Amnesia (1D & HP)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Færdig
(The power 2) "Hvad mener du med at i ikke kan redde hende!? Harry døde jo ikke da det skete for ham!" Jeg kunne hører råben.
Jeg kørte hænderne hen over stoffet under mig og åbnede stille øjne, der var helt mørkt ude for vinduerne så det var sikkert nat.
"Hun har ligget derinde i en uge nu uden nogen tegn på liv, de sidste tre dage har vi ikke kunne finde hende vejrtrækning eller hjerte slag. Det er kun på Mcgonagalls ordre om at hun skulle blive en uge og hvis der ikke var tegn på liv skulle vi erklærer hende død.

10Likes
8Kommentarer
1869Visninger
AA

23. Why did you Lie?!

"Thunder?" Jeg prøvede at sige det, men intet kom ud over min læber. 
"Zoey!" Noget ruskede i mig og jeg åbnede straks øjne. 
"Zoey er du okay?" Jeg ignorerede personen og var hurtig oppe og stå. 
"Hvor er Thunder?" Jeg kiggede mig omkring, men jeg var i et rum. 
De nåede ikke at svarer mig, før jeg havde slået vinduet op og stod halvvejs ude af det," Thunder!" 
Der kom intet svar, jeg vende mig om og satte i løb ud af rummet. 
Jeg spurtede ned af trapperne og igennem gangene," Thunder!?" 
Jeg gentog råbet om og om igen, men der kom intet svar. 
"Zoey," jeg vende mig mod stemmen, foran mig stod en dreng. 
En dreng med det samme  halvlangt grønt hår, de samme gule øjne, den samme stemme, som Thunder," hvem er du?" 
"Zoey det er mig, Thunder," jeg rystede hysterisk på hovedet. 
"Nej, det er ikke dig, du lyver," tårerne løb ned af mine kinder. 
"Zoey du satte mig fri," han kom hen imod mig, men jeg trådte tilbage. 
"Bliv hvor du er," jeg pegede mod ham," du skal ikke komme nærmer." 
"Zoey?" Fred, George og Bill kom ud af et rum. 
Min krop begynde at ryste, imens tårerne løb i store drømme ned af kinderne. 
"Zoey rolig," Fred kom tættere på mig, men stoppede da jorden begynde at ryste en smule under os," Zoey stop." 
"Alt var en løgn, jeg reddede dit liv og det hele var en løgn!" 
Jorden rystede kraftigt under os, folk jeg kende strømmede ud af rummet Bill, Fred og George lige var kommet ud af.
"Zoey stop," Niall holde fast i væggen for ikke at falde. 
"Niall hent Sirius eller Cornelius," mumlede George og pegede op af vejen jeg lige var kommet fra," sig de skal skynde sig meget."
"Hvorfor har du løjet for mig?! Du har haft så mange chancer til at fortælle det, men du holde din mund lukket og lod mig leve på en løgn!" 
"Zoey," Liam var lige kommet ud af rummet de andre havde været i. 
Inden jeg nåede at stoppe ham, var han henne og havde trukket mig ind til sig. 
Jeg gjorde intet for at skubbe ham væk, jeg stod bare og lod tårerne løbe end over mine kinder imens han holde omkring mig.
"Jeg vil ikke være her længere," mumlede jeg mod hans skulder.
"Så tager vi et andet sted hen," mumlede han mod mit hår. 
"Nej, jeg vil have det her overstået! Jeg vil ikke have i skal komme i fare, at folk lyver for mig eller ikke tror på mig! Jeg vil væk fra det hele!" 
Jeg trak mig væk fra ham og jorden begynde endnu engang at ryste under os," Zoey rolig nu, vi lyver ikke for dig mere og vi tror alle på dig." 
"Nej i lyver allesammen, ingen af jer tror på det jeg siger, i er alle i farer og min grænse er nået!" Cornelius og Sirius kom gående helt lamslåede mod os. 
"Zoey der vi skal nok passe på dig, ingen af os lyver for dig," De kom foran alle de andre og stalde sig imellem os. 
"Nej, men jeg lyver over for jer!" 
"Zoey, du lyver aldrig over for os, du er jo den udvalgt?" 
"Der er ingen udvalgt! Det hele er en del af et spil og jeg er bare en brik i det!" 
"Zoey hvad snakker du om?" Cornelius kom helt hen til mig, tårerne stoppede.
"Alt er et spil, jeg er bare en brik ligesom i er. Vi er hver især sat ind for at dø, hvis jeg ikke vinder det, inden vi mister nogen," hviskede jeg. 
"Zoey hvor har du det fra?" Han tog om mine håndled og holde mig fast.
"De fortalte mig det," jeg kiggede op i hans øjne. 
"Hvem er de?" Jorden holdte op med at ryste under mig.
"De fem krigere, dem der har været der lige fra det hele startede."
"Før os til dem Zoey, vi finder ud af alt det her." 
"Nej," han kiggede forvirret på mig," ikke før jeg har gjort noget."
Cornelius slap mine håndled og trådte væk fra mig, med fem hurtige skridt var jeg henne ved Thunder og havde kastet om hans hals.
"Du skal aldrig skræmme livet af mig på den måde eller lyve overfor mig igen."
"Aldrig," han lagde armene om mig og pressede mig ind til sit bryst. 
"Hvis du så meget som tænker på det igen forvandler jeg dig tilbage til den drage," han grinede lavt over min kommentar, men nikkede alligevel. 
"Hvis du lover mig, at vi aldrig skal skilles," jeg nikkede kraftigt på hovedet og kunne mærke nye tårer komme ned af mine kinder. 
"Årh Zoey nu græder du jo igen," Thunder trak sig fra mig og tørrede tårerne væk," hvad er der galt?" 
"Jeg er bare glad for at have dig tilbage."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...