The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2378Visninger
AA

26. 22 December - part 2.


Adrenalinen pumper i min krop. Det er hunde koldt, og jeg løber ikke ligefrem smukt, og det er skide glat. Prøv selv lige det. Okay, skal jeg dreje der? Eller der? Øhhh.. Jeg mener det er der. Pyt! Jeg prøver bare en af dem.

"Av!" min fine lille popo er ødelagt! Ja! Min røv gør ondt. Så er det sagt. Overfor sidder en dame med samme udtryk som jeg sikkert har over at ramle sammen, og at ramme den hårde asfalt med måsen.

Jeg skynder mig at rejse mig, trods smerterne. Jeg hjælper hende hurtigt op, og samler hendes pose op. Jeg ser hurtigt at det er fra bageren. Okay. Jeg tog den rigtige vej. Hurtigt, og med et undskyldende smil giver jeg hendes pose.

"Det må De altså virkelig undskylde. Jeg håber ikke De slog dem for hårdt." siger jeg undskyldende, og hun siger kort at det er okay, men at jeg skal passe mere på. Hun får dog kun et hurtigt nik inden jeg igen er på vej væk.

På lang afstand kan jeg allerede se de mange mennesker ved bageren. Kan du lige mærke den skydfølelse der lægger sig over mig?! Men jeg kommer kun for sent fordi jeg skulle lave Cass julegave, men det vil jeg helst ikke sige, eller det bliver jeg jo nød til når jeg skal undskylde for hende at komme sent.

Det er kun på et hængende hår at jeg kom helt ind i butikken, og jeg går bare hen til den første og bedste jeg ser med forklæde eller sådan på. Det var Mr. Klein. Heldigvis, tror jeg da.

"Goddag Mr. Klein. Cass skrev til mig tideligere om at jeg ville komme og hjælpe, men jeg havde lige noget jeg skulle nå, nemlig hendes julegave. Men hvis De stadig har brug for hjælp, er jeg her nu." forklarer jeg i én køre, og det ser kun lige ud til han forstår.

Han sætter mig til et eller andet, men jeg opfatter det ikke rigtig, jeg er stadig helt oppe at køre efter at have løbet, ramt damen, og sidst, men IKKE mindst. Skrevet Cass julegave færdig. Nu håber jeg bare ikke hun vil hade mig når hun får den.

***

"Hej Mikey." kommer det fra en smilende Martin. Det er første gang jeg ser ham idag, jeg har set de andre, udover Cass. Det tætteste var et kort glimt af hende i mængden. Jeg vil virkelig gerne finde hende og sige undskyld fordi jeg kom for sent.

"Hej Martin. Der er godt nok mange mennesker! Jeg kan dårligt fatte det. Jeg har allerede set mine forældre, og dine. Det er næsten før hele byen er her." siger jeg og griner, og Martin griner også med.

"Hvorfor tog det dig så lang tid om at komme?" han ser undersøgende på mig, og jeg smiler nok lidt fjollet ved min grund.

"Jeg skulle lave Cass' julegave. Nu håber jeg hun kan lide den." det sidste siger jeg mest for mig selv, men jeg lyder nok ret mærkelig, i forhold til normalt.

"Okay?!" siger han og trækker svagt på skuldrene. Man kan pludselig høre en lys stemme der råber på ham. Mary er ikke nem at lade som om man ikke kan høre.

"Vi ses på et tidspunkt. Min tøs venter på mig." siger han smilende, og jeg ser ham gå ind i mængden og jeg fortsætter med det der skal hjælpes med. Der er ikke et eneste stykke tid uden noget at lave.

Måske er hele byen her?! For jeg kan se en del af mine lærer!

***

Dér! Hun er lige der. Nu må jeg skynde mig, ellers forsvinder hun igen. Jeg sætter gang i benene, men indsær hurtigt, at hvis jeg ikke får hende til at vide jeg er på vej mod hende, så er hun væk.

"Hey Cass!" jeg er nød til at råbe en smule. Ellers vil hun ikke kunne høre det, for her er ret megen larm. Lidt ligesom på skolen. Igen, jeg tror hele byen er her. Hun vender sig kort om, og ser på mig, og jeg kan bare ikke stoppe det dumme, og skæve smil der sætter sig på mine læber. Forbandet ting! Ikke Cass, men mig.

Jeg går stille hen mod hende, og jeg mærker hvordan mit hjerte stille og roligt slår hurtigere og hurtigere. Den tøs har virkelig gjort noget ved mig.

"Hej Cass. Inden du siger noget, så undskyld at jeg glemte at svare, undskyld at jeg kom for sent. Men jeg er kommet herhen nu, jeg hjælper alt hvad jeg kan." siger jeg og ser lidt usikkert på hende.

"Det er okay, jeg bare glad for du kom nu." siger hun og retter kort på sit hår. Jeg elsker det smil hun kommer med. Det er nuttet til hende.'

Martin puffer svagt til mig da han går fordi Cass og jeg. Jeg ser han laver et kort nik mod noget over os. Vi kigger begge op, og hvis jeg ikke havde været nervøs over at se Cass, så bliver det lige fordobbelt med tusind gange!

Over os hænger en mistelten. Vi kigger begge nervøse på hinanden, og jeg mærker et svagt skub der gør at jeg kommer tættere på Cass. Jeg åbner munden for at sige noget, men bemærker den svage rødmen der stiger frem i hendes kinder. Det er så sødt.

"Øhh..." det jeg vil sige bliver ikke til meget andet en det. Jeg er da også bare charmerende, ik? Det er som om alle er blevet hele stille, indtil Mr. Klein bryder ind.

"I skal kysse. Det er reglen." det blik Cass sender ham er et som er nemt at tyde. Nemlig: Hvorfor gjorde du det? Men hun retter dog sit blik mod mig. Jeg trækker vejret dybt, inden jeg atter åbner munden for at sige noget.

"Jeg tror ik vi får fred før vi har gjort det." siger jeg, og prøver at gemme et smil væk. For I skulle lige prøve at stå overfor hende på det øjeblik. Se hende så sød, smuk, og bare perfekt, det var virkelig som en drøm. Hun nikker svagt, og jeg kan se hun er lige så nervøs som jeg er.

Blidt lægger jeg min hånd på hendes kind, stryger forsigtigt min tommel hen over hendes kind, inden jeg lænder mig ind mod hende, med tilbageholdt åndedrag. Dét øjeblik mine læber rør hendes, er det som om der springer en hel zoo rundt nede i min mave. Det er bare fantastisk.

Selvom jeg ikke vil, trækker jeg mig stille væk fra hende, og tager langsomt min hånd til mig. Jeg kan høre nogle tøser der står og fniser, og inden kort tid er larmen tilbage. Men jeg kan ikke fjerne mit blik fra Cass.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...