.. Jeg er i skoven.. Vil du ikke nok komme? Jeg er så frygtelig bange.." Der bliver lagt på. Jeg køre fingrene igennem mit hår. Helvedes. Bare hun er kommet hjem. Jeg prøver at ringe hende op, men hun tager den ikke. Jeg må ud og lede.

  Skoven er i sig selv, ret stor. Men ikke nok til at farer vild, og heller ikke nok til at forsvinde væk i. Jeg forstår Madeline. Jeg har aldrig rigtigt behandlet hende godt. Ikke på den rigtige måde, jeg har aldrig hjulpet når hun virkelig har haft brug for det. Nu får jeg måske chancen. Men hvorfor leder jeg? Hun er vel alligevel ikke her mere? Hun fandt vel en anden der kunne hente hende, da hendes tvilling svigtede hende igen.

  I det jeg når til en lille sted midt i skoven, med en mellem areal hvor der ingen træer er, får jeg øje på hende. Hun ligger der, så sødt så smukt, med dybe sår over det hele. En kniv plantet i hendes hjerte, mens indvolde hænger ud fra hoften og maven. Hendes tøj er gennemblødt af det klæbrige varme blod, og i den ene hånd holder hun en bånd. I den anden en blomst. Men ikke en helt normal blomst. En Alpe-Mandstro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...