Believe in me - Justin Bieber

”Velkommen til mit helvede”. Demi, lever ikke et liv, men et helvede. At blive mobbet i skolen, og tæsket der hjemme, er ikke noget man ønsker sig. Heller ikke Demi. Men det kan hun desværre ikke selv bestemme. Hver dag, er bare den normale rutine. Komme i skole, blive mobbet, og bagefter komme hjem, og få tæsk. Det bliver vinter, men det er ikke en normal vinter alt ændre sig nemlig. Justin en af de populære går bag om ryggen på sin bedste ven Jason, og hjælper Demi, så hun kan få en uforglemmelig vinter, og hjælpe hende. Men vil det lykkes ham? Vil hun overhovedet komme til, at stole på ham? Vil han ikke bare få noget ud af hende, som de kan mobbe hende med? Ja, det må skæbnen vise sig.
*JUSTIN ER IKKE KENDT*

22Likes
24Kommentarer
1507Visninger
AA

4. Kapitel 3 - "Hvorfor skulle jeg stole på dig?"

Justins synsvinkel: 

Klokken nærmere sig halv to, og jeg skal snart mødes med Demi. Lige her. På biblioteket. På grund af Jason. Men han ved bare ikke, at jeg faktisk går om bag hans ryg. Det her er min mulighed for at hjælpe hende videre. Istedet for bare at udnytte hende, som han vil have. Hvad er det lige, han har i mod hende? Hun virker ellers som en helt igennem fantastik pige. Dog med mange problemer. Det har faktisk også undrede mig, at selv i sommeren går hun i lange trøjer. Eller nej, det gør det jo ikke, for har set det. Jeg har set hendes ar. Jeg har set hendes blåmærker. Det er i hvert fald ikke svært at regne ud, at hun bliver slået der hjemme. Forresten, så er hendes mor også død. Ja, mig og Demi har skam engang været venner. Dengang jeg ikke var blevet taget ind i den populære gruppe. Det blev jeg lidt tid efter hendes mor døde. 

Ja måske er det ondt, men jeg havde ikke noget valg. Det er et tilbud men sjælden får, og jeg ved stadigvæk ikke hvorfor, det lige var mig de valgte. De har aldrig ville give mig et svar, så jeg har valgt at lade det lægge, for hvad kan jeg også gøre?

Jeg kigger for 15 gang på min mobil, for at se hvad klokken er. Jeg sukker, og sætter mig ned på en af stolene, som står her, hvor vi aftalte at mødes. Om 1 minut skulle hun være her. Ellers ville hun have brændt mig af, og hun ved man ikke skal brænde os af, men hun ved dog ikke, at jeg gør det her for at hjælpe hende, og ikke sårer hende. 

Jeg kigger hen imod indgangen, lige i tide, til at se hende komme ind af døren. Jeg smiler ved tanken, og vifter hende her over. Hun satte kursen her over, men jeg kunne tydeligt se, at hun var nervøs, og ikke mindst bange. For siden hvornår gik de populære op i lektier? 

"Hey søde" sagde jeg, da hun kom hen. Okay, måske en dårlig start, men fuck det.

"Ja, jeg ved godt jeg er sød, ellers var jeg blevet væk, og hej" sagde hun med en kold tone. Hvad var der galt med hende? Det var som om, at da hendes mor døde, døde hendes humør. Hendes søde, og dejlige jeg. Hende som jeg var forelsket i. 

Hun sætter sig hårdt ned i stolen, og kigger afventende på mig. "Ja? Hvad skal du skal have hjælp til?" siger hun, og løfter øjnebrynet, nok fordi jeg ikke har nogle bøger fremme. 

"Altså..." starter jeg ud, og kigger på hende, og hendes blik ændre sig hurtigt. Jeg kan ikke forklarer til hvad, men ikke et godt blik i hvert fald. 

"Hvis I er ude på at udmyde mig, kan i godt droppe det" sukker hun, og rejser sig op. Jeg tager fat i hendes håndled, så hun ikke kan gå nogle steder. Hun skal blive, jeg skal hjælpe hende. 

"Hør her, jeg vil hjælpe dig, som din gamle ven" siger jeg, og kigger bebende på hende, men det ser ikke ud til at hjælpe. 

"Hvorfor skulle jeg tro på dig?" sagde hun hårdt og spydigt igen. Okay, jeg kunne godt forstå hende, hvis jeg var hende, ville jeg reagere på samme måde. 

"Demi, jeg ved en masse ting, som du ikke tro jeg ved" siger jeg, og kigger ind i hendes øjne, som hurtigt bliver blanke. 

"Så kom" siger hun, og den her gang, er det hendes tur til at tage fat om mit håndled. Hun tager sin taske i den anden, og trækker mig ned i den anden ende af biblioteket, hvor der ingen er. Hvor ingen kan se, eller for den sags skyld høre os. 

"Hvad ved du?" siger hun med en skørbelig stemme, men prøver så godt at skjule den. Jeg kender hende dog stadigvæk. Udover hun er blevet mere usikker i det. Hvilket faktisk også er min skyld, pga. alt det jeg har gjort mod hende. 

"Du har ikke ar på din arm for ingenting. Du har ikke blå mærker for ingenting. Du går ikke i lange trøjer for ingenting, selvom sommeren, forhelvede Demi! Du bekymre mig!" Siger jeg til hende, og jeg mener faktisk hvert et ord. Ja, jeg bekymre mig om hende. Hun betyder jo stadigvæk noget for mig. Jeg kan se i hendes øjne, at hun er skræmt. 

"H-Hvordan ved d-du d-det?" stammer hun, og ser meget bange ud. Jaer okay, det ville jeg nu også selv være, men det er en mindre detajle. Og alligevel forstår jeg ikke hvorfor, hun ikke benægtede, men jeg ville så også vide hun løj, men det er en mindre detajle, igen. 

"Søde, jeg kender dig stadigvæk" siger jeg, og smiler mit skæve smil. Hun ryster på hovedet. 

"Nej, du kender mig ikke, du er en af dem der forlod mig, da jeg havde det sværeste" sagde hun hårdt, og hendes øjne bliver blanke. Det gør helt ondt på mig, at se hende sådan. Så skrøbelig.

"Ja, undskyld, det var en fej..." - "Hvordan kunne det være en fejl!" råber hun, og en tårer glider ned af hendes kinder. 

"Please, lad mig hjælpe dig videre, lad mig give dig en uforglemmelig vinter, og ikke mindst en ny start" siger jeg, og kigger forventningsfuld på hende. Det her skal virke, jeg kan ikke klarer det her mere, jeg kan ikke klarer at se hende sådan mere, så såret, skuffet, og vred. 

"Er du virkelig klar til at smide din popularitet ud pga af mig?" siger hun i en hård tone. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...