The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2369Visninger
AA

14. 12 December.

Blandet følelser, en smule af forvirring, tristhed, og ikke mindst skyldfølelse. Jeg havde jo sat mig for at Cassandras liv ikke skulle blive et helvede igen. Og hvad er det jeg gør? Gør det til et helvede.

Endnu en gang går jeg fortivlet rundt på mit værelse. Men denne gang er mine forældre hjemme, og de kan sikkert høre hvordan jeg bliver ved med at stampe rundt. Uden en eneste lyd står min mor pludselig på mit værelse.

"Hvad er der Mikey?" hun får mig ned at sidde på min seng, men jeg kigger ned. Hun puffer svagt til mig for at få mig til at tale. Det stresser mig til sidst, så jeg farer op. Hun ser forskrækket på mig.

"Gider du stoppe?!" råber jeg af hende. Det er nok første gang jeg har råbt af min mor, og det er tydeligt at hun er bange for at jeg gør et eller andet. Men jeg peger bare mod døren.

"Gå. Nu!" hvæsser jeg af hende. Hun rejser sig hurtigt og forsvinder fra mit værelse. Hun når dårligt at lukke døren, før jeg får et mindre anfald. For jeg smider en bog efter hende, da hun lukker døren.

Jeg går og sparker til alt, ufølsom over for smerterne der kommer ved det. Jeg rager også ting ned fra væggen. Selv et meget vigtigt billede. Men jeg tænker mig ikke om får jeg har smidt det ind i væggen.

Visheden om hvilket billede det er, gør at jeg næsten kan se glasskårene fra billedet der falder ned sammen med resten. Mine øjne er nok lige så store som to tekopper. Mit hjerte stopper kort, inden jeg på en kluntet måde falder ud efter billedet.

Denne gang er smerten fra glasskårene der rammer min hud, er blevet stræk. Det følelses ikke bare som et glasskår, men mere som en farligt skarp kniv der bliver snittet ind i mine arme og hænder.

Hendes smilende ansigt er blevet krøllet. Minderne kommer løbende og rammer mig med sådan en kraft at jeg går i gulvet.

***

En svag duft af noget metalisk hænger i luften, da jeg vågner fra min mareridt fyldte søvn. Eller jeg vågner ikke. Jeg bliver nærmest rystet tilbage til virkeligheden.

"Mikey?! Vågn nu op!" min fars stemme prøver at træne igennem til mig. Den når mig nu også til sidst. Lyset fra mine lamper rundt omrking på værelset blænder mig.

Jeg kan tydeligt mærke det hårde greb han har om mine skuldre. Mine trætte øjne ser sløvt på ham. Både min mor og min far ser bekymret på mig. Det vil ikke kunne undre mig hvis jeg har fået nogle sår af glasset fra billedet. Mine tanker som har været et lille rod, begynder langsomt at falde tilbage på deres rigtige pladser.

Da det hele sidder rigtigt, skubber jeg mig væk fra min far. De ser begge overrasket på mig, da jeg står redt op og ned. Mit blik kan sikkert få den største bedrager til at fortælle om alt.

"Jeg forstår jer ikke mere! Kan I ikke se hvad I laver? Jeg kunne ikke i starten, men nu er det jo tydeligt!" jeg står og råber af de to mennesker som har betydet det meste for mig gennem hele mit liv.

"Det eneste vi har gjort Cass er at smadre hendes liv endnu mere! Det eneste hun havde, var hendes mor. Og bare på grund af at jeg ville hjælpe, har jeg ødelagt alt for hende." det vænner sig i mi  mave, og jeg kan mærke at jeg er på kanten til at bryde sammen. Dog sætter jeg mig tungt på gulvet.

"Jeg har ødelagt alt for hende. Jeg hader mig selv." jeg hviskede det sidste med så megen had mod mig selv. Mine hænder er dybt begravet i mit hår. Nogle blide arme bliver lagt omkring mig. Det er min mor, og min far kommer lige efter. De hvisker beroligende ord.

***

At sidde i en bil, velvidende om at man er på vej hen mod en person som hader en er ikke ligefrem hyggeligt. Men da der er langt til vi er der, så er vi der nok først i morgen. Vi kom nemlig ret sent af sted.

Mine forældre vil nemlig hente Cass. De ville ikke lade mig blive hjemme. De er bange for at jeg gør noget dumt ved mig selv. Det var nok en god beslutning, for jeg er ikke ligefrem begyndt at være sød mod mig selv, efter det hele er gået op for mig.

Jeg har ødelagt det hun havde, og nu er vi på vej hen mod hende. Jeg tror kun at det kan ende galt. Men vi får at se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...