The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2371Visninger
AA

20. 17 December.


Den følelse man får når man bare vil dræbe en, ja den har jeg. For jeg vil ikke have noget imod at dræbe Nicole. For det at hun fik vendt rektoren mod os, mod Cass og jeg. Det ville have været okay, hvis det bare havde været mod mig, men at hun fik det mod Cass også..

Hun skal bare være glad for at det ikke blev til andet end en venlig advareles for Cass' side. Men jeg fik eftersidning på grund af at jeg kendte til skolens "regler". Jeg er ret ligeglade med de regler.

Men nu til glade tanker. Det er en ny dag, og jeg vil favne den med ny glæde. Det er også derfor at jeg tager gelænderet ned, istedet for trappens trin. Men min far er på vej ned i samme øjeblik.

"Mikey pas nu på! Ellers får du bare splinter i røven af det der!" siger han drillende, og jeg prøver på ikke at dø af grin. For det lød både sjovt, og akavet at han sagde det der. Jeg hopper elegant, faktisk ikke, ned fra gelænderet og nærmest laver drengegadehop ud i køkkenet.

"Godmorgen mor." siger jeg, og kysser hende blidt på kinden. Cass er allerede hernede. Jeg sender hende et morgenfrisk smil, men det bliver svagt gengældt. Dagen igår har sikkert sat spor i hende.

"Godmorgen Cass." siger jeg med et smil. Denne gang smiler hun større tilbage. Jeg håber bare virkelig for hendes skyld af Nicole holder sine lakrede fingre for sig selv. Ellers lover jeg at tvære hendes dumme fjæs ud på den nærmeste mur. Ligeglad med at jeg kan gøre skade på andre ved det.

***

For en gangs skyld synes jeg at, gruppen og jeg er heldige! Ingen har mødt eller set Nicole hele dagen. Men jeg er ret nervøs og bekymret. For jeg kan ikke finde Cass. Lige på tidspunktet står jeg og kigger efter hende på gangen, men uden held. Døren til udendørsområdet går op, og en velkendt stemme lyder.

"NEJ! Slip mig!!" hendes skrig går gennem marv og ben på mig. Med rygende sko fra af at sætte af fra gulvet, piler jeg mod døren. På vejen når jeg lige at register Martin, Jake, Alice og Mary.
Mit følge er ikke længe om at de følger trop med mig. Jeg brager igennem døren og ser hvordan Nicoles, Jessicas og Rachels kærester bager Cass væk. Mod.. den store skovask til fodbold støvler. Hvis de prøver på at give hende vand, så kvæler jeg dem med mine bare næver.

"Hvad med en lille dukkert smukke?" Nicoles kæreste, Andys stemme snyder sig vej til mit øre. Jeg når lige at dreje ned mod dem, da de sætter Cass på vasken. Jeg sætter i gang og stormer lige ind i Andy idet han skal til at tænde for den.

"Du rør hende ikke!" jeg hvæser af ham, mens jeg har taget fat i hans krave og tynger hans krop mod jorden, ved at have sat mig på ham. Truende holder jeg min knyttet næve i luften.

"Mikey. Lad ham være!" råber Martin, men jeg har virkelig ikke lyst til at lade ham slippe. Han må godt have lov til at lide på grund af det han ville have gjort, og på grund af det Nicole gjorde.

En forsigtig hånd lander på min skulder. Mit hoved snurrer rundt. Cass står der, med resten af slænget bag sig. Hun ser okay ud, men noget bange for hvad jeg kan finde på at gøre. Jeg slipper Andy, og rejser mig. Han ligger og ømmer sig efter min vægt.

"Er du okay?" jeg har vendt mig mod Cass. Hun nikker usikkert, men jeg ved ikke hvad hun er usikker over. Jeg kan føle mig så forvirret omkring hende. Med en smule skamfølelse sænker jeg mit hoved. Hvorfor skal jeg være så overbeskyttende? Men jeg kan bare ikke ligge det fra mig.

"Kom Cass.." jeg hvisker det forsigtigt til hende, og sender et blik til Martin som han hurtigt får forstået. Blidt tager jeg omkring hendes hånd, og fører hende væk fra de andre. Vi går kort indenfor. Jeg får hende til at hente sine ting. Selv henter jeg mine.

"Hvad skal vi Mikey?" spørger hun stille. Jeg tager bare hendes hånd og går med hende. Vi går hjem. Godt være at nogen vil sige at vi skal blive og alt det der, men jeg vil godt have Cass hjem, for jeg tror ikke ligefrem det er godt for hende det der sker.

"Vi tager hjem. Og så omkring den tid min årgang får fri, så er jeg nok nød til at smutte kort. Hvis det er okay med dig?" jeg ser på hende mens vi går. Det ser ud til at grubler lidt over det. Hun svarer mig med en nikken.

***

"Cass?! Jeg går nu. Vi ses senere." råber jeg ind til Cass i stuen. Jeg håber ikke der sker noget mens jeg er væk, men jeg burde måske være lidt mere bekymret for det jeg skal til. Jeg får et stille svar tilbage fra Cass' side af.

Selv med jakke, støvler, og nogle lidt tynde handsker så gryber kulden omkring min krop, og prøver at finde steder i mit tøj hvor den kan komme ind. Jeg kører min handske beklædte hånd hen og panden for at fjerne lidt hår som sidder foran mine øjne.

Helt ærligt, så ved jeg ikke i hvor lang tid jeg går rundt. Men til sidst plager man at finde det man søger. Der har jeg så også heldet på mig side. Jeg ser mit mål, og ligeglad med dem der ser det, da jeg trækker ham ind i en gyde.

"Hvad fuck har du gang i Mikey?!" råber Andy af mig. Han ser ikke ligefrem tilfreds ud med at jeg har slæbt ham væk fra dagslyset, for vi begge ved hvem der er stærkest.

"Jeg vil bare gerne have det ind i dit store hoved, at du skal holde din fingre fra Cassandra" hvæser jeg af ham. Han ryster på hovedet, prøver at komme forbi mig. Men jeg smider ham nærmest tilbage i gyden. Det er tydeligt hvordan han ryster som et helt espeløv. Jeg trækker ham op i kraven, og ser på ham med et dræberblik.

"Du holder dig fra hende!" jeg prøver at få ham til at forstå det, ellers skal jeg med glæde banke det ind i hovedet på ham. Men han forbliver stædig, jeg slipper ham og lader ham gå lidt væk fra mig.

"Hey Andy!" råber jeg lige bag ham, og dum som en torsk vender han sit grimme fjæs mod mig. Og min knytnæve rammer perfekt. Og afsætter sikkert et smukt mærke. En fin lille aftoggraf fra mig.

"Du lader hende være! Ellers får du flere af dem" siger jeg koldt og går væk fra ham, mens han ligger og klynker over sin smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...