The Christmas Miracle

Julen står for døren, folk er ved at købe julegaver og julemaden ind, alle har et smil på læben og alle glæder sig til julen. Men undtaget to. Cassandra Jenice Pattinson, håber og ønsker hvert år at julen forandres. Hendes liv er barsk og ensomt, hun bor nærmest på gaden og hendes fødselsdag er i december, hun ønsker hvert år en god fødselsdag, men det sker aldrig. Men hun lader ikke håbet falde. Så er der Mikey Adams, han er en dreng som har det hele, men hans jul har aldrig været det samme og han ønsker egentlig bare julen forsvinder, eller han selv kunne forsvinde væk, i mens folk er juleglade. Men julen er jo hjerternes fest og hvad vil der ske når skæbnen før dem sammen? Vil de begge få en god jul i år, eller vil den skuffe?

12Likes
5Kommentarer
2372Visninger
AA

13. 11 December.

 

Hvorfor lod jeg mig overtale? Hvorfor lod jeg ham, overtale mig til at blive? Et eller andet sted ville det være synd, han vil mig vel det bare godt? Men hvorfor kan han ikke blande sig uden om? Han forstår jo intet!

Jeg rejser mig stille op fra sengen og ser lidt rundt, jeg har det stadig skidt og stadig feber. Jeg kastede også op flere gange i går og hans forældre er ellers nu søde nok. Men jeg er ikke dum, jeg hører dem godt snakke, når de tror jeg sover. De vil vide hvor jeg bor, hvem jeg er og de vil bare få mig på børnehjem. Det kan jeg ikke og skal jeg ikke! Min mor er alt, jeg har intet andet!
Jeg har kun hende, ingen andre.

Jeg går stille i mod døren og ud af værelset, inden jeg lister mig mod trappen og ned af dem. Jeg når kun lige at få sko på, før en stemme taler til mig.

”Hvor skal du hen?” spørger han mistroisk, men han ved jo godt hvor. Han stoppede mig også i går. Men hvorfor er han oppe, klokken er kun 6:11.

”Cass, hvorfor tage tilbage? De skader dig bare endnu mere…”
”Hun er alt jeg har… forstå det” hvæsser jeg lige gyldigt, inden jeg tager min jakke på og halstørklæde. Han ser bare lidt irriteret på mig og forstår ham godt, han vil jo bare hjælpe. Men han hjælper jo ikke, han gør alt værre.

”Bare lad hende gå min knægt, hvis hun nu vil hjem” jeg ser i mod trappen, da han forældre står der og det er jo fint. Lær det! Jeg tager min hue og handsker på, inden jeg forlader deres hjem. Selvom der er en stor tryghed her og jeg har det skidt, men jeg vil ikke. Jeg ender på børnehjem og hvad sker der ikke med min mor?

 

Jeg går helt væk fra huset og ned af gaden, mine skridt er langsomme. Men jeg har det også skidt. Virkelig skidt. Jeg får dog kæmpet vejen i gennem sneen. Jeg har det dårligt, ikke kun på den rigtig dårlige måde. Men også dårlig samvittighed. Men hvordan skulle jeg kunne lukke Mikey ind og stole på ham? Hvordan skulle jeg stole på, at de siger alt vil gå? Når det jo ender med, at jeg ender på børnehjem.

Mine skridt bliver tungere og tungere, men jeg ser håbet forude. Jeg ser parken. Genvej! Yes. Men alligevel langt fra og skældud, det får jeg.

For har ikke taget min mobil eller svaret sms’er og den dårlige følelse kommer igen. Jeg burde være taget hjem. For min mor kan ikke uden mig, hvad med mad og drikkelse? Hun får sine dejlige stoffer og sprut via mig. Dog kan jeg ikke lide det, men at forsøge at lade hende sulte fra det, er endnu værre, end det jeg oplever nu. Hun får et anfald også ligger hun der og det kan jeg ikke tag, så jeg giver hende pengene eller ringer til hendes venner, fra hendes mobil.

Hvis nogle opdagede mit liv, ville jeg ende på børnehjem.


***

 

Efter at have gået længe og langsomt, pga. kvalmen, så er jeg endelig fremme i min kvarter. Her er lige så hyggeligt som det plejer, indtil man kommer til mit hjem og udseendet rammer en, en tristhed og utryghed kommer frem i mig. Den har været her hele vejen hjem.

Det som om det føltes, at nogle fulgte efter mig, men der var jo intet. Ikke af hvad jeg så eller hørte.

Jeg går langsomt op til døren og jeg åbner den stille. Inden jeg forsigtigt træder ind og hurtigt står han der, ham jeg hader allermest.

”NÅ! Så nu kan du komme!” et klask rammer min kind og jeg ser straks ned, han slog mig ikke. Hun gjorde. Ja hun kom ud samtidig med ham.

”Hvor har du været! Og hvad har du lavet var!? Du ved udmærket godt hvad der kan ske, er det det du ønsker! At slå din egen mor ihjel!?” kommer der så fra ham af og jeg ryster hurtigt på hovedet.

”Når ikke, så fortæl hvor du har været!” et klask rammer mig på skulderen hårdt og min mor gør intet. For hun er ligeså kold og påvirket. Selvfølgelig er hun påvirket. Hun solgte mit kamera. Mit helt nye og dyre kamera.

”I..in..ingen steder… bar…bare ude” stammer jeg en smule og løfter stille hovedet. Inden jeg skubbes op af væggen, og et hårdt tag kommer på min arm, hvilket gør ondt og jeg bliver bare rusket i. Denne gang af min mor.

”Din lille løgner! Din lille mæger” hun klasker mig en og han skal også til det, men hans hånd rammer aldrig min kind.

”Det var vist godt vi fulgte efter, når det forgår sådan her! Mikey, hent hendes ting på hendes værelse. Skat kald politiet!”
”Neeej” Piver jeg stille og glider lidt ned på jorden. Jeg mærker bare tårerne blive stører og hører knapt deres snak og skænderi til hinanden. For jeg prøver at lukke af omkring mig.

”Kom med ud Cass” jeg mærker et puf, men nægter at hører på ham. Jeg skal ikke nogle steder! Jeg lytter stadig ikke til de voksne, kan kun hører råb og skænderier. Inden en hånd ligger sig hårdt om min arm og river mig op.

”Skrid ud af mit hjem og i rør ikke Cass!” hvæsser min mor og jeg stivner egentlig. Mikeys far og min sted, må det snart være, er mere eller mindre begyndt at slås. Hvilket jeg kan hører Mikey forsøger at stoppe.
En lyd rammer mine øre og sirenerne kommer.

”Det er her… vores søn opdagede det, men vi vidste ikke det var så slemt, ikke før vi fandt hende i parken, helt syg! Se på pigen, hun har feber og se det miljø hun er i. Vi fulgte efter hende, for at finde ud af hvor hun boede og hun kom hjem til det her!” politiet kommer hurtigt ind og skiller de to voksne med ad, inden de der tilsynsmennesker, eller hvad, som henter børn, kommer og trækker mig ud af hjemmet.

”Neeeej!” skriger jeg bare og ser på mor.

”Mooooooar!”

”Det skal nok gå, godt det er blevet set” siger den ene dame og trækker mig bare videre med ud. Hvorfor forstår de det ikke?

”Moooar!” græder jeg bare og mine øjne rammer Mikeys, som ser helt trist og forfærdet på mig. Er ligeglad! Det er hans skyld! Jeg sender ham bare kolde øjne og bliver trukket videre i mod bilen, i mens kan jeg bare se min mor og ham, blive anholdt, få håndjern på og komme ind i politi bilen. I mens de andre glor herhen og han mor har tårer i øjnene, er ligeglad de er onde!


***


Mit blik er bare fast lagt på væggen, som den har været siden jeg kom. Hvordan kunne han? Hvordan kunne han! Han må gerne dø! Ej okay, behøver han ikke. Men hvordan kunne han? Mit blik rammer ikke en eneste gang, den skide voksne dims, som prøver at komme i kontakt med mig. Vil bare gerne hjem.

”jeg vil hjem”
”Cassandra, det forstår jeg godt, sådan har alle det i denne stund. Men du vil forstå det en dag”
”Det kan være at I, mener det er det bedste… men hun er min mor, alt jeg har! Jeg havde det fint der!”
”Nej min skat, det havde du ikke. Se dine arme” Hun ved ikke en skid om mig og skal slet ikke kalde mig skat!

”Du er nød til at snakke med mig Cassandra, jeg vil bare hjælpe dig”
”Så giv mig tilbage til min mor!” hvæsser jeg bare og ser væk. Et suk forlader hendes læber, inden hun ser på mig. Jeg lader bare blikket ramme væggen igen, inden jeg rejser mig op og går hen i mod døren, inden jeg forlader rummet og den psykolog.

Jeg finder vejen frem til det værelse jeg skal være på og kaster mig egentlig i sengen. At flygte hjælper ikke, for de holder vagt på mig. De stoler ikke på mig. Selv min mobil har de taget. Jeg har det stadig dårligt, altså syg. Det ved det også, men de vil også have sandheden og det får de ikke.


Jeg ser i mod døren da den går op og hende forstanderen eller hvad man kan kalde det kommer ind, med en velkendt pose.
"En Mrs. and Mr. Klein var forbi med det her” hun sætter det foran mig og sætter sig på min seng, inden hun mærker min pande. Så nu ved de også sandheden. Jeg er en løgner og nu hader de mig sikkert!
”Prøv og sov lidt Cassandra, så snak med psykologen senere ellers kan du snakke med mig okay? Det skal nok gå det hele” hun rejser sig lidt op og går.
Er lige glad! Jeg lader bare øjne lukkes i, inden jeg sover.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...