Amnesia (1D & HP)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Færdig
(The power 2) "Hvad mener du med at i ikke kan redde hende!? Harry døde jo ikke da det skete for ham!" Jeg kunne hører råben.
Jeg kørte hænderne hen over stoffet under mig og åbnede stille øjne, der var helt mørkt ude for vinduerne så det var sikkert nat.
"Hun har ligget derinde i en uge nu uden nogen tegn på liv, de sidste tre dage har vi ikke kunne finde hende vejrtrækning eller hjerte slag. Det er kun på Mcgonagalls ordre om at hun skulle blive en uge og hvis der ikke var tegn på liv skulle vi erklærer hende død.

10Likes
8Kommentarer
2028Visninger
AA

5. Partronum

Mit blik kom tilbage lige inden jeg ramte jorden og jeg nåede at værne mod det, hele min krop føltes på en eller anden måde anderledes. 
"I tager højre så går vi til venstre, vi er nød til at finde hende." 
Jeg genkende intet om mig, det var som alt var blevet slettet fra min hjerne. 
Med besvær kom jeg op og stå og vandrede hen mod skoven foran mig," der er hun!" Jeg kiggede forskrækket tilbage og så nogen drenge komme løbende imod mig, jeg var hurtig i løb inde i skoven uden at se tilbage. 
Lyden af gøen bag mig fik mig til at sætte farten endnu mede op, mine reflekser fik mig til at flyve igennem hver eneste stående forhindring og spring over hver eneste liggende. Jeg faldt til jorden da noget væltede mig, men var hurtig til at rejse mig igen og kigge mod angriberen, tre store ulve stod omkring mig og holde mig fanget. Hver gang jeg prøvede at slippe ud rykkede de sig sammen så der ikke var åbent, jeg satte afsted den ene vej, men så snart de rykkede sammen satte jeg afsted den modsatte vej i tiger skikkelse. 
Jeg var langt foran dem før de nåede at registrere at jeg var flygtet,  jeg nåede en så hvor jeg stoppede op. 
Vandet i søen begyndte stille at fryse til is og jeg kunne se sammen fra min ånde, gøen fra ulvene var stoppet og der stod en mand og to ulve over ved træerne. Jeg kiggede op og så mindst tyve dementorer over mig, manden og ulvene kom tættere på mig samtidig med dementorne. 
"Expecto Patronum!" Jeg fokuserede op mod dementorne og så en kæmpe lysende ræv komme frem  foran mig sætte afsted mod dementorne.
De forsvandt stille en for en oven over os og jeg kunne også mærke mine kræfter blive brugt meget på det, så snart jeg ikke kunne se flere dementorer stoppede besværgelsen og jeg faldt om på jorden.
Jeg blev løftet op af en og personen lagde mig en på noget blødt og pelset, tingen satte i løb og jeg greb hårdt fast om pelsen. 
Mine øjne var lukkede fuldstændig i og jeg fokusere kun på at holde fast, dyret jeg sad på hylede op og jeg faldt tilbage på jorden. 
Kulden der ramte mig genkende jeg med det samme," Expecto Patronum!" 
Jeg var hurtig oppe og stå og kiggede intens op på de fem dementorer over mig, ræven kom frem igen og gik til angreb, denne gang var den bare svagere.
Dementorne forsvandt hurtigere og jeg stalde mig op af det nærmeste træ, dyret, der viste sig at være en ulv, kom tættere på.
"Hvis du kommer et skridt tættere på, mister du din fine lille hale." 
Den nåede ikke at komme tættere før de to andre kom hen til os, den ene af dem var stadig i menneske form. "Zoey vi skal have dig tilbage på skolen," manden snakkede roligt til mig.
"Jeg er ikke Zoey, jeg er ikke den i leder efter!" 
"Hvem er du så?" Manden skulle til at tage fat om min arm, men jeg trak mig væk fra ham. "En i ikke vil have noget at gøre med." 
"Hvorfor Ikke?" En af ulvene forsvandt og en dreng med lyst hår stod der. 
Jeg svarede ham ikke før jeg var i løb igen, op mod den store bygning jeg var flygtet fra. Så snart jeg var ude af skoven blev jeg nærmest omringet af folk, jeg kiggede mig panisk omkring og prøvede på at slippe fri. 
Der var en der skubbede til mig og jeg væltede ned på jorden og sad på mine hænder og knæ, et varmt skjold lagde sig om mig.
Jeg satte mig op med hænderne i mit skød, mine ben var formet som et M og jeg kiggede ned mod mine hænder, "Zoey?" Der var en der prøvede at ligge hånden på min skulder, men fløj bandenede tilbage på grund af varmen. 
"Jeg vidste det ville ske," jeg kiggede ud mellem mit hår og så det var en kentaur der snakkede," det var det der ville ske hvis hun ikke fik sværdet." 
"Hvordan vidste du det?" En pige spurgte ham. 
"Kentaurerne var der også sidst den udvalgte levede og vi har fortalt historierne videre i generationer, første gang hun fik hukommelse tab skulle ske, men anden gang skulle ikke ske før om et år. Zoey er den eneste der rigtig vidste hvad man skulle gære for at få det væk, men da hun havde mistet hukommelsen kunne hun jo ikke huske det før om lang tid." 
Jeg sprang så højt jeg kunne, som nok var ti meter, op i luften. 
Jeg greb min kost da den kom flyvende imod mig og fløj afsted hen over en stor sø til jeg nåede bjergene der var op af søen.  
Jeg fløj igennem det første hul jeg nåede og ende et mystisk sted fyldt med drager og andre magiske væsner, jeg landede på en klippe og sende kosten tilbage. Jeg gik klatrede ned til jorden og gik ind imellem de store træer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...