Believe in me - Justin Bieber

”Velkommen til mit helvede”. Demi, lever ikke et liv, men et helvede. At blive mobbet i skolen, og tæsket der hjemme, er ikke noget man ønsker sig. Heller ikke Demi. Men det kan hun desværre ikke selv bestemme. Hver dag, er bare den normale rutine. Komme i skole, blive mobbet, og bagefter komme hjem, og få tæsk. Det bliver vinter, men det er ikke en normal vinter alt ændre sig nemlig. Justin en af de populære går bag om ryggen på sin bedste ven Jason, og hjælper Demi, så hun kan få en uforglemmelig vinter, og hjælpe hende. Men vil det lykkes ham? Vil hun overhovedet komme til, at stole på ham? Vil han ikke bare få noget ud af hende, som de kan mobbe hende med? Ja, det må skæbnen vise sig.
*JUSTIN ER IKKE KENDT*

22Likes
24Kommentarer
1559Visninger
AA

7. Kapitel 5 - "What's up dude?"

Justin's synsvinkel: 

 

Hvad havde jeg ærligtalt gang i? Var jeg virkelig klar til at smide alt væk, for en pige, som engang var min bedste veninde? Var jeg virkelig ved at få følelser for hende? Tankerne kørte rundt i mit hoved, og jeg kunne virkelig ikke stoppe dem. 

Sukkende sætter jeg mig i min seng. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Min ben bliver sagt udover senge kanten, mine albuer bliver sat på mit knæ, hvor bagefter mit hoved bliver langt på mine hænder. Kunne jeg virkelig overhovedet udnytte hende, eller skulle jeg tage chancen og hjælpe hende? Måske burde jeg ringe til Jonas, det lovede jeg ham egentlig. 

Jeg får fisket min mobil op af min lomme, og låser den op med min kode. Jeg går ind på kontakter. Han hedder faktisk #CoolBro på min mobil. Meget sejt navn, jeg ved det godt. Jeg trykker hurtigt ring, og fører mobilen op til mit ører, hvor de velkendte bib toner lyder. Bib lyden er der ikke ret lang tid, før jeg kan hører en snakke i mobilen. Selvfølgelig Jonas. 

"What's up dude?" siger han, faktisk i en glad tone. Måske vidste han det havde noget med Demi, at gøre? 

"Ja, kan du huske jeg tog Demi til side, fordi du sagde jeg skulle bevise jeg ikke er forelsket i hende?" siger jeg og bider tænderne sammen, nu er det med at lyve overfor Jonas. For jeg vil ikke udnytte hende, jeg vil virkelig gerne hjælpe hende, men jeg ved ikke om jeg kan. Jeg fortryder virkelig jeg bare skubbede hende væk fra mig. 

"Ja, det kan jeg godt huske, så dum er jeg dog heller ikke, bare fordi jeg pjækker lidt fra timerne" siger han, og griner. 

"Jeg fik hende til at tro på, at jeg vil hjælpe hende, til at få en uforglemmelig vinter" siger jeg, og tænker på, hvad fuck det er jeg har gang i. Jeg ved jo ikke engang selv, om jeg virkelig vil hjælpe hende, og stikke Jonas i ryggen. Alt er så forvirrende. Jeg sukker lydløst, og kigger ud af mit vindue, som er på øverste etage, med en fin udsigt. Det skal så lige siges, at min familie også er rig. 

"Ja, og hvad mere?" siger han, og trækker det lidt ud. 

"Jeg giver hende en uforglemmelig vinter.. Bare ikke på den måde hun tror" siger jeg, og mærker et stik i mit hjerte, når jeg siger det. Hvad fuck går der lige af mig?! Jeg kan hører han griner, hvilket betyder han vel er glad for det. Men igen, jeg ved ikke hvad jeg gør, det må tiden vel vise. 

"Sådan dude" siger han. Man kan hører på hans stemme, at han smiler - Han er vel stolt af mig. 

"Men jeg skal smutte, - Ses imorgen" siger jeg, mens mit blik stadigvæk hviler på vores indkøreles. 

"Det iorden, ses" og med de ord fra ham lægger jeg på. Sukkende læner jeg mig helt tilbage i min seng, med blikket op mod loftet. Jeg lukker øjne kort i. Tankerne flyder rundt. 

Hvad har du gang i? Udnytter du hende? Eller kan du faktisk lide hende? Er det en omgang løgn du spytter ud? Hvem vil du ikke miste af dem? For du kommer til at miste en af dem. 

"STOP!" råber jeg mit ud af det hele, og sætter mig op i min seng med et chok. Jeg kan hører en styrte op af trapperne. - Sikkert på grund af mit råb. Min dør til værelset bliver åbnet i en hurtig bevægelse, og min mor er i en fart henne ved mig. Hendes blonde hår er sat op i en sjusket knold, og hendes brune øjne kigger hen på mig. Jeg har arvet min mors brune øjne, men min fars brune hår. 

"Hvad sker der skat?" siger hun til mig, og nusser mig i håret. Jeg slår hurtigt hendes hånd væk. 

"Ikke noget, og lad lige vær med at kalde mig skat, det lyder som om jeg er din mand" siger jeg og griner lidt af hende. 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så, hvad synes I? :) 

Ved godt det er meget kort, men har ikke skrevet i noget tid, så skal lige igang igen, så håber I har det okay med det :) 

 

Og tak til alle der stadigvæk læser med, det betyder meget for os begge to ved jeg! (Y) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...