The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2369Visninger
AA

24. 21 December.


Hele aften, hele den fucking aften, igår tænkte jeg på hende. Ja, på Cass! Plus at jeg havde fået hovedpine af det under aftensmaden, og da det var ovre lå jeg oppe indtil hun kom hjem. I den tid så jeg film. Og masser af dem! Det ville ikke undre mig hvis mine øjne stadig er firkantet af al den tv.

Men én ting havde været god ved igår aften. Nemlig da Cass kom hjem. Alt så ud, som da hun gik. Så var jeg da så sikker på at Jake ikke havde rørt hende.

Men at ligge i sin seng nu, og tænke. Jeg tænker på noget der skete da jeg så hende gå fordi døren til stuen, og kort kigge ind. Og da hun så på mig.. Det var som om noget sagde klik. Mit hjerte hamrede hurtigere, og jeg prøvede ikke at se for meget på hende.

Jeg er bange. Ikke bare lidt, men RIGTIG bange! Især fordi den teori jeg har om hvad det kan være, udover sygdom, er rigtig slemt. Og det hjælper fandme ikke, at Jake har fået mig til at sige ja, til at tage med ham ud og købe julegaver. Ja, jeg har ikke rigtig haft tid til det før nu.

Måske kunne det være en idé, at jeg får lettet måsen og kommer ned til døren. For den er nemlig begyndt at ringe, og det er sikkert Jake. Med hurtige skridt, styrter jeg nærmest ned af trappen.

"Det var du længe om!" brokker Jake sig. Men han griner bare bagefter så jeg ved det var for sjov. Jeg ryster på hovedet af ham, og griber min jakke, og hopper i skoene. Og selvfølgelig har jeg min penge pung på mig.

"Vi ses!" råber vi begge ind i huset, og er ellers på vej væk.

***

"Du Mikey? Hvad tror du Cass ville synes om denne?" Jake holder en halskæde frem foran hans hals, og plafrer med sine øjenvipper. Det ser ret komisk ud, men jeg kan ikke få mig til at grine, for han nævnte Cass. Og atter begynder mig hjerte at banke.

"Øhm.. Jeg.. ved det ikke?" jeg stammer mig lidt igennem det. Jake sender mig et mistænksomt blik, men jeg prøver at undgå det. Svagt kan jeg se ud af øjenkrogen at han trækker på skuldrene. Han køber halskæden.

Vi går lidt videre, fra butik til butik. Vo får begge købt ting til resten af vores venner og familie. Det eneste vi mangler til sidst er min gave til Cass. Men jeg er et stort spørgsmålstegn. Vi går forbi en boghandler, og jeg får et kort glimt af en fin "dagbog".

"Hey Jake! Vi skal lige herind!" siger jeg og trækker ham med ind i butikken. Han ser en smule overrasket ud, da jeg nærmest hiver bogen ned fra hylden. Han snupper den fra min hånd, og ser på den blanke forside, og kigger inde i den.

"Der er jo ikke noget på den, eller i den?!" påpager han, med et løftet øjenbryn. Jeg smiler bare kort til ham.

"Det er jo også meningen! Jeg vil selv skrive noget." forklarer jeg, men endnu engang ser han mistænksomt på mig. Jeg er faktisk bange for hvad han tænker. Den knægt kan altså godt være creepy!!

"Du Mikey? Ved du godt hvor hyggeligt det er at være på date med Cass?" hans ord rammer mig hårdt, og jeg hugger hurtigt bogen fra ham og går op og betaler.

"Hun er en rigtig sød pige. Lige sådan en jeg godt kan lide." jeg bider mig i læben, mens jeg prøver ikke at gå bare lidt amok på ham. For han tirrer mig pænt meget. Jeg går hurtigere, og går mod hans bil. Han bliver bare ved at snakke om hvor fantastisk hun er. Holder han ikke snart kæft, så skriger jeg ad ham.

"JAKE! Hold så kæft!" jeg ser surt på ham, men det forvandler sig til et forvirret et, da han pludseligt smiler?

"Jeg vidste det! Du er vild med hende!!"

***

"Jeg er hjemme!" råber jeg ind i huset, lige efter jeg er trådt ind og har lukket døren. Men der er ikke en eneste lyd, altså udover tv'et der kører. Jeg kigger rundt, og kan se min mors og fars jakker og sko er væk. Så er de nok ude. Så må det være Cass der ser tv... CASS?!

Jeg smutter lynhurtigt op med tingene, hun skal helst ikke se det. Jeg gad ikke at have en person efter mig for at hun kan få at vide hvad hendes gave er. Langsomt, meget langsomt, i forhold til før. Okay, jeg går ned af trapperne. Jeg er faktisk blevet ret tørstig. Det er det eneste jeg ikke fik sammen med Jake. Nemlig noget at drikke.

Med hovedet halvt inde i køleskabet er jeg gået på jagt efter colaen, men jeg kan ikke finde den. Jeg rejser mig og vender mig om for at råbe til Cass om hvor den er, men træder i stedet et skridt tilbage. Cass stod lige bag mig. Og nu banker mit hjerte som ti bange heste.

"Colaen er i stuen." siger hun kort, og går ind. Jeg står og kigger lidt forvirret efter hende. Gad vide hvad der er med hende. Men uden flere tanker om dét, hugger jeg et glas og går ind til hende.

Min mås når kun lige at røre sofaen, inden Cass åbner munden og skal til at sige noget, men lukker den igen. Men det ser ud til at hun tager sig sammen.

"Hvad skete der?" jeg ser forvirret på hende, ej ikke kun forvirret, men også bange på hende. For jeg ved ikke hvad hun snakker om, og det gør mig bange.

"Hvad?" min stemme ryster svagt. Og det var så det forsøg på at holde hovedet koldt, og virke normal.

"Hvad skete der med din kæreste?" hvis jeg ikke havde været nervøs før, så var jeg det nu. Jeg tænker på hvem der har sagt noget, men det kan være alle. Der er ikke en eneste på min årgang der ikke ved det.

"Øhh.. Hun.. jeg.. Okay! Du kan lige så godt få det at vide nu. Min kæreste hed Riley. Vi havde været sammen i næsten et halvt år, da dét skete. Vi var ude at gå en aften, i december måned, og der kom en bil kørende imod os. Hverken bilen kunne nå at bremse, og vi kunne ikke nå at løbe væk. Bilen ramte os. Jeg slap med små kvæstelser, men Riley.."

Jeg trækker vejret på en skælvende måde, og ligger dårligt mærke til tårerene der gerne vil løbe frit. Ikke om det skal komme på tale om at jeg vil græde foran Cass.

"Riley var død på stedet. Lægerne sagde at hun ikke led i den korte tid der gik før vi fik hjælp. Hun var væk lige da den ramte os.." en følelse af tomhed over at have sagt det, lægger sig over mig, og jeg trækker benene op til mig, og ligger armene omkring dem.

"Åh Mikey.." er det eneste jeg kan høre gennem den usynlige boble af tomhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...