The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2377Visninger
AA

6. 5 December.


Kender du det med at man bare gerne vil væk fra et sted? Hvis ja, så forstår du min smerte. Jeg sidder nemlig i min klasse, alle larmer omkring mig, og enkle ser det afsnit af en julekalender vi ser i december i år. Selv hører jeg musik, men alligevel kan jeg høre alle der alle som larmer.
Vores lærer er der ikke engang til at holde styr på os, fordi han sidder sikkert nede på biblioteket og snaver med bibliotekaren Miss Freeman.

"Hey! Mikey!" bliver der råbt lige i øret på mig, efter en, hvis nok Martin som råbte, havde fjernet min ene høretelefon.
"Hvad er der?" spørger jeg, lidt mere stille og roligt end han havde gjort. Mit øre gjorde stadig ondt.
"Hvad lavede du i går? Jeg skrev til dig, cirka. JA OP TIL FLERE GANGE!" siger han ret dramtisk. Selv krymper jeg mig en smule. For jeg havde faktisk set hans beskeder, men ikke haft lyst til at svare.
"Undskyld. Jeg, øhhh... Var ude i parken, så jeg havde ikke min mobil med." halvdelen var sand. Jeg
havde været i parken, men jeg havde haft min mobil med.

Han sender mig et surt blik, men lagde det vist væk. Gode gamle Martin, han kan blive vildt sur, men bliver altid god igen, efter lidt tid. Med mindre det er noget virkelig stort.
"Okay. Hvad lavede du i parken? Var der noget godt for øjet?" da han nævner det sidst, tænker jeg straks på Cassandra. Hun var den eneste jeg snakkede med igår i parken.
"Øhh.. Jeg tænkte bare" Det er mit svar, og jeg bliver heldigvis reddet af klokken, så jeg flyver lynhurtigt op af stolen. Med alt i armene. Jeg håber faktisk bare, at der ikke er noget jeg har glemt at få med i farten.

***

"OMG! Det er koooldt" hviner jeg, faktisk lidt som en lille tøs. Jeg er på vej hjemad. Men hold da helt juleferie, det' koldt. Jeg løber en smule stamppende hen af fortoget, og klapper i mine frosne hænder. Hvis nogle mennesker ser mig, vil de da helt sikkert falde om af ren grineflip.
Dog er jeg så dejligt uheldig, at jeg ikke ser en isflage længere henne, og da jeg når den, så mærker jeg, at jeg flader gennem luften og lander hårdt på jorden.
"AAAAAAAAVVVVVV!" mit råb kan sikkert høres langt væk, men er du sindssyg, det gjorde ondt. Jeg er sikker på at min mås er totalt flad, og mit haleben er nok blevet skubbet om i ryggraden.

Selvom jeg er en dreng, så må jeg virkelig prøve at holde tårerene tilbage. Så stærk er smerten. Jeg ligner nok en gammel mand, mens jeg forsigtigt kommer op at stå igen.
Jeg kigger lidt bagud, så godt jeg nu kan. Min mås ser nogenlunde normal ud. Stille tager jeg min mobil frem. Jeg vil altså ikke gå hjem lige nu. Det gør for ondt.
"Hej mor. Kan du måske komme og hente mig, ved.. øhh.." jeg står lidt og kigger rundt, indtil jeg finder ud af hvor jeg er. "Ved den hvide bænk lige inden man kommer til kiosken." forklarer jeg hende.

***

Verden ligger åben, helvede er væk, og fra himlen kommer en person til mig. Ej okay, det er mere et ønske, end virkelighed. Jeg får hende aldrig igen. Jeg får aldrig mit livs kærlighed igen.
Med et svagt tryk masserer jeg mine tændinger. Mine tanker er helt roddet sammen, og jeg kan ikke finde ud af dem. Med de mest ynkelige skridt ever, er jeg på vej ned til min mor, for at spørge hende om jeg må blive hjemme, for jeg føler mig ikke helt rask.

Jeg når dog til andet sidste trin, og så falder jeg ellers ned af trappen, og jeg kan høre min mor og far der kommer løbende ud til mig.
"Lille søde skat, er du okay?" min mor har haft i mit hoved, som nu gør ekstra ondt. Jeg blinker lidt for at så rummet til at stå stille igen.
"Nogenlunde. Jeg har bare vildt hovedpine, det var derfor jeg kom ned. Må jeg ikke godt blive hjemme fra skole?" spørger jeg med et bedende udtryk. Jeg er kommet op at sidde og det er kun min mor som er tilbage hos mig, da min far gik ind i stuen igen, da han var sikker på der ikke var sket noget
"Selvfølgelig." siger hun, og hjælper mig op i seng. Jeg når dårligt at mærke sengen der griber mig, før jeg er langt væk i en drømmeløs verden.

_______________________

Dav. I må undskylde, hvis I synes det blev lidt kort, for det synes jeg faktisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...