The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2400Visninger
AA

18. 15 December - part 2.


De blikke mine forældre sender hinanden, inden de styrter ud mod badeværelsesdøren chokerer mig. De så bekymrede ud,  ikke bare bekymret, men som om de var helt ude af dem selv. Jeg kan høre at en af dem banker på døren.

"Cass søde skat. Kom ud." siger min mor stille og prøver at lyde beroligende, men jeg kender hende. Hendes stemme lyser af det skræk hun fik sat i livet da Cass styrtede væk.

Forsigtigt rejser jeg mig og går hen og stiller mig i døråbningen. Begge to står og prøver. Prøver på det de ved ikke vil ske. Min mor ser nervøst på min far, men han trækker bare på skuldrene. 

De ved jo ikke hvad de skal gøre. Min far vil nok ikke slå døren ind, i fare for at han rammer Cass. De går lidt væk fra døren.

"Mikey, Andrew. Jeg tror vi er nød til at give hende lidt tid." siger min mor med et suk. Jeg ved hvor meget hun gerne vil hjælpe Cass. Det gør ondt at se hendes drømme blive knust.

Med tunge og bedrøvede skridt går de langsomt nedenunder. Dog bliver jeg ovenpå. Stille som en ninja, sætter jeg mig opad væggen ved siden af døren. Jeg kan høre den svage gråd fra Cass. Det gør ondt på mig. Endnu en der er såret, og ødelagt. På grund af mig.

"Cassandra.." som forventet får jeg intet svar. Med et bump lader jeg mit hoved kollidere med væggen.

"Cassandra.. Jeg er ked af det. Du er nok ligeglad, men jeg mener det når jeg siger undskyld med dette. Undskyld Cassandra fordi jeg har lavet rod i dit liv. Jeg er begyndt at fatte hvad jeg har gjort. Det var ikke min vilje.." forklarer jeg det hele stille og roligt, men det sidste bliver en svag hvisken.

Det er som om jeg har en knude i brystet. Eller at der er en som prøver at kvæle mig. Det er ubehageligt, men jeg forsøger at få det til at passe med min vejrtrækning, men det forværre det bare.

Så sidder jeg selv og kæmper med tårerene. Hvorfor er jeg blevet sådan? Jeg skubber mit hår væk fra min pande, prøver at tømme mit hoved for tanker, men det fortsætter konstant. Hvor er sluk knappen når man skal bruge den?

Gemt i mine egne tanker høre jeg slet ikke at låsen bliver låst op. Dårligt nok at døren bliver åbnet. Men da hun står foran mig, kigger jeg forsigtigt op på hende. Hun har fået røde øjne af at have grædt. Jeg tænker mig slet ikke om. Jeg rejser mig bare, trækker hende blidt ind i et kram.

Jeg mærker hvordan hun lidt efter lidt tager imod krammet. Det giver en dejlig følelse af at jeg har gjort bare lidt rigtigt. Da vi trækker os fra hinanden, tørrer jeg en tåre væk fra hendes kind.

"Vil du med nedenunder? De har sikkert fundet kagen frem. Og vi kan da ikke have de spiser det hele, vel?" siger jeg med et svagt smil. Hun nikker kort, og for en af de første gange ser jeg et ægte, uskyldigt smil på hendes læber. Det klæder hende virkelig.

***

Mit smil sidder skævt på mine læber, mens jeg ser på Cass der spiser sit stykke kage. I starten var hun bare gået til den med den kage. Men nu tog hun den mod ro, på ordre fra min mor. Far havde grinet sin røv i laser over det.

"Mikey? Du har slet ikke givet Cass hendes gave fra dig" siger min mor undrende. Selv ser jeg bare lidt surt på hende. Jeg havde håbet hun ville holde sin kæft.

"Ja? Hvad med at give hende den nu?" kommer min far nu. Er de fatsvage? Kan de ikke se de blikke jeg sender dem? For de må altså godt holde kæft.

"Jeg havde tænkt mig at jeg ville give hende den i aften. For så vil den bedre kunne bruges." forklarer jeg dem. Begge nikker med store smil. Utroligt at jeg ikke er blevet snotdum med forældre som dem.

Kort sender jeg et blik mod Cass. Hun ser lidt nervøst på mig. Jeg kan godt sætte mig ind i hendes sted. Jeg ville også være nervøs hvis en anden sagde sådan om. Men til hende sendte jeg et beroligende smil, i håb om at det ville hjælpe hende lidt. Men som håbet sker det ikke. Min mor ligger blidt en hånd på hendes skulder.

"Bare rolig søde. Mikey vil intet gøre som kan skade dig mere." siger hun stille, men det føles ligesom at nogen havde slået mig i hovedet. Eller givet mig en kæmpe mavepuster. Lidt usikker klør jeg mig i nakken og spiser den sidste mundfuld kage jeg har tilbage.

***

"Kom Cass. Bare tag det roligt." Jeg prøver at berolige Cass. For vi er ovenpå. Jeg har nemlig gemt hendes gave heroppe omkring. Hun holder stramt omkring min hånd, for jeg har givet hende bind for øjnene.

"Mikey hvor er vi på vej hen?" hendes stemme ryster svagt, jeg får det dårligt over at det er min skyld siden den ryster sådan. Jeg holder forsigtigt om hende, og fører hende hen mod det store vindue. Det ligner en dør, men er et vindue. Og udenfor det er der ikke en afsats, men man kan stå indenfor og kigge ud. Der er et gelænder, for at man ikke falder ned.

"Bliv stående. Rør dig ikke. Jeg er tilbage om lidt." siger jeg langsomt og hun nikker indforstået. Hurtigt er jeg henne ved vinduet og åbner det. Cass slår armene om sig selv. Ryster af den kolde luft der kryber omkring hende. Med et smil går jeg hen og gener hende hen til åbningen.

"Er du klar?" spørger jeg. Igen får jeg et nik, men dette er mere bestemt. Blidt og langsomt fjerner jg bindet fra hendes øjne. Hun står og blinker lidt, inden hun måber ved synet af himlen. Der er stjerner overalt. De glimter nærmest for hendes skyld. Som om de vinker til hende.

Forsvundet i mørket er jeg. For jeg er ved at finde Cass gave frem. Da jeg atter træder frem i lyset af månen og stjernerne, står Cass med en hånd foran hendes mund, og jeg kan se tårer der sidder i ydersiden af hendes øjne. Jeg holder gaven gemt bag min ryg.

Uden en lyd står jeg bag hende. Jeg trækker gaven frem foran hende, med en arm på hver side af hende. Hun kigger overrasket bagud, og jeg smiler venligt til hende. Tøvende tager hun imod gaven. Mens hun åbner den hvisker jeg..

"Tillykke Cass." nede i den fint indpakkede æske ligger noget jeg faktisk har brugt længe på at finde, efter første gang vi mødtes i parken. Dernede ligger et camera. Præcis magen til hendes. For jeg har ikke set hende med det andet længe, så jeg tror ikke hun har det længere.

Hun vender sig om, og gør noget jeg ikke har set komme. For jeg bliver meget overrasket. Hun krammer mig. Jeg har det som om alt stopper, men sættes i gang igen da jeg lægger mine arme omkring hende.

"Tillykke igen Cass." hvisker jeg stille til hende.

"Tak.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...