Lad Dig Gå

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2013
  • Opdateret: 7 feb. 2014
  • Status: Igang
19 årige Kristel har nået et punkt, hvor hun er nødt til at lade ham gå. Han er salgs assistent i den lille instrument butik i Århus, hvor hun i sin fritid arbejder i guitar værkstedet. 23 årige Kaare, er i et fast forhold med Louise. Louise er en normal pige, som forstår at holde Kaare på sine tæer. De er ved at flytte sammen i egen lejelighed og har hvad de fleste vil kalde et normalt og velfungerende forhold.
Kristel har problemer med fyrene, og lader den ene efter den anden smutte mellem fingrene på hende. Alt sammen fordi hun er faldet under Kaare charmen.

0Likes
0Kommentarer
236Visninger
AA

2. Slow dancing in a burning room

Fuck mit liv.
Hvorfor sagde jeg ja til det her?

Min fredag aften er ødelagt.

 

Okay, måske lidt overdrevet. David er flink nok, det er slet ikke det., men han er bare så kedelig. Lige så slem som Daniel var. Hvad fanden Kaare? Hvis du kendte min type, ville du aldrig have matched mig med ham her.

Vi er lige nu på date, og hver gang jeg har prøvet at starte en samtale, har han lukket den med korte sætninger. Han er ekstremt stille.

Vi er på en klassisk dinner date, og er heldigvis allerede ved desserten. Klokken er kun halv ni, så mon ikke jeg kan nå med til Moniques fest alligevel?

 

“Skal vi smutte?” spurgte jeg da vi havde betalt regningen, sammen, jeg kunne ikke lade ham betale efter at hans aften nok havde været lige så røvsyg som min. Desuden, hvem siger det altid er fyren der skal betale? Mand jer op tøser.

“Ja, jeg køre dig bare hjem.” Han gav et lille nik og et smil. Jeg takkede ham og satte mig ind i hans bil.

“Det er nok ikke lige os.” Sagde han da vi var kommet ud af parkeringspladsen.

“Nej, Kaare er en dårlig matchmaker.” Sagde jeg med et grin. “Men tak for aftenen alligevel, det var pænt af dig.” Tilføjede jeg.

Og det passede. Det var fucking flinkt af ham at invitere en pige han slet ikke kendte ud, fordi en af hendes venner sagde hun var ensom. At vi så ikke lige er hinandens typer er jo hvad det er.

Han holdt bilen foran det lejlighedskompleks hvor jeg bor. det er en smule smusket og i den dårligere ende af byen, men det er hvad det er, og det er her jeg bor nu.

“Tak for i aften og for turen.” sagde jeg og åbnede døren. “Selv tak og hils Kaare.” Jeg klappede døren i og bevægede min hånd i noget der skulle ligne et vink, og trådte ind af døren.

Opgangen er kold og beskidt som sædvanlig.

Jeg tog trappen op, fordi elevatoren er så langsom at det er hurtigere at gå, og du ved aldrig hvornår den braser sammen. Jeg boede på fjerde sal i en lille bitte lejlighed, så det var heller ikke så slemt. Jeg har mere ondt af dem der bor på syvende sal.

 

“Hvad laver du her?” Udbrød jeg, da jeg så ham sidde foran min dør.
“Louise smed mig ud igen, du kender hende, og du bor tættest på. sorry.” Sagde han med et flovt smil. Han havde det samme tøj på som han havde haft på idag i butikken, ingen jakke til at holde ham varm i vintervejret. Louise er ikke altid lige betænksom.

“Det er i orden. Du ved du er velkommen når shit happens derhjemme. Hvor længe har du sat her?” Jeg kunne tydeligt se at han kæmpede for ikke at skære tænder så meget han frøs.

“Årh, en halvanden time eller sådan noget.” Han har sat foran min dør i halvanden time?

“Næste gang så ring lige, så skal jeg nok skynde mig hjem, eller få i det mindste en jakke med dig eller noget. du ender med at blive syg, hvis du ikke allerede er det.” Sagde jeg i en belærende tone.

 

Det var ikke første gang han var kommet til mig efter et skænderi med Louise, Hans kæreste, og var blevet smidt ud en nat. De plejer at enes ret godt, men engang imellem går der skår i den, som der gør i alle parforhold, og Louise har det med at overreagere.

 

“Jeg vidste du var ude med David. jeg ville ikke forstyrre. Hvordan gik det forresten? du er tidligt hjemme?” Jeg tog min jakke af og hængte den på en af krogene efter at have låst døren, du kan aldrig være for sikker i det her kvarter. Jeg havde taget en stram sort nederdel på og en hvid low cut Jimi Hendrix t-shirt på i aftenens anledning. Jeg stinker til at lege dress up, når jeg skal noget.

“Gå ind og tag en dyne i skabet, så laver jeg te og skruer op for varmen.” Min stue og soveværelse var et rum, ikke særligt stort. Lejligheden havde også et lille køkken og et meget lille badeværelse. Igen, småt men godt.

Jeg satte hurtigt kedlen i kog og smuttede ud på badeværelset og tog et par shorts på, i stedet for den nederdel jeg havde holdt ud en hel aften.

“Det kan godt være her ikke er ret stort, men det jo hyggeligt alligevel.” Jeg trådte ind i stuen, hvor Kaare sad i min lille sofa, med et tæppe om sig.

“Og det er billigt. Hvordan er det i jeres nye lejlighed?” Ja, jeres lejlighed. Bare mind mig om at du har en kæreste.

“Det er så, rent.” Han sagde det med et lille ubegejstret grin. “Det er en dårlig ting fordi?” Jeg satte mig overfor ham i den lille sofa. “Det er ikke det. Jeg kan bare ikke komme på plads der når alt er så hvidt og perfekt.” Han lænede hovedet tilbage med et suk. “Jeg tør ikke sætte mig indenfor, i frygt for at der bliver beskidt.” Jeg klappede ham på skulderen. “Det går over.”  Han kiggede ud mod gadelygten som om den ville give ham et magisk svar på alle hans problemer. “Forhåbentligt. Jeg har egentlig mest bare lyst til at flytte tilbage i mit ‘hummer’ som hun kalder det.” Sagde han med et fnys og rystede på hovedet. Hvis han var så utilfreds hvorfor sagde han så ja til at flytte sammen med hende? “Og så tror hun, at hun bare kan smide mig ud når jeg siger noget, hvor fanden vil hun have jeg skal gå hen?” Typisk Louise, hun har ingen form for situationsfornemmelse. Hun lægger ikke engang mærke til at hendes kæreste er ulykkelig i deres nye lejlighed. Og så kan man da heller ikke bare smide ham ud uden noget som helst, når det er minusgrader udenfor.

 

“Det er ret lamt at hun bare smider dig ud..” Sagde jeg og rakte ud efter anlæggets fjernbetjening. Jeg havde ikke noget fjernsyn. Jeg gad ikke at bruge penge på det, og da jeg boede hjemme og havde det brugte jeg det aldrig. Jeg hører musik i stedet. Jeg pressede play og John Mayers Continuum spillede. “John Mayer? Tog dig aldrig som typen.” Sagde Kaare og fniste da jeg rakte tunge. Fyrene i butikken gør grin med de tøser der er helt forgabt i John Mayer. De mener de er ‘Hopeless Romantics’ og bare vil være den næste pige på hans liste.* Jeg høre John Mayer, men udelukkende fordi musikken tit er helt okay. “Slow dancing in a burning room, er egentlig rimelig god.” Sagde han og gik hen mod min cd samling. “Det er den næste sang. Mine forældre dansede altid sammen når den blev spillet, før det med min mor..” Sagde jeg stille og gik hen til ham. Han stod og kiggede på en af mine beatles plader. Jeg har arvet alle min fars plader, og hans gamle pladespiller. Han mente det var på tide han gik digital.

 

Slow dancing in a burning room startede og jeg svajede til den stille rytme på stedet mens jeg lod en finger kører over cd’erne. Det havde taget mig år at opbygge min samling, og det var det sidste i verden jeg kunne finde på at skaffe mig af med. Da første omkvæd af sangen startede hviskede jeg stille med på teksten, med øjnene lukkede.  

 

Pludselig blev jeg revet ud af min egen verden af Kaare som greb mine hænder og trak mig stille til sig. Han lagde den ene arm om mig og holdt min i hans anden. Jeg lagde armen om ham og fulgte ham. “Nogen gange er det rart at gøre noget der minder dig om nogen du holder af.” Den kommentar fik mig. Med et var begge mine arme om hans nakke, og mit ansigt presset mod hans skulder mens jeg lod tårerne trille. Han sagde ikke noget han holdt bare om mig og svajede os frem og tilbage til rytmen. Kaare vidste at min verden var ved at falde sammen om mig. Han var den eneste der vidste hvad der foregik med min mor og mine søskende.

Han var den eneste der forstod.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...