Amnesia (1D & HP)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Færdig
(The power 2) "Hvad mener du med at i ikke kan redde hende!? Harry døde jo ikke da det skete for ham!" Jeg kunne hører råben.
Jeg kørte hænderne hen over stoffet under mig og åbnede stille øjne, der var helt mørkt ude for vinduerne så det var sikkert nat.
"Hun har ligget derinde i en uge nu uden nogen tegn på liv, de sidste tre dage har vi ikke kunne finde hende vejrtrækning eller hjerte slag. Det er kun på Mcgonagalls ordre om at hun skulle blive en uge og hvis der ikke var tegn på liv skulle vi erklærer hende død.

10Likes
8Kommentarer
2031Visninger
AA

14. Liam where are you!?

Vi nåede hulens udgang og sneen ramte os brat, jeg forvandlede og til en hippogrif og satte afsted op i luften. 
Råbene lød kort bag os inden vi nåede for langt væk, vi fløj længe uden nogen af os sagde noget eller Liam sagde noget?
Vi havde nok fløjet i flere timer og jeg kunne mærke min krop begynde at lukke ned," kom så Zoey, jeg kan se skoven herfra." 
Han strøg mig over halsen og jeg gav den en lille smule ekstra, Liam forsvandt pludselig far min ryg og jeg kunne mærke det var der min krop lukkede af. 
Jeg susede ned mod jorden foran et kæmpe hus, min form var ikke længere en hippogrif, men et menneske. 
Min krop ramlede mod jorden og jeg kværnede igennem det indtil jeg nærmest lå på i den anden ende af indkørslen," Liam?" 
Min stemme var helt ru og lav da jeg snakkede, jeg rejste mig ved hjælp af et træ bag mig og tog mig til hovedet. 
"Liam?" Jeg humpede besværet hen mod stedet han var forsvundet. 
"Liam!?" Jeg forsatte længere ind i skoven og kiggede skræmt efter ham. 
"Liam hvor er du?!" Jeg faldt om på jorden ned til en flod. 
"Liam," jeg kunne mærke tårerne brænde sig på, han havde været væk i tyve minutter nu. Der var endnu ikke lyt nogen svar.
Det rystede i busken bag mig, jeg rejste mig hurtig om og kiggede mod den. 
Jeg gik med forsigtige skridt hen mod den, jeg stoppede ikke før jeg rørte busken med mine fingre spidser der var rakt frem foran mig. 
Hovedet fra en vred ulv kom mod mig og jeg sprang tilbage, jeg forvandlede mig til en tiger og knurrede vredt af ulven. 
Alle ledende i min krop svag af pommern til, men jeg var nød til at holde det ud.
Ulven gøede af mig, de raslede i busken igen og to ulve mere kom ud ved siden af ham. Jeg bakkede bagud mod floden, de fulgte efter mig og flere ulve kom ud af busken mod mig. Lugten af nekromantiker ramte mig og alle ulvene forsvandt fuldstændig fra mit hovede, jeg satte i løb afsted mod lugten. 
Mine poter ramte mod jorden i en takt der let kunne bruges til musik, mit åndedragt var besværet og alt i mig sved. 
Seks personer stod længere fremme og en af dem kunne jeg nemt genkende som Liam, jeg vidste ulvene fulgte mig og jeg kunne ikke lede dem hen til Liam. 
Så snart jeg nåede udkanten af indkørslen som Liam stod i lavede jeg et drastisk sving, ulvene fulgte mig som små ændre efter deres mor. 
Jeg rende rundt om det store hus indtil jeg nåede indkørslen, jeg satte direkte hen mod Liam som stod sammen med fem drenge. 
Han holde sin plads og kiggede på mig der kom løbende, lige inden jeg støde ind i ham forvandlede jeg mig tilbage og mine arme ende rundt om ham. 
"Zoey hvad sker der?" Han kiggede bekymret ned på mig.
"Du forsvandt," han krammede mig ind til sig og mumlede ned mod mit hår.
"Jeg landede oppe på drengenes tag, der er intet sket."
"Jeg troede de havde fanget dig," han slap taget om mig og vende sig mod drengene der stod og kiggede på os. 
Ulvene stod bag dem og kiggede forvirret på," Zoey?" En af drengene spurgte, jeg stalde mig en smule bag ved Liam og nikkede. 
"Hun kan ikke huske jer," Forklarede Liam.
"Hvorfor? Hvad er der sket?" En af ulvene blev pludselig til en dreng. 
"Hun mistede sin hukom..." Jeg afbrød Liam inden han nåede at snakke færdig.
"Nej," det var det eneste ord der kom ud af min mund inden jeg var i løb. 
Jeg havde smidt sværdet foran dem inden jeg løbede, jeg var i tiger form inden jeg nåede kanten af indkørslen. "Zoey!" Jeg forsatte i fuld fart inden i skoven uden at kigge mig tilbage, hver endel af min krop var presset til det yderste. 
Jeg nåede hurtig kanten af skoven hvor de var, en flok varulve der omringede to drenge. Jeg sprang over en ulv og landede inde i cirklen, jeg knurrede højt af varulvene. De to drenge trådte skræmt tilbage, en ulv kom tættere på og jeg vende mig hurtig mod ham og svang mine klor mod ham.
Han trak sig knurrende tilbage, jeg gik baglæns tilbage mod drengene.
"Har i jer et lille kæledyr?" En af ulvene havde forvandlet sig tilbage til menneske," hvor sødt, så kan den jo sammen med jer." 
Jeg brølede højt af ham, han begyndte bare at grine over det. 
"Ser man det, den lille kat kan også miave," ulvene omkring grinte et meget sjovt slags grin, drengen kom tættere på mig. 
"Hva' så tøs? Er der bange for de store stygge varulve?" 
Jeg gik hen mod ham og forvandlede mig tilbage til menneske," som om." 
"Så det er ikke bare en kat vi har her," han lagde en hånd under min hage. 
"Hvorfor er i efter dem?" Jeg fjernede hans hånd fra min hage. 
"De er intrængende på vires territorium og det samme er du, men jeg tror godt vi kan se bort fra sådan en lille sag som dig," han stalde sig helt tær på mig s jeg var nød til at kigge op for at se ham i øjne. 
"En skøn jomfru i nød, sådan en kan man altid hjælpe," ulven der havde stået ved siden af havde forvandlet sig tilbage til menneske. 
'Kan du forvandle dig til noget vi kan ride på?' Jeg nikkede svagt til spørgsmålet fra en af de to drenge,' er du hurtig?' 
"Skal vi hjælpe sådan en lille frøken med at få renset hende sår?" 
"Ja," svaret var ment til magikeren og han vidste det også godt. 
"Tag jer af drengene, så fører jeg frøknen tilbage til vores hus." 
Ulvene gik tættere på de to drengebog jeg gjorde hurtig udslaget, jeg sprang mod drengene i tiger form. Magikeren sprang op på min ryg og den anden fulgte efter, i spring var jeg inde i skoven igen. 
Jeg vidste jeg ikke ville nå langt, men jeg ville nå langt nok til at Liam kunne hjælpe os. Mit blik gennemsøge hver endel af skoven for at finde den rigtige vej, det blev ved sådan indtil jeg kunne skimte huset.
Min fart faldt drastig da jeg vidste ulvene ikke ville følge mig mere, drengene hoppede ned fra min ryg og skynd sig ind i indkørslen til Liam og de andre.
Jeg nåede ikke engang ind i indkørslen før jeg kollapsede på jorden, min krop skiftede automatisk tilbage til menneske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...