The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2355Visninger
AA

15. 13 December.

 

Mit hoved er tomt, jeg har bare ligget her. Ligget i denne seng, siden jeg kom. Okay jeg går på toilet, men det er også det. Jeg vil ikke være her, eller se det her sted, jeg vil bare have min mor og flygte, det kan jeg ikke. Tro mig har prøvet. Men de holder vagt omkring mig. Er en af de ældste her og det er ubehageligt. Jeg er sur, såret og jeg ved ikke hvad. Hvordan kan jeg savne slagene? Det var jo det som forbandt min mor og jeg, dog ikke på den positive måde, men alligevel. Hun er jo min mor og jeg elsker hende jo dybt inde i og det ved jeg at jeg gør, dog hader jeg hende. For se hvad hun har forvoldt mig, smerte og kun smerte.

Jeg mærker tårerne som sniger sig på igen og alt er bare ligegyldigt. Der er tre dage, faktisk kun to, to dage til min 17 års fødselsdag og denne gang kan den kun blive værre. Jeg er alene.
Har jeg nu altid været, men min mor var i huset, dog ikke til stede. Men i år, er jeg alene og forladt.

De her mennesker vil ikke engang, fortælle mig noget om min mor og de prøver bare at tvinge mig til at snakke, men de kan glemme det. Hvis mine sidste ord blev sagt i går, så fint. Vil hellere blive stum, end at tale med dem!

 

Mine øre lytter svagt i mod døren, da de banker og bare åbner. Har fået mit eget værelse, hvilket er sjældent nogle gør. Men jeg fik. Nu er jeg også ældst, ikke andet end fair.

”Cassandra, du har gæster” siger hende damen og jeg er egentlig ligeglad. Det rager mig. Jeg trækker bare min dyne helt henover hovedet og mærker godt nogle sætter sig, ikke mindst en hånd der ligger sig på mig.

”Hej Cass” siger hun stille og med et smil på læben, Mikeys mor. Så nu er de her? Dem der ødelagde mit liv!

”Hey Cass!” Siger en svag stemme og det er Mikey, en jeg ikke gider at hører. Jeg sætter mig stille op, har faktisk fået det bedre, men nu ligger jeg også under dynen hele tiden. Et lille smil kommer på Mikeys læber, men de forsvinder hurtigt, da han ser mig og mine vrede/såret øjne.

”HVOR KUNNE DU! JEG HADER DIG!” råber jeg bare af fulde lunger, men en hosten bliver efterfulgt, okay måske helt stærk er jeg ikke endnu. Men arg!

”Cass, rolig. Mikey ville bare hjælpe dig” siger hans far stille og ligger sin hånd på mit lår, men min krop stivner hurtigt og han fjerner den igen. Mit blik lander på Mikey, som bare står med tårer i øjnene.

”Undskyld. Det var ikke mening at ødelægge, jeg ville bare hjælpe”

”Mikey skat, det ved hun nok. Kan du blive herinde, så går far og jeg hen og snakker med dem” jeg ser lidt på dem og specielt da de forlader lokalet. Jeg ligger mig bare ned under dynen igen og knurre den om mig, inden tårerne atter får frit løb.

”Undskyld Cass, jeg er virkelig ked af det. Undskyld” han sætter sig bare forsigtig på min seng, inden han lidt køre hans hånd op i mit hår og nusser mig, et sted kan jeg lide det og et sted ikke.

”Et undskyld ordner ikke mit liv” græder jeg bare og skubber hans hånd væk.

”Jeg havde ingen far og nu ingen mor! Takket være dig!” græder jeg bare og trækker dynen godt om mig.

”Undskyld Cass!” hans stemme begynder at lyde skringeret, som om han er ved at græde og det gør ondt, men er ligeglad. Han ødelagde mit liv.

”Jeg blev jo bange, bekymret. Se dig, der er blå mærker på din krop og bare min far rørte dig blidt, bliver du bange. Hvad kunne der ikke være sket, hvis du blev?” han stemme bliver mere og mere skringeret. Det gør lidt ondt at høre, men er egentlig ligeglad.

”Virkelig Cass, undskyld” jeg lader bare mit blik ramme ham en smule og lukker blot mine øjne i.

”Jeg vil ikke være her!”

 

***


Minutterne går bare og stilheden er over os. Mikey siger ikke noget, han nusser mig egentlig bare og jeg, ja jeg siger slet ikke noget, for jeg ved ikke hvordan jeg har det mere. Jeg er såret og ked af det.

Døren går langsomt op og ind kommer hans forældre. Har formodet at dreje mig, så jeg nu kan se døren. Yes, nu køre de og atter er jeg alene.

Hans far kommer hen og sætter sig på hug foran min seng.

”Vi har snakket med dem på børnehjemmet og vi har besluttet, at vi gerne vil have dig i pleje” pleje?! Jeg skal aldeles ikke i pleje! Jeg sætter mig chokeret op og ryster bare hurtigt på hovedet.

”Nej!”

”Cassandra, det bedre end at være her og vi vil gerne gøre noget godt for dig”
”I fik mig fjernet fra min mor” mumler jeg bare og en tristhed dukker igen op ved Mikey.

”Papirerne er allerede underskrevet” selvfølgelig er ikke 18, så har intet ord at skulle have sagt. Idiot lov! Jeg rejser mig bare svagt op og ser bare mine ting blive taget, for de er ikke pakket ud. Jeg blinker lidt med øjnene og bliver bare løftet op i brudestilling af hans far. Jeg kan åbenbart ikke gå, ellers kan han se jeg stadig er syg. Jeg ligger modvilligt mine arme om hans hals og jeg forstår det egentlig ikke. Hvorfor er de så gode i mod mig? De har ingen grund til det.

”Noget specielt du ønsker til aftensmad Cass?” jeg ryster lidt på hovedet og lukker mine øjne, inden jeg putter mit hoved i mod hans bryst. Jeg mærker lidt den tryghed jeg aldrig har haft og ligenu føler jeg mig, som alle andre. En far som bærer på en. Men han er ikke min far og de er ikke mine forældre. Jeg vil ikke bo her. Jeg vil have min mor og svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...