Amnesia (1D & HP)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Færdig
(The power 2) "Hvad mener du med at i ikke kan redde hende!? Harry døde jo ikke da det skete for ham!" Jeg kunne hører råben.
Jeg kørte hænderne hen over stoffet under mig og åbnede stille øjne, der var helt mørkt ude for vinduerne så det var sikkert nat.
"Hun har ligget derinde i en uge nu uden nogen tegn på liv, de sidste tre dage har vi ikke kunne finde hende vejrtrækning eller hjerte slag. Det er kun på Mcgonagalls ordre om at hun skulle blive en uge og hvis der ikke var tegn på liv skulle vi erklærer hende død.

10Likes
8Kommentarer
1883Visninger
AA

19. Memories

Der var fuldstændig mørkt hvor jeg landede, men jeg kunne let skimte træerne omkring mig. Mit blik ændrede sig stille og der gik ikke længe før mit syn var lige så godt som om dagen. Skoven ende længere fremme og gik op mod et kæmpe slot, det slot jeg var blevt fanget foran for to uger siden. 
Jeg satte i løb op mod slottet, men stoppede da jeg nåede udkanten af skoven. 
"Hvordan fortæller vi elverne at hun er død?" 
Fire mænd kom ud af døren til en stor hytte, en mand stod i døren og snakkede med dem," vi er vel bare nød til at fortælle dem det.
Alt i mig stoppede da jeg hørte stemmen, mindre end ti meter fra mig stod min gudfar, min gudfar Sirius Black. "Vent til imorgen tidelig." 
"Vi skal nok op og have tjekket til de andre, vi ses Hagrid." 
Den store mand lukkede døren og de andre gik op af mod slottet, det var der jeg ikke kunne holde til det mere. 
Jeg satte i løb op mod dem, jeg vidste præcis hvem af dem der var Sirius. 
Sirius vende sig om da han hørte mine skridt og jeg sprang om ham, han var helt forvirret og prøvede at regne ud hvad der skete. 
"Sirius," jeg mumlede det mod hans skulder, der opdagede han hvem jeg var. 
"Zoey," han trak mig hårdt indtil sig så jeg næsten ikke kunne få vejret. 
"Jeg troede du var død," mumlede han ned i mit hår og trak mig tættere indtil sig," Sirius kommer du?!"
De andre var forsat op til slottet og havde slet ikke ser os," de andre skal vide det." Han tog fat om min hånd og trak mig op mod de andre. 
"Jeg har savnet dig Sirius," han stoppede op og vende sig mod mig igen. 
"Jeg har savnet dig mere end du ander," han trak mig ind i et kort kram inden vi gik videre op mod de andre. "Planerne er aflyst drenge." 
Smilet prydede Sirius ansigt og jeg kunne ikke lade være med ikke selv at smile," Sirius vi skal fortælle dem det." 
"Lupus," jeg løb foran Sirius og trak ham ind i et kram, min hukommelse begyndte  stille at komme  tilbage, i hvertfald fra de her to. 
"Zoey?" Han virkede helt forvirret og vidste ikke havd han skulle gøre. "Zoey?" Jeg grinede over hvor forvirret han var. 
"Ja Lupus det er mig," jeg trak mig væk fra ham og smilede stort til ham. 
"Hvad?" Sirius begynde ogå at fingre over hvor forvirret Lupus var. 
"Og hvem skulle i ellers være sammen med end Fred og George." 
"Zoey!" De kom glad hen og trak mig ind i et gruppe kram, jeg kunne ikke få vejret så hårdt pressede de," drenge vil i gerne have jeg dør af luftmangel?"
De grinede og slap mig," vi troede du var død." 
"0-1 dækkede over mig fordi jeg har haft I.M.P i røven dag og nat de sidste to uger, når jo og forresten jeg skal hilse fra ham." 
"Har du mødt ham? Jamen din far var jo den sidste 0-14," Sirius smilede til mig. "Nope, det er mig der er 0-14." 
"Hvad?" Vi kiggede alle over på Lupus og begynde at grine," er du 0-14?"
"Yeah, men skal vi ikke gå indenfor i stedet for at stå jer ude i kulden?" 
Vi gik indenfor og de førte an op mod deres værelser," kan du huske alt igen eller hvad?" Jeg rystede på hovedet af George spørgsmål.
"Jeg er begynd at huske små ting lige siden jeg fandt sværdet igen."
"Hvor var det gemt henne?" Spurgte Fred 
"På Antarktis, i et specielle rum min far lavede til mig engang." 
"Hvor er vi endelig på vej hen?" vi var gået forbi gangen op til lærernes soveværelser. "Vi skal op til Harry og de andre."
"Hvem?" Jeg kiggede forvirret på dem og stoppede op. 
"Niall, Louis, Zayn, Harry og alle de andre?" De stoppede og kiggede på mig. 
"Og igen hvem? Drenge jeg har haft hukommelse tab, jeg ved ikke hvem de er." 
"Niall, Louis, Zayn og Harry er kræftholdet sammen med Liam." 
"Er der ikke noget der kan hjælpe dig til at huske dem?" 
"Lad mig tænke," jeg vende ryggen til dem og gik rundt inde i gangen.
"Kur mod hukommelse tab, kur mod hukommelse tab," jeg gik og mumlede for mig selv og tænke på hvad det nu var," hvad var det nu far altid sagde." 
"Si può perdere tutto nel mondo, oltre i tuoi ricordi." 
"Du kan miste alt i verden, udover dine minder," jeg kiggede over på Lupus der havde oversat det jeg sagde, jeg nikkede. 
"Si può perdere tutto nel mondo, oltre i tuoi ricordi," alt i mig stoppede da jeg hørte en bestemt person sige det. Alle minderne strømmede ind i mit hovede og alle dem jeg havde mødt blev endel af mig igen. 
"Det var det Zoeys far altid sagde," Cornelius stod op af en væg og kiggede på Lupus," en skam Zoey aldrig kommer tilbage." 
"Cornelius," hviskede jeg og satte i løb, han vende sig om mod mig. 
Han ansigt gik op i et stort smil og han greb mig da jeg hoppede ind i hans arme," jeg vidste det, du kunne ikke være død."
"Hvordan slap du væk?" Han gav slip om mig og jeg trak let på skulderen. 
"En person hjalp mig," han nikkede mistænksom.
"Reff?" Jeg smilede til ham og han havde regnet det ud," han er god." 
"Vent Zoey, kan du huske ham?" Fred kiggede forvirret på mig. 
"Hans stemme minder så meget om min fars, den helt rigtige klang og perfekte italienske udtale gjorde det, min fætter er og bliver den bedste italiener jeg kender, selvom jeg selv er." 
"Hej stump?" Jeg kiggede op på Cornelius," husker du den her?" 
Han trak min mobil ud af min baglomme og løb væk fra mig," giv mig den!" 
Jeg satte i løb efter ham," kom nu, hvad gjorde du altid da vi var små." 
Jeg sprang mod ham i tiger form og han grinede højt," vi fandt ud af noget Zoey, jeg er ikke et menneske." 
"Hvad er du så?" Jeg sprang på ham og væltede ham om på jorden. 
"Elver," jeg tog mobilen ud af hans hånd og kiggede smilede ned på ham. 
Jeg sad på hans mave med et ben på hver side af ham," du er glemsom stump." 
Han greb om begge mine håndled og fik os vende om så han sad øverst," næh." 
Jeg forvandlede mig til en ilder og smuttede væk fra ham," du er glemsom." 
Jeg skiftede tilbage til menneske," når jo forresten, aldrig kald mig stump igen." Jeg lagde mobilen ned i min lomme igen. 
"Årh kom nu stump," han lagde en arm om min skulder og vi gik tilbage til de andre igen. "Altså hvis jeg er stump, så er du tykke." 
Jeg klappede ham på maven og vi begynde at grine," Hej så tyk er jeg ikke." 
"Det gjorde i altid da i var små," et stort smil var kommet frem på Lupus ansigt.
"Og jeg vandt altid," jeg prikkede Cornelius i siden og smuttede hen til Lupus.
"Det var bare fordi du er formskifter ellers havde jeg vundet."
Vi begynde at gå op mod gæsternes sal, jeg løb foran alle andre op af trappen og hen til gangen hvor opholdslokalet var. Døren stod åben og jeg kunne se Harry stå derinde sammen med Ron, Hermione, Draco og Neville. 
Kræftholdet sad i sofaerne og resten var fordelt rundt ved bordene," jeg kan ikke fatte hun er væk." Jeg kunne se en tårer trille ned af Neville's kind.
"Vi må bare håbe det ikke gjort ondt og hun døde hurtig." 
Alle i lokalet så helt triste ud og jeg kunne ikke slev lade være med at græde, tårer løb ned over mine kinder og et smil sad på min læber. Jeg gik stille ned af gangen og kiggede hele tiden ind af døren," hun har overlevet  meget." 
"Selv i den korte tid vi har kendt hende, har hun overlevet alt vi har været igennem," Louis sad i en sofa sammen med Harry og snakkede med Zayn der sad i den anden sofa sammen med Niall der stadig snakkede i mobil.
"Hvornår kommer du tilbage?" Der lød et svar fra den anden side, men jeg kunne ikke hører hvad det var," så find ud af det."
"For helvede Niall vi har større problemer end at finde ud af hvornår jeg kommer hjem!" Jeg var stoppet op midt i gangen og drengene havde indhentet mig," hvad venter du på Zoey?" 
"Bare smut ind jeg skal lige tænke," mumlede jeg og rystede på hovedet. 
"Gå ind til de andre," Cornelius viftede de andre ind inden han kom hen til mig. 
"Hvad sker der Zoey?" Han lagde en hånd på hver af mine skulder og jeg løftede hovedet for at se på ham," de tror alle jeg er døde, Cornelius."
"Selvfølgelig gør de det Zoey, Liam har selv sagt det så tror de på ham og 0-1." 
"Cornelius hvorfor står du derude?!" Råbte Jack. 
"Snakker, jeg kommer ind om to minutter!" Råbte han tilbage.
"Hvad hvis de ikke tror på det er mig? Hvad nu hvis de bliver sure?" 
"Zoey de bliver ikke sure, de bliver sikkert lettede over du ikke er død. Nu går jeg der ind og så kommer du derind lige om lidt." 
Han slap mine skuldre og gik ind til dem," hvem snakkede du med?" 
"Bare en elev der havde forvildet sig herop," svarede Cornelius. 
"Imorgen? Okay det fortæller jeg de andre, hvor mange kommer i?" 
Der lød et svar fra telefonen i Nialls hånd og jeg vidste det ikke var Liam der svarede, det var helt sikkert Derek på grund af den mærke stemme. 
Råben lød fra telefonen og en masse larm efterfulgte, jeg var hurtig inde i rummet og havde taget mobilen ud af Nialls hånd," Liam hvad sker der?" 
"Der er trængt nogen igennem skoven og ind til huset!" 
"Jeg kommer," jeg lagde mobilen på og smed den tilbage til Niall.
"Ses," jeg var hurtig i løb ned af gangen og ud af indgangen til Hogwarts. 
Jeg teleporterede mig tilbage til skoven og vogterne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...