Valget

Kim er en ung pige på fjorten år som bor sammen med sin mor.
Kim har mange problemer der hjemme og har svært ved at finde sig til rette med livet når alt omkring hende går i stykker.

0Likes
0Kommentarer
229Visninger
AA

1. Efterlysning

Jeg stod i døren til Marks værelse som var ét stort rod. Hvor blev han af? Hvorfor efterlod han mig uden at sige et ord eller give et tegn?

Mark havde været væk i flere uger uden at nogen havde set ham eller havde haft kontakt med ham. Hvert fald ikke så vidt jeg vidste. Mark havde altid været den bedste storebror man nogen sinde kunne ønske sig.

Han havde altid været der for mig. Han havde altid hjulpet mig og beskyttet mig mod alt og alle barske typer. Vi havde grint og grædt sammen mange gange.

Selvom de sidste måneders tid havde været svære for os alle tre skulle han have været blevet og kæmpet for sig selv. At stikke af var ikke den bror jeg kendte. Mark havde ikke betalt husleje til mor i flere måneder og hendes tålmodighed og raserier blev ikke bedre af at han ikke rykkede sig selv.

Mark havde ikke noget job og var næsten halvvejs med 3.G, men alligevel vidste jeg at han havde nok penge til at betale mor de 500 kroner han skyldte hende hver måned. Så hvad var grunden til at han pludselig holdte op? Det eneste han brugte penge på var frokoster, teknisk grej og fest. Jeg begyndte at undre mig mere og mere. Hvad var grunden til denne pludselige forduftning fra jordens overflade? Var der nogen efter ham? Var han blevet tvunget væk? Havde han bedre ting at tage sig til? Mit håb og humør blev mere og mere gråt. Jeg blev hverken glad eller rolig uanset om han var blevet tvunget væk eller om det var fordi vi ikke var gode nok.

 

Mor ville ikke melde ham savnet til politiet og havde heller ikke lyst til at snakke mere om Mark eller hans forsvinding. I det hele taget sagde hun ikke rigtig noget mere andet end "husk at gå over med din tallerken" og "har du lavet dine lektier?".

Jeg havde aldrig følt mig så ensom som jeg gjorde dér. Jeg kunne hverken snakke med min mor eller Mark. Den gang havde jeg ikke rigtig nogle venner og holdte mig mest for mig selv. Mit hjerte blev så tungt af at holde på alle disse tanker og følelser. Der var ingen mening med min tilstedeværelse hvis jeg ikke havde nogen at snakke eller dele følelser med.

Hver dag efter skole tog jeg direkte hjem med det samme kolde og skuffede ansigt. Jeg ville ikke vise mine følelser til folk som bare ville gøre grin med mig. Knækkede jeg min hårde facade ville alting bare blive meget værre. Jeg prøvede blot at slå tiden ihjel dag efter dag ved at kigge ud at mit vindue. Ud på den mørke himmel og de visne blade som stadig hang på træernes snoede og krogede grene. Hver dag blev jeg skuffet for Mark kom aldrig løbende hen ad græsset og hentede mig. Jeg var urolig og blev ved med at håbe at han en dag ville komme tilbage og tage mig med. Men han kom aldrig.

Uanset hvor tidligt jeg stod op om morgnen eller uanset hvor længe jeg blev oppe om aftenen for at være klar når han kom så dukkede han aldrig op. Jeg kiggede i postkassen hver dag for at tjekke om han havde sendt et brev eller en besked om hvor han var og om han var uskadt. Men jeg fandt aldrig andet end reklamer og regninger.

 

En dag havde jeg fået det så skidt af at jeg ikke vidste hvor han var at jeg måtte blive hjemme fra skole. Mor tog det ikke til sig og tog alligevel på arbejde og efterlod mig der hjemme. Jeg blev syg af tanken om at mor havde lukket sin egen søn ude. Sit eget kød og blod som jeg vidste hun elskede. Hvis ikke dem der holdte alle mest af Mark gjorde noget for at finde ham hvem gjorde så,? spurgte jeg mig selv. Jeg måtte gemme en dag med sengen og tankerne til en anden gang. Jeg gjorde mig klar til at tage ned til politistationen. Inden jeg gik ud af døren tog jeg et billede med af Mark. Mindet om hans blå øjne og hans lyse krøller bragte tårerne frem i mine øjne og gjorde mig blød i knæene.

Jeg forstillede mig hans kæmpe store smil på det spinkle og smukke ansigt. Jeg forstillede mig hans rød øjne og tårerne der trillede ned ad hans kinder og hans dirrende mund  når han græd. Hver gang Mark græd, græd jeg også. Jeg kunne ikke holde ud at se ham ked af det. Ofte trillede tårerne endnu mere ned ad mine egne kinder end det gjorde på hans.

Jeg gjorde mig færdig og gik ud ad hoveddøren og tog ned på politistationen.

 

Jeg følte mig lettet da jeg trådte ind ad glasdøren. Jeg følte mig i sikkerhed. Jeg følte at her ville folk lytte på hvad jeg havde at sige og ville forstå mig. Jeg fik snakket med en mand derinde, men han ville ikke starte en eftersøgning inden han havde snakket med min mor. Jeg var jo kun fjorten år.

Manden lagde et stykke papir og en kuglepen på bordet foran mig. Jeg tøvede med at skrive kontakterne til mor ned på papiret. Hun ville ikke have noget med Mark at gøre længere. Hvad ville hun mon sige til at jeg var gået ned på politistationen og havde spurgt efter Mark?

Jeg bed mig hårdt i læben og tænkte. Skulle jeg skåne mig selv for mors vrede? Eller skulle jeg være en rigtig søster og hjælpe Mark. 

Jeg tog forsigtigt og tøvende kuglepennen i min hånd og lod den ligge løst i mellem mine fingre. Jeg skrev min mors navn, nummer, e-mail og vores adresse. Jeg lod kuglepennen glide ud af min hånd så den landede på bordet. Jeg rækte manden papiret og vendte straks om på hælen. Jeg måtte skynde mig væk inden jeg ombestemte mig.

 

Da jeg kom hjem igen og stod i entréen følte jeg at svagheden overtog mine tanker og følelser. Jeg sank ned på knæ og sad på hug på de kolde, hvide fliser. Jeg følte mig splittet. Mine følelser gik op og ned. Mine tanker kørte rundt. Min mor havde aldrig været så alvorlig når det handlede om at jeg ikke måtte hjælpe Mark. Alt og alle havde ændret sig. Det var ikke som det plejede at være. Jeg følte mig ikke hjemme længere. Fremmed i eget land, by og hjem.

Jeg besluttede at jeg ville lave nogle efterlysningsplakater med Mark. Så jeg gik straks i gang. Det endelige resultat blev rigtig godt: Et billede, oplysninger om Mark og vores telefonnummer.

Resten af dagen brugte jeg på almindelige ting som lektier, læsning og se fjernsyn.

Da mor kom hjem sad jeg ved spise bordet med efterlysningsplakaterne i hånden. Jeg overvejede hvornår jeg skulle sætte dem op og hvor.

Mor så meget vred ud da hun trådte ind ad døren. Hun lod sin computertaske falde ned på fliserne og stirrede vredt på mig. Med hurtige, raske skridt gik hun ind til mig og stillede sig lige foran mig.

"Hvordan kan det være at jeg blev ringet op af politiet i dag?," spurgte hun vredt. Hendes blik strejfede plakaterne og hun blev straks endnu rødere i sit ansigt. "Jeg tog ned på politistationen i dag," hviskede jeg stille for mig selv imens jeg så ned i gulvet. "Jeg tror at du ligger her hjemme og er syg, men så render du ude og gør ting som jeg troede jeg havde gjord klart at du ikke skulle!"

Hun tog bunken med plakater og smed dem op i luften. Alle papirerne fløj rundt i luften fra side til side. Jeg blev siddende og så ned i gulvet og tænkte på de mange timers spildt arbejde der der endte uønsket på gulvet i hele stuen.

Jeg turde ikke at se op. Jeg turde ikke at møde hendes blik. Jeg var alt for bange for hvad der ville ske. Jeg var bange for at hun ville gøre mig fortræd.

Hurtigt løftede hun sin højre hånd højt op. Pludselig fløj den gennem luften som en krave der dykkede ned ad mod min kind.

Den store, stærke hånd styrede ned mod mit ansigt. Med stor kraft ramte den klamme hånd min kind og straks lød der et højt smæld i hele huset. Hånden holdte ikke op endnu og blev ved et par gange. Min næse blev hårdt ramt og smerten skreg så højt den kunne. Jeg blev slynget ind i den hårde, hvide væg. Mit hoved ramte først og jeg fortsatte fra stolen og ned på gulvet. Den trykke stol forsvandt under mig og smerten bredte sig ud i hele min krop da jeg mærkede stødet da jeg landede. Rødt blod løb fra min næse og ned over min overlæbe. Jeg rystede over det hele og følte mig kold og klam. 

 

Straks så jeg op på den kraftfulde person der havde sendt mig i gruset. Jeg følte smerte, sorg, skyld og svaghed. Jeg krøb stille tilbage og fjernede ikke blikket fra personen af frygt for flere ydmygende slag som var jeg en slap kludedukke. 

Jeg følte mig som en slave, en trælle, ydmyget selvom det kun var os der vidste hvad der var sket. Uskyldige tåre løb ned ad mine kinder. De løb hurtigt om kap og faldt fra min hage og ned på mine hænder.

Hun vendte sig om og lige inden hun gik op ad trappen drejede hun hovedet hen i mod mig og sagde: "Hold op med at flæbe og ryd det kæmpe rod op." Hun tog sin computertaske i hånden og gik uberørt op ad trappen.

Jeg kunne ikke fatte hvad der var sket. Var det hele bare en drøm? Et mareridt? Det hele var så uvirkeligt. Jeg kunne ikke få det til at passe i mit hoved. "Hold op med at flæbe og ryd det kæmpe rod op".... Jeg kravlede ud på gulvet og begyndt at samle plakaterne sammen. Det var nu jeg havde brug for ham. Mark havde kunnet forsvare mig. Mine hænder rystede hver gang jeg samlede en plakat op. Ensom og alene havde jeg klasket ham op på et stykke papir. Jeg så et stykke tid på det blide ansigt inden jeg foldede papiret sammen og gemte det under min trøje.

 

Senere samme aften tog jeg et langt varmt bad. De varme stråler sprøjtede ud fra bruserhovedet og ramte min bare, kolde hud. Langsomt blev mit hår gennemblødt og forandrede sig langsomt fra kastanjeleverpostejsfarvet til næsten sort. Det korte hår lagde sig ned tæt til min hoved og pressede sig ind til min hoved bund.

Jeg prøvede på en eller anden måde at skylle tankerne og følelser væk. Jeg skrubbede og skrubbede min de blev ved med at hænge i. Jeg fik den hvide, rene sæbe til at skumme. Jeg håbede at jeg kunne vaske alt væk og at det hele bare vil forsvinde med sæbeskummet og lade mig være i fred. Sæben løb i baner ned ad min krop, langs mine ben og løb ned gennem de små huller i risten og ud i afløbet.

Da jeg var færdig trådte jeg ud af badeværelset med uglet hår og med min røde badekåbe på. Klokken var mange, men jeg havde ikke lyst til at sove. Jeg gik langs de gyldne, blanke planker i gulvet som førte mig hen til glasdøren lige over haven. Der var næsten kulsort uden for. Himmelen var klar og man kunne så de lyse, smukke, diamantskinnende stjerner på den sorte himmel. Et orange lys dansede nede på terrassen lige under mig. Lyse, klare flammer flakkede rundt i vinden og åd op ad træet der lå som slaver for den varme, smukke ild. Min mor stod ca. en meter fra det lysende bål. Jeg kunne se fra bålets skær at hun holdte en stak papirer i hånden som formeneligt skulle brændes.

Jeg nåede kun lige at tænke denne tanke færdig inden hun smed dem ind i de glubske flammer. Papirerne blev straks brune og brændt. Jeg nåede kun lige at få et glimt af papirets motiv inden det forsvandt helt. Mine mange timers arbejde og et eftersøgende minde om Mark blev hurtigt brændt ned til aske. Min mor rørte sig ikke ud af hendes position og det gjorde jeg selv heller ikke. Mit ansigt var stift og koldt som var det lavet af sten. Jeg vendte mig om og prøvede at lægge det sørgelige syn bag mig. Jeg gik ind på mit værelse hvor jeg skulle have været blevet fra starten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...