far er du blind?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Hej mit navn er Victoria. jeg er fjorten år nu, men jeg husker det som var det igår. Det skete fra jeg var 8 til jeg var 10 år gammel, det var der at min fars kæreste både lavede fysisk og psykisk vold på mig, dog mest psykisk. Jeg turde ikke sige noget til min mor, jeg var bange, bange for hvad hun ville sige. Min far var ligeglad, han var der altid når det skete, men han lod som om at det aldrig var sket. Jeg følte det som om at han var blind og jeg hade det. Jeg har stadig ar på min sjæl den dag idag, men jeg er dog ikke hos min far mere kun hvis hans kæreste ikke er hjemme.

-Denne novelle er skrevet til vold i familien konkurrencen, så derfor er der forfatter beskrivelse med.

13Likes
4Kommentarer
752Visninger

1. kap 1

Jeg sidder her i min klasse, vi har klassens tid. vi har en total lam samtale, eller selve samtalen bringer minder frem inde i mig, fra den gang jeg var mindre og blev slået af min fars kæreste. Hele den her samtale, handler om et offentligt facebook skænderi imellem to drenge, den ene har skrevet noget i retning af at han vil  slå den anden i skolen her i dag.  Derfor sidder vi nu her, og taler om det, da hele klasen har set skænderiet på facebook. Det hele går okay lige nu, lige til drengen der har truet, råber ud i klassen at det er okay at slå hvis man er sur nok, eller det er i hvert fald sådan at jeg opfatter det! Her bryder jeg sammen, det er jo aldrig okay at slå selvom at man er sur, det ved alle da! Jeg må væk herfra så jeg løber ud af døren. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg skal hen. Jeg falder sammen midt på gangen, og mærker tårerne trille ned af min kinder. Jeg lukker øjnene og det hele starter i mit hoved som en film, men det er flashbacket fra sidste gang min fars kæreste slog mig. Hele aftenen kører rundt i mit hoved, fra start af da jeg kom hjem, til det sekund at jeg græd mig selv i søvne. 

 

”Hej folkens” råbte jeg da jeg kom ind af døren, men som sædvanligt var det kun min far der kom ud for at hilse. Jeg smed mig i sofaen, loggede på facebook og tændte for tv’et. Jeg gad ikke hjælpe i køkkenet, selvom at jeg altid havde gjort det før i tiden. Men alt de gange hvor at jeg havde hjulpet, der fik jeg alligevel bare af vide at jeg ikke duede til noget, så hvorfor ikke lade være? Jeg havde haft et skænderi med min bedste ven i lang tid, det hele forgik over facebook, hvor han blandt andet kaldte mig luder og sagde jeg var et svin. Jeg kunne snart ikke klare det mere, jeg følte ikke at der var andre end min mor der elskede mig. Jeg havde ikke fortalt nogen at jeg blev slået og kaldt grimme ting af min fars kæreste, ikke engang min mor. Grunden var at jeg var bange, bange for at folk ville tænke at jeg var svag. Nu hvor min bedsteven skrev grimme ting til mig og skrev at ingen elskede mig, vidste jeg virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Ingen forstod mig, eller det ville de måske hvis jeg fortalte det, men jeg følte mig for svag til det. Den eneste jeg følte jeg kunne tale med omkring vold og andre ting, var den skelpadde som jeg havde over ved min far.

 Efter noget tid  hørte jeg min far råbe ude fra køkkenet af ”Vi skal spise”. Åh nej nu starter mit maridt tænkte jeg, for det var nu at jeg skulle sidde i samme rum som min fars kæreste, det var nu hun ville svine mig til og sige at hun hellere ville have haft en anden pap datter. Jeg kunne ikke sige hende imod for hvis jeg gjorde det, så slog hun mig, så jeg holdte bare min mund. Der blev talt grimt til mig hele tiden da vi spiste, selv min far gjorde ikke noget, så lige så snart at jeg var færdig med at spise skyndte jeg mig ud i køkkenet for at stille min tallerken. Så smed jeg mig ind på sofaen igen. Da jeg tog min pc endnu en gang for at tjekke facebook, havde jeg 42 ulæste beskeder og det var alle sammen fra min bedste ven. Der stod blandt andet LUDER, svin, faker osv. Det værste var at jeg ikke anede hvad jeg havde gjort ham. Så det sårede mig virkelig af den grund ville jeg hjem til min mor nu. Jeg tog mig sammen, holdte tårerne inde og løb indtil min far. Jeg kunne ikke fortælle ham virkeligheden, det var kun min mor det vidste noget om skænderiet og han ville ikke kunne forstå det. Så jeg sagde bare at jeg havde det skidt, så jeg gerne vil hjem nu! Min far sagde nej og sagde at jeg bare skulle gå i seng. Jeg begyndte at græde, jeg kunne ikke holde det ud mere, jeg vidste at hvis jeg græd mere så ville min fars kæreste komme og slå mig. Jeg var ligeglad alt var lige gyldigt, mit liv var lort, jeg følte at alle havde et problem med mig, selv min far. Da jeg få sekunder efter hørte min fars kæreste komme ind i stuen og sige højt til min far, ”hvad tuder møgungen nu over, hun tuder sku da hele tiden”, nu vidste jeg hvad der ville ske. Hun ville slå mig, og kort tid efter mærkede jeg det svide på min overarm det var der jeg var blevet ramt denne gang. Hun tog hårdt fat i min arm og råbte af mig ”kælling jeg hader dig”, alle lyde blev sløret,  jeg vidste at jeg ikke måtte græde, så jeg måtte holde op med det samme, da hun vil slå mig mere hvis jeg græd igen. Jeg kunne ikke klare det mere, jeg begyndte at skrige at hun skulle slippe, men intet hjalp, hun strammede bare grebet om min arm. Så jeg ikke kunne få blod ned i den, jeg kiggede over mod min far med tårer i øjnene, men han stod bare og kiggede på som sædvanlig. Det var som om at min egen far var ligeglad med mig, eller som om at han var blind. Jeg kunne mærke alt vreden blusse op i mig, det føltes som om jeg fik dobbelt op af kræfter, og med de nye kræfter fik jeg revet mig løs af grebet. Jeg løb ud af vores spise stue og videre ud på badeværelset, jeg låste døren, jeg ville ikke være sammen med nogen af dem. Der sad jeg og græd i tyve minutter, indtil at jeg kunne høre at de var gået ind i stuen. Så gik jeg ud fra badeværelset, jeg listede mig lige så forsigtigt ind på mit værelse og spærrede de to døre som jeg havde der inde. Da det var gjort lagde jeg mig i min seng, med hovedet begravede i min dyne, så jeg kunne græde i fred.   

 

Jeg bliver rusket blidt i, og jeg åbner derfor mine øjne, og tørrer tårerne væk fra mit ansigt. Det er en af mine veninder, hun trækker mig ind til hende, jeg græder og græder. Til sidst trækker jeg mig væk fra hende, jeg har ikke forklarede hende hvad det var jeg kom i tanke om derinde i klassen, men hun ved det alligevel hun ved alt om mig. Det eneste hun siger er ”åh søde dog, jeg forstår dig godt. Men du er jo heldigvis ikke der over mere, og din mor ved det jo heldigvis godt nu” Det har hun jo ret i, heldigvis har jeg sagt det til min mor nu, og heldigvis er jeg ikke over ved min far mere! Men det hele ville altid være et ar i min sjæl. De to år ville aldrig blive glemt, de er en del af mit liv og en del af mig. Jeg kan endda mærke smerten i min arm, når jeg tænker tilbage på den gang. Det må jeg vel bare lære at forstå. Min veninde giver mig et kram, går ind og henter hendes make up taske og sammen for vi fikset min make up igen. Det kræver nok en forklaring til læren når jeg kommer ind i klassen, da jeg snart har været væk i halvanden time men det må jeg tage til den tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...