Valget

Kim er en ung pige på fjorten år som bor sammen med sin mor.
Kim har mange problemer der hjemme og har svært ved at finde sig til rette med livet når alt omkring hende går i stykker.

0Likes
0Kommentarer
231Visninger
AA

2. Ingenting

De næste par dage følte jeg ingenting. Jeg kunne ikke spise eller sove. Jeg var så godt som forstenet. Tiden inde i mig var gået i stå, men tiden omkring mig fortsatte uberørt. Min hud var blevet blegere og min krop for tynd. Hver dag havde jeg store, mørke ranner under mine søvnige øjne. Alt var lige meget. Jeg levede ikke for noget længere. Intet mål. Ingen drøm. Ingen lyst. Intet liv.

Hver dag var trist og grå ligesom vejret.

Mor tog tidligt på arbejde og kom sent hjem. Hun var kold, afvisende og var tilsyneladende lige så følelsesløs som mig.

Den eneste måde jeg kunne komme af med min psykiske last var at gå.

Jeg kunne gå i timevis og bare fortsætte ud på marken. Alt var så stille derude. Der var ingen onde blikke eller sorgende ord. Det gule græs blev skubbet med vinden og lagde sig langsomt ned som tjenere for deres magtfulde konge. Hare løb og sprang rundt ude på jorden som havde de intet at bekymre sig om. Som om de altid havde haft deres frihed og livet var noget fantastisk. For hvert skridt jeg tog borede min sko sig ned i den våde, mørke jord som blev presset sammen af min vægt. Og hver gang jeg tog et nyt skridt klæbede jorden sig til min sko som en mor og et nyfødt barn. Mit pandehår fløj rundt i vinden som ustyrlige blækspruttearme der ikke vidste hvor de skulle hen. Jeg knugede mine hænder af vrede for ikke at skrige. Mine knoer spændte sig hvide og mine negle borede sig ind i min håndflade. Fine, buede mærker kom til syne når jeg åbnede min hånd og så ned i min håndflade.

Næsten hver eneste del af mit ansigt blev rødt. Mine kinder fordi kulden borede sig ubarmhjertigt ind i mit ansigt og lod ikke til at holde op inden jeg kom inden for. Min næse fordi jeg frøs og den var alene og havde ingen til at varme sig. Mine øjne fordi jeg græd og tårerne løb roligt ned ad mine kinder fordi jeg vidste at næste dag ville jeg opføre mig lige så ynkeligt som jeg gjorde den dag.

 

Hver eneste dag gentog sig og ændrede sig aldrig. Det ville være så nemt at stikke af. Bare løbe ud over marken og aldrig se sig tilbage igen. Ikke at skulle bekymre sig længere. Skabe sit eget eventyr uden indflydelse fra andre. Blive lykkelig i sit eget jeg.

Men jeg vil aldrig kunne klare mig. Jeg ville være for skrøbelig og min skæbne ville ende grimt. Jeg ville dø på en smuk måde. I stedet for at blive fundet på det våde græs som var jeg blot faldet om. Nej. Jeg måtte blive hvor jeg var og blot håbe på at et mirakel ville hjælpe mig i nøden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...