The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2372Visninger
AA

11. 9 December.

 

Jeg vågnede med en træng til at kaste op og jeg havde det virkelig ikke godt i dag. Måske det sne ham der Jake gav mig, blev for meget? Måske er jeg blevet syg? Eller også er det pga. vi intet varme har. Jeg trækker den tynde dyne over mig og mærker min krop ryste. Jeg rejser mig stille op og vakler ud på badeværelset, inden jeg falder sammen og kaster op. Jeg hader den klamme fornemmelse, som kommer nede fra maven af og langsomt køre op i spiserøret og derefter ud af munden, det klammeste er, når det også finder vejen til næsen og kommer ud derfra. Ikke mindst efterlader det en krillende fornemmelse og mere kvalme.

Jeg sætter mig opgivende bag ud, men må hurtigt læne mig frem igen og kaster op.

Jeg kan ikke være syg! Jeg skal tjene de penge, så vi kan overleve!

Jeg burde have arbejdet i går, men gjorde jeg ikke. Hvordan skulle jeg kunne dukke op? De tvang jo sandheden ud af mig, eller noget af den. Det er bare for hårdt.

Jeg rejser mig op og går imod mit værelse, men jeg bliver stoppet. Min mors nye fyr. Ham fra sidst. Det var ikke engang politi eller Mikey som kom, det var bare nogle fremmede som kørte direkte forbi og flyttede ind ved siden af.

”Nårnårnår, hvad laver du her” Siger han og kører øjnene ned af mig, ikke at jeg er halvnøgen, for det er jeg ikke. Har sovet med joggingbukser på og ikke mindst en tyk trøje.

”Må jeg komme forbi… jeg skal arbejde” mumler jeg nervøst.

”Åh hvorfor dog det” siger han bare og kærtegner kort min kind, inden jeg prøver at bevæge mig væk fra ham og det lykkes ikke helt. Hvorfor skal de altid være påvirket 24/7 og aldrig normale?

”Åh stop dog Cass” siger han blot og griber fat i min arm, men min mor kommer heldigvis og han slipper.

”Hvad har du gang i!?” hun klasker mig en og jeg ser forvirret på hende.

”Skrid ud og arbejd, og hold dig fra min kæreste… sindssyg unge” jeg bider mig i læben og skynder mig egentlig ind på mit værelse og gør mig klar, selvom jeg har det dårligt. Jeg vil ikke være her.

 

***


Jeg går stille i gennem parken og jeg ved jeg burde have været taget på arbejde, men jeg kunne ikke. Bare lugten af brød, bare tanken om det og jeg er ved at kaste op. Jeg har det virkelig skidt! Jeg sætter mig forvirret ned på en bænk i parken og ser fjernt rundt, åh hvor har jeg det dårligt! Jeg skal virkelig kaste op igen!

Et host forlader min mund og ikke mindst et nys. Jeg ligger armene stille om mig selv og ser forvirret rundt. Åh hvor har jeg det dårligt! Jeg skal virkelig kaste op igen. Jeg mærker den forvirrende snurren i maven, som er virkelig ubehagelig og ikke mindst det langsomt kommer til min mund.

Jeg lader blikket lede efter et toilet, men selvfølgelig er der intet i parken. Jeg rejser mig forvirret op og brækket ryger egentlig bare ud af min mund, dog når jeg at gøre det ned i skrallespanden. Lorte december, lorte år og alt bliver jo altid bare værre.

Jeg sætter mig opgivende på jorden og lukker øjnene en smule. Ved godt jeg ikke bør sidde på jorden, men jeg har det skidt og opsøger jeg Mikey, så kommer jeg ikke hjem igen, ikke hvis det står til ham. Han forsøgte også i går, da de andre var taget hjem, at overtalte mig. Men jeg har et hjem, et perfekt hjem! hvem prøver jeg at narre? Jeg har intet perfekt hjem.

 

Jeg vender blikket ned på min mobil, da klokken slår 15:32 og et suk forlader mine læber, så har jeg været herude i kulden i flere timer, siden klokken 6, eller der gik jeg rundt, slog mig vidst ned i parken klokken 8. men det er det samme, flere timer og jeg kan knap mærke mine fingre, selvom jeg har handsker på eller mine fødder.

Jeg rejser mig forsigtigt op, men mærker svimmelheden trække til og jeg gynger en smule frem og tilbage i mens jeg går. Folk er begyndt at komme i parken og larme, sikkert fyrer aften tiden eller noget.

”Cassandra?” hører jeg en kvindelig stemme nærmest spørger om, for at være sikker på det er mig og jeg vender mig forvirret omkring, for det er ikke min mors, den vil være mere hård og Mrs. Klein er det ikke, for hun er gammel og lyder gammel, det her er en ung kvindes stemme. Mit syn bliver chokeret, eller mere eller mindre nervøst, det er hende. Mikeys mor. Åh nej.

”Åh lille ven dog, du ser jo helt skidt ud” siger hun bekymret da hun kommer hen til mig og hun ligger sin hånd på min pande.

”Du jo helt varm” jeg ser en smule på hende og trækker mig væk.

”Jeg har det fint” mumler jeg, men jeg glider så på stien og ender på røven, med et lille piv. Det gav mig altså et chok! Hun sætter sig hurtigt på hug og ser på mig.

”Cassandra, er du okay?” spørger hun mere nervøst, om jeg kunne have været kommet til skade under faldet eller noget. Jeg nikker blot og mærker kvalmen stige til halsen igen. Åh nej. Jeg når egentlig ikke at gøre så meget, før jeg kaster op, heldigvis når jeg at dreje hovedet og jeg tager mig også hurtigt til munden.

”så lille skat” siger hun stille, inden hun tager mobilen frem.

”Hej skat, det er mig. Jeg har fundet hende. Hun er i parken, men hun har det ikke godt. Ja du ved det ved det store træ. Det er feber, ikke noget slemt. Godt, så ses vi om lidt” jeg ser en smule forvirret på hende og det som om hun ved hvad jeg tænker.

”Mikey kom forbi bageren, sammen med hans venner. Du var der ikke og hans ven spurgte hvor du var, de sagde du ikke var dukket op og ikke har været det længe. Så Mikey kom hjem og sagde det, han var bange for der var sket dig noget” jeg nikker en smule og jeg ved kun hvor det kan fører hen. Mikey har ikke andet end lavet mere rod i mit liv og det ender snart med jeg skal fjernes eller noget. Jeg mærker nogle hænder som lige pludselig løfter mig op og jeg ser forvirret på manden.

”Hej, jeg er Mikeys far” Siger han beroligende og jeg nikker kort, kan godt huske ham en smule. Svagt. Han begynder stille at gå ud af parken og hen i mod en bil. Mit blik rammer Mikey, som står ved bilen og han sender mig et smil, dog smiler jeg ikke tilbage. Hvordan kunne han?

Hans far hjælper mig langsomt ind i bilen og Mikey sætter sig på forsædet ved sin far, hans mor sætter sig omme ved mig og holder sin hånd på min pande. Hun tvinger mig langsomt ned og ligge på hendes skød. Han starter bilen og begynder at kører.


***
 

”Jeg vil godt hjem” mumler jeg lidt og hun ser på mig, det som om hun hører hvad jeg siger, men nægter at hører. For de kører hjem i mod dem.

Det er jeg sikker på, eftersom de stopper bilen ved dem.

”Du skal ikke der tilbage” siger hun stille og nusser mig kort, inden hendes mand kommer og hjælper mig ud. Han løfter mig atter om i hans favn og bærer mig ind. Han begynder at gå op af nogle trapper og hen i mod et værelse. Her er ellers pænt. Han ligger mig stille i sengen og Mikeys mor kommer hurtigt ind.

”Har sat Mikey til at lave the. Skat kan du finde noget tøj inde i mit skab hun kan få på?” spørger hun stille. Han nikker og går, inden længe ser hun på mig og hun begynder at tage min jakke af, halstørklæde, handsker, sko og hue af. Hendes mand kommer ind med noget tøj og hun hjælper sweateren af mig. Jeg ville gerne gøre modstand, men jeg har det så dårligt.

”Jeg henter nogle piller og vand” siger han, inden han forsvinder. Hans mors øjne ændre sig hurtigt og hun ser forfærdet på mig, da hun ser mine arme. Jeg tager hurtigt dynen over mig, for at skjule dem og hun ser på mig. Inden hun fjerner dynen og hjælper mig i en nattrøje og derefter natbukser. Hendes mand kommer tilbage med piller til smerten i hovedet, ikke mindst vand og en spand, hvis jeg skulle kaste op.

”Her slug dem og drik vand, så lig dig til at sove, okay?” hun stryger mig over håret og forlader mig i rummet. Hun stiller døren på klem.

Jeg hører de snakker der ude og gør mig umage med hvad de snakker om.

”Skat, jeg så det selv. Der er mærker på hendes arme, ikke bare et men flere. Jeg tror det mere slemt end det Mikey så. Vi må gøre noget”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...