Lad Dig Gå

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2013
  • Opdateret: 7 feb. 2014
  • Status: Igang
19 årige Kristel har nået et punkt, hvor hun er nødt til at lade ham gå. Han er salgs assistent i den lille instrument butik i Århus, hvor hun i sin fritid arbejder i guitar værkstedet. 23 årige Kaare, er i et fast forhold med Louise. Louise er en normal pige, som forstår at holde Kaare på sine tæer. De er ved at flytte sammen i egen lejelighed og har hvad de fleste vil kalde et normalt og velfungerende forhold.
Kristel har problemer med fyrene, og lader den ene efter den anden smutte mellem fingrene på hende. Alt sammen fordi hun er faldet under Kaare charmen.

0Likes
0Kommentarer
206Visninger
AA

3. Det gør ondt at leve

Kaare og jeg har været venner siden jeg var 16 og han var 20. Jeg blev ansat i butikken som rengøringshjælp og han var lige begyndt som salgselev. Vi startede med at have korte samtaler om vores yndlings bands hen over disken når jeg fejede eller støvede af. Det var ikke længe før jeg besøgte ham på værkstedet hvis han var der når jeg var færdig med mit arbejde i butikken.

 

Vi talte om det meste. Det var rart at have en der havde prævet alt det jeg skulle igennem, som kunne give gode råd, mens han stadig var interessant og havde de samme interesser som jeg. Han fortalte mig ting som han ikke normalt fortalte andre og jeg gjorde det samme. Vores venskab udviklede sig og så BAM! Kaare charmen ramte. Hårdt.

 

Min mor blev for ni måneder siden ramt af en svulst i hjernen. En kræftsvulst. Vi havde ikke lagt mærke til nogen ændringer i hende. Hun var som hun plejede at være. Jeg havde ikke boet hjemme i et halvt år da det skete. Hun faldt om og fik et anfald der lignede et epileptisk anfald. Jeg var i butikken da jeg fik et opkald fra min far. Jeg var hysterisk, selvom vi ikke troede det var helt så alvorligt. Jeg kan ikke huske hvordan, men jeg har åbenbart panisk fortalt Kaare hvad der var sket, og at jeg var nødt til at gå. Han endte i hvert fald med at køre mig til hospitalet og endte med at sidde med mig i venteværelset i fire lange timer. Uden at klage.

 

Jeg har to brødre og en søster, som alle tre er meget ældre end mig. Den yngste er ni et halvt år ældre end mig, og han er den eneste som jeg har et forhold til. Min ældste bror, William, er en eller anden high class business man, og han havde ikke tid til at komme og besøge mor, før eller efter hun havde fået kræften konstateret. Han er sytten år ældre end mig, og er direktør for et eller andet firma jeg ikke gider huske navnet på.       

 

Min søster, Sophie, er tretten år ældre end mig og er gift og har to børn. Hun arbejder som designer, og synes selv hun er alt for vigtig til os. Hendes mand er ellers meget flink. Han og børnene, Mathilde og Elias, var på besøg tre gange, hvilket var mere end hvad Sophie var.

 

Liam, den yngste, besøgte så meget han kunne, men hans arbejde og kæreste skal også passes. Han besøger stadig, men ikke så tit som jeg ved han gerne vil. Han er kok for et rimelig populært cateringfirma, og hans kæreste, Cecilia er gravid med deres første barn. En pige, som helt klart vil blive forkælet fra alle sider. Både Liam og Cecilia besøger så ofte de kan. Cecilia besøger dem endda uden Liam hvis der er gået for længe.

 

Jeg prøver at se dem så meget som muligt, men at jonglere arbejde, skole og regninger, kan godt tage pusten fra dig engang imellem. Jeg ved godt at hun nok ikke har længe igen, og derfor er det vigtigt for mig, at bruge så meget tid med hende, med dem, som jeg kan.

 

“Har du besøgt dem i den her uge?” Kaare og jeg lå på den nu udfoldede slidte sovesofa, som jeg havde stående i stuen delen af lejligheden. “Nej, jeg tager ud til dem imorgen. Mor snakkede om æblekage, og jeg vil smage den mens jeg stadig kan.” Sagde jeg og nussede mig selv mere ind i mit tæppe og kiggede ned på Kaare, som lå med hovedet i den anden ende. “Marlenes hjemmelavede æblekage. Jeg kunne godt have et stykke.” Sagde han med et drømmende blik i øjnene. “Du kan bare komme med, din taber.” Sagde jeg drillende og puffede hans ben. “Hey hey, du kan ikke komme udenom at det er verdens bedste æblekage.” Han grinede og smed sig selv helt ned i sofahynderne. Klokken var tre om natten, og efter John Mayer episoden var ovre, havde vi bare lagt og  snakket. Det var rart.

 

-----------^---------^---------^--------^----------


 

“Ville du med ud til mine forældre i dag?” Spurgte jeg. Han lå stadig på sofaen, rullet ind i den dyne jeg havde fundet til ham i går. Jeg var ved at lave dagens første portion kaffe. Vi havde været oppe til klokken halv fire, og var heldigvis først vågnet klokken tolv. “Ja da, men jeg skal nok lige ringe til Louise først. Jeg sov ikke i mit tøj,så det kan godt gå en dag til.” Jeg rullede øjne af ham. “Hun smed dig ud i minusgrader, Lad hende svede lidt.” Sagde jeg og tog to kopper med hen til ham. Han grinte og tog imod koppen. “Når du har drukket den her, kan du smutte i bad, Shampoo og balsam skulle være der.” “Balsam? Jeg er jo ikke en tøs...” Sagde han og prøvede forgæves at ramme mig med hans fod, uden at få den ud af dynen.

 

Vi drak kaffen, og nåede begge to at komme i bad, før vi gik ned til det nærmeste busstoppested. Vi var kun lige kommet ud af bygningen, da det begyndte at pisse ned. “Fuck,” Udbrød Kaare og vi løb. Gennem regnen, ned ad gaden.

 

Vi nåede kun at stå i læ tredive sekunder før bussen dukkede op. “Så du det blik vi fik da vi steg på?” Hviskede Kaare grinende da vi sad nede bag i bussen. “Vi er plaskvåde, selvfølgelig ville hun ikke have os ind,” jeg lod en skinger lyd falde fra mine læber da han rystede sit våde hår, som en hund, hen mod mig. “Det er godt dine forældre altid har gang i brændeovnen.”

 

Vi stiger af bussen og går de tre hundrede meter, hen til det hus jeg er vokset op i. Huset var lige akkurat stort nok til en familie på fem, så da jeg skulle have mit eget værelse i sin tid, fik jeg kælderen for mig selv. Det er i den kælder jeg stadig har de meste af mine ting, og brugte det meste af min tid som teenager.

 

Jeg når ikke engang at banke på før mine forældre åbner døren og min far hiver os ind foran deres, som altid, tændte brændeovn. “Hvordan går det så?” Spørger min mor Kaare, så snart vi er placeret foran varmen. “Det går, Malena. Nu har jeg jo fået Kristel til at hjælpe i butikken.” Sagde han og puffede mig. Mine forældre er ekstremt glade for Kaare. Han besøger dem nu også mere end de fleste af deres egne børn gør. “Du må også have travlt med den nye lejlighed og Louise.” Sukkede hun i den der irriterende måde alle mødre sukker på. “Og Kristel, du bliver jo også færdig med gymnasiet her til sommer! Hvad har du tænkt dig at lave bagefter?” Fortsætter hun og sætter sig forsigtigt i en af sofaerne i den gule stue. Min far ligner sig selv, høj og ranglet med hans brune hår og skægstubbe. Min mor ligner derimod på ingen måde, hvad hun engang var. Hun er stadig køn, som altid, men hendes hud er ligbleg, og hendes knogler meget tydeligere end normalt. Hun vakler lidt når hun går, hendes engang levende lyse krøller var falmet og tjavset, grundet alt den behandling hun havde været igennem. Hendes blå øjne ligner dog sig selv. De strålede selvom det var en svær. Det er en af de ting jeg altid har beundret min mor for, lige meget hvor meget modgang hun møder, kan hun altid finde energien til at være glad og se noget positivt.

 

“Det ved du jo godt mor, bandet.” Sagde jeg drillende. Selvom mine forældre var rimeligt fri sindede, så har de alligevel svært ved at forstå at jeg har valgt at satse så meget på musik. Vi er fire der spiller, jeg spiller guitar, i et pop rock band, som lige har scoret en pladekontrakt.

Vi vil dog først udgive en single når skoleåret næsten er omme.

 

“Du ved hvor meget det betyder for mig at du kommer til at have en god fremtid. Især når jeg ikke selv kan være her og se efter dig.” Med den ene sætning vendte hele humøret. Jeg lod mit smil falde. Kaare var rykket tættere på mig, og greb min hånd bag min ryg. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. “Du skal ikke sige sådan noget mor.” Sagde jeg stille. “Tænk på alt det du stadig ser i stedet.”

 

Selvom der var smækket en tung stemning hen over os den eftermiddag, lykkedes det os stadig at få den æblekage og noget hygge. Jeg var bare glad for at Kaare var der.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...